Kevin Mikkelsen, skribent på Center for Psykedelisk Dannelse

Psykedelika på menuen i Folketinget

Kevin Mikkelsen — Tue, 06 Jan 2026 18:21:09 +0000

Torsdag den 11. december var psykedelika for første gang nogensinde til debat i Folketinget. Det skete, efter at Karin Liltorp og Louise Brown fra henholdsvis Alternativet og Liberal Alliance havde fremsat et beslutningsforslag om at nedsætte en tværfaglig arbejdsgruppe, der skal undersøge psykedeliske stoffers potentiale i et folkesundhedsperspektiv.

Debatten markerer et historisk skridt. I halvanden time blev psykedelika behandlet i Folketinget som et legitimt politisk anliggende.

Så hvad lærte vi, da vi hørte de forskellige sundhedsordførere kommentere på forslaget? I dette indlæg deler vi nogle af vores observationer fra debatten. I forlængelse af debatten har vi i Cepda sendt en længere faglig kommentar til Sundhedsudvalget, som de kan inddrage i det videre arbejde, og som uddyber yderligere på nedenstående nedslag.

Politisk velvilje

Det mest markante indtryk fra debatten var, at der på tværs af partier er en bred politisk opbakning til forskning i og den potentielle udbredelse af psykedelika-assisteret terapi. Flere ordførere udtrykte ønsker om mere forskning og nye muligheder for patienter; foruden Alternativt og Liberal Alliance bakkede også Enhedslisten op om forslaget; og Moderaternes sundhedsordfører, Nanna Gotfredsen foreslog at nedsætte en intern arbejdsgruppe blandt politikerne på Christiansborg.

Det er positivt. Det vidner om, at psykedelika ikke længere alene forbindes med straf og tabu, men som noget vi bliver nødt til at forholde os til med nysgerrighed, åbenhed og saglighed.

Når psykedelika reduceres til “lægemidler”

Samtidig afslørede debatten en markant begrænsning i den måde, psykedelika bliver forstået og italesat på. Selvom beslutningsforslaget lagde op til at skabe et samlet, tværfagligt vidensgrundlag for skadesreduktion, folkeoplysning, modeller for regulering og eventuelle forsøgsordninger, kom samtalen med det samme til at handle om psykedelika som “lægemidler” i psykiatrien.

Som ressortminister satte sundhedsminister, Sophie Løhde tidligt rammen ved at tale om patienter, lægemidler, life science-industrien og innovation. Denne ramme blev gentaget af mange ordførere, som konsekvent talte om psykedelika som “medicinske præparater”, der skal “udskrives til patienter med tunge sygdomsforløb”. Det blev også gentaget af flere, at de ikke mente, at der er behov for politisk involvering i den proces.

Hvis man udelukkende anskuer psykedelika som et psykiatrisk “lægemiddel”, giver det naturligvis mening at kræve solid evidens forankret i klassiske lægemiddelstudier, at implementering overlades til lægemiddelmyndighederne, og at politikerne ikke skal involvere sig.

Problemet er blot, at denne forståelse ikke rummer den virkelighed, som beslutningsforslaget forsøgte at adressere. Nemlig at psykedelika ikke kun er noget, der indtages i en klinik som led i behandling. For mange mennesker er de oplevelsesbaserede praksisser, som bruges til eksistentiel refleksion, personlig udvikling, naturforbindelse og fællesskab. Det “parallelle system”, som nogle politikere mente, at vi ikke behøver at opfinde, findes allerede. Spørgsmålet er ikke, om det eksisterer – men om politikerne vil tage ansvar for at skabe de bedste vilkår for skadesreduktion og udnyttelse af potentialet.

En fejlagtig reduktionisme

Når psykedelika konsekvent omtales som “medicinske præparater”, bliver samtalen om dem skæv og unuanceret. Det svarer til at reducere natur, dans, religion eller musik til behandlingsformer, der kun giver mening, hvis de kan ordineres til personer der har modtaget en diagnose. For mange handler psykedeliske oplevelser ikke kun om at reducere symptomer, men også om mening, relationer, ritualer, fællesskab, ejerskab og forbundethed – dimensioner, der ligger uden for den klassiske biomedicinske psykiatriske model. Psykedelika ligner på ingen måde klassiske psykofarmaka, og det er både videnskabeligt og menneskeligt meningsløst at forsøge at reducere forståelsen – og reguleringen – af dem til de samme forskningsmæssige standarder og procedurer som med klassisk psykofarmaka.

Det betyder ikke, at klinisk forskning ikke er vigtig. Det er den. Men den er ikke tilstrækkelig, hvis vi vil forstå psykedelika og deres implikationer for vores samfund. Eller hvis vi vil lave god regulering og infrastruktur.

Myten om de "ekstremt farlige psykedeliske stoffer"

Flere ordførere gentog under debatten, at psykedelika er “meget farlige” og at brug kan føre til “fatale konsekvenser”. Det er en sejlivet fortælling, som fortjener nuancering. Psykedelika blandt de mest sikre psykoaktive stoffer, vi kender. De klassiske psykedelika (LSD, psilocybin, DMT og meskalin) har nærmest ingen fysiologiske risici forbundet med sig. De risici, der findes, er psykologiske og sociale og opstår ofte i forbindelse med mangelfuld forberedelse, utrygge rammer eller efterfølgende isolation og stigmatisering.

I Cepda har vi i årevis arbejdet med netop disse problemstillinger gennem skadesreducerende initiativer, oplysning og gennem støtte til mennesker der oplever udfordringer. Risici eksisterer, og de skal tages alvorligt, men de skal også forstås korrekt og ikke overdrives.

Sikkerhed til nogen, straf til andre

Et gennemgående tema i debatten var, at politikerne ønskede sikkerhed for brugere, men at denne sikkerhed skulle skabes i psykiatrien og dermed altså kun gælde patienter i psykiatrien. Der blev derimod ikke forholdt sig til, hvordan man kan skabe tryghed, rettigheder og viden for de mange mennesker, som allerede bruger psykedelika uden for psykiatrien, og som ofte hverken kan eller ønsker at indgå i et behandlingsregime. Dette var ellers beslutningsforslagets primære hensigt, som ofte gentaget af stiller Karin Liltorp.

Dette er problematisk, da brug ikke kan begrænses til psykiatri og forskning. Psykiatriens arbejde er heller ikke at skabe sikkerhed omkring stofbrug uden for psykiatrien. Netop derfor er det et politisk anliggende at forholde sig til de andre brugsformer og brugere, men de samtale var der desværre ingen af ordførerne der var klare til at tage.

Et spørgsmål må være, om det grundlæggende er moralsk forsvarligt at sige, at den eneste måde en person kan få sikkerhed og undgå kriminalisering, hvis de vil have en psykedelisk oplevelse, er ved at indgå i det psykiatriske system. Dette især på et tidspunkt, hvor medier og forskning rapporterer livligt om de positive effekter ved psykedelika, men der stadig er lange udsigter til bred adgang gennem psykiatrien.

Hvorfor en arbejdsgruppe giver mening

Debatten viste altså tydeligt, at der findes politisk interesse, og samtidig betydelige blinde vinkler. Hvis psykedelika var en 5-retters menu, viste de fleste af ordførerne sig kun villige til at spise forretten, eller måske nærmere blot at overlade den til deres mundskænk for nu. Netop derfor er en tværfaglig arbejdsgruppe et fornuftigt og nødvendigt næste skridt. Ikke for at forhaste beslutninger, men for at samle viden på tværs af forskning, praksis, civilsamfund og internationale erfaringer, og for at klæde politikere, fagpersoner og offentlighed bedre på.

Psykedelika er allerede en del af vores samfund. Spørgsmålet er ikke, om vi vil forholde os til det, men hvordan. Arbejdsgruppen kan være endnu et skridt væk fra stigma og myter, og hen imod viden, ansvar og rettidig omhu.

Vores fulde kommentar til Sundhedsudvalget, hvor vi uddyber disse pointer og henviser til relevant forskning og internationale anbefalinger, kan læses her. Dialogen fortsætter nu i Sundhedsudvalget og skal derefter til 2. behandling i Folketinget.

Folketingets 1. behandling af forslaget kan ses herunder i dets fulde længde.

Indlægget Psykedelika på menuen i Folketinget blev først udgivet på Center for Psykedelisk Dannelse.

Fra fronten af psykedelisk forskning – et interview med David Erritzøe

Kevin Mikkelsen — Mon, 18 Aug 2025 06:00:32 +0000

Denne artikel er en del af antologien Et Psykedelisk Danmark. Vi har valgt at gøre bogens artikler frit tilgængelige online, fordi vi mener, at viden om psykedelika bør være frit tilgængelig for alle. Det er en del af vores indsats for folkeoplysning, skadesreduktion og en mere nuanceret offentlig samtale. Hvis du ønsker at støtte vores arbejde, kan du blive medlem af Cepda på forbundet.cepda.dk og modtage bogen gratis som e-bog eller købe den trykte udgave af bogen i vores webshop. Du kan også hjælpe ved at dele artiklerne eller bogen med andre – på sociale medier, i netværk eller i dit faglige virke. Tak for din interesse og for at være med til at udbrede viden, nuancer og kritisk refleksion i det psykedeliske felt. Der vil blive udgivet en ny artikel ugentligt, og du kan finde dem samlet som de bliver uploadet her.

David Erritzøe (han/ham), ph.d., er uddannet læge ved Københavns Universitet og senere uddannet psykiater i London. David er Clinical Director ved Centre for Psychedelic Research på Imperial College London og leder en ny psykofarmakologisk forskningsklinik på St. Charles Hospital, UK. David er ekspert i klinisk psykedelisk videnskab og undersøger, hvordan hjernen fungerer, samt psykedelikas terapeutiske potentiale gennem eksperimentel psykofarmakologi og neuro-imaging.

Dette interview blev foretaget i august 2023. Dr. David Erritzøe (herefter forkortet DE) blev interviewet af Kevin Mikkelsen (herefter forkortet KM). Du kan læse mere om Davids forskning her: www.imperial.ac.uk/psychedelic-research-centre.

KM:
Dejligt, at du kunne komme. Jeg tænkte på, om du ville starte med at introducere dig selv. Hvad er din baggrund, og hvad består dit arbejde i?

DE:
Ja, tak for invitationen. Jeg hedder David, og jeg er læge og psykiater. Men nu bruger jeg mest tid på forskning. Jeg arbejder på et universitet i England, der hedder Imperial College London. Det er et universitet med fokus på medicin og ingeniør- og biovidenskab, men ikke noget humaniora. Jeg er blevet trænet i at lave hjernescanninger, særligt PET-scanninger. Den forskning, vi laver, er af både klinisk karakter og hjernemekanistisk karakter. Vi arbejder med psilocybin og DMT og nu også 5-MeO-DMT. Vi har også lavet studier med MDMA, ketamin og LSD og har bl.a. undersøgt depression, som vi har lavet nogle studier i, og nu arbejder vi også med OCD-patientstudier og kronisk smerte, anorexi og snart også gambling. Og opioid-afhængighed. Så forskellige indikationer, som vi tester psykedelika for, og så benytter vi de her hjernescanningsmetoder til at forstå mekanismerne.

KM:
Hvad er din rolle der?

Læs resten ved at downloade artiklen herunder…

Indlægget Fra fronten af psykedelisk forskning – et interview med David Erritzøe blev først udgivet på Center for Psykedelisk Dannelse.

En vision for en psykedelisk fremtid

Kevin Mikkelsen — Mon, 11 Aug 2025 06:00:57 +0000

af Kevin Mikkelsen, Sidsel Marie,
Benjamin Christensen,
Marie-Louise Peterslund Triksys,
Dennis Spang Vestergaard,
Rebecca Rosenbæk Due, Mickey Ørn
Albertsen, Kamilla Veirum Høgsgaard,
Marcus Kinch Riis-Vestergaard & Maya Malvine

Denne artikel er en skriftlig manifestation af en dialog, der har udviklet sig i Center for Psykedelisk Dannelse i løbet af de sidste par år, og som fortsat er i udvikling. Forfatterne til artiklen er individer, som har engageret sig i denne dialog og budt ind med deres unikke perspektiver og faglighed.

”Sjældent, om nogensinde, er nogen af os blevet helbredt i isolation – helbredelse er en proces af forbindelse og forening”
– bell hooks

Psykedeliske substanser vil med stor sandsynlighed i løbet af det næste årti blive integreret i vores samfund som en ’medicin’ i psykiatrien. Dette betyder, at psykedelikas rolle primært vil blive defineret fra et psykiatrisk og farmakologisk perspektiv, da psykiatrien og læger per tradition har retten til at udskrive medicin og psykofarmaka.

Mange repræsentanter fra både medicinsk institutionelle og ikke-institutionelle rammer, der beskæftiger sig med psykedeliske substanser, har dog påpeget, at psykedelika adskiller sig markant fra konventionel medicin og også ville kunne gavne mange mennesker, som ikke behøver en psykiatrisk intervention.

Forskning og individuelle vidnesbyrd har illustreret, at psykedelika kan øge et individs følelse af forbundethed til sig selv, mennesker og universet; de kan anspore til mystiske og noetiske oplevelser; stimulere folks åbenhed og kreativitet; inducere følelser af ærefrygt og accept; forstærke følelsen af forbindelse til naturen; facilitere følelsesmæssig og kropslig forløsning; påvirke selvforståelse og fornemmelsen af agens; give nye perspektiver på eksistentielle temaer som mening, ansvar og døden; og en del tyder på, at de kan inducere neuroplasticitet og påvirke vores indlæringsevne (se essayet ”Kan psykedelika gøre os til mere hele mennesker?” i denne antologi).

Hvad ville det betyde, hvis disse potentialer ved den psykedeliske oplevelse også blev anerkendt på samfundsplan? Hvordan kunne det se ud, hvis psykedelika blev integreret i fællesskaber, der strækker sig ud over de medicinske institutioner?

I denne tekst vil vi præsentere ét foreløbigt svar på disse spørgsmål: et svar, der er funderet i diskussioner, gennemtænkning og erfaringer fra aktører i det danske og internationale psykedeliske miljø. Dette med håbet om at initiere en kollektiv, kreativ proces, der kan fortsætte med at skabe nye veje i den psykedelisken verden, virkeliggøre alternativer og hele tiden tilpasse sig og respondere på samtidens udfordringer. Vi vil reflektere over, hvilke ideer og organisationsprincipper der kan drive en sådan udvikling på en hensigtsmæssig måde. For at tænde fantasien og invitere læseren til at tænke med os, vil vi begynde med en mulig slut-
ning. Forestil jer følgende: (Læs resten ved at downloade artiklen)

Indlægget En vision for en psykedelisk fremtid blev først udgivet på Center for Psykedelisk Dannelse.

Mellem sunde mennesker og syge miljøer – psykedelisk brug i en verden, der betyder noget

Kevin Mikkelsen — Mon, 28 Jul 2025 06:00:15 +0000

Kevin Mikkelsen er daglig leder i Center for Psykedelisk Dannelse og terapeut ved Liminala Terapi. Han har en BA i Socialpsykologi og Kulturstudier og er derudover uddannet psykoterapeut og naturterapeut ved Human Education Group, hvor han også underviser i naturterapi. Kevins hjerte banker for en fremtid, hvor mennesker og natur sameksisterer i harmoni. Med dette for øje faciliterer han bevidste forandringsprocesser med klienter og gennem sit arbejde med værdi- og formålsdrevne organisationer.

Deltagerne bliver bedt om at lukke deres øjne og rette deres opmærksomhed indad. En varieret lydkulisse af beroligende og evokative toner og naturlige lyde fylder luften, og deltagerne åbner deres sind for nye erkendelser. Mens de rejser gennem deres indre verden, oplever de sig selv som en del af en større helhed, hvor alt levende er forbundet. I dagene efter ceremonien styrkes båndene i fællesskabet. Deltagerne udforsker deres oplevelse i et trygt og respektfuldt fællesskab. De deler deres personlige indsigter, og hvordan disse har påvirket deres hverdag. De støtter og opmuntrer hinanden, og mange føler sig inspireret til at tage ansvar for sig selv, naturen og miljøet omkring dem. De ved også, at indsigt og trivsel kommer af den gensidige læring og deres forbindelse til naturen og hinanden. En cirkel dannes, hvor folk fra forskellige samfundslag, aldersgrupper og steder i livet samles og deler erfaringer og visdom. Psykedelika bliver en komponent i udforskningen af bevidsthedens dybder, men den sande transformation sker gennem fællesskabets støtte og samhørighed, gennem at dele denne verden med andre.

Ovenstående er et tænkt eksempel på en lokal og fællesskabsorienteret brug af psykedelika. Igennem årtusinder har disse substanser været brugt i mindre fællesskaber til at fostre selvindsigt, social sammenhængskraft, forbindelse til det omkringliggende miljø samt kommunikation med naturen og åndeverdenen og til at facilitere spirituel udforskning og heling. Brugen har mange steder været indlejret i lange, komplekse uddannelsesforløb, riter og kosmologier, der har klædt individet på til at beherske substansernes store kræfter.

I dagens Danmark er brugen af psykedelika i diverse fællesskaber i kraftig udvikling. Brugen er her oftest rammesat som ’terapi’, og psykedelika som ’medicin’. På trods af en hastig stigning i brugen er feltet præget af manglen på retningslinjer, fælles standarder, rådgivning, information og sikkerhed. Samtidig er brugen betinget af kapitalismens præmisser, hvad angår marketing, ulige adgang og finansmarkedernes stormfulde vinde. Dette betyder også, at mange mennesker (især sårbare og unge) forsøger sig med psykedeliske substanser på egen hånd. Kun meget få har adgang til de kliniske forskningsforsøg, og det er ikke alle der synes, at undergrundsterapi er en attraktiv løsning. Det kan enten skyldes, at de ikke har tillid til de facilitatorer, der arbejder med psykedelika, eller ikke har kendskab til eller adgang til fællesskaberne eller skyldes, at de ikke har de økonomiske eller sociale ressourcer, der skal til for at deltage i dem.

Samtalen om brug i undergrunden eller udforskning på egen hånd, til formål der også strækker sig ud over det medicinske/terapeutiske, er for så vidt forbeholdt den psykedeliske subkultur. I den offentlige debat har snakken om psykedelika som ’medicin’ medført et endimensionelt fokus på psykedelikas effekt på diverse symptomer/diagnoser, når de anvendes i kliniske omgivelser og forløb. Samtidig positioneres medicinalindustrien, psykiatrien og deres magthierarkier og strukturer som dem, der skal udbrede psykedelika til den brede befolkning. Den psykiatriske brug af psykedelika står ikke desto mindre i skarp kontrast til den historie om den omfattende og fællesskabsorienterede brug, jeg indledte med.

I dette essay vil jeg forholde mig kritisk til den for nuværende dominerende forståelse af psykedelika som ’medicin’ og den dertilhørende kontekst, psykiatrien, som den primære institution og model for udbredelsen af psykedelika. Min intention er at åbne op for samtalen om, hvorvidt psykiatrien er den optimale ramme for den samfundsmæssige integration af psykedelika.

Læs flere artikler fra bogen:

Historien der ikke ville dø – skandalen om de hemmelige danske forsøg

Han var dæleme svær at overbevise, denne Stanislav Grof. Verdens førende LSD-terapeut var i København for at bakke op om udgivelsen afdet fjerde bind i sin serie ’Den Indre Rejse’, denne gang med undertitlen ”oplevelser hinsides hjernen”. Derfor havde Borgens Forlag inviteret en række medier til reception i lokalerne på Valbygårdsvej.

Læs mere »

Psykedeliske selvhjælpsgrupper blomstrer op

Denne artikel er en del af antologien Et Psykedelisk Danmark. Vi har valgt at gøre bogens artikler frit tilgængelige online, fordi vi mener, at viden om psykedelika bør være frit

Læs mere »

Musikkens terapeutiske speciale i forbindelsen til udvidet bevidsthed

Musik har for mig altid fungeret som en dør, jeg kunne gå ind ad for at forbinde mig dybere og mere autentisk både til mig selv og til verden omkring mig – en tilstand, hvor jeg kunne efterlade den kritiserende, vurderende observation af mig selv udenfor døren.

Læs mere »

Dyr på psykedelika

Denne artikel er en del af antologien Et Psykedelisk Danmark. Vi har valgt at gøre bogens artikler frit tilgængelige online, fordi vi mener, at viden om psykedelika bør være frit

Læs mere »

Risiko for bias i klinisk psykedelisk forskning

Den psykedeliske renæssance gør det til en spændende tid i psykologien og psykiatrien. Næsten hver måned kommer der nye spændende forskningsresultater, hvor man undersøger psykedelisk medicin som en mulig behandling af alvorlige psykiatriske lidelser som alkoholafhængigheds-syndrom…

Læs mere »

Nutid, fortid, fremtid: socialvidenskabelige perspektiver på den psykedeliske renæssance

Vi befinder os i en tid, der ofte beskrives som ”den psykedeliske renæssance” på grund af den fornyede videnskabelige og populærkulturelle interesse for psykedelika. Mange forudsiger, at psykedelika kommer til at spille en større og større rolle i Danmark såvel som i resten af verden.

Læs mere »

Indlægget Mellem sunde mennesker og syge miljøer – psykedelisk brug i en verden, der betyder noget blev først udgivet på Center for Psykedelisk Dannelse.

En introduktion til “Et Psykedelisk Danmark”

Kevin Mikkelsen — Mon, 14 Jul 2025 06:00:15 +0000

”Hav tålmodighed med alt det uløste,
og forsøg at elske spørgsmålene i sig selv,
som aflåste rum og som bøger,
der er skrevet i et meget fremmed sprog.”

– Rainer Maria Rilke

”Hvis erkendelsens døre blev renset,
ville alt fremtræde formennesket, som det er, uendeligt.”

– William Blake

Vi lever i en tid, der på mange måder er defineret af opbrydning i traditionelle fællesskaber, institutioner og forståelsesrammer. I en sådan brydningstid byder der sig mange grundlæggende, eksistentielle spørgsmål til: Hvor er vi på vej hen som samfund og menneskehed? Hvad er min plads i det? Hvordan kan vi leve mere i harmoni med det økosystem, der er vores livsgrundlag? Hvordan kan vi som mennesker komme til at trives?

I de senere år er psykedeliske substanser for flere kommet til at virke som et delvist svar på disse spørgsmål. Et svar, der ligger i en udvidelse af éns horisonter og af nye perspektiver på virkeligheden. Et svar, der på mange måder ikke ligner et svar, men nærmere udgør en livsholdning, som afføder flere spørgsmål, der åbner op mod det mysterium, som er vores bevidstheds natur og vores fælles menneskelighed. Mange oplever også en nyfundet kærlighed til en genfortryllet verden, som før syntes lagt øde af vores forblændede forestilling om et rationelt røntgen-syn, der har gennemtrængt alle eksistensens kringelkroge.

LOVENDE FORSKNINGSRESULTATER HAR FÅET MEDIERNE TIL AT INTERESSERE SIG FOR PSYKEDELIKA

I slutningen af 2021 kunne man læse en artikel i New York Times med overskriften ”The Psychedelic Revolution Is Coming. Psychiatry May Never Be the Same.” (dansk: Den psykedeliske revolution er på vej. Psykiatrien bliver måske aldrig den samme igen). I underoverskriften står der, at universiteterne vil være med, og det vil Wall Street også. Synergien mellem lovende forskning, visionære aktivister, mediernes interesse, håbefulde patientgrupper og behandlere, ivrige iværksættere og investorer samt de kriser, vi står i som samfund, har resulteret i en stigende interesse for psykedelika – hvad nogle har kaldt ”den psykedeliske renæssance/genopblomstring”, mens andre har kaldt det ”det psykedeliske gold rush” eller ”the shroom boom”. Uanset betegnelsen tyder meget på, at denne synergi over de næste mange år vil give et stigende antal mennesker adgang til det psykedeliske mysterium.

OGSÅ I DANMARK ER PSYKEDELIKA BEGYNDT AT ANTAGE FORM I VORES FÆLLES FORESTILLING

Folkekære tv-personligheder som Anders Agger¹ og Peter Lund Madsen² har stillet skarpt på psykedelika på public service-tv i bedste sendetid,og medierne bringer ganske ofte historier om kendisser som komiker Casper Christensen,³ musikerne Jesper ’Jokeren’ Dahl⁴ og Rasmus ’Raske Penge’ Poulsen⁵ samt teaterdirektør Nikolaj Cederholm,⁶ der alle har kunnet berette om de positive effekter, psykedelika har haft på deres liv. De skriver sig ind i fortællingen om en psykedelisk æra, som internationalt bliver båret frem af megastjerner som Miley Cyrus og Prins Harry –såkaldte influencers.

Alle, der arbejder i miljøet i Danmark, har de senere år været vidner til en massiv stigning i interessen for psykedelika. Det er efterhånden de færreste, der ikke har en ven eller onkel, som har forsøgt sig med disse transformative substanser. Selvom der ikke findes nogen officielle optællinger, som bekræfter en vækst i brugen af psykedelika, er der en række observationer, som indikerer, at der er en stigning i antallet af brugere. I 2021 beslaglagde TOLD 54 såkaldte growkits (væksthuse) til svampe. I de første 8 måneder af 2023 blev der registreret 749 sager. Hollandske leverandører, som før eksporterede til det danske marked, er derfor også stoppet med at levere til Danmark.

At folk ikke længere selv kan dyrke deres svampe, virker dog ikke til at have forhindret forbruget, men nærmere skabt et marked for dem, der kan finde ud af at dyrke eller finde dem selv. Den største danske Facebookgruppe om psykedeliske substanser er i løbet af de seneste tre år 10-doblet i størrelse fra 1400 til 14000 medlemmer. Nærmest ugentligt dukker der nye individer op, som mere eller mindre offentligt udbyder mere eller mindre terapeutiske psykedeliske sessioner. Man har derudover både i Avisen Danmark⁷ og på TV 2⁸ kunnet læse om såkaldte undergrundsterapeuter, der har ventelister, fordi mange ønsker terapi forstærket af diverse psykedelika. Tidligere på året viste en spørgeskemaundersøgelse, at brugen af psykedelika (med undtagelse af LSD) var fordoblet blandt amerikanere i alderen 19-30.⁹

Download pdf herunder for at læse resten af artiklen.

Indlægget En introduktion til “Et Psykedelisk Danmark” blev først udgivet på Center for Psykedelisk Dannelse.

Åbn dine øjne og bryd konventionerne på Breaking Convention

Kevin Mikkelsen — Sat, 12 Jul 2025 10:29:46 +0000

Jeg føler mig lille. Der, hvor solen og Atlanterhavets kraftfulde bølger rammer de mægtige klippesider. Klippesider, formet gennem tusinder, millioner, milliarder af år, fylder mig med betagelse og ydmyghed – og en følelse af at være en del af noget stort. Der, hvor grænserne bliver tydelige, hvor verden formes og forsvinder.

Jeg har besluttet mig for at tage på en vandretur på Cornwalls kyst, inden jeg sætter kursen mod Europas største og længstkørende psykedeliske konference, Breaking Convention. Det er lidt af en drengedrøm, der går i opfyldelse. Siden jeg begyndte min aktivisme i det psykedeliske felt, har jeg gerne villet deltage på netop denne konference, som har forekommet mig at være den mest psykedeliske af dem alle. Uforudsigelig, multifaceteret, samlende og perspektivændrende.

Det er vandreture også altid. Det er umuligt helt at vide, hvad man bevæger sig ud i. Hvordan er vejret? Højdemeterne? Er der andre mennesker? Som jeg falder i snak med? Hvor mon jeg skal sove? Hvilke temaer der mon dukker op i mit sind? Hvilke udfordringer jeg mon møder? Og så er det ellers bare at sætte det ene ben foran det andet.

Et sted for magi og alternative tanker

Med samme uvished og eventyrlyst bevægede jeg mig ind på Exeter Universitets campus. Området traverseres til daglig af psykedeliske forskere som Peter Sjøstedt-Hughes, Celia Morgan, Andy Letcher, Leor Roseman og Christine Hauskeller. De har etableret den første europæiske kandidatuddannelse i psykedelika ‘Psychedelics: Mind, Medicine and Culture” og på den måde positioneret sig som den måske mest avantgarde forskningsinstitution på kontinentet. Nærmest simultant er der også blevet etableret en kandidatuddannelse i magi og esoterika, og på den måde føles det som om den psykedeliske genopblomstring har fundet sit naturlige hjem her.

Med reklamer for retreat-steder spredt ud over bordene og boderne, en interdisciplinær forskningsgruppe, magi, fællessang og svampeskulpturer minder Exeter-viben til forveksling om noget der kunne have foregået på Harvard i 60erne (og hvem ville ikke gerne have været en del af det?).

En konference for de mange og de indviede

Konferencen har 1400 deltagere (heraf 6 danskere!), mere end 200 oplæg, er multidisciplinær, baseret på frivilligt arbejde og udelukkende finansieret af billetindtægter – altså ingen industrisponsorer, hvilket er en sjældenhed i disse tider. Græsrodsstemningen giver sig også til udtryk i billetpriserne. En billet til de 3 dage koster 2700 kr. og inkluderer både efterfest, filmvisninger, aftenunderholdning, workshops, kunstudstilling, VR-oplevelser, mødesessioner, markedsplads med boder og infostande. På den måde er det præcist så overvældende psykedelisk, som jeg havde håbet på (og mere til).

Konferencen bliver åbnet med et par ord fra hver af arrangørerne, og her bliver der allerede lagt grundtonerne til et stykke bevidsthedsudvidende symfoni, måske bedst eksemplificeret ved Hattie Wells’ ord:

“Måske har vi kanaliseret vores kreativitet og sjov ned ad en vej, som handler mere om at mase os igennem regulatoriske loops, end det handler om patientsikkerhed og menneskelig trivsel. Psykedelika er ikke kun medicin, men kultur, spiritualitet, fællesskab og oprindelige folk. Og hvad er individuel heling uden fællesskabets heling? Breaking Convention blev født af fællesskabet til fællesskabet. Lad os ikke glemme alt det sjove.”

Den første på scenen er Mac MacCartney med en betagende personlig fortælling om en psykedelisk oplevelse i naturen. Jeg vender mig mod min sidemakker, en ældre skotsk herre, som sidder med tårer ned ad kinderne. Hans engelsk er meget langt fra mit, så vi mødes i tårerne i stedet.

Den næste på scenen er Kat Harrison, som har været gift med Terence McKenna, det måske største ikon i den vestlige psykedeliske kulturkanon. Harrison er etnobotaniker, og taler om den strøm af visdom, som bevæger sig i naturen, og som vi mennesker kan tappe ind i, bl.a. ved hjælp af psykedelika. Selvom der ikke er et spor specifikt dedikeret til psykedelika og naturen på konferencen, fylder naturen i mange af talerne – det samme gør spiritualitet.

Jeg tolker valget af disse talere som de første, som et budskab fra arrangørerne om essensen af personlige oplevelser, erfaring, natur, psykedelisk historie, historiefortælling og kultur.

Konventionerne, der blev brudt

Det er tydeligt, at konferencen er til og fra dem in the know, og dem der ikke i forvejen er det, er det helt sikkert, når konferencen er overstået. Jeg hører ikke en eneste gang fra scenen at psykedelika ikke er afhængighedsskabende, at der er en iboende godsindet ånd i psykedelika som vil redde verden eller kommunikerer igennem stofferne, at de er fysisk ufarlige, at det er den mystiske oplevelse, der giver den terapeutiske effekt, eller at folk med skizofreni etc. skal holde sig fra dem. Jeg oplever heller ingen snak om, hvorvidt integrationsterapi er en nødvendig del af psykedelika-assisteret terapi (PAT), eller om vi skal opfinde “nye og mere effektive” psykedelika – måske endda uden den psykedeliske effekt.

Lidt sjovt, taget i betragtning at disse emner nærmest er alt der bliver talt om i den psykedeliske industri. Her handler det mest om, hvad man kan fjerne, hvad der kan gøres billigere, mere effektivt. Som om det var det eneste mål med hele den menneskelige eksistens. Samtalen bliver i mainstream pakket ind i sprog om diagnoser, behandling, terapi, medicin, (“hjerne”)sygdom, traumer, kliniske forsøg, farmakologi, neurovidenskab og receptorer. I den kliniske samtale er vi desværre alenlangt fra at tilføje natur, fællesskab, ceremoni, sted, ligeværd, inklusion, demokratisk udvikling og oprindelig folks indsigter til den samtale.

Men Breaking Convention bryder med den dominerende biomedicinske epistemologi fra starten. Konferencen er et sted hvor dogmer om psykedelika bliver udforsket og udfordret, eller blot forblive usagte, fordi alle kender dem.

Måske mest tydeligt er det på anden aften, hvor okkultist og magiker Julian Wayne faciliterer et panel med titlen “Tales of Transformation”. Her deltager 2 facilitatorer og 4 personer der har været igennem terapeutiske forløb ved de pågældende facilitatorer. Helt særligt er, at den ene person netop havde forsøgt selvmord inden de begyndte terapien og en anden led af skizofreni.

Som min landsmand Adam observerer, tilhører de begge dermed grupper, som ville være udelukket fra den kliniske forskning, og bliver lidt et symbol på, at der her er plads til dem, der ikke længere må være med i den moderne æra af forskning og medikalisering. På den måde er panelet et mikrokosmos for hele konferencen som på sin vis er den sidste bastion i et felt, hvor den psykedeliske industri i større og større grad både juridisk, epistemisk og strukturelt regulerer, hvem der må få adgang til hvad på hvilken måde.

Uskylden forsvinder, når ærligheden vinder

Noget af det mest fantastiske ved vandreture er, at jeg aldrig rigtig ved, hvad jeg begiver mig ud i. Nogle gange er det som en charterferie. Andre gange en decideret ekstremsport. Jeg havde set frem til en tur ud i det smukke landskab, at nyde solnedgange over Atlanterhavet, en endnu ukendt flora, dyremøder og fuglefløjt. Jeg blev mødt af hård vind, silende regn, våde klipper, tordenvejr, lav, tornet vegetation og uendelige højdemeter. Et ubarmhjertigt land, uforudsigelighed, nuancer, energi og kompleksitet – og stadig en uendelig skønhed.

På konferencen er der hele tiden 9 forskellige spor at vælge mellem (4 foredrag, 2 ‘meeting sessions’, 2 workshops og biograf), og jeg føler mig hele tiden konfronteret med at skulle tage ejerskab over mit valg af set og setting. På tredjedagen er der et spor der hedder “The dark side of psychedelic healing” – det er jeg jo nødt til at tage til!

Her hører jeg bl.a. Adam Aronovic, som har den efterhånden sagnomspundne Instagram-profil @healingfromhealing, hvor han kaster et kulturkritisk blik på hele wellness- og healing-industrien. Adams præsentation tager udgangspunkt i det, han betegner som den “kulturelle suppe”, vores brug af psykedelika er indlejret i. Med “kulturel suppe” refererer han til de memes, overbevisninger, klichéer, teorier og forklaringsmodeller, som rammesætter og påvirker vores forståelse af psykedeliske oplevelser og os selv.

Især satte han lys på markedsføringstendensen omkring monokausale forklaringsmodeller, hvor komplekse problemstillinger bliver gjort til et spørgsmål om en enkelt ting, der skal “fikses”, fx at man er besat af en dæmon, at man har et uforløst traume, eller en parasit i kroppen. Centralt for “healing-kulturen” er, at den altid placerer problemet og løsningen hos individet. Individets besættelse, traume eller parasit. Med et lettere sarkastisk blik retter Aronovic vores opmærksomhed mod, at de problemer, vi har som mennesker, er meget mere komplekse end noget, der kan ændres i det enkelte individ.

En af komponenterne i “suppen” bliver efterfølgende dekonstrueret af antropolog Emily Sinclair, som har lavet antropologisk feltarbejde blandt forskellige oprindelige folk, og analyseret hjemmesider fra vestlige udbydere af ayahuasca-oplevelser. Hun tager fat på myten om “den gode moder ayahuasca”, som altid viser sandheden, og om shamanen som en god person. Sinclair argumenterer, at idéen om ayahuasca som feminin er en nylig vestlig konstruktion som er et produkt af markedsføring. Derudover at ayahuasca traditionelt bruges til alle mulige formål, og at formålene oftest er positive for nogle og negative for andre, fx. i konflikter.

Adam, Emily – og mange andre talere – “zoomede ud” for at give os perspektiv på hvordan psykedelika virker relationelt, socialt og kulturelt, og hvad vi kan lære af at vende blikket mod konteksten og intentionen. I den proces forsvandt den romantiske uskyld, som vi ofte forbinder til psykedelika i samtiden, men i stedet kom noget endnu smukkere frem; virkelighedens kompleksitet, paradokserne, og i mig en velkendt følelse af frihed, der følger med at indse, hvad det er for nogle strukturer, idéer og overbevisninger, jeg er groet fast i, og som begrænser mig. Det skulle jeg mærke endnu mere til om lidt.

*Adam Aronovic bidrog også til Cepda Kongres 2025 – bidraget kan findes i webinar-klubben i Cepdas Online-fællesskab.

Når vi lytter til andre, kan vi høre os selv

Der er altid store overraskelser på vandreture. Vejret, udsigter, horisonter, vidder, mennesker og dyr. Elementer der nærmest kræver mit nærvær, at jeg lytter, at jeg er opmærksom på, hvad der foregår i og omkring mig, her i det ukendte. Jeg stod og beundrede det blågrønne vand, da jeg så de blideste øjne kigge tilbage på mig. Et øjeblik forsvandt jeg i mødet med den fineste sæl, der boltrede sig i de vilde bølger.

Jeg er taget til paneldialog med Wirikuta Preservation Project. Dialogen handler om Huichol-folkets (også kaldet wixáritari) praksis med peyote og beskyttelsen af den. De er nogle af de eneste på jorden, der har en ubrudt, levende tradition med psykedelika, som går flere tusinde år tilbage. Det gør stort indtryk på mig at høre om deres forhold til naturen, og hvordan deres relation til peyote hænger sammen med årstiderne, elementerne, fællesskabet og deres forbindelse til noget større end dem selv. Indtrykket bliver forstærket af at høre, hvordan deres praksis har været under pres siden kolonitiden, op til den dag i dag, hvor især minedrift og agroindustrielle projekter truer deres land. Det er tydeligt, at oversætteren, Santiago Alonso, som også er en en del af projektet, har Mexicos generelle sociopolitiske situation helt inde under huden, og følelserne uden på tøjet, når det kommer til publikums manglende forståelse for, hvordan det mexicanske folk kæmper i dag.

Det rørte mig meget personligt. En af de seneste gange jeg græd over verdenssituationen, var på andet semester af min bachelor, hvor jeg skrev projekt om, hvordan vestlige banker (Goldman Sachs o.a.) og institutioner (Verdensbanken og IMF) har brugt en såkaldt “gældsfælde” til at underlægge sig tredjeverdenslande. Jeg analyserede Mexicos tragiske socioøkonomiske udvikling som case-studie for de destruktive mekanismer ved den vestlige, neoliberale verdensorden.

Paneldialogen er en personlig påmindelse om, hvor langt jeg er kommet fra den vrede og indignation, der startede min aktivisme i det psykedeliske felt, og hvor let det har været at blive suget ind i snakke om terapeutiske metoder, klinisk forskning, forretningsudvikling, politisk strategi, og et meget privilegeret liv, og væk fra den voldsomme politiske virkelighed, som er sandheden for mange mennesker.

Jeg mærker en del af min menneskelighed, som kan forsvinde, når jeg forsvinder i det massive privilegium, mit liv er baseret i. Men selv et privilegeret menneske som jeg, mærker den sociale stratifikation, som vi indfinder os i, som dominerer vores virkelighed, og som præger vores menneskelighed. Også selvom de færreste af os i Danmark forstår det. Den fremmedgjorthed, vi alle mærker (også selvom vi ikke er bevidste om det), er en direkte konsekvens af kapitalismens arbejdsdeling, varegørelsen, professionaliseringen og udnyttelsen af alt – levende som dødt, natur som mennesker.

Denne varegørelse, professionalisering, arbejdsdeling og udnyttelse rammer fattige mennesker og lande disproportionalt negativt.

Oversætter og brobygger, Santiago Alonso, retter opmærksomhed herpå, da han bliver spurgt, hvorvidt udviklingen af syntetiske variationer af meskalin ikke vil hjælpe til at beskytte Huichol-landet. Hans svar hertil er:

“Når I skaber et hvidt marked, skaber I også et sort marked”

Et svar, der bl.a. henviser til en virkelighed, hvor opioid-krisen i USA, som eksperter vurderer udspringer af medicinalindustriens uetiske forretningsmodeller (det hvide marked), har skabt et marked og ledt til endnu større magt og vækst til karteller, som producerer og sælger fentanyl (det sorte marked).

Og som Alonso fortsætter: “Men I mærker det ikke i denne del af verden, for I har ikke vejblokader I skal igennem, når I skal besøge jeres mormor”.

Han spørger også, hvorfor læger skal have mulighed for at give psykedelika til folk som “medicin” mens de indfødte medicinmænd stadig ikke må bære det, og deres land er truet. Samme logik kan man måske overføre til vores kontekst. Hvorfor er det egentlig at klinikere skal have patent på psykedelika, når der er subkulturer og individer, som har gjort brug af dem i mange årtier, som skal kriminaliseres og stigmatiseres?

Wirikuta Preservation Project er ikke de eneste, der snakker om oprindelige folks praksisser, men desværre når jeg ikke alle oplæggene. To af dem, jeg nåede, var af socialantropologen Tehseen Noorani og Maori-heler Jor’el McQueen. McQueen starter oplægget med at bede os lukke øjnene, hvorefter han blæser i en Pūkāea, et traditionelt maorisk træblæseinstrument, og sender en bøn til hans forfædre og det land, han er fra. Så er stemningen ligesom sat.

Tehseen har alle dage været min helt i det psykedeliske felt. Udover at være en virkelig rar og varm person, har han skrevet tekster og stået for initiativer, som har præget mit syn på feltet meget. Vi har bl.a. haft webinar med ham i Cepda, og jeg interviewede ham nogle år tilbage til vores podcast her.

På Breaking Convention snakker han og McQueen om deres samarbejde som ikke-oprindelig forsker og Maori-heler i Aotearoa i New Zealand med udgangspunkt i spørgsmålet “Hvordan kunne og burde psykedelisk terapi i Aotearoa se ud?”. Sammen med lokalmiljøet udvikler de fremgangsmåder for psykedelisk brug, som integrerer Maori forståelser af heling, spiritualitet, fællesskab, visdom og ceremoni med den vestlige biomedicinske tilgang til psykedelika-assisteret terapi (PAT). Et af skridtene på vejen har været en konference med inddragelse og dialog med alle interessenter. De har netop udgivet denne forskningsartikel om projektet. For mig står deres projekt frem som noget helt unikt. I stedet for at udvikle psykedelisk terapi til folk, udvikler de det sammen med dem.

*Vi har i Cepda efterfølgende besluttet os for at donere 3% af vores årlige omsætning til Wirikuta Preservation Project de kommende 3 år.

Kommercialisering, medikalisering og politisering

Generelt står disse perspektiver i skarp kontrast til den kommercialisering og medikalisering, der pt. foregår omkring psykedelika i det meste af Europa og USA. Her bliver politik og praksis i meget lille grad udformet i samarbejde med de miljøer og brugere, der reguleres. Stort set al vidensgenerering løftes af store kapitalinteresser, i en snæver biomedicinsk ramme og mangelfulde godkendelsesprocedurer for lægemidler. Ifølge en nylig rapport vil det globale marked for psykedeliske svampe overstige 22 milliarder kroner i 2031. Ifølge en anden rapport vil hele markedet for psykedeliske stoffer runde 80 milliarder kroner i 2029. Bl.a. danske Novo Holdings har fået øjnene op for dette og ledte i efteråret ‘24 en investeringsrunde på 700 millioner kr. i et psykedelisk selskab.

Repræsentanten fra Huichol-stammen, Rogelio Carrillo, sagde, at de betragtede peyote som en ‘gave’ fra naturen, jorden, livet. Forståelsen af psykedelika som en gave, fik mig til at reflektere over, hvad der mon sker, når vi, som nu, gør det til en vare. I stedet for noget, der er blevet os givet og som vi giver videre, med taknemmelighed og kærlighed, er det nu noget, vi producerer, sælger og køber.

I stedet for en gave, gør vi psykedelika til et produkt. Et produkt der ejes af nogen. Et produkt der patenteres, pakkes ind og sælges.

Carillo bliver spurgt, om en syntetiseret version af peyote/meskalin kan det samme, til hvilket han svarer “det ved jeg ikke, det er jo ikke længere det samme, så jeg har ikke prøvet det”, og det samme var svaret til, om San Pedro kunne være en erstatning. Det er ikke det samme. Mediet er et andet. Formen, jorden, historien, ånden, energien, praksis er noget andet. Ikke det samme.

Kulturanalytikeren Erik Davis (endnu en af mine psykedeliske superhelte) har fået allokeret en time til at snakke om indpakning af psykedelika og især LSD blotter papir, som var temaet for hans seneste bog. Han tager os på en fascinerende rejse gennem indpakningens historie, helt op til i dag, hvor den bærer de mest underfundige løfter. En af pointerne i præsentationen er, at indpakningen også skaber oplevelsen. Indpakningen er en materiel og symbolsk del af oplevelsens set & setting. Fx er det jo en anderledes stemning, der bliver sat, alt efter om man drikker ayahuasca af en slidt cola flaske eller en kop af guld.

Det er ret smukt at se al den kreativitet og sjæl, der er lagt i LSD-kunsten, historien bag de kulturelle symboler, magien og modkulturen, og Davis’ fængende analyse af dem. Der er en vis charme ved tanken om, at indpakning påvirker indholdet af psykedeliske oplevelser. Jeg tror, mange vil genkende, at den måde et stof ser ud, indtages, og er blevet erhvervet i en eller anden grad indvirker på oplevelsen. Det minder mig om en sensitivitet overfor detaljerne, symbolerne og de små ting, vi omgiver os med.

Den charme forsvinder i horisonten, når jeg tænker på den nyeste indpakning: Den indpakning, der er bestemt af en stor medicinalvirksomhed og en markedsføringsafdeling. Den indpakning, hvis intention er at lave størst mulig profit til en fjern ejerkreds og aktionærer. Den er meget langt fra både jordens gave og modkulturens magi. Og den er på mange måder en konsekvens af, at vi rammesætter psykedelika som en ‘medicin’. Den indpakning som fortæller en historie om at “en oplevelse fører til varig forbedring på [indsæt symptom/diagnose]”. Den indpakning, som gør gaven til en vare.

Mange – ikke kun i medicinalindustrien – foretrækker at kalde psykedelika for en “medicin”. For nogle er det pga deres position i medicinalindustrien, for nogle er det en strategi til at få psykedelika anerkendt i samfundet, og for andre er det en terminologi funderet i oprindelige folks brug af ordet ‘medicin’ (medicina) om psykedelika. Men det har reelle konsekvenser, når vi kalder noget medicin i vores kulturelle kontekst. For medicin er noget, der administreres af læger. Det er standardiseret. Det er under streng kontrol. Det skal legitimeres gennem procedurer for lægemiddelgodkendelse. En læge skal have vurderet, at man er syg, for at man kan få adgang til det. Det er et meget specifikt forskningsparadigme, der anvendes til at undersøge det. Når vi kalder noget medicin i vores kontekst, bliver det indlejret i en helt særlig struktur som involverer læger og patienter, medicinalindustri, lægemiddelmyndigheder, og en specifik ætiologi og epistemologi. Derfor er det problematisk at kalde psykedelika en medicin. Dermed indlejrer vi den nemlig i nogle meget specifikke strukturer, som håndterer “medicin”. Jeg forstår godt, at nogle vil kalde det sådan, fordi oprindelige folk gør det, men når oprindelige folk gør det, har det en helt anden kontekstuel betydning, som vi ikke bare kan hive brugen af ordet ud af.

“so they privatized everything,

everything in our country was owned by people

that had no connection to our culture,

by those who never had our interests at heart,

they didn’t care about our survival or well being,

they just wanted to turn a profit by raping our land,

by exploiting our people, our industry and our resources”

– Immortal Technique, Open Your Eyes

Sideløbende med kommercialiseringen og medikaliseringen, foregår der en stigende politisering af psykedelika, som også kan ses i Trump-administrationens omfavnelse af psykedelika. I forskellige sfærer kæmpes der om narrativet omkring dem, og en interesse i psykedelika kan blive en gateway til en helt specifik politisk sfære. Adam Aronovic tunede i hans præsentation ind på det, han kalder en “alt-right pipeline” som eksisterer på de sociale medier, hvor personer interesseret i psykedelika, selvudvikling, eller som Aronovic kalder det, “healing-kultur”, ledes ned af mere og mere højreorienterede stier. Det kan starte ved en interesse i Paul Stamets, som man så hører i en podcast med Joe Rogan, lede videre til Jordan Peterson og det associerede såkaldte “intellektuelle dark web” og til mere og mere radikale sider og holdninger, som ikke har noget med psykedelika at gøre, men som trækker på noget af det samme tankegods som Rogan, Peterson o.a..

En anden, der kastede et kritisk blik på politiseringen af psykedelika, var forfatter Jamie Wheal. Wheal indtog scenen i vanlig prædikende stil, iført hvad der mest lignede en præstekjole, for at fremlægge hans analyse af verdenssituationen og dertilhørende svar. Wheal var kompromisløs i hans retorik. Bl.a. sagde han meget ærligt, at udgangspunktet for hans foredrag var en foragt for den kristne konservatisme Jordan Peterson fremlagde i et nyligt podcast med ham. Wheal fremlægger sit eget syn på, hvordan en psykedelisk-inspireret “rationel mysticisme” kan se ud. Han begrunder sin tilbøjelighed til religion i, at hvis vi ikke træder ind i samtalen om den nutidige konstruktion af religion, vil samtalen blive overtaget af højrefløjs-reaktionære som Peterson.

Wheal er heller ikke bleg for at kritisere MAPS. Han mener, at deres vision for psykedelika er fantastisk, men at de har indgået en pagt med djævlen for at komme derhen. Ifølge Wheal er det psykedeliske felt allerede ved at blive en medicinalindustri overrendt af venture-kapitalister, hvilket vil føre til Prozac 2.0 – en idé han uddyber i hans bog Recapture the Rapture (kan anbefales!). Wheal udtrykker også bekymring for det nye studie, som vil undersøge MDMAs virkning hos soldater i aktiv tjeneste. Han illustrerer, hvordan den psykedeliske renæssance i USA er ved at blive overtaget af et ultra-konservativt – og kapitalist – tech-bro segment, som bl.a. består af Peter Thiel og Elon Musk, og at der en bevægelse hen mod en form for “techno-theo-feudalisme”, hvor teknologi, religion og ekstrem kapitalisme går hånd i hånd. Og ja, Peter Thiel er ejer og stifter af Palantir, den virksomhed. den danske regering efter alle forlydender har tænkt sig at bestille dets store nye overvågningssystem af…. Navnet Palantir er lånt fra Ringenes Herre, hvor Palantir er krystaller, der bruges til at se begivenheder i fjerne egne og fortiden. De seneste uger er et klip med Thiel fra et interview ved New York Times gået verden rundt på de sociale medier. I interviewet tager Thiel meget lang tid om at svare på, hvorvidt han ønsker, at menneskeheden skal bestå. Var der nogen, der sagde ildevarslende?

Hvorfor bryde konventionerne?

“Hvad man gør med den psykedeliske oplevelse, kan være vigtigere end selve oplevelsen. Uanset hvor smuk oplevelsen måtte have været, risikerer den uden integration blot at blive et irrelevant minde.”

– Walter Pahnke

Psykedelika bryder konventioner. De bryder vores sinds grænser og åbner mulighedsrum for nytænkning. En psykedelisk oplevelse kan give indsigt i de holdninger, overbevisninger, relationer, narrativer og selvbilleder, vi har sumpet rundt i – og give os mulighed for på ny at vælge dem fra eller til. De kan vise os begrænsningerne i vores egen perception og samtidig gøre os opmærksomme på den sociokulturelle “suppe”, vi svømmer rundt i. Men deres langsigtede virkning afhænger af integrationen: efterbearbejdningen, meningsdannelsen, den daglige praksis.

Ligeså kræver det bevidst integration, efterbearbejdning, meningsdannelse og en struktureret indsats, hvis psykedelika skal gøre en forskel for vores samfund. For ligesom individet kan falde tilbage i gamle mønstre efter en psykedelisk oplevelse, risikerer også samfundet at gøre det samme – at vende tilbage til “business as usual”: psykiatriens diagnosticering, magtforskelle, profitmaksimering. Konkurrencesamfundets stress og fremmedgørelse.

Psykedelika har potentialet til at inspirere os til at bryde med netop de konventioner, der dikterer, at medicin nødvendigvis skal være indlejret i profitmaksimerende strukturer baseret på diagnoser, depressionsskalaer og medicin. Psykedeliske oplevelser er karakteriseret ved følelser af forbundethed, dyb mening, accept, taknemmelighed, tilgivelse og perspektiv. Dermed rummer de et stort og anderledes potentiale i behandling og sundhedsfremme. Dette bør reflekteres i udviklingen af protokoller og de strukturer, som oplevelserne finder sted i.

Det er nu 15 år siden, den første Breaking Convention blev afholdt. Ingen af de oprindelige arrangører kunne nok have forudset feltets udvikling. Mange talere på konferencen udtrykker ringeagt over for den dominerende, industridrevne kliniske kommercialisering af psykedelika. Alligevel bærer de fleste øjensynligt en tro med sig – en tro på, at det, der ligger på den anden side af denne udvikling, kan blive bedre. Men det forekommer mig ikke som en naiv tro. En tro på, at psykedelika er en “trojansk hest”, der automatisk helbreder individer og samfund, uanset hvilken indpakning de præsenteres i. I stedet insisterer den på ærlighed, dialog og fællesskab. På, at vi faktisk godt kan – uden at være afhængige af store pengepunge, der bestemmer, om og hvordan det skal ske.

Breaking Convention startede som en græsrodsbevægelse med ønsket om at samle mennesker og sætte fokus på psykedelika. Det er i den grad lykkedes – men der er mere end nogensinde før brug for Breaking Convention og for at bryde konventionerne.

Breaking Convention er Psykedelisk (Dannelse)

Jeg sidder og kigger på Atlanterhavets bølger, der med voldsom kraft og vedholdenhed ufortrødent fortsætter deres omdannelse af de majestætiske klipper. Det er umuligt at se de små forandringer, der hele tiden sker med det blotte øje. Men de sker. Med en påmindelse om, at de store forandringer sker over tid.

For mig personligt, vil Breaking Convention stå som en form for genfødsel ind i det psykedeliske felt. Jeg blev mindet om, hvorfor jeg startede min aktivisme i det psykedeliske felt til at begynde med. Jeg blev mindet om, at der er plads til store visioner og reel kritik. Jeg blev mindet om, at der er plads til mig.

Som en psykedelisk oplevelse, når de er bedst, hjalp Breaking Convention mig til at huske noget, jeg godt allerede vidste, men som jeg havde glemt i dagligdagens trummerum: at jeg ikke behøver undskylde for at insistere på, at vi kan gøre det bedre. At vejen hjem til os selv, ikke går gennem professionalisering og skabelsen af en industri, men gennem fællesskab og menneskemøder – og at det kan eksistere helt uden økonomiske incitamenter.

Der er ikke nogen tvivl om, at psykedelika kommer til at have en massiv indflydelse på den måde, vores samfund kommer til at forme sig over de næste årtier. Vi står muligvis foran noget, som har samme potentiale som internettet. Og det er dybt politisk. Det kommer til at tage tid og tålmodighed for os, der ønsker at se de reelle forandringer.

Og det kommer til at tage flere steder som Breaking Convention. Breaking Convention er en institution. En institution, som minder os om fællesskabets og frivillighedens styrke, om vigtigheden af multidisciplinaritet, bevidstheds-udforskning, interkulturel udveksling, ligeværd, åbenhed, dyb kreativitet, kunst og æstetik. Om at vi kan mere. At vi kan mere med psykedelika.

Vi ses til Breaking Convention i 2027!

Indlægget Åbn dine øjne og bryd konventionerne på Breaking Convention blev først udgivet på Center for Psykedelisk Dannelse.

Cepda er blevet optaget i Kooperationen!

Kevin Mikkelsen — Fri, 07 Mar 2025 22:01:20 +0000

Vi er glade for at kunne meddele, at Cepda er blevet optaget i Kooperationen: Brancheforeningen for Kooperative og Socialøkonomiske Virksomheder.

Dette er en stor milepæl for os. Da vi grundlagde Cepda i 2021 som et socialøkonomisk kooperativ, var det fordi vi tror på, at denne organisationsform bærer et unikt potentiale – ikke bare for det psykedeliske felt, men for samfundet som helhed. Med medlemskabet i Kooperationen får vi stærkere juridisk rådgivning, adgang til bestyrelseskurser, netværk med andre kooperativer og en lang række værktøjer, der kan hjælpe os med at professionalisere og styrke vores organisation. Det gør det lettere for os at optage nye anpartshavere, nedsætte en professionel bestyrelse, få løbende sparring om vores udvikling som kooperativ, og udvikle nye formater, der inddrager vores medlemmer og samarbejdspartnere.

At blive en del af Kooperationen er ikke blot en administrativ milepæl for Cepda, men en forankring af en dybere forpligtelse og vision. Den kooperative organisationsform er en institutionalisering af den indsigt, at menneskelig frihed, mening og velvære ikke realiseres i isolation, men i handling, dialog og samvær med andre.

Læs mere om Kooperationen her.

At være et kooperativ

Den kooperative organisationsform lægger vægt på socialt ansvar, samarbejde og dialog, inklusion, demokrati, ligeværd, samfundsmæssigt engagement, uddannelse og vidensdeling. Cepda er skabt på disse værdier, og det er vores formål at realisere dem i vores arbejde. Derfor valgte vi en organisationsform, der gjorde dem til en del af Cepdas DNA, og som fordrer, at vi kontinuerligt bliver skarpere i vores samarbejde, i vores kommunikation, i vores empati og i vores individuelle og fælles værdisæt og vision.

I vores arbejde i Cepda betyder det bl.a. at

Vores anpartshavere og bestyrelsesmedlemmer har lige stemmeret, og at vi sigter mod at optage vores medarbejdere som anpartshavere, så alle også er juridisk ligestillede.
Vi samarbejder med andre kooperativer bl.a. inden for design og print, for at fremme modellen i andre brancher.
Vi arbejder for en bæredygtig udvikling af samfundet og vi lægger stor vægt på vidensdeling om de kooperative principper og værdier og vores arbejde generelt.
Kooperationen understøtter os i at forfine vores model, udvikle de juridiske og organisatoriske rammer samt styrke samarbejdet med andre kooperativer.

Læs mere om de kooperative principper på kooperationen.dk.

I vores valg ligger også et ønske om at sprede kendskab til en organisationsform og dermed muligheden for et erhvervsliv, et arbejdsmarked og et psykedelisk felt, der er kendetegnet ved et stærkt etisk fundament, hvor vidensdeling og dialog binder os sammen og gør os alle klogere, hvor økologiske og økonomiske ressourcer kommer os alle til gavn, hvor magt er distribueret og hvor beslutninger tages gennem inddragelse og demokrati. Vi tror på, at den psykedeliske genopblomstring gennem en større sociokulturel vision kan inspirere til et sundere samfund på flere niveauer.

Mennesker over profit?

Markedet for mental sundhed og optimering (både medicinalindustrien og wellnessindustrien) er eksploderet de seneste årtier, og det skaber både muligheder og udfordringer. Vi møder mange aktører og personer med hjertet på det rette sted, og samtidig ser vi ofte at alt fra kosttilskud til psykoterapeutiske metoder til psykofarmaka og psykedelika bliver udbredt og markedsført, som var deres ultimative formål at sikre størst mulig profit til nogle enkelte mennesker eller virksomheder. I denne proces bliver magt akkumuleret og centreret, og vidensdeling bliver sløret af markedsføring, der skaber illusioner, unuancerede historier og tomme løfter, samtidig med at løsningerne bliver dybt individualistiske og fjerner alt fokus fra strukturelle udfordringer og problemer.

Men grundlæggende handler vores mentale velbefindende ikke om hvor mange psykofarmaka, kosttilskud, psykedelika eller armbøjninger vi kan tage. Det handler om vores sociale strukturer – den måde, hvorpå vi indgår i relationer og organiserer os med hinanden. Især inden for det mentale sundhedsområde er det derfor oplagt, at skabe strukturer, der fordrer velvære, dannelse og samarbejde frem for fremmedgørelse, håbløshed og konkurrence. Den kooperative organisationsform centrerer medbestemmelse, autonomi, mening og fællesskab – alle kvaliteter der fremmer mentalt og socialt velvære.

I Cepda insisterer vi på, at psykedelisk dannelse ikke bør være et spørgsmål om markedsandele, men om fælles læring, ansvar og etik. At være et kooperativ er en handling i forlængelse heraf.

En fortælling om strukturer, idéer og fælles værdier

Foruden sociale strukturer bliver vi mennesker i høj grad til gennem de fortællinger, vi fortæller og deler, både for os selv og i fællesskab. Som kooperativ er vi en del af en fortælling, der ikke kun centrerer individets helingsproces, men også fællesskabets – hvor de to ting anses som gensidigt afhængige. Dermed oplever vi også en integration mellem de historier, vi fortæller om den psykedeliske oplevelse – mening, ligeværd, diversitet, forbundethed, empati og kommunikation – og de reelle sociale strukturer, vi skaber omkring den. Det skaber en dybt meningsfuld og fundamental kongruens.

Kooperativer – en modgift til magtfuldkommenhed og polarisering?

Den kooperative organisationsform både inkarnerer flere af de positive særtræk ved den psykedeliske oplevelse, og imødekommer flere af de negative. Potentielle risici og faldgruber ved psykedeliske oplevelser såsom social isolation, ego-inflation, kultlignende sociale dynamikker, konspirationsteorier, radikaliseringsprocesser og grænseoverskridende adfærd, får dårligere eksistensbetingelser i et kooperativt miljø med distribueret magt, inddragelse, mangfoldighed og tværfagligt samarbejde. I stedet nærmest kræver organisationsformen at vi engagerer os med empatisk lytning, interpersonel grounding, fællesskab, etik og kontinuerlig dialog, samt at vi bliver ved at udvikle vores evner på disse områder.

Svaret på mindre demokrati er mere demokrati!

Vi lever i en tid med stigende polarisering, en offentlig samtale der kan virke til at gå tabt i kommentartråde på facebook, et demokrati der er under pres i de fleste lande, og et højhastighedssamfund hvor sange om alverdens kriser skaber en fornemmelse af travlhed og bruges som begrundelse for forhastede løsninger, hvor grundlæggende værdier indimellem skubbes til side. I et sådant samfund finder vi mening i at advokere for og stræbe efter demokrati, dialog, langsommelighed, fællesskab, eftertænksomhed og det lange træk – kort sagt: at vægte processen over målet. Rettere: At gøre processen til målet i sig selv (så godt som vi nu formår). Og dette gerne i dialog og samarbejde med andre aktører der ønsker det samme.

Vi ved at alle disse elementer sagtens kan eksistere i andre organisationsformer – det ser vi blandt andet hos flere af vores samarbejdspartnere – men i det kooperative forankrer vi dem i strukturer som støtter og fordrer deres udvikling, og gør dem modstandsdygtige overfor pres. Vi tror også at denne organisationsstruktur for nuværende sikrer en stabilitet i et komplekst fagfelt, på en måde foreninger ikke kan, men vi er åbne overfor at organisationsformer som foreninger, fonde og selvejende institutioner kan blive mere relevante når det psykedeliske felt bliver mere integreret og alment accepteret i samfundet.

En registreret socialøkonomisk virksomhed

Cepda har siden 2021 været registreret som en socialøkonomisk virksomhed. Med registreringen forpligter vi os til at have et socialt formål, at geninvestere vores overskud i dette formål, at være ansvarlige og inddragende i vores virke, at vi offentliggør gennemsigtige regnskaber, og at vi ikke udbetaler store summer til fjerne investorer eller ejere.

Vi skrev i forbindelse med vores registrering denne artikel om vores bevæggrunde.

Vores sociale formål er defineret i henhold til FNs verdensmål 3 om sundhed og trivsel. Vi forsøger hele tiden at bevare et helhedsorienteret fokus på sundhed i vores aktiviteter, at etablere et sundt og bæredygtigt fællesskab, samt at beskæftige os med slagsiderne ved udbredelsen af psykedelika, tilbyde støtte til dem, der kommer galt afsted og ved at engagere os i skadesreduktion gennem vidensformidling og praktiske tiltag.

Vi arbejder desuden for FNs Verdensmål nr. 4 om adgang til kvalitetsuddannelse for alle. Vores indsatser er centreret om vidensdeling, peer-læring, uddannelse og folkeoplysning. Vi vil gerne inddrage så mange som muligt i samtalen, om det er ved spørgerunder til vores webinarer, til “open space” ved vores medlemskongres, eller i vores online-fællesskab. Vi bliver alle rigere gennem nysgerrig dialog og et forsøg på at forstå hinanden. Vi bestræber os på at gøre det materiale vi producerer tilgængeligt for alle, med det formål at facilitere en informeret, ansvarlig, saglig, risiko- og mulighedsbevidst samtale og kultur omkring psykedeliske substanser.

Vi er heller ikke perfekte, og vi handler nogle gange i modstrid med vores værdier. Derfor er vi glade for at have hinanden til at minde os om dem – og det er netop det den kooperative og socialøkonomiske organisationsform kan bidrage til. Valget om et socialøkonomisk kooperativ er en strukturel forpligtelse:

Det forankrer ansvar dér, hvor beslutningerne træffes
Det skaber modstand mod centralisering af magt og monopol på viden, og tilbyder i stedet en model for inddragelse og diversitet
Det insisterer på, at ingen sand erkendelse opstår i isolation, men kun i dialog

Det er ikke altid ukompliceret at holde fast i idealer i et samfund, der bevæger sig hurtigt, og hvor kapitalismen, psykiatriens, wellness- og techindustriens algoritmer har deres egne logikker. Vi er derfor taknemmelige for at have hinanden, Cepdas medlemmer, alle de frivillige, vores samarbejdspartnere og vores nedskrevne vedtægter, retningslinjer og værdier, som alle bidrager til at sætte en socialt ansvarlig og inkluderende kurs for Cepda.

Vi håber, du har lyst til at blive medlem i Cepda, deltage på vores årlige kongres eller i vores online-fællesskab, og på den måde være med til at skabe det psykedeliske felt sammen med os.

5 spørgsmål fra Kooperationen

Vi blev i forbindelse med vores optagelse spurgt om vi ville stille op til et kort interview med Kooperationen. Det sagde vi selvfølgelig glædeligt ja til.

Hvem er I og hvad arbejder I med?
Center for Psykedelisk Dannelse (Cepda) er en social læringsplatform hvor vi bygger fællesskab, udbreder saglig og nuanceret information om psykedeliske substanser, og tilbyder støtte til personer som oplever udfordringer. Vi er samlet om en nysgerrighed på disse substansers potentiale samt en sund skepsis funderet i vores mangeårige erfaring med brugere, forskere og praktikere i feltet. Vi bygger bro på tværs af diverse sociale og faglige skel gennem bl.a. konferencer, bogudgivelser, foredrag, og sociale arrangementer.

Hvilket problem/behov adresserer I?

Vi adresserer et behov for information, fællesskab, tværfaglige samarbejder og sociale strukturer, som bidrager til en mere sikker og informeret udvikling på et område som i et halvt århundrede har været stærkt stigmatiseret. Psykedelika er godt på vej til at vinde indpas i psykiatrien og i alternative behandlingsmiljøer, og der er et presserende behov for kommunikation og skadesreducerende initiativer på området.

Hvad er succes for jer og hvem bliver glade, når I lykkes?

Succes er når vi mødes med vores medlemmer, mærker fællesskabet blomstre, får feedback om at vores arbejde gør en forskel, når vi udgiver uddannelsesmateriale af høj kvalitet, når vi kan mærke at folk har lyst til at arbejde sammen med os og bidrage deres viden og erfaringer til vores arbejde.
Da vi arbejder i et felt som potentielt kan komme til at have store implikationer for hele det mentale sundhedsområde, skulle vores succes på sigt gerne betyde at hele samfundet bliver glade, når vi lykkes – lige nu er det nok mest vores medlemmer og psykedelika-interesserede.

Hvorfor valgte I at starte en kooperativ/demokratisk virksomhed?

Det felt vi bevæger os i rummer mange forskellige mennesker og perspektiver, og vi ønskede at skabe en organisation der i dens form rummer, værdsætter og får det bedste ud af denne diversitet. Vi kunne se vores egne værdier spejlet i de kooperative værdier, og vi følte at den kooperative model gav os de bedste betingelser for at udvikle organisationen og os som mennesker.

Vi håber at vi kan hjælpe til med at udbrede kendskab til socialøkonomiske kooperativer, som handler efter fællesskabets bedste interesser og ikke primært i henhold til profitmaksimering og akkumulation af magt.

Hvad ser I frem til, at Kooperationen kan hjælpe jer med?

Vi ser frem til at indgå i netværk med andre kooperativer og derigennem blive klogere på vores egen organisationsstruktur, udvikling og inddragelse. Vi er stadig en primært frivilligt drevet organisation, men ser over de næste år frem til at overgå til professionel drift, og håber at få glæde af Kooperationens viden og erfaringer i denne proces.

Indlægget Cepda er blevet optaget i Kooperationen! blev først udgivet på Center for Psykedelisk Dannelse.

Europæisk initiativ for øget opmærksomhed på psykedelisk terapi

Kevin Mikkelsen — Tue, 14 Jan 2025 22:07:00 +0000

Cepda er en del af EU-kampagnen PsychedeliCare Initiative, som arbejder for at fremme velovervejede rammer for psykedelisk terapi i Europa. En vigtig del af kampagnen er at samle underskrifter fra borgere i hele EU. Disse underskrifter skal vise, at der er bred opbakning til at prioritere undersøgelsen af psykedelisk terapi som en mulig del af fremtidens sundhedstilbud. Hvis vi når at samle 1 million underskriftet på tværs af EU i 2025, er Europa-parlamentet ved lov forpligtet til at overveje disse forslag fremsat af initiativet:

Kommissionen bør støtte etableringen af en ekspertbaseret konsensus om standarder for psykedelisk behandling med psykologisk støtte, uddannelse af terapeuter, etiske retningslinjer og sikkerhedsforanstaltninger for at sikre en sikker og effektiv udrulning af psykedeliske behandlinger. Kommissionen bør støtte indsatsen for opbygning af kapaciteter i forbindelse med tværfaglige uddannelsesprogrammer om mental sundhed, der er specifikt udformet med henblik på uddannelse af udbydere af sundhedstjenester inden for psykedeliske behandlinger.

Kommissionen bør fremme EU-finansieret forskning i terapeutiske anvendelser af psykedelika for at styrke dokumentationen for deres sikkerhed og virkning. Den bør støtte udviklingen af forskningsnetværk, der fokuserer på innovative behandlingsformer.

Kommissionen bør vedtage fælles holdninger i FN-fora med henblik på at slå til lyd for pragmatiske, progressive transnationale regler vedrørende psykedelika, og fremsætte passende anbefalinger til omlassificering af psykedelika i FN’s konvention af 1971 om psykotrope stoffer.

Selvom vi mener at initiativet er utilstrækkeligt i forhold til at favne fokus på den ikke-terapeutiske brug af psykedelika, de nationale forskelle og behov, og behovet for skadesreduktion, som der er i forbindelse med udbredelsen af psykedelika, vil vi i Cepda gerne bakke op om dette initiativ, fordi det flugter med vores mission: at oplyse, uddanne og fordre en ansvarlig og nuanceret politisk debat om psykedelisk terapi – både i Danmark og i resten af EU!

Vil du hjælpe med at synliggøre kampagnen i dit netværk? Der er flere måder, du kan gøre en forskel – og det er super nemt:

Skriv under og del budskabet – Din underskrift betyder noget og du kan give den her. Del også gerne kampagnen i dit netværk.
Del på de sociale medier – Cepda vil løbende lave opslag om kampagnen. Del meget gerne vores opslag på dine egne SoMe-kanaler, så vi kan samle så mange underskrifter som muligt!

Bedste hilsner
Cepda-holdet

Indlægget Europæisk initiativ for øget opmærksomhed på psykedelisk terapi blev først udgivet på Center for Psykedelisk Dannelse.

Hvad er MDMA-assisteret terapi?

Kevin Mikkelsen — Sun, 10 Nov 2024 20:22:42 +0000

MDMA-assisteret terapi (MDMA-AT) er en eksperimentel behandlingsmetode, hvor stoffet MDMA bruges som supplement i et psykoterapeutisk forløb. MDMA (3,4-methylendioxy-N-methylamfetamin) fremmer følelsesmæssig åbenhed, empati, tillid og reducerer frygt og angst, hvilket kan hjælpe den enkelte med at få adgang til og bearbejde traumer. Samtidig kan følelser af åbenhed, empati, kærlighed og tillid for mange være terapeutiske i sig selv.

Terapiformen har vist sig særligt effektiv til behandling af posttraumatisk stresslidelse (PTSD), hvor ptsd-ramte ofte opnår betydelige forbedringer efter få sessioner. Behandlingen er dog stadig under klinisk afprøvning, og behandlingsmetoden er endnu ikke bredt tilgængelig.

Den mest udbredte protokol til MDMA-assisteret terapi er til behandling af PTSD og er udviklet af MAPS (Multidisciplinary Association for Psychedelic Studies). Denne protokol udøves under nøje kontrollerede forhold med to terapeuter. Den består af 3*90 minutters forberedende samtaler, derefter 3 sessioner af 8-10 timers varighed understøttet af MDMA. Disse tre sessioner er hver efterfulgt af 3*90 minutters samtaleterapi hvor oplevelserne under MDMA-påvirkningen bliver bearbejdet og integreret. At ‘integrere’ betyder lidt forsimplet at omsætte oplevelserne til varige ændringer i ens selvbillede, syn på livet og adfærd.

I alle MDMA-sessionerne tilbydes der 2 timer inde i sessionen en “booster-dosis” af MDMA på halvdelen af den oprindelige dosis. Denne dosis forlænger varigheden af påvirkningen, men intensiverer den ikke.

Figur 1. Model over behandlingsforløbet i fase 3-studierne designet af MAPS. Kilde: MAPS training material. Oversat til dansk af Cepda.

MDMA-assisteret psykoterapi bliver betragtet som en psykedelisk psykoterapi i den forstand at MDMA anvendes til at åbne op for psykisk materiale og facilitere dybdegående psykoterapeutiske processer. Ikke desto mindre er det værd at bemærke at MDMA ikke er et klassisk psykedelika og effekter og risici er meget forskellige fra f.eks. LSD, psilocybin eller ayahuasca.

Hvor de klassiske psykedelika medfører åbninger og ændringer i både tænkning, perception og følelselivet, så er MDMA et såkaldt “empatogen” som primært åbner op for personens følelsesliv. Ens følelsesmæssige rummelighed og forbundethed til én selv og andre intensiveres, men man forbliver, i de doser som anvendes i terapeutiske sammenhænge, mere kognitivt samlet og klar. Dette muliggør terapeutisk dialog mellem klient og terapeut, som ikke er muligt på samme måde ved de doser af de klassiske psykedelika (Psilocybin, LSD, DMT og meskalin) som bliver anvendt i klinisk forskning.

Hvordan virker MDMA-assisteret psykoterapi?

MDMA-AT kan hjælpe PTSD-ramte ved at reducere frygt, angst, dissociation og undgåelse, der ofte opstår, når traumatiske minder genkaldes. MDMA øger særligt serotoninniveauet, men også dopaminniveauet øges, hvilket skaber følelser af tryghed og følelsesmæssig åbenhed. Samtidig dæmpes aktiviteten i amygdala, som er en del af hjernen, der normalt er ansvarlig for kroppens frygtrespons. Dette gør det muligt at møde traumer uden at blive overvældet af angst. MDMA øger også følelsen af empati og tillid, hvilket fremmer en dybere terapeutisk relation og gør det lettere at bearbejde svære følelser i en støttende ramme.

Stoffet giver mulighed for at se traumet med mindre emotionel distance, hvilket ofte fører til en mere konstruktiv bearbejdning og integration af traumatiske minder, der tidligere har været for smertefulde at adressere. MDMA stimulerer derudover neuroplasticitet, hvilket gør det lettere at tillære nye tanke-, følelses- og adfærdsmønstre i tiden efter indtag. Dette er en medvirkende årsag til, at integrationssamtaler er så vigtige, da det er i disse samtaler at indsigter, der er vundet under påvirkning af MDMA, får mulighed for at blive forankret i dagligdagen og det upåvirkede sind og krop.

Resultatet af denne proces er for nogles vedkommende en stærk reduktion i PTSD-symptomer som øget vagtsomhed, flashbacks, dissociation og undgåelsesadfærd. Dette kan betyde at den PTSD-ramte kan komme tilbage til et liv med hverdagsaktiviteter, sociale aktiviteter, overskud, og tillid til verden og fællesskabet, hvilket kan være en gennemgribende livsforandring.

Kernekomponenter i terapien indebærer en ikke-dirigerende tilgang, hvor terapeutens fornemmeste opgave er at sikre en tryg, sikker og støttende ramme gennem empatisk lytning, tilstedeværelse og kompetence inden for metoden. Dette menes ifølge MAPS at sikre de bedste omstændigheder for at klientens “indre helbredende intelligens” med støtte fra MDMA-virkningen kan få lov til at udfolde sig og bringe klienter tættere på bearbejdning af deres traumatiske oplevelser.

Terapeuter som arbejder med denne behandlingsmetode arbejder traumeinformeret, og kan derudover være informeret af en række terapeutiske skoler og traditioner som de bringer ind i arbejdet med MDMA-AT. De mest prominente er: Personcentreret terapi, humanistisk psykologi, eksistentialistisk psykologi, transpersonlig psykologi, Internal Family Systems (IFS), Somatic Experiencing (SE), kropsterapi og mindfulness-baserede metoder.

Forskning og resultater

Forskning bag MDMA-assisteret psykoterapi, særligt i behandlingen af PTSD, har vist lovende resultater. Kliniske forsøg, ledet af organisationen MAPS (Multidisciplinary Association for Psychedelic Studies), har fokuseret på patienter med svær, behandlingsresistent PTSD. I et fase 3-studie fra 2021 viste resultater, at to tredjedele af deltagerne, der gennemgik tre MDMA-assisterede terapisessioner og tilhørende samtaler, ikke længere opfyldte kriterierne for PTSD efter behandlingen. Disse resultater blev bekræftet i MAPS’ andet fase 3-studie fra 2023.¹ Mange andre oplevede signifikante forbedringer i deres symptomer.

De første lovende resultater førte til, at de amerikanske lægemiddelmyndigheder, FDA tildelte behandlingen “Breakthrough Therapy”-status, hvilket fremskynder processen for endelig godkendelse som en ny behandlingsmetode. I august 2024 afslog FDA dog MAPS’ ansøgning om at få MDMA-AT godkendt til behandling af PTSD, blandt andet grundet kritik af fase 3 studiernes design og metode. Et nyt studie må derfor gennemføres, før behandlingen kan genovervejes som godkendt behandlingsmetode til patienter med PTSD Dette betyder, at der går yderligere 3-5 år før behandlingsmetoden potentielt bliver godkendt i USA. Mange forventer, at en godkendelse hos FDA vil føre til godkendelse i Europa hos de europæiske lægemiddelmyndigheder (EMA), men det er ikke sikkert. I Australien godkendte man dog behandlingsmetoden allerede i 2023 og bl.a. PTSD-ramte har derfor allerede adgang til MDMA-AT i Australien.

Per oktober 2024 pågår der forskning i virkningen af MDMA-AT på depression i Norge², til behandling af personer med opioidafhængighed og ptsd efter de har født³, socialangst⁴, PTSD og alkoholafhængighed⁵ samt patologisk narcissisme⁶. MDMA-AT er også blevet undersøgt til personer med eksistentiel angst som følge af livstruende sygdom⁷, og social angst i voksne med autisme.⁸

Forbehold: Hvad skal man overveje, før man søger behandling?

Ikke for alle: MDMA-assisteret terapi er for nuværende ikke afprøvet på personer med visse psykiske lidelser defineret diagnostisk som bipolar 1, skizofreni eller psykose, da man frygter, at stoffet kan forværre symptomerne. SSRI som gives for en række indikationer, kan modvirke effekten af MDMA.

Brug af MDMA er ulovlig: MDMA-AT er ikke lovligt i Danmark endnu. Brug af MDMA udenfor kliniske omgivelser er ulovligt. Derfor foregår den terapeutiske i Danmark i “undergrunden”, hvilket øger risici, fordi der ikke er nogen garanti for, at terapeuten er kvalificeret eller har den nødvendige træning til at arbejde med traumatiserede personer. Underliggende medicinske tilstande som hjerteproblemer eller forhøjet blodtryk kan udgøre en risiko, når man tager MDMA. Undergrundsterapi mangler ofte medicinsk tilsyn, som er vigtigt for at overvåge vitale tegn (blodtryk, hjerterytme osv.), især fordi MDMA kan øge hjertefrekvensen og blodtrykket.

Under uregulerede forhold er der større risiko for forkert dosering og urenheder i stoffet, hvilket kan føre til farlige fysiske og psykiske reaktioner, som angst, panikanfald eller overbelastning af kroppen og i værste fald dødsfald. Opsøger du undergrundsterapi, er det altså med en vis risiko, da patientsikkerheden på området er dårlig. Du vil yderligere være nødsaget til at bryde loven, da du vil være nødt til at købe stoffet af nogen.

Tillid til terapeuterne og protokollen: Er terapeuten kvalificeret til at arbejde med traumatiserede personer og med MDMA? Har du tillid til dem? Er der to terapeuter til stede under sessionen? Er forberedende samtaler og integrationssamtaler en del af pakken?

Realistiske forventninger: MDMA-AT er ikke er en mirakelkur, og succes afhænger af integrationen af oplevelserne og arbejdet efter sessionerne. Vær opmærksom på, at et terapeutisk forløb suppleret af MDMA kan lede til dybdegående forandringer, men at de umiddelbare forandringer også kan falme over tid, og at varige ændringer kræver vedholdenhed i integrationsarbejdet.

Forberedelse og integration: Den terapeutiske støtte – både før og efter MDMA-sessionerne – er helt central for de langvarige terapeutiske effekter ved MDMA-terapi. Støtten er baseret på etableringen af tillid og tryghed, terapeut og klient imellem, og forberedelse er derfor vigtig.
Gør dit bedste for at forberede dig inden du opsøger MDMA-AT. Husk at det ikke er din skyld, hvis du kommer galt afsted, er offer for uetiske terapeuter, eller ikke opnår de ønskede terapeutiske resultater. Kontakt Center for Psykedelisk Dannelse hvis du har behov for nogen at snakke med. Selv udfordrende og ubehagelige oplevelser kan vendes til læring, hvis de får plads i den rette kontekst.

Terapeutisk eller rekreativ brug: Man kan fejlagtigt tro, at rekreativ brug af MDMA har samme terapeutiske effekt og risici, men der er stor forskel på de to anvendelsesmetoder. MDMA-AT bør som behandlingsform kun foregå i kontrollerede terapeutiske rammer og aldrig rekreativt.

Risici og bivirkninger

I de kliniske forsøg foregår behandlingen under nøje kontrollerede forhold med erfarne terapeuter, hvilket styrker patientsikkerheden og reducerer risikoen for skadevirkninger. Der er dog stadig potentielle risici og bivirkninger forbundet med MDMA-AT, som bliver forstærket, når terapien foregår uden for superviserede rammer eller helt på egen hånd. Dette afsnit tager udgangspunkt i de risici der er forbundet med klinisk MDMA-AT og terapeutisk brug af MDMA under uregulerede forhold og går altså ikke i dybden med de potentielle risici der er ved rekreativt brug. Disse risici er markant reduceret i forskningsmæssig og klinisk anvendelse, hvor man har processer til at reducere risici mest muligt. Ikke desto mindre, kan der også være risici forbundet med det i denne kontekst.

Fysiologiske risici

Der er i klinisk forskning kun rapporteret få bivirkninger ved MDMA. Der kan forekomme akutte virkninger som forhøjet blodtryk og puls, hvilket kan udgøre en risiko for personer med hjerte-kar-problemer. Der kan i sessionen forekomme kæbespændinger og muskelkramper, kvalme og hovedpine. Efter sessionen oplever nogle udmattelse, nedtrykthed, søvnbesvær, og rastløshed. Disse reaktioner er normale efter en intens stimulering af nervesystemet.

Psykologiske risici

I MDMA-AT kan konfrontation med traumer være overvældende, og uden tilstrækkelig støtte kan det forværre tilstanden og lede til svære psykologiske processer. Som ved anden traumebehandling, kan kontakt med traumerne føre til en følelsesmæssig destabilisering og periode med øget sårbarhed. Nogle personer kan opleve forvirring eller følelsesmæssig uro, hvis de ikke får tilstrækkelig hjælp til at bearbejde de oplevelser, der opstår under sessionen, og for nogle kræver det mere end de samtaler som er en del af den anvendte protokol. MDMA-påvirkningen kan yderligere åbne op for, at traumer som tidligere var fortrængt, kan komme til bevidsthed. Dette kan komme som et chok for nogle, som får brug for ekstra støtte til at forstå betydningen disse traumer har haft på deres liv.

Den umiddelbare virkning af en MDMA-session og de kognitive, kropslige og følelsesmæssige indsigter vundet i den, kan virke fantastiske, og for nogle give en tro på, at de har opnået større forandringer, end de i realiteten har, hvilket kan føre til frustration senere, når den umiddelbare effekt falmer. Hvis oplevelserne under MDMA-sessionen ikke integreres, kan de terapeutiske gevinster være kortvarige eller udeblive.

Relationelle risici

MDMA-AT er en dybt relationel terapiform hvor tilliden terapeut og klient imellem har afgørende betydning for det terapeutiske resultat. En person under påvirkning af MDMA er sårbar, fordi stoffet dæmper de normale forsvarsmekanismer (som på mange måder også er nødvendige for at navigere en social verden), og den påvirkede både kan fyldes af følelser af kærlighed og tillid, men også regrediere til en meget barnlig sindstilstand.

Denne tilstand gør den påvirkede person ekstra sårbar overfor uetiske facilitatorer og uklare grænser. Der har været eksempler på terapeuter som har begået overgreb på klienter, både under og efter terapiforløbet (desværre også i en klinisk kontekst). Det er derfor vigtigt at være sikker på, at terapeuterne har kvalifikationer, der retfærdiggør deres arbejde med MDMA-AT. Undlad at benytte terapeuter som ikke inkluderer grundige forberedende samtaler og integrationssamtaler som en del af deres pakke. Det kan yderligere være værd at spørge ind til, hvorvidt terapeuten løbende efteruddanner sig og modtager supervision.

MDMA øger hjernens neuroplasticitet, hvilket gør terapien mere effektiv, men i kombination med et sænket forsvar, og en potentiel følelsesmæssig destabilisering og sårbarhed, er klienten efter MDMA-sessionen i en tilstand af øget påvirkelighed. Det vil sige at klienten er mere tilbøjelig til at acceptere forslag, råd og tolkninger fra terapeuten, hvilket er vigtigt at være opmærksom på for både terapeut og klient.

Nogle personer kan efter MDMA-AT føle sig isolerede eller misforstået af deres omgivelser. Det kan der være flere årsager til. Måske har man ikke nogen at snakke med om sin oplevelse, eller måske deler man det med nogen og oplever at blive stigmatiseret, fordi man har brugt et “ulovligt stof”. Det kan også være fordi den dybe traumebearbejdning kræver en periode med selvrefleksion og social tilbagetrækning, eller fordi man indser, at der er relationer, man bliver nødt til at trække sig fra, eller man sætter nye grænser og der opstår konflikter i den forbindelse. Det kan være værd at overveje deltagelse i nye sociale fællesskaber.

Yderligere risici ved rekreativ brug

MDMA-brug leder generelt ikke til livstruende situationer i sig selv, men kan gøre det i kombination med andre substanser, uhensigtsmæssigt væskeindtag, længerevarende fysisk aktivitet og/eller forhøjede temperaturer. Der er derfor en række yderligere risici forbundet med rekreativ brug, bl.a. dehydrering, salt-mangel, blandingsbrug, urenheder i stoffet, gentagen brug og følelsesmæssig afhængighed, opbyggelse af psykisk pres, serotonin-mangel og deraf følgende depressive tilstande. Du kan læse mere om dette i vores artikel om skadesreduktion ved brug af MDMA og i vores Informationshæfte om risici og sikkerhed ved brug af psykedelika.

Adgang til behandling

Det er endnu ikke muligt at få adgang til lovlig behandling med MDMA-AT i Danmark. Per november 2025 er der dog annonceret et klinisk forsøg i MDMA-assisteret terapi for arbejdsbetinget PTSD ved Aalborg Universitetshospital. Studiet forventer at optage patienter i slutningen af 2026. Der er allerede igangværende forsøg med MDMA i bl.a. Norge, Schweiz, England og USA. Desuden pågår studier i Australien, Schweiz og Canada, hvor de desuden har godkendt MDMA-AT til behandling i psykiatrien. Det virker for nuværende til, at der er lange udsigter til en godkendelse og en implementering i behandlingssystemet i Danmark. En række fagfolk er dog begyndt at uddanne sig på området og omkring 30 danske terapeuter er uddannet i MDMA-AT ved MAPS, hvilket er et vigtigt første skridt ift. implementering, når behandlingsmetoden engang godkendes.

På grund af den lovende forskning og positive omtale, MDMA-AT får i medierne, er flere begyndt at opsøge “undergrundsterapi”. Dette foregår ved terapeuter som er villige til at løbe de risici, der potentielt er forbundet med at lave MDMA-AT i den nuværende kontekst. Dette fænomen har flere gange været omtalt i danske medier og af kendisser som Casper Christensen. Prisniveauet på forløb i henhold til protokollen fra MAPS svinger mellem 30.000 og 80.000 kr. Vi fraråder at man opsøger undergrundsterapi på egen hånd, men vælger man alligevel at gøre det, er det vigtigt, at man vælger terapeuterne med omhu, for man er i en ekstra sårbar situation under påvirkning af MDMA og tilliden til terapeuterne er alfa omega for den terapeutiske effekt.

Ressourcer og videre læsning

Har du haft en dårlig eller udfordrende oplevelse med MDMA eller andre psykedeliske substanser, eller har du bare brug for et fællesskab, hvor det er okay at snakke om psykedeliske oplevelser, kan du kontakte Center for Psykedelisk Dannelse på kontakt@cepda.dk eller blive medlem på forbundet.cepda.dk.

Du kan også læse meget mere om MDMA og andre psykedeliske substanser på vores hjemmeside cepda.dk og følge os på Facebook eller Instagram for opdateringer.

Vi har udgivet dette informationshæfte med information om sikker brug af psykedeliske substanser. Vi har yderligere udgivet denne guide til opmærksomhed på seksuelle krænkelser i ayahuasca-miljøet, som også har relevans, hvis du overvejer at opsøge en mdma-terapeut.

Cepda-stifter, Kevin Mikkelsen har her skrevet om sin oplevelse med at tage uddannelsen i MDMA-AT ved MAPS.

Vi forstår og anerkender ønsket om at opsøge psykedelisk terapi. Det er et helt naturligt ønske i forlængelse af den meget positive medieomtale og lovende forskningsresultater, især hvis man, som mange har, allerede har forsøgt sig med flere andre forskellige behandlingsmetoder.

I Cepda har vi dog valgt at vi ikke vil henvise til eller anbefale specifikke psykedeliske facilitatorer. Det er der flere årsager til. Dem kan du lære mere om her.

Gå endnu mere i dybden med MDMA-forskningen:

Her kan du læse resultaterne fra MAPS’ seneste fase 3-studie i MDMA-AT.
Her kan du finde protokollen brugt i studierne.
Her kan du finde den manual, de har brugt til at vurdere hvor godt terapeuterne har fulgt protokollen. I manualen er der specifikke eksempler på korrekte interventioner i MDMA-AT for ptsd.
Ted Talk om psykedelisk-assisteret terapi af MAPS-grundlægger Rick Doblin.
En præsentation om MDMA-assisteret gruppeterapi for ptsd.

Center for Psykedelisk Dannelse tilskynder ikke ulovlige handlinger eller opførsel. Enhver information der kan tilgås på denne side er ment til uddannelse og folkeoplysning. Denne side er på ingen måde tiltænkt som erstatning for professionel rådgivning, diagnosticering eller behandling. Vi fraråder, at man opsøger ulovlig behandling med MDMA-AT eller på anden vis anvender MDMA i en ikke-klinisk kontekst. Søg altid rådgivning hos din læge eller anden kvalificeret sundhedsudbyder angående spørgsmål om (u)ønskede helbredstilstande.

Referencer

Mitchell, J.M., Ot’alora G., M., van der Kolk, B. et al. MDMA-assisted therapy for moderate to severe PTSD: a randomized, placebo-controlled phase 3 trial. Nat Med 29, 2473–2480 (2023). https://doi.org/10.1038/s41591-023-02565-4
Kvam TM, Goksøyr IW, Stewart LH, Repantis D, Røssberg JI, Andreassen OA. Study protocol for “MDMA-assisted therapy as a treatment for major depressive disorder: A proof of principle study”. Front Psychiatry. 2022 Oct 26;13:954388. doi: 10.3389/fpsyt.2022.954388. PMID: 36386973; PMCID: PMC9645093.
https://www.clinicaltrials.gov/study/NCT05219175?intr=MDMA&aggFilters=status:com%20act%20rec&rank=8
https://www.clinicaltrials.gov/study/NCT05138068?intr=MDMA&aggFilters=status:com%20act%20rec&page=2&rank=14#more-information
https://www.clinicaltrials.gov/study/NCT06565494?intr=MDMA&aggFilters=status:com%20act%20rec&page=4&rank=31
https://www.clinicaltrials.gov/study/NCT06565494?intr=MDMA&aggFilters=status:com%20act%20rec&page=4&rank=31
Wolfson PE, Andries J, Feduccia AA, Jerome L, Wang JB, Williams E, Carlin SC, Sola E, Hamilton S, Yazar-Klosinski B, Emerson A, Mithoefer MC, Doblin R. MDMA-assisted psychotherapy for treatment of anxiety and other psychological distress related to life-threatening illnesses: a randomized pilot study. Sci Rep. 2020 Nov 24;10(1):20442. doi: 10.1038/s41598-020-75706-1. PMID: 33235285; PMCID: PMC7686344.
Danforth AL, Grob CS, Struble C, Feduccia AA, Walker N, Jerome L, Yazar-Klosinski B, Emerson A. Reduction in social anxiety after MDMA-assisted psychotherapy with autistic adults: a randomized, double-blind, placebo-controlled pilot study. Psychopharmacology (Berl). 2018 Nov;235(11):3137-3148. doi: 10.1007/s00213-018-5010-9. Epub 2018 Sep 8. PMID: 30196397; PMCID: PMC6208958.

Indlægget Hvad er MDMA-assisteret terapi? blev først udgivet på Center for Psykedelisk Dannelse.

Et skriv om Island, PTSD, MDMA og fremtidens terapi

Kevin Mikkelsen — Tue, 26 Mar 2024 18:30:45 +0000

Jeg sætter mig på flyet mod isen og ildens land med få forventninger, men med en stærk og velkendt kropslig fornemmelse af at blive omfavnet af spænding og begejstring med en stille stemme hviskende i mit øre, at endnu en bevidsthedsudvidende oplevelse står skrevet i stjernerne (og måske i Nordlyset?).

Island er placeret på den Midtatlantiske Højderyg, en kolossal undersøisk bjergkæde, hvor den nordamerikanske og den eurasiske tektoniske plade møder hinanden. Her mødes og brydes de, og gør Island til et af de eneste steder på jorden, hvor man kan se effekterne af de tektoniske plader over jorden. Islands nordlige placering og den vulkaniske aktivitet betyder en evigt foranderlig natur, som hele tiden er i dramatisk udvikling og transformation; nedbrydes, omdannes og skabes, som kontinentpladerne gnider mod hinanden. Denne omskiftelighed har fundet vej til Islændingenes nationalfortælling om et folk, som må arbejde med og i nogle af de mest ekstreme naturforhold på kloden. Noget man kun kommer igennem med en blanding af overgivelse og tillid til det, der er større end det individuelle menneske, og et stærkt fællesskab og bånd til dem omkring en.

Vulkanøen forekommer mig ved første øjekast kold, gold og fjendtlig. Turen fra lufthavnen i Keflavik til Reykjavik er præget af et dystert, fladt, ufrugtbart landskab, som ender i en sneklædt bjergkæde i horisonten. Den giver ikke megen forsmag på de naturvidundere, jeg ellers bliver lokket med i mine google-søgninger og i lufthavnen, hvor turistagenturer står i kø, i håbet om, at jeg vil købe mig fattig i alverdens dagsture. Også på busterminalen og der hvor jeg skal overnatte, er litteraturen primært foldere, flyers og fantastiske løfter, som mest af alt giver et indtryk af naturen som blot en kulisse for selfies og flygtige oplevelser – meget langt fra den levede erfaring islændingene har gjort sig med naturens kræfter igennem de sidste 1000 år.

Jeg lejer mig en bil for at undslippe selfie-kulissen og den allestedsnærværende Nordlys-hunger, og få mig en smag af alt det Island har at byde på langt fra tourbussens spektakel. Spektaklet er dog tydeligvis begrundet. Overvældende, betagende og kraftfulde naturoplevelser og energier står nærmest i kø på min spontane køretur, og det bliver helt sikkert ikke sidste gang, jeg drager mod eventyrlige og overnaturlige Island.

Men det her er jo egentlig ikke tænkt som en rejseblog. Jeg er på Island for at deltage i MAPS-uddannelsen i MDMA-assisteret terapi. MAPS (Multidisciplinary Association for Psychedelic Studies) er den organisation, der de seneste 40 år har drevet forskningen i MDMA-assisteret terapi, og deres uddannelse er stadig den eneste autoritative på området.

MDMA-assisteret terapi er godt på vej til at blive en godkendt behandlingsmulighed. Sidste år blev det muligt at få “MDMA på recept” i Australien, og de amerikanske lægemiddelmyndigheder har annonceret, at de den 11. august i år vil tage stilling til, hvorvidt det også skal være tilfældet i USA.

Hvad er MDMA?

MDMA (3,4-metyléndioksymetamfetamin) kendes også som Ecstasy (som dog er tabletformen som ofte er blandet med andre stoffer) eller Emma og er et stof som bl.a. kan inducere en følelse af empati, kærlighed, forbindelse og accept. Disse egenskaber har gjort MDMA til et populært feststof, og har samtidig vist sig effektivt til terapeutiske formål. MDMA omtales gerne som et ‘entaktogen’ (forbindende) eller ‘empatogen’ (empati-genererende) på grund af dets egenskaber. MDMA betragtes ikke som et klassisk psykedelikum, da det kun i sjældne tilfælde frembringer oplevelser af mystisk, spirituel og visionær karakter hos den påvirkede.

Civilsamfundsorganisation eller medicinalvirksomhed? Mellem idealisme og big business

Alt imens der forskes og ændres love, søger et stigende antal mennesker hjælp hos endnu uautoriserede terapeuter, mens andre eksperimenterer på egen hånd. Det giver god mening, da det vurderes at 1-2% af befolkningen lider af PTSD. Mange med PTSD oplever sig ikke tilstrækkeligt hjulpet, og PTSD er den psykiske lidelse, der hyppigst er årsag til førtidspension blandt danskere over 40 år. Mange håber selvfølgelig at denne nye – og meget hypede – behandlingsform kan lindre deres lidelse. Der er derfor et akut behov for uddannede fagfolk, og at såvel vores uddannelsessystem, sundhedssystem og retssystem formes til at imødekomme den stigende efterspørgsel og udbredelse.

Den situation har MAPS for længst taget bestik af og formet sig som en noget utraditionel medicinalvirksomhed. MAPS har været en non-profit, primært finansieret af filantroper og almindelige mennesker. Mens de har drevet forskning i MDMA, har de også haft som fokus at kanalisere penge og ressourcer ind i folkeoplysning, afkriminalisering og skadesreduktion, for på den måde at modne hele kulturen omkring brugen af psykedelika – også uden for det strengt medico-terapeutiske.

MAPS’ uortodokse fremgangsmåde virker dog ikke til at kunne stå distancen i et felt, som indtil for få år siden var drevet af idealistiske non-profit organisationer og forskningscentre, men som nu er overrendt af profitmotiverede virksomheder og investorer. Den del af MAPS (MAPS PBC) som har stået for at føre forskningen i MDMA-assisteret terapi frem, har nemlig for nyligt skiftet navn til Lykos Therapeutics og er begyndt at sælge aktier til investorer, som forventer et udbytte, noget MAPS-leder Rick Doblin tidligere har udtalt ville være den sidste udvej. Det er muligt at læse mere om denne udvikling her og her.

En organisation under beskydning

MAPS er gennem de seneste år blevet udsat for en del kritik fra forskellige aktører i det psykedeliske felt. Kritikken har primært centreret sig om følgende 5 tematikker:

Krænkelser og etiske gråzoner – bl.a. da 2 af terapeuterne i deres studier begik klare etiske og juridiske overskridelser i kontakt med en af klienterne, og MAPS ikke af sig selv slog alarm, selvom alle sessioner bliver videooptaget og gennemgået uafhængigt. Det er muligt at høre meget mere om sagen på podcastet Cover Story: Power Trip.
“Dårlige penge” – MAPS er flere steder blevet kritiseret for at modtage enorme donationer fra individer som Rebecca Mercer og Peter Thiel, som foruden også at støtte Donald Trump med enorme beløb, har tjent deres penge på og støttet tvivlsomme virksomheder, henholdsvis Breitbart og Parler, og Palantir.
Naiv og evangelistisk fremtoning – Filosof Jules Evans har stillet spørgsmålstegn ved den ofte evangelistiske fremtoning af MAPS-stifter Rick Doblin, som bl.a. mødte op til sidste års Psychedelic Science Conference i Denver iført helt hvidt jakkesæt og med et kald om “global mass spirituality”. Mange andre har kritiseret Doblins udtalelser for at være enten naive og/eller vildledende i hans påstande om MDMAs potentielle effekter på verdenssamfundet og hans idé om “net-zero trauma” i 2070.
Militarisering af MDMA – MAPS’ politiske strategi for at få MDMA ind i normalkulturen og behandlingssystemet har især været baseret på at tale om potentialet for krigsveteraner, der lider af PTSD. Flere er nu også begyndt at snakke om MDMAs potentiale på soldater i aktiv tjeneste. Dette har fået flere kritiske røster til at ytre bekymringer omkring MDMAs fremtidige potentiale i det (amerikanske) militærindustrielle kompleks.
Medikalisering – MAPS’ strategi omkring at få psykedelika lavet til ‘en medicin’, sætter nogle store begrænsninger på dialogen om, hvad psykedelika er, og hvordan de kan bruges, og reproducerer samtidig nogle rigide og forældede magtstrukturer i både sundhedssystem og retssystem. Kritikken er så at sige rettet mod MAPS’ villighed til at spille med på “systemets regler og logikker” for at få psykedelika udbredt og positionere sig selv som autoritet i feltet, i stedet for at arbejde for fællesskabsbaserede, lokale løsning baseret på gensidig støtte og afkriminalisering. Det seneste skridt i denne udvikling kan ses i formationen af Lykos Therapeutics.

Et møde mellem det der er, og det, der er på vej

Politik, storkapital og kritik til side for en stund. Behandlingssystemet er heldigvis stadig præget af en masse mennesker, som vil andre det bedste. Uddannelsen samler omkring 70 yderst kompetente fagpersoner, heriblandt 11 danskere. Gentagne gange må jeg bøje mig i ydmyghed og respekt, når jeg hører om det arbejde, mine kolleger udfører til dagligt med nogle af samfundets mest sårbare mennesker; mennesker som er blevet udsat for helt umenneskelige oplevelser som seksuelt misbrug, krig, tortur og andre traumatiserende begivenheder. Mange udtrykker stor glæde ved at arbejde med mennesker, som måske er sårbare, men også fantastiske, seje og stærke som mennesker er bedst.

Alle deltagerne er her for at lære om en ny metode, hvor man integrerer MDMA i et terapeutisk forløb for på den måde at gøre det lettere for den lidende at bearbejde sine traumer. MDMA kan nemlig dæmpe frygtrespons og mindske undgåelse uden at blokere for minder eller følelser. Dermed kan det blive muligt at tilgå følelser, tanker og traumeminder meget hurtigere, end det er muligt i klassisk traumeterapi. På Island bliver vi en del af det blot tredje hold, der bliver trænet i denne terapiform på europæisk jord, når vi over 8 dage er samlet med kolleger fra primært Island, Norge, Sverige, Danmark, Finland, Holland på et intensivt uddannelsesforløb.

Det rammer mig allerede i bussen, at denne samling af mennesker er ret anderledes, end hvad jeg normalt møder i det psykedeliske miljø. Der er altid ret stor diversitet, når man mødes om psykedelika. Det samler på tværs af lands- og verdensdele, aldre, sociale og professionelle skel, men langt de fleste er der, fordi de har haft en eller flere oplevelser med psykedelika. Denne gang er der også mange som er der, udelukkende fordi MDMA nu er noget man snakker om i behandlermiljøer på grund af de lovende forskningsresultater. Der er derfor mange deltagere, som har et meget begrænset kendskab til MDMA, andre psykedelika og psykedelisk kultur. Det skaber en dynamisk, nysgerrig og kritisk samtale om grænsefladerne mellem konventionelle terapeutiske metoder og MDMA-assisteret terapi.

Et nyt læringsrum til en ny tid

Selve uddannelsens format bærer præg af at være nytænkende. Vi lærer primært om MDMA-assisteret terapi gennem øvescenarier, præsentationer og ved at se videoer fra sessioner fra forskningsstudierne. I undervisningsrummet har vi bl.a et bord med personlige genstande fra alle de deltagende, vi har lavet et fælles maleri, vi starter dagen med stilhed og en oplæsning af et digt, vi har refleksionsøvelser om etik og verdensbillede, der er musikalske oplevelser, vi har supervisionsgrupper, og så er der terapeuter, hvis job på uddannelsen er at yde emotionel støtte gennem hele forløbet, så der altid er nogen at snakke med, skulle man have behov for det. På den måde får man virkelig indtrykket af, at dannelsen af det hele menneske er i fokus, også hos os som mennesker, terapeuter og studerende, der bruger vores hverdag på at støtte andre mennesker.

Magten tilbage til mennesket og den indre visdom vi alle besidder

Det er tydeligt, at MAPS igennem uddannelsen forsøger at danne og udvikle terapeuter til at varetage en terapiform, hvor de er mindre i ekspertrollen, og magten er hos den lidende. Vi får bl.a. en indføring i begrebet ‘den indre helbredende intelligens’, som er et koncept, der centrerer at visdommen og evnen til at hjælpe sig selv er iboende i ethvert menneske og kan få plads i den rigtige støttende ramme (og yderligere katalyseres af MDMA). Derfor bliver terapeutens opgave hovedsageligt at stille et sikkert, trygt og støttende rum til rådighed, for at den lidende kan udforske sig selv og sin indre helbredende intelligens, og ikke at levere tolkninger og analyser eller guide terapien. De 3 rogerianske kernebetingelser for terapi (empati, ubetinget positiv anerkendelse, kongruens) er fundamentale for den eklektiske form for humanistisk psykologi og terapi, som MAPS forsøger at udbrede.

På et tidspunkt genkalder underviserne sig også den anerkendte psykiater Stanislav Grofs udtalelse til en flok psykiatere, som skulle efteruddannes i at arbejde med psykedelika: “I har lært alt det i skulle, og nu er det så tid til at aflære det hele igen, for at I kan arbejde med disse [psykedeliske] substanser”.

At skabe en (omdiskuteret) ramme for udfoldelsen af den indre helbredende intelligens

MAPS har igennem årtier haft fokus på hvordan man skaber de bedste rammer og forudsætninger for udfoldelsen af ‘den indre helbredende intelligens’. Vi bliver undervist i at skabe en sådan ramme ved at være 2 terapeuter med én klient, at etablere en tryg og ærlig relation mellem terapeuter og klient, at kultivere tålmodighed og tillid til processen, at kunne formidle viden omkring MDMAs farmakologiske og fænomenologiske effekter, og at kunne sørge for klientens fysiske og psykologiske sikkerhed bl.a. ved at forstå hvordan klienten kan støttes eller beroliges i terapien ved hjælp af vejrtrækning, ord, bevægelse og berøring.

Netop snakken om og vigtigheden af berøring bliver omdrejningspunkt for diskussioner om etik, grænser og samtykke. Vi ser videoer fra MDMA-sessioner hvor terapeut og klient for eksempel holder i hånd, holder om hinanden eller der bliver lagt en hånd på for eksempel (en mandlig) klients brystkasse. Berøring begrundes i teorier om transferens/overførsel og kropsarbejde, som ikke er videnskabeligt underbygget, men som mange mener kan være vigtige i at understøtte den psykedeliske helingsproces. For et par år siden anbefalede en række forskere og aktivister en forebyggende og forsigtig tilgang til berøring, advarede om faldgruberne og gjorde opmærksom på det manglende videnskabelige belæg for at anbefale berøring.

“Heling sker i relationer” – At navigere rummet mellem terapeut og medmenneske

MDMA-assisteret terapi bliver i MAPS-modellen fremlagt som en relationel terapi på grund af en kombination af faktorer. Mange med PTSD oplever udfordringer i deres relationer til andre, hvor de kan opleve mistillid, frygt eller generelt have svært ved at være følelsesmæssigt tæt på andre. MDMA forstærker mentale processer og øger muligheden for overførsel/transferens. Samtidig kan MDMA forøge følelsen af empati, forbundethed, kærlighed, tillid og tryghed. Disse faktorer gør det muligt at hele dybe følelser af mistillid og frygt for andre mennesker gennem forsoning og accept, især faciliteret gennem den terapeutiske relation.

At MDMA kan facilitere og i høj grad forstærke relationelle forbindelser gennem empati, tillid og kærlighed, som kan være enormt stærkt følt under sessionerne, og at båndet mellem klient og terapeut er så vigtigt, betyder også at relationen skubber på nogle af grænserne af, hvad mange terapeuter normalt ville indgå i med deres klienter. Et aspekt af dette er spørgsmål om kropskontakt, et andet omhandler, hvorvidt det for eksempel er tilladeligt at mødes til middag, en gåtur eller tage med til klientens bryllup efter et terapeutisk forløb (selv når det kun er med venskabelige intentioner). Når båndet der formes bliver så stærkt, kan det næsten virke umenneskeligt at opretholde strenge og rigide professionelle grænser for omgang efter endt terapi. Men samtidig er de retningslinjer blevet udviklet af en årsag. Etiske overvejelser af denne slags er essentielle i mødet mellem autoriteter og sårbare mennesker, og de bør være en del af enhver behandlers arbejde – og i endnu højere grad når der arbejdes med bevidsthedsændrende substanser.

“Skal jeg nu tage stoffer for at være terapeut?”

Et af de helt store temaer på uddannelsen, bliver hvorvidt terapeuter bør have prøvet MDMA på egen krop og sind for at kunne bedrive terapi med det – noget der er en fast bestanddel af MAPS-uddannelsen, de steder det kan lade sig gøre (det kunne det desværre ikke på Island i denne omgang). Underviserne lægger vægt på at en stor del af den tillid, der er nødvendig for at stole på den indre helbredende intelligens, og den proces klienten går igennem i et MDMA-assisteret terapiforløb, også beror på at terapeuten har sin egen erfaring med den ikke-lineære og noget idiosynkratiske helingsproces, som MDMA kan anspore. Vi ser i flere videoer, hvordan det både før og under sessionerne er med til at berolige og skabe tryghed for deltagerne, at terapeuterne selv har haft oplevelser med stoffet. Derudover kan det være med til at hjælpe terapeuterne til at have tålmodighed med processen og forstå, at de egentlig ikke skal gøre så meget i de 8-timer lange MDMA-sessioner. Det kan virke udfordrende for nogle terapeuter, som er vant til at skulle guide den terapeutiske proces derhen, hvor klienten nu næsten kan komme af sig selv med hjælp fra MDMA, deres indre visdom og en støttende ramme.

For at understrege vigtigheden af terapeutens egen-erfaring viser de to undervisere et citat af den berømte traumeterapeut og forsker Bessel van der Kolk: “Hvordan ved du om en terapeut er god? – Det ved du, hvis de selv har haft gavn af den behandling de tilbyder”.

Der hvor jeg personligt synes det giver bedst mening for terapeuter at have deres egen erfaring med MDMA (de andre psykedelika er en anden snak), er i henhold til at have “tillid til processen” og forstå hvad der menes med “forbindelse”, “empati” og “en følelse af at høre til” som er kernekomponenter i denne form for terapi. Alle terapeuter forstår de ord, men der er samtidig for mange en kvalitativ forskel på den gængse forståelse, og på den levede erfaring, som MDMA-oplevelsen kan bringe med sig.

Samtidig er det nærmest umuligt at forstå psykedelika, hvis ens eneste erfaring er behandling af andre. Forskere og fagfolk bliver fremstillet som eksperter og autoriteter i medier og på diverse platforme, men kan de med legitimitet påkalde sig den autoritet, hvis deres erfaring er begrænset til specifikke patientpopulationer, standardiserede protokoller og medico-terapeutiske formål?

Nogle af argumenterne imod at gøre egenerfaring til et krav, for at kunne arbejde med psykedelika i en medico-teraputisk kontekst var bl.a. at nogle kunne føle sig økonomisk og karrieremæssigt tvunget til at tage et stof, de ikke var trygge ved, for at få eller fastholde et job. Der vil yderligere være individer som ikke kan indtage MDMA på grund af farer ved sygdomme som f. eks. forhøjet blodtryk, og individer som måske ikke ville have lyst til det på grund af deres religiøse og/eller værdimæssige udgangspunkt. Skulle disse så fyres eller nægtes mulighed for at arbejde med klienter under dette paradigme?

Det virker på den baggrund uhensigtsmæssigt at gøre egenerfaring til et krav, men det virker samtidig utopisk at tro at arbejdsgivere, forsikringsselskaber, og universiteter vil prioritere eller tillade det, hvis det er fuldkommen frivilligt. Samtalen og en understregning af vigtigheden af egenerfaring bliver derfor vigtig, mens den bedste løsning i praksis måske er en protokol som tillader dispensation.

Prominente forskere har tidligere udforsket og argumenteret for vigtigheden af en videnskabelig undersøgelse af terapeuters psykedeliske egen-erfaring på det terapeutiske resultat.

Bedste praksis eller eneste praksis?

Der findes ikke meget forskning på MDMA-assisteret psykoterapi endnu. Den protokol og metode, som MAPS har drevet gennem systemet for godkendelse af lægemidler, er en pakkeløsning bestående af mange forskellige variable, som endnu ikke er testet hver for sig.

Så længe forskningen er så sparsom, er det en legitim samtale, i hvilket omfang de ekstrafarmakologiske elementer spiller ind, og hvad der er deres egentlige relevans. Vi ved endnu ikke, om resultaterne ville se anderledes ud med en enkelt terapeut eller tre, uden berøring, med mere berøring, med mere eller mindre integration eller med en mere eller mindre styrende terapiform.

Det er i løbet af uddannelsen også tydeligt, at underviserne har et livs erfaringer, som ligger langt udover protokollen, fremsat af MAPS, men at de nu er begrænset i, hvad de kan kommunikere videre (særligt pga. MAPS PBCs/Lykos’ børsnotering). De underviser derfor i denne protokol og holder sig strengt til den. Hvorvidt det reelt er best practice, eller deres idé om best practice, er umuligt at afkode, for det er nu THE practice – den der kunne bedrives forskning på, inden for det paradigme vi arbejder i, og dermed den protokol der nu sætter standarden.

Når det er sagt, så har den protokol leveret nogle imponerende forskningsresultater, med en relativt simpel model, som øjensynligt bør gøre den interessant at udbrede. Fase-3 studierne har vist at 2/3 deltagere ikke længere kvalificerer sig til PTSD-diagnosen ved 1 års opfølgning. Det er fuldstændig uhørt inden for behandling af PTSD.

Når mennesker mødes, brydes og skaber fremtiden

“De forskere og fagpersoner som udelukkende bliver introduceret til psykedelika gennem en biomedicinsk behandlingslinse, får en meget begrænset idé om, hvad psykedelika er. “

De tektoniske pladers møde indebærer en åbning, hvorfra lavaen kan flyde og bringe forskelligartede legemer til sammensmeltning. Det der var, forgår, og fundamentet bliver lagt for noget nyt. Mødet mellem den psykedeliske kultur og det konventionelle behandlingsmiljø virker som sådan et møde. Et møde der kommer til at ændre begge, og hvor noget endnu ret abstrakt og ufatteligt virker skæbnebestemt til at opstå og have en transformativ effekt på de omgivelser, det kommer til at berøre.

I mødet bliver kanterne og brydningsfladerne tydelige. Nogle brydninger drejer sig om økonomi og strukturelle forhold. Er det for eksempel rentabelt at have to terapeuter til en klient? Er der behov for så meget integrationsterapi? Hvordan får behandlingsstederne det logistisk og administrativt til at gå op at skulle dedikere 2 terapeuter til så lange forløb? Andre elementer er mere teoretiske. Er det hensigtsmæssigt, at terapeuten har egen erfaring? Er kropskontakt befordrende for terapien?

Mens brydningsfladerne bliver tydelige, bliver det også tydeligt, hvad der er udeladt. Hvad der så og sige befinder sig i kontinentplader, som ikke engang får lov at være med i legen. Samtaler om betydningen af fællesskab, peer-support og samfundsmæssige og strukturelle forandringer er fuldstændigt udeblivende fra uddannelsens officielle indhold. Alt er allerede blevet gjort til et spørgsmål om individuel behandling i et individualistisk behandlingssystem.

Det er tydeligt, at de faggrupper som allerede er uproportionalt repræsenteret i det psykedeliske felt (psykologer og læger) uundgåeligt vil blive begrænset i deres perspektiver, som de begynder at samles i fagspecifikke fællesskaber gearet mod den mediko-teraputiske udnyttelse af psykedelika. Tværfagligheden og den kritiske dialog er for længst tabt, når uddannelserne kun henvender sig til “behandlere”.

Taget i betragtning hvor relativt lidt terapi egentlig fylder i MDMA-assisteret terapi, og hvor meget potentiale der er i at lade fællesskab og livspraksis udenfor terapien fylde, er det dybt ærgerligt, at uddannelserne er så snævert fagligt funderede og målrettede. Der mangler antropologer, filosoffer, sociologer og andre faggrupper til at nuancere samtalen og forståelsen af lidelse, behandling og sundhedsfremme. Men også for at nuancere forståelsen af psykedelika generelt. Idéen om psykedelika som medikament der kan behandle [x-y-z] er ny, og de har gennem tider, traditioner og befolkningsgrupper været brugt til mangfoldige formål såsom spirituel udforskning, filosofisk refleksion, kreative udtryksformer, kultivering af relationer og meget andet. De forskere og fagpersoner, som udelukkende bliver introduceret til psykedelika gennem en biomedicinsk behandlingslinse, får kun en meget begrænset idé om, hvad psykedelika er. Og det er desværre denne idé der bliver bredt til resten af samfundet.

Meget af den viden der er akkumuleret i det psykedelisk felt gennem det seneste århundrede i Vesten og de seneste årtusinder blandt mange kulturer i verden bliver hurtigt fortrængt i et behandlingssystem der er stærkt præget af cost-benefit analyser, et biomedicinsk forskningsparadigme og en milliardindustri. Når udbredelsen af psykedelika bliver tryktestet af de gældende samfundsstrukturer, virker det presserende at de, der ligger inde med viden om psykedelika, gør op med sig selv hvilke elementer der er de væsentligste at stå fast på og hvorfor? Og hvad er det for nogle argumenter som ikke-initierede bliver nødt til at høre og forstå? Det kan både være når det vedrører egenerfaring, vigtigheden af integration, faldgruber, fællesskab, etik, verdenssyn og andre faktorer.

MAPS uddannelsen og protokollen er samtidig så simpel, og størstedelen af den reelle uddannelse kommer med erfaring i praksis, så man må spørge sig selv, hvorvidt magten over brugen overhovedet bør være forbeholdt læger og psykologer i et traditionelt behandlingssystem. Det virker som en oplagt mulighed, at i hvert fald den ene af de to terapeuter i rummet kan være fx en sygeplejerske, pædagog, antropolog, socialrådgiver, psykoterapeut, præst, filosof eller anden med social- eller sundhedsfaglig baggrund, som har modtaget efteruddannelse i denne modalitet. Og at MDMA også kan bruges på hensigtsmæssige måde uden for et strengt patologiserende behandlingssystem.

“Uddannelsen har ændret mit liv”
Som vi næsten havde opgivet og mindst ventede det, bød det sig til. Midt under den afsluttende fest begyndte menneskemængden langsomt at bevæge sig udenfor, og pludselig stod vi der alle sammen. Samlet under Nordlyset. Aurora Borealis stod klart og lysende frem på himlen.

Naturens mægtige indtræden var et af de sidste elementer der manglede på en uddannelse, som skabte rammen for en levende fælles udvidelse af vores forståelse, af både substanserne, os selv som mennesker, terapeuter og behandlere, af hvad undervisning kan indeholde, og af hvordan vi generelt promoverer sundhed i samfundet. På den måde fik jeg en fornemmelse af, at uddannelsen ikke blot uddannede mig kognitivt til terapi, men forsøgte at udvide min bevidsthed og danne mig som et helt menneske, så jeg bedre kan være der for mine fremtidige klienter, også uden brug af MDMA.

Den oplevelse bliver delt af flere af dem, som jeg interagerer med. En psykiater lod mig vide, at opholdet havde ændret hans liv. At han var kommet meget nærmere sine kolleger og havde åbnet øjnene for nye måder at være i verden på; ærligt, sårbart, nærværende, helt. Oplevelsen af en markant anderledes form for uddannelse og fællesskab omkring det blev ekkoet i flere af mine samtaler med fagfolk, som udtrykte, at de oftest befinder sig i mindre inspirerende læringsmiljøer. Jeg følte selv, at jeg blev mindet om, hvor heldig jeg er at have befundet mig i det psykedeliske miljø, i Cepda og på en psykoterapeut-uddannelse med en flok kærlige, åbne og rummelige mennesker de seneste år. Det føles endnu engang som et kæmpe privilegium og gav en fornyet tro på at udbredelsen af psykedelika virkelig markerer et skift i vores omgang som mennesker i mange sfærer af livet.

MAPS-uddannelsen i MDMA-assisteret terapi finder sted næste gang i Europa i Sarajevo, Bosnien senere i år fra den 29. maj – 4. juni. Det er muligt at ansøge her.

Indlægget Et skriv om Island, PTSD, MDMA og fremtidens terapi blev først udgivet på Center for Psykedelisk Dannelse.

Kevin Mikkelsen, skribent på Center for Psykedelisk Dannelse

Psykedelika på menuen i Folketinget

Politisk velvilje​

Når psykedelika reduceres til “lægemidler”​

En fejlagtig reduktionisme

Myten om de "ekstremt farlige psykedeliske stoffer"

Sikkerhed til nogen, straf til andre

Hvorfor en arbejdsgruppe giver mening

Fra fronten af psykedelisk forskning – et interview med David Erritzøe

En vision for en psykedelisk fremtid

Mellem sunde mennesker og syge miljøer – psykedelisk brug i en verden, der betyder noget

Læs flere artikler fra bogen:

Historien der ikke ville dø – skandalen om de hemmelige danske forsøg

Psykedeliske selvhjælpsgrupper blomstrer op

Musikkens terapeutiske speciale i forbindelsen til udvidet bevidsthed

Dyr på psykedelika

Risiko for bias i klinisk psykedelisk forskning

Nutid, fortid, fremtid: socialvidenskabelige perspektiver på den psykedeliske renæssance

En introduktion til “Et Psykedelisk Danmark”

Åbn dine øjne og bryd konventionerne på Breaking Convention

Et sted for magi og alternative tanker

En konference for de mange og de indviede

Konventionerne, der blev brudt

Uskylden forsvinder, når ærligheden vinder

Når vi lytter til andre, kan vi høre os selv

Kommercialisering, medikalisering og politisering

Hvorfor bryde konventionerne?

Breaking Convention er Psykedelisk (Dannelse)

Cepda er blevet optaget i Kooperationen!

At være et kooperativ

En registreret socialøkonomisk virksomhed

5 spørgsmål fra Kooperationen

Europæisk initiativ for øget opmærksomhed på psykedelisk terapi

Hvad er MDMA-assisteret terapi?

Hvordan virker MDMA-assisteret psykoterapi?

Forskning og resultater

Forbehold: Hvad skal man overveje, før man søger behandling?

Risici og bivirkninger

Adgang til behandling

Ressourcer og videre læsning

Referencer

Et skriv om Island, PTSD, MDMA og fremtidens terapi

Politisk velvilje

Når psykedelika reduceres til “lægemidler”