Forskning Arkiv - Center for Psykedelisk Dannelse

Hvad vi kan lære af 50 års ketaminforskning

Jonas Thy Østengaard — Thu, 26 Feb 2026 19:01:58 +0000

OBS ift. skadesreduktion Ketamin er ikke et klassisk psykedelisk stof og det er vigtigt at være opmærksom på stoffets bivirkninger (bl.a. risiko for lever- og nyreskade) og at det har moderat til højt afhængighedspotentiale. (kilde: PsychonautWiki).
/Cepda-teamet

Ketamin er – som effektmæssig “slægtning” til klassisk psykedelika – en yderst interessant case i netop bredere psykedelisk kontekst. Hvorfor dette er tilfældet, beskrives af en af verdens førende psykofarmakologer, Professor David Nutt, i bogen Psychedelics – The Revolutionary Drugs That Could Change Your Life:

“Already ketamine, which has a psychedelic-like effect, is being used for treatment-resistant depression. This is possible because ketamine, having been used as an anesthetic for decades in many countries, is a licensed medicine, unlike psychedelics and MDMA” (Nutt 2024: 2)

Fordi ketamin i forhold til accept og inkorporering i det etablerede sundhedssystem er længere fremme, kan denne substans forskningshistorie åbne op for en forståelse af både perspektiver og udfordringer for en bredere gruppe af psykedelika, der synes at følge samme udvikling, dog med en vis forsinkelse.

Netop det historiske perspektiv på ketaminforskningen, er emnet for Veraart mfl.’s artikel “Ketamine-assisted psychotherapies for mental disorders: a historical overview and systematic review.” (2026). Det følgende vil være en gennemgang af hovedkonklusionerne i denne.

Ketamin har allerede i en længere årrække været benyttet med stor succes som et bedøvende og smertestillende middel til operationer, og det er afgørende at understrege, at det ikke er denne brug, der her undersøges eller anfægtes. Derimod er genstanden for undersøgelsen kombinationen af ketamin og psykoterapi (over en bred kam af variationer benævnt ketamin-assisteret psykoterapi – herefter KAP). Og for at være helt præcis, så har forfatterne undersøgt, hvad 64 forskningsartikler baseret på 72 studier fra perioden mellem 1973 og 2025 har at sige om effektiviteten og sikkerheden af KAP.

Lovende observationer…

Hvis vi til en start tager de positive briller på, kan man trække følgende tre hovedpointer ud af forfatternes metastudie af forskningen omkring KAP:

Det tyder på, at ketamin kombineret med psykoterapi kan være en hurtig, effektiv og sikker behandling af ellers behandlingsresistent depression og andre psykiatriske lidelser.
Flere studier indikerer en positiv korrelation mellem terapeutiske resultater og både antallet af ketamindoseringer og størrelsen af dosis i forbindelse med behandling med KAP. Sidstnævnte betyder, at det antageligvis er mere effektivt med psykedelisk (højdosis) end psykolytisk (lavdosis) behandling.
Der synes at kunne påvises følgende positive effekter af indtag af ketamin: øget åbenhed, styrket engagement i behandling, genkaldelse af traumatiske oplevelser (med nedsat aktivering af forsvarsmekanismer) og transformerende oplevelser.

… uden tydelige konklusioner

Som brugen ovenfor af “tyder på”, “indikerer” og “antages” understreger, er det dog sparsomt, hvad man med god ret kan tage med sig af definitive konklusioner fra de seneste godt 50 års specialiserede forskning i KAP. Dette primært af følgende grunde:

En høj grad af forskellighed. Eller som forfatterne anfører: “(…) the treatment designs of the included studies reflect historical developments in psychological care more than they seem to direct towards a clearly defined or promising psychological framework for the combination with ketamine treatment.” Sagt med andre ord: Forskningsfeltet fremstår udpræget som et antal enkeltstudier med egne historisk farvede agendaer – ikke et homogent felt med retning, samarbejde og løbende konsolidering af resultater.

Lav metodologisk kvalitet. Dette har typisk forskellige uheldige konsekvenser – i nærværende kontekst f.eks. 1) at positive resultater – pga. manglende kontrolgrupper – risikerer at blive overbetonet og 2) at det bliver uklart, om det er ketamin eller psykoterapi, der er den effektive, virkende ingrediens og yderligere, om de to blot supplerer (additiv effekt) hinanden eller gensidigt forstærker (synergistisk effekt) hinanden. Det sidste vender jeg tilbage til.

Objektivitetsproblemer. I visse tilfælde var de terapeutiske metoder, hvis effektivitet og sikkerhed i kombination med ketamin man søgte at undersøge, udviklet af de selvsamme forskere, der var ansvarlige for forsøget. Dette kan i sagens natur potentielt føre til uhensigtsmæssig bias.

Begrænset mulighed for generalisering. Der er tale om studier af begrænset omfang mht. antal deltagere, hvilket gør det meget svært at generalisere og/eller fremskrive til større grupper endsige befolkningsniveau.

Og hvad kan vi så lære af det?

Den endelige konsekvens af de ovenstående udfordringer er, at der ikke kan siges at være etableret en konsensus om den optimale behandlingsmetode for KAP.

Samme potentielle udfordring bør man være opmærksom på i forskningen i de klassiske psykedelika. Det er derfor af største vigtighed, at metodisk og videnskabelig stringens prioriteres, samt anbefalelsesværdigt, at man opstiller forsøg, der ikke udelukkende søger at påvise effekt og sikkerhed i klinisk kontekst. Man bør også undersøge bredere brug i samfundet og søge at fastslå såkaldt best practice i forhold til både den terapeutiske komponent af PAT (psykedelika-assisteret psykoterapi), doseringen og kombinationen af disse.

Afslutningsvis vil jeg gerne vende tilbage til et forhold, jeg nævnte tidligere. Der kan være forskel på det, man kalder henholdsvis additive og synergistiske effekter – altså om to komponenters kombinerede effekter kan siges blot at supplere eller ligefrem gensidigt forstærker hinandens individuelle effekter. Der findes dog også den logiske mulighed, at hele eller hovedparten af effekten skal tilskrives kun én af de to komponenter. Som det fremhæves i artiklen, er der netop nogle forskere, der hælder til, at det primært er ketamin, der er årsag til de kliniske forbedringer, der kan observeres i forbindelse med KAP.

Dette åbner i yderste potens op for en diskussion, der også er relevant for de klassiske psykedelika, nemlig, om muligheden for at udvikle en sikker behandlingsform, der sparer den omkostningstunge terapikomponent væk, men fastholder samme høje effekt. Den “ekstreme” (men oplevelsesmæssigt blide) pol af dette, er udviklingen af de såkaldte ikke-hallucinogene psykoplastogener (også kaldet tripfri psykedelika). Her sigter man på at isolere de neuroplastiske effekter fra de oplevelsesmæssige, med det formål at udvikle et psykofarmakologisk produkt.

Dette produkt kan – lidt populært fremstillet – tages lige så uproblematisk som en hovedpinepille, uden sensorisk og bevidsthedsmæssig påvirkning eller behov for løbende integrativ støtte fra professionelt sundhedspersonale. Dette arbejde er endnu på udviklingsstadiet og ikke testet på mennesker, hvorfor man ikke kan sige noget substantielt om en eventuel effekt.

Vil du vide mere?

Du kan læse artiklen i sin fulde længde her: Ketamine-assisted psychotherapies for mental disorders: A historical overview and systematic review

Hvis du er interesseret i at dykke dybere ned i de etiske aspekter af psykedelika-forskningen, kan vi desuden anbefale nedenstående to artikler. Den første beskæftiger sig med spørgsmålet om hvorvidt forskningen (her i psilocybin) er langt nok fremme i forhold til den faktiske brug af psykedeliske substanser i samfundet i dag

Den anden handler om hvorvidt en snæver medikaliserende tilgang til psykedelika ikke risikerer at underminere den potentielt effektive og sikre applikation, den i første omgang forsøger at afdække.

https://www.researchgate.net/publication/397314785_Psilocybin_Outside_the_Clinic_Public_Health_Challenges_of_Increasing_Publicity_Accessibility_and_Use

https://www.researchgate.net/publication/393600384_Psychedelics_Beyond_Medicine_Treatment_Enhancement_Hype_Consent_and_the_Limits_of_Medicalization

Blev du derimod fanget af spørgsmålet om, hvilken rolle – om nogen – de oplevelsesmæssige dele af behandlingen med psykedelika spiller, kan du med fordel læse nedenstående artikel, der omhandler, hvilke konsekvenser en mulig introduktion af ikke-hallucinogene psykoplastogener vil have for både behandlingssystem og menneskesyn.

https://link.springer.com/article/10.1057/s41292-025-00377-y

Indlægget Hvad vi kan lære af 50 års ketaminforskning blev først udgivet på Center for Psykedelisk Dannelse.

Kan forskning i og regulering af psilocybin følge med den faktiske brug og tilgængelighed?

Jonas Thy Østengaard — Sat, 14 Feb 2026 22:03:28 +0000

Med udgangspunkt i data for den aktuelle udbredelse af psilocybin i USA og med et blik til processen omkring legalisering af cannabis, stiller forfatterne til artiklen “Psilocybin Outside the Clinic Public Health Challenges of Increasing Publicity, Accessibility, and Use” (Hutchison mfl. 2025) et meget centralt spørgsmål.

De spørger, hvorvidt psilocybinforskningen i den nuværende form og de tilhørende regulative mekanismer (eller manglen på samme) kan siges at matche både omfanget af den faktiske brug af psilocybin, der er fulgt i kølvandet på interessen skabt af den såkaldte psykedeliske renæssance, samt den relativt set høje tilgængelighed af dette stof for den brede befolkning trods dets manglende status som lægemiddel.

“Houston, vi har et problem”

Forfatternes eget svar er et klart nej og de sammenfatter en række sundhedsfaglige anbefalinger på baggrund af deres bekymringer. Konklusionen er, at der eksisterer et markant videnstomrum, der bør adresseres.

De eksisterende kliniske data er alt for specialiserede (læs: snævre) – når det kommer til set og setting – til at kunne agere ledetråd for en bred politik og regulering på området til gavn for befolkningen generelt. Vigtigt i denne sammenhæng er det at nævne deres understregning af følgende punkter:

Behovet for at udvide forskningsfeltet fra primært at fokusere på kontrollerede forsøg for at påvise effektivitet, til også at undersøge konkret brug og effekt i den så at sige “virkelige verden”, hvor meget få ting er kontrollerede, og hvor set og setting potentielt kan dække alle variationer af mennesket og dets miljø.
Behovet for offentlig oplysning om emnet, så mængden af fordomme, fejltolkninger og misforståelser mindskes.
Behovet for tilgængelige potenstests, så de betydelige variationer i ikke-syntetiserede psilocybinkilder kan blotlægges for at undgå utilsigtet over-dosering.
Behovet for aldersspecifikke risikovurderinger, så man ikke forfalder til en one-size-fits-all model, hvis – hvilket alt tyder på – psilocybins risikoprofil bør anskues relativt til alder.

“Ulven kommer!”

At dette lyder fornuftigt, vil mange nok være enige i. Men er problemet virkelig så omfangsrigt og disse behov så kritiske? Eller er vi vidne til et “Ulven kommer!” uden reel substans? Det må man som udgangspunkt selv vurdere. Men når man betænker følgende forhold, der belyses i artiklen, synes en eller anden form for intervention i forhold til status quo uundgåelig:

Syv millioner amerikanere meldte for nylig om psilocybin-brug de seneste 12 måneder.
En antageligvis stor andel af disse mennesker ville typisk blive screenet fra de kliniske forsøg pga. andre diagnoser eller fortidige forhold (f.eks. misbrugshistorik). Den faktiske effekt på og mulige risiko for disse mennesker, er dermed ukendt.
Endnu andre (eller de samme i øvrigt) indtager psilocybin i kombination med andre stoffer som f.eks. cannabis eller større mængder alkohol. Kombinationer der af gode grunde ikke har været prioriterede i klassiske kliniske forsøg.
Antallet af opringninger relateret til psilocybin-indtag foretaget til giftlinjer er næsten fordoblet i ti-året mellem 2014 og 2024. Man står altså med et reelt problem, ikke blot med en teoretisk risiko.
Der er målt op til 20-dobbelt varians i psilocybinpotens – hvortil man kan lægge inkonsistente niveauer af sekundære tryptaminer, der også findes i psilocybinsvampe (modsat i de syntetiserede varianter) og hvis reelle effekter ikke er entydigt kortlagt.

Cannabis-perspektivet

Jeg nævnte indledningsvis, at artiklens forfattere trækker tråde til legaliseringsprocesser omkring Cannabis i udvalgte amerikanske stater. En direkte sammenligning er naturligvis ikke mulig, men – anfører de – med en tidsforskydelse på ca. 15 år, ligner felternes udvikling tilnærmelsesvis hinanden. Hvis man derfor fremskriver tendenser, er tesen, at de fleste amerikanske stater vil legalisere psykedelika i løbet af de næste 8 til 12 år. Dette er en hypotese, men det er alt andet lige med til at sætte de ovenfor nævnte anbefalinger i perspektiv og på det nærmeste angive en deadline for løsninger på problemstillingerne, hvis vi som samfund ønsker at være proaktive i forhold til at undgå at spille hasard med den generelle folkesundhed.

Vil du vide mere?

Hvis du finder ovenstående interessant, kan du med fordel supplere med en læsning af artiklen “Psychedelics beyond medicine: Treatment, enhancement, hype, consent, and the limits of medicalization” af Caraccio mfl. (2025), hvor der præsenteres en række etisk funderede anbefalinger til den videre forskning ud fra perspektiveret, at en snæver medikaliserende tilgang til psykedelika, der undlader at tage den mindre homogene omgang med psykedelika i rekreativ og rituel sammenhæng alvorlig, kan vise sig ufrugtbar og i værste fald fatal.

Du kan læse begge artikler i deres fulde længde her:

“Psilocybin Outside the Clinic: Public Health Challenges of Increasing Publicity, Accessibility, and Use”

“Psychedelics Beyond Medicine: Treatment, Enhancement, Hype, Consent, and the Limits of Medicalization”

Du kan desuden læse mere om spændingen mellem på den ene side en tilgang, der anskuer psykedelika primært som medicin og en bredere samfundsmæssig forståelse i Kevin Mikkelsens essay “Mellem sunde mennesker og syge miljøer – psykedelisk brug i en verden, der betyder noget” fra Cepdas antologi Et psykedelisk Danmark.

Indlægget Kan forskning i og regulering af psilocybin følge med den faktiske brug og tilgængelighed? blev først udgivet på Center for Psykedelisk Dannelse.

Historien der ikke ville dø – skandalen om de hemmelige danske forsøg

Gæsteblogger — Mon, 02 Feb 2026 07:00:52 +0000

Af Alex Frank Larsen

Alex Frank Larsen er journalist, forfatter af 20 bøger og TV-producent på 35 TV-dokumentarer med hang til at grave kontroversielle sager frem i lyset. Hædret med en række priser for sin journalistik, herunder Tamilsagen, der førte til Schlüter-regeringens fald. Tildelt Cavling-prisen 1987 ”for hans stædige og vedholdende journalistik omkring behandlingen af patienter, som har fået LSD i medicinsk sammenhæng. Det er komiteens opfattelse, at det førte til lovgivningen i 1986 om erstatning til LSD-ofre”.

Han var dæleme svær at overbevise, denne Stanislav Grof. Verdens førende LSD-terapeut var i København for at bakke op om udgivelsen afdet fjerde bind i sin serie ’Den Indre Rejse’, denne gang med undertitlen ”oplevelser hinsides hjernen”. Derfor havde Borgens Forlag inviteret en række medier til reception i lokalerne på Valbygårdsvej.

Højst overraskende var jeg blevet bedt om at sidde til højbords mellem den tjekkisk-amerikanske psykiater og hans daværende hustru Christina Grof. Jeg var åbenbart udvalgt til at konversere med de to æresgæster. Ja, det lyder godt nok blæret – men der kunne kun være én forklaring: At jeg gennem to år fra 1983 havde skildret lægernes misbrug af LSD på psykiatriske patienter på Frederiksberg Hospital i en lang række artikler i Information og en TV-dokumentar i DR med titlen ’De Sprængte Sind’.

Nogen må have hvisket om mit arbejde til de to Grof ‘er. Men da jeg i få ord skildrede for dem, hvordan lægerne på Frederiksberg efter eget udsagn havde givet LSD til 400 patienter uden psykoterapi, uden forberedelse eller efterbehandling og med tragiske følger i form af uforløste dødsoplevelser, en række selvmord og sågar et drab i direkte forbindelse med LSD-indtagelsen, stirrede Stanislav Grof vantro på mig.

”Really? Are you kidding?” Det var tydeligt, at han ikke troede mig over en dørtærskel.

Læs hele essayet ved at følge linker herunder…

Indlægget Historien der ikke ville dø – skandalen om de hemmelige danske forsøg blev først udgivet på Center for Psykedelisk Dannelse.

Musikkens terapeutiske speciale i forbindelsen til udvidet bevidsthed

Gæsteblogger — Mon, 12 Jan 2026 07:00:31 +0000

Denne artikel er en del af antologien Et Psykedelisk Danmark. Vi har valgt at gøre bogens artikler frit tilgængelige online, fordi vi mener, at viden om psykedelika bør være frit tilgængelig for alle. Det er en del af vores indsats for folkeoplysning, skadesreduktion og en mere nuanceret offentlig samtale. Hvis du ønsker at støtte vores arbejde, kan du blive medlem af Cepda på forbundet.cepda.dk og modtage bogen gratis som e-bog eller købe den trykte udgave af bogen i vores webshop. Du kan også hjælpe ved at dele artiklerne eller bogen med andre – på sociale medier, i netværk eller i dit faglige virke. Tak for din interesse og for at være med til at udbrede viden, nuancer og kritisk refleksion i det psykedeliske felt. Der vil blive udgivet en ny artikel ugentligt, og du kan finde dem samlet som de bliver uploadet her.

Af Catharina Messell

Catharina Messell (hun/hende) er cand.mag. i musikterapi og uddannet GIM-terapeut (Guided Imagery and Music).Siden 2015 har hun været engageret i forsknings- og udviklingsprojekter på danske hospitaler, hvor hun har undersøgt musikterapi som en non-farmakologisk intervention til at regulere smerte, angst og stress hos både patienter og personale. Catharina arbejder nu på Rigshospitalet, hvor hun er psykedelisk terapeut og forsker i musikkens terapeutiske rolle før, under og efter psilocybin-behandling.

Musik har for mig altid fungeret som en dør, jeg kunne gå ind ad for at forbinde mig dybere og mere autentisk både til mig selv og til verden omkring mig – en tilstand, hvor jeg kunne efterlade den kritiserende, vurderende observation af mig selv udenfor døren. Måske skyldes det musikkens evne til at smyge sig udenom de mentale konstruktioner, vi lærer at se verden igennem, at den kan invitere os på opdagelse i en mere ren oplevelse af bare at være nærværende til stede her og nu. I denne tilstand kan det være nemmere at finde nysgerrigheden, legen, kraften, kreativiteten og følelsen af at være et helt og levende menneske.

Jeg har altid været draget og fascineret af det potentiale, som synes mere tilgængeligt i de her særlige, tidløse tilstande, hvor den snævre hverdagsbevidsthed viger for en mere udvidet form for bevidsthed. Måske er det den gnist, som har antændt min nysgerrighed på at kultivere en stadig dybere og mere nuanceret forståelse af, hvordan musikken kan hjælpe os til at åbne for og understøtte de tilstande. For hvad er det ved musikkens særlige poetiske sprog, som ofte rammer os så direkte og kalder de store følelser frem? Hvad er det ved musikkens væsen, som gør, at vi pludselig føler os genkendt som dem, vi virkelig er? At vi, i musikkens forførende favn, føler os sprudlende levende og som en del af en sammenhæng, som er større end os.

Indlægget Musikkens terapeutiske speciale i forbindelsen til udvidet bevidsthed blev først udgivet på Center for Psykedelisk Dannelse.

Dyr på psykedelika

Gæsteblogger — Mon, 22 Dec 2025 07:00:53 +0000

Af Anna Ulstein Odland

Anna Ulstein Odland (hun/hende) er farmaceut og har forsket i, hvordan psykedeliske stoffer påvirker adfærd hos mus. Anna arbejdede i løbet af sin ph.d. med at finde tests for mus, som kunne afspejle de effekter af psykedeliske stoffer, som ses hos mennesker. Formålet var at udvikle værktøjer til at finde nye psykedeliske lægemidler. Hendes arbejde har styrket vores forståelse af, hvordan psykedelika påvirker dyreadfærd, og sætter os på sporet mod bedre brug af dyr i den psykedeliske forskning.

Dyreforsøg er et sjældnere diskuteret emne i debatten om psykedeliske stoffer. Oftere ligger fokus på kliniske studier, psykologien, antropologien og politikken hvad angår psykedelika. Dyreforsøg med psykedeliske stoffer er dog et vigtigt skridt på vejen mod psykedeliske lægemidler i vores samfund.

Nutidens kliniske studier arbejder primært med psilocybin, mens der også er undersøgelser af LSD, DMT og meskalin. Udvikling af nye psykedelika åbner for potentielt endnu bedre effekt, lettere håndtering eller en anden risikoprofil end de eksisterende psykedelika. For eksempel besværliggør den lange virkningsvarighed af LSD og meskalin de praktiske omstændigheder omkring psykedelika-assisteret psykoterapi, mens DMT har utrolig kort varighed. Psilocybin kan derimod have en teoretisk risiko for at give bivirkninger i hjertet ved kronisk brug, da den aktive form af stoffet aktiverer serotonin 2B-receptorer.¹

Udvikling af nye stoffer, som kan patenteres, muliggør også større investering i kliniske studier, som skal til for at markedsføre et lægemiddel. Disse faktorer har affødt stiftelsen af lægemiddelfirmaer, som forsker i at finde nye psykedeliske lægemidler. Når forskerne skal udvælge, hvilket stof der skal gå videre til kostbare og tidskrævende kliniske studier, er dyreforsøg uundværlige til at indikere, hvilket stof det er bedst at satse på.

Læs hele essayet ved at følge linket herunder.

Indlægget Dyr på psykedelika blev først udgivet på Center for Psykedelisk Dannelse.

Risiko for bias i klinisk psykedelisk forskning

Gæsteblogger — Mon, 15 Dec 2025 07:02:32 +0000

Af Oliver Rumle Hovmand

Oliver Rumle Hovmand (ham/han) er uddannet læge. For tiden er han ph.d.-studerende ved Psykiatrien Syd, Region Sjælland og Psykiatrisk Forskningsenhed i Region Sjælland. Han er forfatter til bogen Psykedelisk medicin – en introduktion til medicinsk brug af psykedelika.

Den psykedeliske renæssance gør det til en spændende tid i psykologien og psykiatrien. Næsten hver måned kommer der nye spændende forskningsresultater, hvor man undersøger psykedelisk medicin som en mulig behandling af alvorlige psykiatriske lidelser som alkoholafhængigheds-syndrom,¹ OCD,² samt angst- og depressionssymptomer i relation til alvorlig sygdom samt regelret klinisk depression,^{3,4,5,6,7,8,9} og til at hjælpe rygere med at stoppe.¹⁰

Broderparten af disse enkeltstudier tyder på, at klinisk brug af psykedelika kan være et element i behandlingen af disse tilstande i fremtiden, og det samme gør allerede foretagne systematiske reviews og meta-analyser af den eksisterende litteratur.^{11,12,13,14,15,16,17,18}

Randomiserede kliniske forsøg (RCT-studier) er at betragte som guldstandarden inden for evidensbaseret medicin. I disse fordeler man forsøgsdeltagere ved lodtrækning i to eller flere grupper, hvor der gives forskellige former for behandling. I en af grupperne gives der som regelingen aktiv behandling, men typisk et inaktivt placebostof som f.eks. en kalktablet.

Der findes forskellige variationer over RCT-studier. Ved enkelt-blindede forsøg ved forsøgsdeltageren ikke, hvilken gruppe denne er blevet fordelt til (om denne får aktiv eller inaktiv behandling), ved dobbelt-blindede forsøg ved forskerne heller ikke, hvilken gruppe for-søgsdeltageren er fordelt til, og ved triple-blindede forsøg ved hverken deltager, forsker eller statistikeren, der til slut regner på forsøgets data, hvilken gruppe patienten er i.

Læs hele essayet ved at følge linket herunder…

Indlægget Risiko for bias i klinisk psykedelisk forskning blev først udgivet på Center for Psykedelisk Dannelse.

Nutid, fortid, fremtid: socialvidenskabelige perspektiver på den psykedeliske renæssance

Gæsteblogger — Mon, 08 Dec 2025 07:00:16 +0000

af Margit Anne Petersen
& Oskar Enghof

Margit Anne Petersen (hun/hende)
Margit er lektor på Center for Rusmiddelforskning og leder projektet ”Den psykedeliske renæssance”. Hun har en baggrund i antropologi, og hendes forskning fokuserer på ”the intoxicated self” ved at undersøge, hvordan unge mennesker bruger substanser til at ændre, udvikle eller opdage, hvem de er eller vil være.

Oskar Enghoff (han/ham)
Oskar er sociolog og adjunkt på Center for Rusmiddelforskning. Hans forskning fokuserer på, hvordan mennesker og fællesskaber bruger digitale teknologier i sammenhæng med ulovlige psykoaktive substanser, og på brugen af digitale forskningsmetoder i socialvidenskabelig forskning.

Vi befinder os i en tid, der ofte beskrives som ”den psykedeliske renæssance” på grund af den fornyede videnskabelige og populærkulturelle interesse for psykedelika. Mange forudsiger, at psykedelika kommer til at spille en større og større rolle i Danmark såvel som i resten af verden. Men det er enormt svært at forudsige, præcis hvad der kommer til at ske, da der er mange vidt forskellige kræfter på spil på det psykedeliske område. Faktisk består det psykedeliske område af et væld af forskellige sammenhænge, hvor psykedelika spiller en rolle i samspil med andre elementer såsom venskab, musik, raves, kultur, natur, spiritualitet, ceremonier, psykoterapi, selvmedicinering, selvoptimering eller selvdestruktiv adfærd.

Psykedelika har forskellige roller og betydninger i alle disse sammenhænge, hvilket afspejler sig i hele tilgangen til, hvad psykedelika kan, skal og er – psykiatrisk medicin, farlig narkotika, hellig plante, profitabel vare, sjovt rusmiddel, redskab til selvhjælp eller noget helt syvende. Det, man ofte samler under betegnelser såsom det psykedeliske ’område’, ’miljø’ eller ’felt’, dækker altså over adskillige forskellige (og ofte modstridende) opfattelser, dagsordener og behov, som løbende udvikles og forhandles blandt interesseorganisationer, forskere, offentligeinstitutioner, folk, der bruger psykedelika, og mange andre aktører.

I en tid hvor bevidstheden om og brugen af psykedelika spreder sig med rekordfart, bliver det derfor vigtigt at spørge: Hvem definerer den psykedeliske renæssance, og hvordan påvirker den alle de forskellige mennesker, der kommer i kontakt med den?

Læs resten af artiklen ved at følge linket herunder…

Indlægget Nutid, fortid, fremtid: socialvidenskabelige perspektiver på den psykedeliske renæssance blev først udgivet på Center for Psykedelisk Dannelse.

Bliver vi bedre mennesker af psykedelika? Psilocybin og prosocialitet.

Gæsteblogger — Mon, 03 Nov 2025 07:00:15 +0000

Af Victor Lange

Victor Lange (han/ham) er ph.d.-studerende på Københavns Universitet, på Sektion for Filosofi og Institut for Neuroscience. Hans forskning omhandler primært meditation, mindfulness og depression. Derudover er han redaktør og meditationsunderviser på platformen Regnfang. Han udgav digtsamlingen ”jeg har hørt at du lever videre” på forlaget Vild Maskine i maj 2023. Hans forskningsmæssige interesse i psykedelika angår hovedsagligt moralpsykologiske effekter.

Spoler vi tiden tilbage til 1960’ernes USA, så var det helt tydeligt, at Richard Nixon ikke var glad for psykedelika. Han mente, at denne stofgruppe korrumperede ungdommen. Det var i høj grad et spørgsmål om moralsk fordærv: Unge mennesker blev mindre pålidelige, mindre arbejdsomme og i højere grad uanstændige borgere efter brug af psykedelika. De kunne simpelthen ikke varetage deres moralske forpligtelser. Spurgte man modsat de mennesker, der dengang anvendte psykedelika, var svaret nok fuldstændig anderledes. De store grupper af unge mennesker, der i 60’erne samlede sig under budskaber om fred og samhørighed, så i høj grad psykedelika som et led i en større samfundsforandring. De ville formentlig påpege, at anvendelse af psykedelika kunne give afgørende moralske indsigter – indsigter som uretfærdigheden vedkrig og den dybe samhørighed og forbindelse, vi har til vores medmennesker.¹

I dag er vi næppe nået videre fra denne uenighed. Jeg har i hvertfald selv den fornemmelse, at holdningerne er meget delte, når vi stiller spørgsmålet: Bliver vi moralsk bedre mennesker af at anvende psykedelika? Mit skud ville være, at en stor gruppe af mennesker i Danmark ville svare klart ’nej’ – måske i særdeleshed dem, der ikke selv er brugere. Omvendt tror jeg også, at en stor gruppe ville svare ’ja’ – måske i særdeleshed dem, der selv er brugere.

I nærværende tekst skal vi netop kigge på relationen mellem psykedelika og vores moralske karakter.

Læs hele artiklen ved at følge linket herunder…

Indlægget Bliver vi bedre mennesker af psykedelika? Psilocybin og prosocialitet. blev først udgivet på Center for Psykedelisk Dannelse.

Tripfri tilstande

Gæsteblogger — Mon, 29 Sep 2025 06:00:25 +0000

Af Anders Haubart Madsen

Psykedelika er spået til at skabe et nyt paradigme for psykiatrien. Men i så fald bliver det for de få, de rige, de modige – og dem med de rigtige diagnoser. Hvad med dem, der ikke tåler eller tør trippe? Kan man favne flere, hvis man fjerner stoffernes hallucinogene effekt?

Anders Haubart Madsen (han/ham) er uddannet journalist fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i 2012. Skriver og fortæller i lyd om historie og videnskab med stor interesse for grænser inden for det seksuelle, det spirituelle, og hvad der ellers er svært at forstå rationelt. Har siden 2015 skrevet om det psykedeliske felt for Politiken, Information og senest Weekendavisen.

Sæt dig godt til rette, og tag den her pille. Den kan lindre, den kan helbrede – den kan fjerne ubehaget, angsten, tristessen, stemmerne i hovedet. Pillen indeholder psykedelika med et terapeutisk potentiale. Men den giver dig ikke noget bad trip, den øger ikke dit blodtryk. Du kommer ikke til at få nogen voldsom oplevelse med den her nyepille; ingen forvrængede sanser, intet nyt verdensbillede eller et pludseligt møde med en ny udgave af dig selv. Bare rolig. Effekten er mere subtil.

Du kommer ikke til at lugte en lyd, se geometriske mønstre eller svævende skyer bag dine øjenlåg. Du kommer godt nok heller ikke til at mærke kærlighed som en sitrende varme i dit bryst, føle dig forbundet med en bregne eller en bi. Men det skal du være glad for. For så er derheller ikke risiko for, at du kommer til at opleve din egen død; at du forsvinder, møder mørket, tomheden, lyset. Der kommer ingen konfrontationer med dæmoner, rumvæsener – eller en imaginær ild, der brænder din hud af, det kan du være næsten sikker på. Du vil ikke føle, at du er ved at blive skør, for den her pille er ufarlig. Men den er stadig yderst potent.

Velkommen til psykedelisk medicin, der ikke får dig til at trippe – psykedelika uden hallucinationer, men som alligevel kan have en positiv effekt på en lang række psykiske lidelser.

Indlægget Tripfri tilstande blev først udgivet på Center for Psykedelisk Dannelse.

Fremtidens psykedeliske stoffer – den psykedeliske drug-development pipeline

Gæsteblogger — Mon, 22 Sep 2025 20:37:19 +0000

Af Emil Märcher

Emil Märcher-Rørsted, ph.d. (ham/han), er psykedelisk entreprenør og medicinalkemiker, uddannet ved Københavns Universitet. Emil er medstifter af det danske biotekselskab Lophora ApS, som blev dannet i 2018 med ambitioner om at kommercialisere en nyopdaget stofklasse af psykedelika til behandling af CNS-lidelser. Emil er tilknyttet Københavns Universitet som gæsteforsker ved Institut for Lægemiddeldesign og Farmakologi og besidder desuden en stilling som Sr. Research Scientist hos den naturstof-inspirerede biotechstart-up, Pangea Botanica.

PSYKEDELISKE STOFFER – ET RETNINGSSKIFT

Igennem de seneste 10 år er den offentlige holdning til værdien af psykedeliske stoffer skiftet betragteligt. Hvor psykedeliske stoffer tidligere blev anset som havende et potentiale for misbrug med stor risiko for at føre til psykoser og skizofreni, bliver de nu, både i den videnskabelige og iden offentlige diskurs, hyldet som en glitrende ny vej for centralnervesystemslidelser ifm. behandling og lindring af psykiske sygdomme som depression, angst og afhængighed.

60’ernes lempelige brug af LSD er blevet fordøjet og integreret i den kollektive bevidsthed og holdes nu ud i strakt arm som et traumatisk eksempel på, hvad der kan ske, hvis man undervurderer karakteren af sådanne stoffer, eller hvis man ikke behandler disse værktøjer med den respekt, de fortjener som virksomme og potente lægemidler til behandling af lidelser i centralnervesystemet (CNS).

Den nye positive opmærksomhed omkring disse ejendommelige, naturlige og syntetiske molekyler har ført til en decideret opblomstring af den psykedeliske forskning i akademisk regi og, som afledt af samme, en imponerende interesse for kommercialisering af disse stoffer.

Dette har skabt et helt nyt syn på psykedelika i samfundet, og det føles i den grad, som om vi står foran et enormt paradigmeskift med hensyn til integrering af psykedelisk terapi som et anerkendt og værdsat værktøj inden for almen psykiatri – men hvad kan vi forvente os af den kommercielle og akademiske interesse for at udvikle nye stoffer med psykedeliske virkninger? Hvilke strukturelle Frankensteins og modificerede psykedeliske kimærer kan vi vente os kliniske data for i løbet af de kommende årtier, og hvordan kommer fremtidens psykedeliske stoffer mon til at se ud?

Læs hele artiklen ved at følge linket herunder.

Indlægget Fremtidens psykedeliske stoffer – den psykedeliske drug-development pipeline blev først udgivet på Center for Psykedelisk Dannelse.