Konference Arkiv - Center for Psykedelisk Dannelse

Åbn dine øjne og bryd konventionerne på Breaking Convention

Kevin Mikkelsen — Sat, 12 Jul 2025 10:29:46 +0000

Jeg føler mig lille. Der, hvor solen og Atlanterhavets kraftfulde bølger rammer de mægtige klippesider. Klippesider, formet gennem tusinder, millioner, milliarder af år, fylder mig med betagelse og ydmyghed – og en følelse af at være en del af noget stort. Der, hvor grænserne bliver tydelige, hvor verden formes og forsvinder.

Jeg har besluttet mig for at tage på en vandretur på Cornwalls kyst, inden jeg sætter kursen mod Europas største og længstkørende psykedeliske konference, Breaking Convention. Det er lidt af en drengedrøm, der går i opfyldelse. Siden jeg begyndte min aktivisme i det psykedeliske felt, har jeg gerne villet deltage på netop denne konference, som har forekommet mig at være den mest psykedeliske af dem alle. Uforudsigelig, multifaceteret, samlende og perspektivændrende.

Det er vandreture også altid. Det er umuligt helt at vide, hvad man bevæger sig ud i. Hvordan er vejret? Højdemeterne? Er der andre mennesker? Som jeg falder i snak med? Hvor mon jeg skal sove? Hvilke temaer der mon dukker op i mit sind? Hvilke udfordringer jeg mon møder? Og så er det ellers bare at sætte det ene ben foran det andet.

Et sted for magi og alternative tanker

Med samme uvished og eventyrlyst bevægede jeg mig ind på Exeter Universitets campus. Området traverseres til daglig af psykedeliske forskere som Peter Sjøstedt-Hughes, Celia Morgan, Andy Letcher, Leor Roseman og Christine Hauskeller. De har etableret den første europæiske kandidatuddannelse i psykedelika ‘Psychedelics: Mind, Medicine and Culture” og på den måde positioneret sig som den måske mest avantgarde forskningsinstitution på kontinentet. Nærmest simultant er der også blevet etableret en kandidatuddannelse i magi og esoterika, og på den måde føles det som om den psykedeliske genopblomstring har fundet sit naturlige hjem her.

Med reklamer for retreat-steder spredt ud over bordene og boderne, en interdisciplinær forskningsgruppe, magi, fællessang og svampeskulpturer minder Exeter-viben til forveksling om noget der kunne have foregået på Harvard i 60erne (og hvem ville ikke gerne have været en del af det?).

En konference for de mange og de indviede

Konferencen har 1400 deltagere (heraf 6 danskere!), mere end 200 oplæg, er multidisciplinær, baseret på frivilligt arbejde og udelukkende finansieret af billetindtægter – altså ingen industrisponsorer, hvilket er en sjældenhed i disse tider. Græsrodsstemningen giver sig også til udtryk i billetpriserne. En billet til de 3 dage koster 2700 kr. og inkluderer både efterfest, filmvisninger, aftenunderholdning, workshops, kunstudstilling, VR-oplevelser, mødesessioner, markedsplads med boder og infostande. På den måde er det præcist så overvældende psykedelisk, som jeg havde håbet på (og mere til).

Konferencen bliver åbnet med et par ord fra hver af arrangørerne, og her bliver der allerede lagt grundtonerne til et stykke bevidsthedsudvidende symfoni, måske bedst eksemplificeret ved Hattie Wells’ ord:

“Måske har vi kanaliseret vores kreativitet og sjov ned ad en vej, som handler mere om at mase os igennem regulatoriske loops, end det handler om patientsikkerhed og menneskelig trivsel. Psykedelika er ikke kun medicin, men kultur, spiritualitet, fællesskab og oprindelige folk. Og hvad er individuel heling uden fællesskabets heling? Breaking Convention blev født af fællesskabet til fællesskabet. Lad os ikke glemme alt det sjove.”

Den første på scenen er Mac MacCartney med en betagende personlig fortælling om en psykedelisk oplevelse i naturen. Jeg vender mig mod min sidemakker, en ældre skotsk herre, som sidder med tårer ned ad kinderne. Hans engelsk er meget langt fra mit, så vi mødes i tårerne i stedet.

Den næste på scenen er Kat Harrison, som har været gift med Terence McKenna, det måske største ikon i den vestlige psykedeliske kulturkanon. Harrison er etnobotaniker, og taler om den strøm af visdom, som bevæger sig i naturen, og som vi mennesker kan tappe ind i, bl.a. ved hjælp af psykedelika. Selvom der ikke er et spor specifikt dedikeret til psykedelika og naturen på konferencen, fylder naturen i mange af talerne – det samme gør spiritualitet.

Jeg tolker valget af disse talere som de første, som et budskab fra arrangørerne om essensen af personlige oplevelser, erfaring, natur, psykedelisk historie, historiefortælling og kultur.

Konventionerne, der blev brudt

Det er tydeligt, at konferencen er til og fra dem in the know, og dem der ikke i forvejen er det, er det helt sikkert, når konferencen er overstået. Jeg hører ikke en eneste gang fra scenen at psykedelika ikke er afhængighedsskabende, at der er en iboende godsindet ånd i psykedelika som vil redde verden eller kommunikerer igennem stofferne, at de er fysisk ufarlige, at det er den mystiske oplevelse, der giver den terapeutiske effekt, eller at folk med skizofreni etc. skal holde sig fra dem. Jeg oplever heller ingen snak om, hvorvidt integrationsterapi er en nødvendig del af psykedelika-assisteret terapi (PAT), eller om vi skal opfinde “nye og mere effektive” psykedelika – måske endda uden den psykedeliske effekt.

Lidt sjovt, taget i betragtning at disse emner nærmest er alt der bliver talt om i den psykedeliske industri. Her handler det mest om, hvad man kan fjerne, hvad der kan gøres billigere, mere effektivt. Som om det var det eneste mål med hele den menneskelige eksistens. Samtalen bliver i mainstream pakket ind i sprog om diagnoser, behandling, terapi, medicin, (“hjerne”)sygdom, traumer, kliniske forsøg, farmakologi, neurovidenskab og receptorer. I den kliniske samtale er vi desværre alenlangt fra at tilføje natur, fællesskab, ceremoni, sted, ligeværd, inklusion, demokratisk udvikling og oprindelig folks indsigter til den samtale.

Men Breaking Convention bryder med den dominerende biomedicinske epistemologi fra starten. Konferencen er et sted hvor dogmer om psykedelika bliver udforsket og udfordret, eller blot forblive usagte, fordi alle kender dem.

Måske mest tydeligt er det på anden aften, hvor okkultist og magiker Julian Wayne faciliterer et panel med titlen “Tales of Transformation”. Her deltager 2 facilitatorer og 4 personer der har været igennem terapeutiske forløb ved de pågældende facilitatorer. Helt særligt er, at den ene person netop havde forsøgt selvmord inden de begyndte terapien og en anden led af skizofreni.

Som min landsmand Adam observerer, tilhører de begge dermed grupper, som ville være udelukket fra den kliniske forskning, og bliver lidt et symbol på, at der her er plads til dem, der ikke længere må være med i den moderne æra af forskning og medikalisering. På den måde er panelet et mikrokosmos for hele konferencen som på sin vis er den sidste bastion i et felt, hvor den psykedeliske industri i større og større grad både juridisk, epistemisk og strukturelt regulerer, hvem der må få adgang til hvad på hvilken måde.

Uskylden forsvinder, når ærligheden vinder

Noget af det mest fantastiske ved vandreture er, at jeg aldrig rigtig ved, hvad jeg begiver mig ud i. Nogle gange er det som en charterferie. Andre gange en decideret ekstremsport. Jeg havde set frem til en tur ud i det smukke landskab, at nyde solnedgange over Atlanterhavet, en endnu ukendt flora, dyremøder og fuglefløjt. Jeg blev mødt af hård vind, silende regn, våde klipper, tordenvejr, lav, tornet vegetation og uendelige højdemeter. Et ubarmhjertigt land, uforudsigelighed, nuancer, energi og kompleksitet – og stadig en uendelig skønhed.

På konferencen er der hele tiden 9 forskellige spor at vælge mellem (4 foredrag, 2 ‘meeting sessions’, 2 workshops og biograf), og jeg føler mig hele tiden konfronteret med at skulle tage ejerskab over mit valg af set og setting. På tredjedagen er der et spor der hedder “The dark side of psychedelic healing” – det er jeg jo nødt til at tage til!

Her hører jeg bl.a. Adam Aronovic, som har den efterhånden sagnomspundne Instagram-profil @healingfromhealing, hvor han kaster et kulturkritisk blik på hele wellness- og healing-industrien. Adams præsentation tager udgangspunkt i det, han betegner som den “kulturelle suppe”, vores brug af psykedelika er indlejret i. Med “kulturel suppe” refererer han til de memes, overbevisninger, klichéer, teorier og forklaringsmodeller, som rammesætter og påvirker vores forståelse af psykedeliske oplevelser og os selv.

Især satte han lys på markedsføringstendensen omkring monokausale forklaringsmodeller, hvor komplekse problemstillinger bliver gjort til et spørgsmål om en enkelt ting, der skal “fikses”, fx at man er besat af en dæmon, at man har et uforløst traume, eller en parasit i kroppen. Centralt for “healing-kulturen” er, at den altid placerer problemet og løsningen hos individet. Individets besættelse, traume eller parasit. Med et lettere sarkastisk blik retter Aronovic vores opmærksomhed mod, at de problemer, vi har som mennesker, er meget mere komplekse end noget, der kan ændres i det enkelte individ.

En af komponenterne i “suppen” bliver efterfølgende dekonstrueret af antropolog Emily Sinclair, som har lavet antropologisk feltarbejde blandt forskellige oprindelige folk, og analyseret hjemmesider fra vestlige udbydere af ayahuasca-oplevelser. Hun tager fat på myten om “den gode moder ayahuasca”, som altid viser sandheden, og om shamanen som en god person. Sinclair argumenterer, at idéen om ayahuasca som feminin er en nylig vestlig konstruktion som er et produkt af markedsføring. Derudover at ayahuasca traditionelt bruges til alle mulige formål, og at formålene oftest er positive for nogle og negative for andre, fx. i konflikter.

Adam, Emily – og mange andre talere – “zoomede ud” for at give os perspektiv på hvordan psykedelika virker relationelt, socialt og kulturelt, og hvad vi kan lære af at vende blikket mod konteksten og intentionen. I den proces forsvandt den romantiske uskyld, som vi ofte forbinder til psykedelika i samtiden, men i stedet kom noget endnu smukkere frem; virkelighedens kompleksitet, paradokserne, og i mig en velkendt følelse af frihed, der følger med at indse, hvad det er for nogle strukturer, idéer og overbevisninger, jeg er groet fast i, og som begrænser mig. Det skulle jeg mærke endnu mere til om lidt.

*Adam Aronovic bidrog også til Cepda Kongres 2025 – bidraget kan findes i webinar-klubben i Cepdas Online-fællesskab.

Når vi lytter til andre, kan vi høre os selv

Der er altid store overraskelser på vandreture. Vejret, udsigter, horisonter, vidder, mennesker og dyr. Elementer der nærmest kræver mit nærvær, at jeg lytter, at jeg er opmærksom på, hvad der foregår i og omkring mig, her i det ukendte. Jeg stod og beundrede det blågrønne vand, da jeg så de blideste øjne kigge tilbage på mig. Et øjeblik forsvandt jeg i mødet med den fineste sæl, der boltrede sig i de vilde bølger.

Jeg er taget til paneldialog med Wirikuta Preservation Project. Dialogen handler om Huichol-folkets (også kaldet wixáritari) praksis med peyote og beskyttelsen af den. De er nogle af de eneste på jorden, der har en ubrudt, levende tradition med psykedelika, som går flere tusinde år tilbage. Det gør stort indtryk på mig at høre om deres forhold til naturen, og hvordan deres relation til peyote hænger sammen med årstiderne, elementerne, fællesskabet og deres forbindelse til noget større end dem selv. Indtrykket bliver forstærket af at høre, hvordan deres praksis har været under pres siden kolonitiden, op til den dag i dag, hvor især minedrift og agroindustrielle projekter truer deres land. Det er tydeligt, at oversætteren, Santiago Alonso, som også er en en del af projektet, har Mexicos generelle sociopolitiske situation helt inde under huden, og følelserne uden på tøjet, når det kommer til publikums manglende forståelse for, hvordan det mexicanske folk kæmper i dag.

Det rørte mig meget personligt. En af de seneste gange jeg græd over verdenssituationen, var på andet semester af min bachelor, hvor jeg skrev projekt om, hvordan vestlige banker (Goldman Sachs o.a.) og institutioner (Verdensbanken og IMF) har brugt en såkaldt “gældsfælde” til at underlægge sig tredjeverdenslande. Jeg analyserede Mexicos tragiske socioøkonomiske udvikling som case-studie for de destruktive mekanismer ved den vestlige, neoliberale verdensorden.

Paneldialogen er en personlig påmindelse om, hvor langt jeg er kommet fra den vrede og indignation, der startede min aktivisme i det psykedeliske felt, og hvor let det har været at blive suget ind i snakke om terapeutiske metoder, klinisk forskning, forretningsudvikling, politisk strategi, og et meget privilegeret liv, og væk fra den voldsomme politiske virkelighed, som er sandheden for mange mennesker.

Jeg mærker en del af min menneskelighed, som kan forsvinde, når jeg forsvinder i det massive privilegium, mit liv er baseret i. Men selv et privilegeret menneske som jeg, mærker den sociale stratifikation, som vi indfinder os i, som dominerer vores virkelighed, og som præger vores menneskelighed. Også selvom de færreste af os i Danmark forstår det. Den fremmedgjorthed, vi alle mærker (også selvom vi ikke er bevidste om det), er en direkte konsekvens af kapitalismens arbejdsdeling, varegørelsen, professionaliseringen og udnyttelsen af alt – levende som dødt, natur som mennesker.

Denne varegørelse, professionalisering, arbejdsdeling og udnyttelse rammer fattige mennesker og lande disproportionalt negativt.

Oversætter og brobygger, Santiago Alonso, retter opmærksomhed herpå, da han bliver spurgt, hvorvidt udviklingen af syntetiske variationer af meskalin ikke vil hjælpe til at beskytte Huichol-landet. Hans svar hertil er:

“Når I skaber et hvidt marked, skaber I også et sort marked”

Et svar, der bl.a. henviser til en virkelighed, hvor opioid-krisen i USA, som eksperter vurderer udspringer af medicinalindustriens uetiske forretningsmodeller (det hvide marked), har skabt et marked og ledt til endnu større magt og vækst til karteller, som producerer og sælger fentanyl (det sorte marked).

Og som Alonso fortsætter: “Men I mærker det ikke i denne del af verden, for I har ikke vejblokader I skal igennem, når I skal besøge jeres mormor”.

Han spørger også, hvorfor læger skal have mulighed for at give psykedelika til folk som “medicin” mens de indfødte medicinmænd stadig ikke må bære det, og deres land er truet. Samme logik kan man måske overføre til vores kontekst. Hvorfor er det egentlig at klinikere skal have patent på psykedelika, når der er subkulturer og individer, som har gjort brug af dem i mange årtier, som skal kriminaliseres og stigmatiseres?

Wirikuta Preservation Project er ikke de eneste, der snakker om oprindelige folks praksisser, men desværre når jeg ikke alle oplæggene. To af dem, jeg nåede, var af socialantropologen Tehseen Noorani og Maori-heler Jor’el McQueen. McQueen starter oplægget med at bede os lukke øjnene, hvorefter han blæser i en Pūkāea, et traditionelt maorisk træblæseinstrument, og sender en bøn til hans forfædre og det land, han er fra. Så er stemningen ligesom sat.

Tehseen har alle dage været min helt i det psykedeliske felt. Udover at være en virkelig rar og varm person, har han skrevet tekster og stået for initiativer, som har præget mit syn på feltet meget. Vi har bl.a. haft webinar med ham i Cepda, og jeg interviewede ham nogle år tilbage til vores podcast her.

På Breaking Convention snakker han og McQueen om deres samarbejde som ikke-oprindelig forsker og Maori-heler i Aotearoa i New Zealand med udgangspunkt i spørgsmålet “Hvordan kunne og burde psykedelisk terapi i Aotearoa se ud?”. Sammen med lokalmiljøet udvikler de fremgangsmåder for psykedelisk brug, som integrerer Maori forståelser af heling, spiritualitet, fællesskab, visdom og ceremoni med den vestlige biomedicinske tilgang til psykedelika-assisteret terapi (PAT). Et af skridtene på vejen har været en konference med inddragelse og dialog med alle interessenter. De har netop udgivet denne forskningsartikel om projektet. For mig står deres projekt frem som noget helt unikt. I stedet for at udvikle psykedelisk terapi til folk, udvikler de det sammen med dem.

*Vi har i Cepda efterfølgende besluttet os for at donere 3% af vores årlige omsætning til Wirikuta Preservation Project de kommende 3 år.

Kommercialisering, medikalisering og politisering

Generelt står disse perspektiver i skarp kontrast til den kommercialisering og medikalisering, der pt. foregår omkring psykedelika i det meste af Europa og USA. Her bliver politik og praksis i meget lille grad udformet i samarbejde med de miljøer og brugere, der reguleres. Stort set al vidensgenerering løftes af store kapitalinteresser, i en snæver biomedicinsk ramme og mangelfulde godkendelsesprocedurer for lægemidler. Ifølge en nylig rapport vil det globale marked for psykedeliske svampe overstige 22 milliarder kroner i 2031. Ifølge en anden rapport vil hele markedet for psykedeliske stoffer runde 80 milliarder kroner i 2029. Bl.a. danske Novo Holdings har fået øjnene op for dette og ledte i efteråret ‘24 en investeringsrunde på 700 millioner kr. i et psykedelisk selskab.

Repræsentanten fra Huichol-stammen, Rogelio Carrillo, sagde, at de betragtede peyote som en ‘gave’ fra naturen, jorden, livet. Forståelsen af psykedelika som en gave, fik mig til at reflektere over, hvad der mon sker, når vi, som nu, gør det til en vare. I stedet for noget, der er blevet os givet og som vi giver videre, med taknemmelighed og kærlighed, er det nu noget, vi producerer, sælger og køber.

I stedet for en gave, gør vi psykedelika til et produkt. Et produkt der ejes af nogen. Et produkt der patenteres, pakkes ind og sælges.

Carillo bliver spurgt, om en syntetiseret version af peyote/meskalin kan det samme, til hvilket han svarer “det ved jeg ikke, det er jo ikke længere det samme, så jeg har ikke prøvet det”, og det samme var svaret til, om San Pedro kunne være en erstatning. Det er ikke det samme. Mediet er et andet. Formen, jorden, historien, ånden, energien, praksis er noget andet. Ikke det samme.

Kulturanalytikeren Erik Davis (endnu en af mine psykedeliske superhelte) har fået allokeret en time til at snakke om indpakning af psykedelika og især LSD blotter papir, som var temaet for hans seneste bog. Han tager os på en fascinerende rejse gennem indpakningens historie, helt op til i dag, hvor den bærer de mest underfundige løfter. En af pointerne i præsentationen er, at indpakningen også skaber oplevelsen. Indpakningen er en materiel og symbolsk del af oplevelsens set & setting. Fx er det jo en anderledes stemning, der bliver sat, alt efter om man drikker ayahuasca af en slidt cola flaske eller en kop af guld.

Det er ret smukt at se al den kreativitet og sjæl, der er lagt i LSD-kunsten, historien bag de kulturelle symboler, magien og modkulturen, og Davis’ fængende analyse af dem. Der er en vis charme ved tanken om, at indpakning påvirker indholdet af psykedeliske oplevelser. Jeg tror, mange vil genkende, at den måde et stof ser ud, indtages, og er blevet erhvervet i en eller anden grad indvirker på oplevelsen. Det minder mig om en sensitivitet overfor detaljerne, symbolerne og de små ting, vi omgiver os med.

Den charme forsvinder i horisonten, når jeg tænker på den nyeste indpakning: Den indpakning, der er bestemt af en stor medicinalvirksomhed og en markedsføringsafdeling. Den indpakning, hvis intention er at lave størst mulig profit til en fjern ejerkreds og aktionærer. Den er meget langt fra både jordens gave og modkulturens magi. Og den er på mange måder en konsekvens af, at vi rammesætter psykedelika som en ‘medicin’. Den indpakning som fortæller en historie om at “en oplevelse fører til varig forbedring på [indsæt symptom/diagnose]”. Den indpakning, som gør gaven til en vare.

Mange – ikke kun i medicinalindustrien – foretrækker at kalde psykedelika for en “medicin”. For nogle er det pga deres position i medicinalindustrien, for nogle er det en strategi til at få psykedelika anerkendt i samfundet, og for andre er det en terminologi funderet i oprindelige folks brug af ordet ‘medicin’ (medicina) om psykedelika. Men det har reelle konsekvenser, når vi kalder noget medicin i vores kulturelle kontekst. For medicin er noget, der administreres af læger. Det er standardiseret. Det er under streng kontrol. Det skal legitimeres gennem procedurer for lægemiddelgodkendelse. En læge skal have vurderet, at man er syg, for at man kan få adgang til det. Det er et meget specifikt forskningsparadigme, der anvendes til at undersøge det. Når vi kalder noget medicin i vores kontekst, bliver det indlejret i en helt særlig struktur som involverer læger og patienter, medicinalindustri, lægemiddelmyndigheder, og en specifik ætiologi og epistemologi. Derfor er det problematisk at kalde psykedelika en medicin. Dermed indlejrer vi den nemlig i nogle meget specifikke strukturer, som håndterer “medicin”. Jeg forstår godt, at nogle vil kalde det sådan, fordi oprindelige folk gør det, men når oprindelige folk gør det, har det en helt anden kontekstuel betydning, som vi ikke bare kan hive brugen af ordet ud af.

“so they privatized everything,

everything in our country was owned by people

that had no connection to our culture,

by those who never had our interests at heart,

they didn’t care about our survival or well being,

they just wanted to turn a profit by raping our land,

by exploiting our people, our industry and our resources”

– Immortal Technique, Open Your Eyes

Sideløbende med kommercialiseringen og medikaliseringen, foregår der en stigende politisering af psykedelika, som også kan ses i Trump-administrationens omfavnelse af psykedelika. I forskellige sfærer kæmpes der om narrativet omkring dem, og en interesse i psykedelika kan blive en gateway til en helt specifik politisk sfære. Adam Aronovic tunede i hans præsentation ind på det, han kalder en “alt-right pipeline” som eksisterer på de sociale medier, hvor personer interesseret i psykedelika, selvudvikling, eller som Aronovic kalder det, “healing-kultur”, ledes ned af mere og mere højreorienterede stier. Det kan starte ved en interesse i Paul Stamets, som man så hører i en podcast med Joe Rogan, lede videre til Jordan Peterson og det associerede såkaldte “intellektuelle dark web” og til mere og mere radikale sider og holdninger, som ikke har noget med psykedelika at gøre, men som trækker på noget af det samme tankegods som Rogan, Peterson o.a..

En anden, der kastede et kritisk blik på politiseringen af psykedelika, var forfatter Jamie Wheal. Wheal indtog scenen i vanlig prædikende stil, iført hvad der mest lignede en præstekjole, for at fremlægge hans analyse af verdenssituationen og dertilhørende svar. Wheal var kompromisløs i hans retorik. Bl.a. sagde han meget ærligt, at udgangspunktet for hans foredrag var en foragt for den kristne konservatisme Jordan Peterson fremlagde i et nyligt podcast med ham. Wheal fremlægger sit eget syn på, hvordan en psykedelisk-inspireret “rationel mysticisme” kan se ud. Han begrunder sin tilbøjelighed til religion i, at hvis vi ikke træder ind i samtalen om den nutidige konstruktion af religion, vil samtalen blive overtaget af højrefløjs-reaktionære som Peterson.

Wheal er heller ikke bleg for at kritisere MAPS. Han mener, at deres vision for psykedelika er fantastisk, men at de har indgået en pagt med djævlen for at komme derhen. Ifølge Wheal er det psykedeliske felt allerede ved at blive en medicinalindustri overrendt af venture-kapitalister, hvilket vil føre til Prozac 2.0 – en idé han uddyber i hans bog Recapture the Rapture (kan anbefales!). Wheal udtrykker også bekymring for det nye studie, som vil undersøge MDMAs virkning hos soldater i aktiv tjeneste. Han illustrerer, hvordan den psykedeliske renæssance i USA er ved at blive overtaget af et ultra-konservativt – og kapitalist – tech-bro segment, som bl.a. består af Peter Thiel og Elon Musk, og at der en bevægelse hen mod en form for “techno-theo-feudalisme”, hvor teknologi, religion og ekstrem kapitalisme går hånd i hånd. Og ja, Peter Thiel er ejer og stifter af Palantir, den virksomhed. den danske regering efter alle forlydender har tænkt sig at bestille dets store nye overvågningssystem af…. Navnet Palantir er lånt fra Ringenes Herre, hvor Palantir er krystaller, der bruges til at se begivenheder i fjerne egne og fortiden. De seneste uger er et klip med Thiel fra et interview ved New York Times gået verden rundt på de sociale medier. I interviewet tager Thiel meget lang tid om at svare på, hvorvidt han ønsker, at menneskeheden skal bestå. Var der nogen, der sagde ildevarslende?

Hvorfor bryde konventionerne?

“Hvad man gør med den psykedeliske oplevelse, kan være vigtigere end selve oplevelsen. Uanset hvor smuk oplevelsen måtte have været, risikerer den uden integration blot at blive et irrelevant minde.”

– Walter Pahnke

Psykedelika bryder konventioner. De bryder vores sinds grænser og åbner mulighedsrum for nytænkning. En psykedelisk oplevelse kan give indsigt i de holdninger, overbevisninger, relationer, narrativer og selvbilleder, vi har sumpet rundt i – og give os mulighed for på ny at vælge dem fra eller til. De kan vise os begrænsningerne i vores egen perception og samtidig gøre os opmærksomme på den sociokulturelle “suppe”, vi svømmer rundt i. Men deres langsigtede virkning afhænger af integrationen: efterbearbejdningen, meningsdannelsen, den daglige praksis.

Ligeså kræver det bevidst integration, efterbearbejdning, meningsdannelse og en struktureret indsats, hvis psykedelika skal gøre en forskel for vores samfund. For ligesom individet kan falde tilbage i gamle mønstre efter en psykedelisk oplevelse, risikerer også samfundet at gøre det samme – at vende tilbage til “business as usual”: psykiatriens diagnosticering, magtforskelle, profitmaksimering. Konkurrencesamfundets stress og fremmedgørelse.

Psykedelika har potentialet til at inspirere os til at bryde med netop de konventioner, der dikterer, at medicin nødvendigvis skal være indlejret i profitmaksimerende strukturer baseret på diagnoser, depressionsskalaer og medicin. Psykedeliske oplevelser er karakteriseret ved følelser af forbundethed, dyb mening, accept, taknemmelighed, tilgivelse og perspektiv. Dermed rummer de et stort og anderledes potentiale i behandling og sundhedsfremme. Dette bør reflekteres i udviklingen af protokoller og de strukturer, som oplevelserne finder sted i.

Det er nu 15 år siden, den første Breaking Convention blev afholdt. Ingen af de oprindelige arrangører kunne nok have forudset feltets udvikling. Mange talere på konferencen udtrykker ringeagt over for den dominerende, industridrevne kliniske kommercialisering af psykedelika. Alligevel bærer de fleste øjensynligt en tro med sig – en tro på, at det, der ligger på den anden side af denne udvikling, kan blive bedre. Men det forekommer mig ikke som en naiv tro. En tro på, at psykedelika er en “trojansk hest”, der automatisk helbreder individer og samfund, uanset hvilken indpakning de præsenteres i. I stedet insisterer den på ærlighed, dialog og fællesskab. På, at vi faktisk godt kan – uden at være afhængige af store pengepunge, der bestemmer, om og hvordan det skal ske.

Breaking Convention startede som en græsrodsbevægelse med ønsket om at samle mennesker og sætte fokus på psykedelika. Det er i den grad lykkedes – men der er mere end nogensinde før brug for Breaking Convention og for at bryde konventionerne.

Breaking Convention er Psykedelisk (Dannelse)

Jeg sidder og kigger på Atlanterhavets bølger, der med voldsom kraft og vedholdenhed ufortrødent fortsætter deres omdannelse af de majestætiske klipper. Det er umuligt at se de små forandringer, der hele tiden sker med det blotte øje. Men de sker. Med en påmindelse om, at de store forandringer sker over tid.

For mig personligt, vil Breaking Convention stå som en form for genfødsel ind i det psykedeliske felt. Jeg blev mindet om, hvorfor jeg startede min aktivisme i det psykedeliske felt til at begynde med. Jeg blev mindet om, at der er plads til store visioner og reel kritik. Jeg blev mindet om, at der er plads til mig.

Som en psykedelisk oplevelse, når de er bedst, hjalp Breaking Convention mig til at huske noget, jeg godt allerede vidste, men som jeg havde glemt i dagligdagens trummerum: at jeg ikke behøver undskylde for at insistere på, at vi kan gøre det bedre. At vejen hjem til os selv, ikke går gennem professionalisering og skabelsen af en industri, men gennem fællesskab og menneskemøder – og at det kan eksistere helt uden økonomiske incitamenter.

Der er ikke nogen tvivl om, at psykedelika kommer til at have en massiv indflydelse på den måde, vores samfund kommer til at forme sig over de næste årtier. Vi står muligvis foran noget, som har samme potentiale som internettet. Og det er dybt politisk. Det kommer til at tage tid og tålmodighed for os, der ønsker at se de reelle forandringer.

Og det kommer til at tage flere steder som Breaking Convention. Breaking Convention er en institution. En institution, som minder os om fællesskabets og frivillighedens styrke, om vigtigheden af multidisciplinaritet, bevidstheds-udforskning, interkulturel udveksling, ligeværd, åbenhed, dyb kreativitet, kunst og æstetik. Om at vi kan mere. At vi kan mere med psykedelika.

Vi ses til Breaking Convention i 2027!

Indlægget Åbn dine øjne og bryd konventionerne på Breaking Convention blev først udgivet på Center for Psykedelisk Dannelse.

Den psykedeliske genopblomstring er for alvor kommet til Norden: En beretning fra den første ‘Nordic Psychedelic Science Conference’

Kevin Mikkelsen — Tue, 31 May 2022 10:40:41 +0000

Rejsen går til Norge
Landskabet forandres langsomt, mens vi kigger ud af vinduet fra den store grønne bus. Klipperne titter frem, der bliver kortere mellem søerne og udsigterne, mens de røde svenske gårde ligger spredt over landskabet som idylliske, beboelige blomster. Vi er fire danske psykedelika-entusiaster på bussen, og konferencen i Oslo begynder på sin vis allerede, da hjulene begynder at rulle. På turen deler vi erfaringer, minder, forudsigelser, forhåbninger, bekymringer og en mængde grin som ville være Anders Matthesen værdig.

Da vi stiger af bussen i Oslo står der to civilbetjente fra Told med øresnegle. Vi har åbenbart talt lidt for højt om de der “psykedeliske stoffer” i bussen. I hvert fald vil de vide, hvor vi skal hen, om vi har stoffer med og om vi har haft problemer med toldvæsenet før. Vi kan heldigvis svare nej med god samvittighed – vi skal til konference. D. 19.-20. maj har Norsk Psykedelisk Vetenskap nemlig inviteret til den første udgave af Nordic Psychedelic Science Conference. Den ene betjent spørger nysgerrigt, hvad vi mener om de omtalte stoffer, hvortil vi svarer, at vi mener, at det har en masse potentiale i forhold til at hjælpe folk i sårbare situationer. Han lader os vide, at det jo er et kontroversielt emne, men at vi er fri til at gå. I Norge har man netop haft afkriminalisering af alle stoffer til afstemning i Stortinget (Norges Folketing). De progressive kræfter tabte desværre, men kampen fortsætter.

Denne lille seance er på en måde et mikrokosmos for den verden, vi med interesse i psykedelika befinder os i. Mens vi kan tale frit og åbent, dele viden og diskutere perspektiver blandt andre interesserede, må vi også sande at der stadig er en hel verden af udenforstående – som måske lytter med og er klar til at lade det seneste halve århundredes frygt og stigmatisering lyde som et ekko over fjeldene.

Den såkaldte “gråzone” som disse substanser stadig befinder sig i, skal dog ikke holde den famøse “Danish delegation” væk. Vi er i alt omkring 20 danskere der har indtaget Oslo fra både land, hav og himmel. Foruden os gæster, er fem danskere inviteret på scenen i løbet af dagene, og de formår flot at repræsentere det danske bidrag til den psykedeliske forskning, som det ser ud lige nu. Gråzonen har heller ikke holdt de mange forskere væk. Stor cadeau skal lyde til dem der ligger både tid, energi, hjerte og karriere i at navigere gråzonen, og forfølge perspektiver og idéer som kan komme mange mennesker og samfund til gode.

Danskere i Oslo
Konferencens første dag byder mestendels på en introduktion til psykedeliske substanser i form af kontekstualisering og præsentationer af de igangværende studier. Vi kommer både omkring emner som historie, bioetik, psykiatri og de anti-inflammatoriske egenskaber ved psykedelika, samt over substanser som MDMA, ketamin og psilocybin. Af danskere får vi både fornøjelsen af David Erritzøe, Rasmus Licht og Mathias Ebbesen Jensen.

David Erritzø

Rasmus Licht

Mathias Ebbesen Jensen

Hjerneforsker, David Erritzøe, som er en central skikkelse ved det psykedeliske forskningscenter hos Imperial College London – og på den internationale psykedeliske scene – er inviteret til at snakke om deres studier i psilocybin-assisteret terapi for spiseforstyrrelser samt hans forskning i psykedelikas effekter på hjernen. Til symposiet fredag aften formår David at levere verdenshistoriens måske hurtigste beskrivelse af den psykedeliske oplevelse, da han giver en crash course introduktion til psykedelika med en hastighed på ca. 5 ord i sekundet i tyve minutter. Imponerende!

Den anden dansker på scenen, læge og forsker Mathias Ebbesen Jensen fortæller – lettere frustreret – om sit ph.d. studie i psilocybin-assisteret terapi for alkoholafhængighed, som endnu ikke rigtigt er gået i gang, da hans psilocybin er fanget i Irland. Han indleder derfor sit oplæg med en lille gåde: “What do you get when you mix American drug policy legislation with European drug policy legislation with brexit and a pandemic?” ….: “You don’t get your damn psilocybin for your research project”.

Mathias’ frustration vækker nok genklang hos mange der på et tidspunkt har fået nuppet deres growkit fra Zamnesia i tolden. Vi krydser fingre for at Mathias snart kan komme videre med sit vigtige projekt, som forhåbentlig kan komme til at hjælpe mange mennesker. På trods af studiets forsinkelse, leverer Mathias et vedkommende og informativt oplæg om psykedelikas potentiale for afhængighedsproblematikker.

Professor Rasmus Licht som er forskningschef ved Aalborg Universitetshospital fortæller om deres studier med psilocybin for depression, som er blevet foretaget og netop afsluttet i samarbejde med firmaet Compass Pathways.

Efter dagens program fortsætter vi ud på gaden i Oslo. Her bliver vi mere forbavsede end ved første kontakt med rumvæsener under et DMT-trip. En øl koster 100 kr! Og man må heller ikke drikke alkohol på gaden! Og offentlig urinering kan komme til at koste en bøde på 10.000 kr. (noget vi erfarede gennem en google søgning og ikke eksperientielt…). Det slår os dog ikke ud. Vi har bestilt bord på en lokal restaurant (godt nok med italiensk mad, men det er jo en globaliseret verden og det er ikke den norske cuisine vi er kommet for).

De store virksomheder rykker
Efter at være kommet over gårsdagens overraskelser, er vi klar til andendagens program. Igen i dag får vi fornøjelsen af et par danskere på scenen – Anders Thingmand og Bolette Daniels Beck – men også nogle af de ledende individer fra de helt store spillere på “det psykedeliske marked” – MAPS (Multidisciplinary Association for Psychedelic Studies), Compass Pathways og Awakn Life Sciences. Derudover venter nogle spændende oplægsholdere til aftenens symposium.

Dagen starter med Amy Emerson som er CEO ved MAPS Public Benefit Corporation som i mange år har arbejdet for at gøre MDMA-assisteret terapi til et behandlingstilbud for PTSD. MAPS er nu ved at være tæt på målet og Amy fortæller om deres forventede proces over de næste år (se billeder ovenfor). Hvis alt går efter planen kan vi forvente at MDMA-assisteret terapi for PTSD kommer til godkendelse ved de europæiske myndigheder i 2025, og forhåbentlig kort tid efter bliver godkendt til behandling.

I USA forventer man at kunne påbegynde FDA-godkendt behandling i 2024, og det betyder altså at man har relativt travlt med at få uddannet terapeuter som kan navigere i denne nye terapiform. Uddannelsen er ikke særlig lang, men terapien er ret tidskrævende, hvilket betyder at en enkelt terapeut ikke kan have helt så mange klienter, som man kan i konventionel terapi.

Efter Emerson indtager Danielle Schlosser fra Compass Pathways scenen. Det var oprindeligt proklameret at Compass-grundlægger Ecaterina Malievskaya ville frekventere konferencen, men Schlosser er hentet ind som afløser. Compass er nok den virksomhed i det psykedeliske felt, der har modtaget mest kritik. Det er den største og bedst-positionerede virksomhed i feltet, og de har haft en række kritisable patentansøgninger og er støttet af investorer med tvivlsomme politiske forbindelser og interesser. Derudover er mange psykedeliske brugere og aktivister grundlæggende skeptiske overfor “kommercialiseringen” og “medikaliseringen” af psykedeliske substanser.

Et af hovedargumenterne er, at det vil positionere medicinalindustrien og psykiatrien som en form for “gatekeepers” der kan bestemme, hvem der kan få adgang til psykedeliske oplevelser, til hvilken pris og i hvilke rammer. Selvom hun er repræsentant for en af de store virksomheder på feltet, formår Schlosser at forholde sig relativt kritisk til Compass’ kliniske resultater og begrænsningerne ved deres forskning og protokol, som for eksempel manglende tid til terapi og at de kun tilbyder én psilocybin-session.

Schlosser, som har en baggrund i tech-industrien, fortæller desuden at et af deres helt store fokusområder er at integrere psykedelisk terapi med teknologi – en trend der gør sig gældende på tværs af psykedeliske virksomheder, og kan anses som en del af opgaven med at reducere de finansielle omkostninger ved terapien.

Anders Thingmand

Bolette Daniels Beck

Billede taget af Martin Kufahl

Og lidt flere nyheder fra Danmark
Efter at have nydt en dejlig frokost i solskin og godt selskab i græsset udenfor konferencecentret, har vi dagens første dansker på scenen. Anders Thingmand, som er psykolog, integrationsterapeut og initiativtager til Netværk for Psykedelisk Terapi og Medicin, er blevet inviteret til at snakke på et panel om “den psykedeliske terapeut“.

Anders forklarer at den psykedeliske terapi fokuserer på at lytte og støtte klientens egen proces, og at vi dermed kan være på vej til at vende tilbage til den originale betydning af ordet ‘terapi’: At være til tjeneste. Derudover fortæller Anders om nogle af de etiske dilemmaer ved at arbejde som integrationsterapeut, for eksempel hvordan man forholder sig til klienter der ønsker viden om, hvordan de kan forberede sig til en psykedelisk oplevelse uden for en klinisk kontekst.

Bolette Daniels Beck, ph.d, har konferencens sidste oplæg. Hun er musikterapeut med en baggrund i Guided Imagery and Music og er tilknyttet både Aalborg Universitet og Rigshospitalet. Hun fortæller, hvordan Guided Imagery and Music voksede ud af den første bølge af psykedelisk forskning, og giver os indblik i hvordan hun vælger musik til psykedeliske sessioner i forskningsforsøgene. Med engagement, stor viden og smukke musikprøver sørger Bolette for en stemningsfyldt afslutning på konferencens officielle program.

Klinikken og den psykedeliske genopblomstring
Vi finder os en plads udenfor i solen og vender verdenssituationen, græssets groen og konferencens mange indtryk. Blandt andet vender vi konferencens store fokus på science, som jo står lidt i kontrast til den konference, vi havde i Danmark i efteråret 2021. En konference baseret udelukkende på forskning, i et felt som i stigende grad er båret af industri og kapitalinteresser, viser hurtigt de begrænsninger der er ved “medikaliseringen” – langt størstedelen af oplæggene tager udgangspunkt i et klinisk, medicinsk, terapeutisk, og individ-orienteret perspektiv. Relationelle, sociale, spirituelle og kulturelle aspekter ved den psykedeliske opblomstring, sniger sig kun sporadisk ind i oplæg, som ellers har et andet omdrejningspunkt.

Personligt plejer jeg at inddele psykedelisk brug i fem grove kategorier som (på trods af deres store overlap) hver har deres egen historie, metoder, protokoller, målgruppe og juridiske status: den terapeutiske, den spirituelle, den uddannelsesmæssige, den rekreative og den selvudviklende. Til Nordic Psychedelic Science Conference bliver der stort set kun inddraget perspektiver fra det terapeutiske paradigme, som jo er der hvor forskningen, pengene og dermed også interessen flyder hen. I et strategisk perspektiv giver det god mening at fokusere på psykedelikas terapeutiske potentiale, hvis målet er at skulle legitimere psykedelisk brug i den brede offentlighed eller udelukkende at behandle psykiatriske diagnoser. Det har dog nogle iboende begrænsninger udelukkende at fokusere på det terapeutiske potentiale, både i forhold til at udnytte det fulde potentiale af psykedelika, men også i forhold til at reducere risici ved at nuancere de omstændigheder og metoder der er befordrende for en positiv psykedelisk oplevelse – også uden for en klinisk kontekst.

Nogle røster argumenterer, at vi bliver nødt til at få psykedelika godkendt til klinisk brug, før vi kan begynde at tage de andre samtaler. Her vil det måske være passende at hidkalde Henry David Thoreaus ord: “I det lange løb rammer menneskene kun hvad de sigter efter, så derfor skulle de hellere, selvom det måske mislykkes i starten, sigte efter højere mål.”
Derudover må jeg sætte spørgsmålstegn ved strategien om at få psykedelika godkendt som medicin først, hvis hensigten er at det skal godkendes til andre formål bagefter. Til den tid vil der være en hel række kapitalinteresser og aktører som vil have en særinteresse i at bevare deres privilegium som “gatekeepers” på “markedet”, og som Upton Sinclair engang sagde er det “meget svært at få en person til at forstå noget, hvis deres løn afhænger af at de ikke forstår det.”

Dagen i dag byder desværre heller ikke på ét eneste kritisk perspektiv, for eksempel på medicinalindustrien, kommercialisering af psykedelika, etik eller nogle af de kulturele strømninger der gør sig gældende i den psykedeliske sfære. I en af pauserne taler jeg med en professor som har forsket i lægemiddeludvikling i mange år og deltaget i et væld af konferencer. Dette er den første om psykedelika, og jeg spørger ind til hvordan den sammenligner. Hans første ord er, at det ligner en klassisk “business-konference” hvor oplægsholderne får 20 minutter til at sælge deres argument eller produkt, og at han ville have ønsket der var plads til mere dialog, så der også kunne blive rejst nogle kritiske spørgsmål og tilføjet nogle nuancer. Da vi kommer tilbage til konferencecentret efter aftensmad har “business”-delen dog veget en anelse og vi bliver mødt af både bar og lysshow. Det er nu tid til aftenens symposium, hvor salen åbner op for endnu flere gæster.

Symposium

Symposium anden halvdel

The Stoned Ape Fact – og det globale syd der forsvandt
Som det psykedeliske miljø er bedst, er der både plads til laserlys, ambient musik, the Stoned Ape Theory og en uhæmmet entusiasme omkring psykedelikas potentiale. Efter David Erritzøs førnævnte crash course, indtager den amerikanske antropolog Michael Winkelman scenen. Winkelman er umiddelbart inviteret til at være den som skal (re)præsentere shamanistisk brug af psykedelika.

Han er den første på konferencen som nævner oprindelige folk og deres brug – lidt underfundigt taget psykedelikas rige, globale, kulturelle historie i betragtning. Der har ellers været rig lejlighed til at nævne oprindelige folk, som da psykolog og forsker Malin Uthaug fortalte om sit koncept ‘bodyset’, som centrerer sig om den fysiske tilstand den rejsende går ind i en psykedelisk session med. Uthaug tilkendegav selv at hun havde fået inspiration fra sin forberedelse til ayahuasca-ceremonier, men omtalte ikke det store fokus der er på diæter, udrensning og andre teknikker med fokus på kroppen i relation til psykedeliske sessioner hos oprindelige folk. Oprindelige folk blev heller ikke nævnt, når der blev snakket om musikkens betydning i psykedeliske sessioner, eller når oplægsholdere plæderede for potentialet i gruppesessioner, fællesskaber og forståelsesrammer. Ved alle disse elementer er der læring og inspiration at hente fra oprindelige folk, og det er svært at tro forskerne ikke skulle have gjort det.

Taget den vestlige videnskabs historiske udbytning og udnyttelse af oprindelige folk i betragtning, kunne man ønske at nutidens forskere ville rette mere opmærksomhed mod disse folks visdom, hvordan vi lærer fra dem og hvordan vi kan give tilbage. Winkelman går dog heller ikke længere end til blot at nævne oprindelige folk. I stedet fremfører han en høj-energisk og levende argumentrække for hvorfor det ikke er “the stoned ape theory” men “the stoned ape fact.” “The stoned ape theory” er en teori udviklet af brødrene McKenna, hvis centrale tese er at menneskets bevidsthed udviklede sig, da aber spiste psilocybinholdige svampe. Winkelman, som har flere prominente bøger i bagagen, fremførte hans argument med udgangspunkt i den nyeste neuroforskning, hvis resultater, han mener, bekræfter at brug af psykedelika har givet og giver en evolutionsmæssig fordel.

Efter et atmosfærisk musikalsk indslag, kommer programmets overraskelse på scenen: Hamilton Morris. Morris er kendt for programmet Hamiltons Pharmacopeia, hvor han undersøger en lang række substansers kemi, historie og samfundsmæssige indflydelse. Hamilton er den første på konferencen til egentlig at snakke om oprindelige folk og åbne op for kritisk dialog, da han fremfører en case for at kemisk syntetiserede substanser kan modvirke rovdrift på natur og befolkningsgrupper.

Hamiltons case var overbevisende og prisværdig. Ikke desto mindre var det et perspektiv på oprindelige folk, som nogen der skal beskyttes, og ikke som nogen vi kan lære af. Det er ikke i sig selv problematisk, men bliver det alligevel, når det er det eneste perspektiv på oprindelige folk på hele konferencen.

Ben Sessa og den psykedeliske jubeloptimisme
Ben Sessa har æren af at være konferencens sidste taler til aftenens symposium. Hans virksomhed Awakn Life Sciences er konferencens hovedsponsor. Foruden Sessa selv har der i løbet af dagene været tre andre repræsentanter for Awakn Life Sciences på scenen (Celia Morgan, Lowan Stewart, Kristoffer Andersen).

Sessa lægger ud med at proklamere at psykedelika er psykiatriens svar på antibiotika. En sådan simplificering kan komme til at negligere den psykedeliske effekts store afhængighed af ekstrafarmakologiske elementer som set & setting, hvis den ikke bliver fulgt op af en mere nuanceret redegørelse. Og det gjorde den desværre ikke. I stedet byggede Sessa videre på sit argument om MDMAs positive effekter ved at overlejre grafer fra to vidt forskellige studier, som han mener demonstrerer MDMAs overlegne effekt på alkoholafhængighed. Det har han tidligere modtaget kritik for, simpelthen fordi det er videnskabeligt uholdbart. Han afslutter oplægget med at proklamere at forskningen længe er afgjort, psykedelika virker, der er ikke brug for mere forskning, der er brug for aktivister og PR-firmaer.

Mens de fleste der bevæger sig i det psykedeliske felt nok er klar over, at psykedelika kan en masse godt, virker et sådant oplæg, fra en der selv har store finansielle interesser i at promovere et positivt narrativ, vel ligeså autoritativt som hvis chefen for Pfizer proklamerede det samme om deres Covid-vaccine.

Problemet er måske ikke engang om det stadig er uklart hvorvidt stoffet i sig selv virker terapeutisk eller ej, men snarere at der den seneste tid har floreret historier der tydeligt viser at der er en masse samtaler omkring etik og psykedelikas sociale, kulturelle og politiske virkninger der kræver en lang og vedvarende dialog på tværs af miljøet og med resten offentligheden. Sessas kald for promovering og aktivisme og en ende på forskningen, forekommer i bedste fald polemisk på et tidspunkt, hvor der netop er afsløret en række kritisable forhold hos den ledende aktør på feltet, MAPS, samt hos flere prominente undergrundsfacilitatorer. Disse afsløringer har bl.a. været medvirkende til at de canadiske myndigheder nu genovervejer MAPS Canadas MDMA-forsøg.

Måske har vi efterhånden mindre brug for PR-firmaer, og mere brug for flere individer der løfter en nuanceret samtale omkring psykedelikas potentiale såvel som risici.

Fertil grobund for den psykedeliske forskning i Norden
Selvom jeg har rejst nogle punkter til debat i denne artikel, kan arrangørerne bestemt tillade sig at være stolte af et flot, vedkommende og veldrevet arrangement. Kulissen var smuk, det tekniske sad i skabet, maden var velsmagende, tidsplanen blev overholdt, der var en kollegial, vibrerende stemning, imødekommende forskere og god mulighed for at danne netværk. Konferencen udfyldte uden tvivl behovet for at bringe Nordens forskere sammen og danne grobund for samarbejde, vidensudveksling og en opblomstring i den psykedeliske forskning i Norden. Derudover er jeg sikker på der blev skabt opmærksomhed omkring den lovende forskning i psykedeliske substanser og deres potentiale i behandling af psykiske lidelser, og at denne opmærksomhed også slog spirer hos folk der ikke var bekendte med det store potentiale før konferencen. Stor tak og tillykke med denne bedrift skal lyde til arrangørerne. Direktør for konferencen, Anna Høifødt afsluttede konferencen med ordene:

“Let’s together make the Nordic countries the centre of psychedelic science!”

Det kan jeg kun slutte op om! Og lad os i samme ombæring få diversificeret forskningen og belyst begrænsningerne ved at lade det psykedeliske felt være defineret af en forskning som i stigende grad vil være båret af kapitalinteresser. Det psykedeliske felt er terapi og behandling, men det er også kultur, historie, uddannelse, spiritualitet, kreativitet, festivaller og meget andet.

Om forfatteren:
Kevin Mikkelsen er stifter af Center for Psykedelisk Dannelse, har en BA i Socialpsykologi og Kulturstudier og studerer til psykoterapeut

Indlægget Den psykedeliske genopblomstring er for alvor kommet til Norden: En beretning fra den første ‘Nordic Psychedelic Science Conference’ blev først udgivet på Center for Psykedelisk Dannelse.