MDMA Arkiv - Center for Psykedelisk Dannelse

Skadesreduktion ved brug af MDMA

Luna — Sun, 22 Dec 2024 22:09:40 +0000

OBS Center for Psykedelisk Dannelse tilskynder ikke ulovlige handlinger eller opførsel. Enhver information der kan tilgås på denne side er ment til uddannelse og folkeoplysning. Denne side er på ingen måde tiltænkt som erstatning for professionel rådgivning, diagnosticering eller behandling. Vi fraråder, at man opsøger MDMA til rekreativ eller terapeutisk brug uden for lovlige kliniske sammenhænge. De steder hvor der står "anbefaler" eller "fraråder", må det forstås at Cepda ALTID fraråder rekreativ brug af MDMA, men at anbefalingerne beror på den bedst tilgængelige viden om sikker brug og anbefalinger fra stofbrugersider og forskning i sikkerhed. Søg altid rådgivning hos din læge eller anden kvalificeret sundhedsudbyder angående spørgsmål om (u)ønskede helbredstilstande.

MDMAs historie kort fortalt

MDMA (3,4-methylendioxy-N-methylamfetamin) også kendt bl.a. som ”ecstasy”, ”Molly” eller ”Emma” er et psykoaktivt stof som blev udviklet i 1917, men blev først populært at bruge rekreativt i 1980’erne. MDMA er stærkt forbundet med natteliv og festkultur, særligt i rave-miljøer. MDMA blev først brugt i midt 1970’erne blandt psykoterapeuter i visse kredse, særligt i det vestlige USA, inden stoffet slap ud i nattelivet og derefter gjort ulovligt.¹

Der er i nyere tid opstået en genfundet interesse for MDMA og dets potentiale til behandling af psykiske lidelser, særligt PTSD. Ønsker man at læse mere om MDMAs terapeutiske potentiale og hvordan MDMA-AT (MDMA-assisteret terapi) fungerer, kan man læse denne artikel fra Cepda. MDMA som et rekreativt stof (det vil sige uden for forskningssammenhænge) vil blive undersøgt og forklaret i denne artikel.

Hvordan fungerer MDMA?

MDMA-rusen varer mellem 3-6 timer ved indtagelse af én dosis. MDMA fungerer ved at frigøre særligt serotonin og i mindre grad noradrenalin og dopamin. Dette gør den ved at hæmme de transportere som i neuronerne genoptager serotonin, noradrenalin og dopamin. Dette fører til en stimulerende fornemmelse, som kan være ledsaget af bl.a. stærk eufori samt øget selskabelighed, humør, empati og sanseindtryk.

Ved oral indtagelse indtræder de første subjektive effekter inden for 30 til 60 minutter efter indtagelse og den maksimale effekt (peak) opnås efter 75 til 120 minutter. Dette peak varer typisk 1,5 til 2,5 timer, derefter aftager effekten inden for 60 til 90 minutter. Efter effekterne har aftaget, kan nogle føle sig mere deprimerede end normalt og dette kan vare 2-5 dage efter indtagelsen. Omvendt er der nogle som oplever en afterglow-effekt, hvor deres humør og velvære er forøget dagen efter at have taget MDMA.

I de kliniske forsøg er der ikke set en stærk sammenhæng mellem MDMA og en deprimeret tilstand dagene efter en session, hvilket kan tyde på at det er måden hvorpå MDMA typisk bliver taget rekreativt, som fører til de negative og deprimerede følelser dagen efter. Altså at man danser meget, ikke får nok vand, at man redoserer løbende igennem natten, måske også blander det med indtag af alkohol eller andre stoffer og at man forstyrrer sin døgnrytme ved at være oppe hele natten.

Risici ved MDMA-brug

Der er en række risici forbundet med at bruge MDMA. Disse kan inddeles i fysiske og psykiske risici ved et decideret misbrug eller hyppig brug af MDMA. De fysiske og psykiske risici er primært forbundet med den akutte virkning og ophører derfor efter virkning af stoffet er aftaget eller i dagene efter, medmindre man har et misbrug, hvilket kan lede til langvarige og potentielt permanente skader.

Fysiske risici:

Dehydrering og overophedning
Hjerteproblemer
Nyreskader
Muskelnedbrydning
Kramper

Psykiske risici:

Angst og depression
Hukommelsesproblemer
Forstyrrelser i søvn

Relationelle risici:

Grænseoverskridende adfærd
Manglende grænsesætning
“Oversharing”
Afhængighed af MDMA som “social glidecreme”

Langtidsvirkninger ved hyppigt brug/misbrug:

Nedsat serotoninkoncentration i hjernen
Øget risiko for depression
Kognitive problemer

Skadesreduktion

Cepda fraråder stærkt enhver brug af MDMA udenfor ordnede kliniske omgivelser, men agter man alligevel at indtage MDMA udenfor disse omgivelser, er der en række tiltag, man kan tage for at mindske mulige negative bivirkninger og oplevelser.

Test dine stoffer

MDMA bliver både solgt som piller og som pulver/krystaller. Det er ikke muligt at vide om det faktisk er MDMA og om det er opblandet med andre stoffer, hvis man ikke tester det. Ved at købe MDMA-krystaller og teste at det er MDMA og dens renhed, kan man sikre sig det er ren MDMA og dermed også udmåle en præcis dosis. Hvis ens MDMA har urenheder i sig, er det muligt at oprense det, se ressourcer længere nede.

Start med en lav dosis og gå langsomt op

Man kan altid tage mere, men man kan aldrig tage mindre, når man allerede har taget det. Derfor anbefales det mange steder at starte med en lav dosis første gang og derefter arbejde sig langsomt frem til en dosis, man er komfortabel med.

Hvis man har besluttet sig for at indtage MDMA, anbefales det at man undlader at tage mere end én dosis på en dag, men hvis man absolut vil tage mere, anbefales det at man maksimum tager ½ af den oprindelige dosis, som man tog og at man kun redoserer én gang ca 2 timer efter indtagelse af første dose. Efterfølgende redoseringer vil primært kun forøge de negative virkninger både akut og efter.

Virkning	Dosis
Tærskel for effekt	20 mg
Let	20-80 mg
Middel	80-120 mg
Stærk	120-150 mg
Kraftig	150+ mg

Denne tabel kan bruges til at vurdere dosis.² En tommelfingerregel til at estimere ens egen normal dosis er ved at regne med 1 mg x ens kropsvægt i kg. I de kliniske studier bruges der doser mellem 80 til 125 mg og det anbefales derfor at man prøver at holde sig inden for dette spænd.

Undgå piller

Det frarådes at tage MDMA-piller (også kendt som ecstasy), da det kan være svært at vide hvilken dosis man får med dem. Der er i nogle tests observeret op til 3-4 gange normal dosis i ecstasy-tabletter. Derudover oplever nogle en ubehagelig/kvalmende følelse de første 30-60 min. efter indtagelse, denne kan mindskes ved at drikke sin dosis i løbet af 30 min, evt. yderligere opblandet i sodavand, sportsdrik, saft eller lignende.

Drik vand og undgå overophedning

Da MDMA øger éns kropstemperatur, er der en risiko for at man overopheder, men der er en række forbehold man kan tage for at mindske denne risiko. Sørg for at drikke rigeligt vand, både før, under og efter. Et til to glas vand i timen er rigeligt og man kan med fordel drikke sportsdrikke, der indeholder elektrolytter eller spise saltede snacks, for også at passe på ens saltbalance.

Det er vigtigt at man ikke drikker for meget vand, da dette kan føre til vandforgiftning. Der anbefales også, at man opholder sig i et køligt miljø, som ikke er overfyldt med mennesker. Dette kan være svært, hvis man bruger MDMA i fest- og ravemiljøer, det er derfor vigtigt at man tager pauser fra at danse og evt. kommer udenfor flere gange i løbet af aftenen, for at trække noget frisk luft og køle af.

Overophedning og dehydrering er seriøse farer ved brug af MDMA og det er typisk dette, som kan føre til farlige og i værste tilfælde fatale udfald.

Undgå at blande MDMA med andre stoffer og medicin

Det frarådes generelt at man blander stoffer, men særligt med MDMA skal man være forsigtig med MAOi, tramadol, andre stimulanser og alkohol. Kombinationen mellem MDMA og MAOi kan lede til uforudsigelige effekter og øger stærkt chancen for at få serotoninsyndrom, hvilket kan være fatalt. Derfor frarådes det kraftigt at blande de to.

Tramadol sammen med MDMA kan resultere i at man får krampeanfald og derfor frarådes denne kombination også. Brug af stimulanser som amfetamin eller kokain sammen med MDMA øger den neurotoksiske virkning både af MDMA og af stimulanserne. Dertil mindsker det også virkningen af MDMA.

Alkohol mindsker effekten af MDMA, hvilket kan føre til, at man tager en større dosis af MDMA, hvilket øger de negative bivirkninger. Derudover er alkohol også dehydrerende, hvilket øger chancen for at man bliver stærkt dehydreret, hvilket kan være fatalt.

MDMA slører fornemmelsen af, hvor fuld man er, hvilket kan føre til at man drikker mere. Når MDMA-effekten så er aftaget, kan man derfor lige pludselig blive meget fuld og det kan også give meget værre tømmermænd. Udfaldet ved andre kombinationer kan undersøges her. Tager man receptpligtig medicin, bør man forhøre sig med sin egen læge inden man tager MDMA.

Pas på dig selv og dem du tager MDMA med

Selvom man tager MDMA med et rekreativt og/eller fest-orienteret formål, kan det stadig åbne op for psykiske og relationelle kriser og det er derfor vigtigt, at man gør det i et trygt og behageligt miljø med mennesker man stoler på og holder af. Det kan være godt, særligt hvis det er første gang man prøver det, at der er en ”tripsitter” med, som er bekendt med MDMAs effekter, og som er klar til at hjælpe og handle hvis der opstår problemer.

Søg hjælp hvis der opstår problemer

Det er vigtigt at man søger hjælp hvis man får det dårligt, det kan både være fysisk eller psykisk. Er det akut, skal man tage til skadestuen eller hvis man føler sig i livsfare, skal man ringe 112, så der kan tilkaldes en ambulance. Oplever man negative virkninger efter brug eller tror man at man er blevet afhængig, er det vigtigt at man tager fat i egen læge.

Har du haft en dårlig eller udfordrende oplevelse med MDMA eller andre psykedeliske substanser, eller har du bare brug for et fællesskab, hvor det er okay at snakke om psykedeliske oplevelser, kan du kontakte Center for Psykedelisk Dannelse på kontakt@cepda.dk eller blive medlem på forbundet.cepda.dk.

Hold pauser

Et af de bedste måder at minimere de langtidssigtede skadevirkninger og risici er at tage lange pauser mellem ens MDMA-brug. Der anbefales et mellemrum på 3-6 måneder og at man ikke tager mere end sin normale dosis, når man ved hvad det er. MDMA virker ved at frigive og dermed også udtømme ens serotonin-depoter, og ved hyppigt brug kan det føre til depression eller andre depressive tilstande, grundet et lavere serotoninniveau. Dertil oplever mange at ”magien” af MDMA forsvinder hvis man bruger det ofte og der kan gå mange år før effekten kommer tilbage, for nogle kommer effekten aldrig igen.

Det er også ved hyppigt brug af store doser MDMA, at man ser det kan føre til hjerneskade. Det er normalt at man over lang tid opbygger en vis tolerance til MDMA og det kan derfor være nødvendigt at opjustere sin dosis, men hvis man oplever at man har brug for at gøre det hver gang man tager MDMA, så er det et klart tegn på at man bruger det for hyppigt.

Rekreativ eller terapeutisk brug?

MDMA er tæt på at blive godkendt til terapeutisk brug – hvilket det allerede er i Australien – men den terapeutiske brug er meget anderledes end den rekreative. Når MDMA bruges terapeutisk, er det som en del af et terapeutisk forløb, og der er bl.a. to terapeuter til stede under den akutte virkning. Rekreativ brug kan ikke anskues som terapeutisk, der er andre mulige risici og udfordringer forbundet med det, og derfor er det meget vigtigt at tage sine forholdsregler og informere sig selv, hvis man insisterer på at gøre brug af det. Du kan læse mere om MDMA-assisteret terapi her.

Ressourcer og videre læsning

Man kan læse mere om MDMA og hvordan det fungerer her.

Du kan undersøge forskellige stofkombinationer med MDMA her, og der er også denne oversigtstabel over en lang række stofkombinationer.

Denne video dykker ned i hvordan MDMA virker i hjernen.

Du kan også læse meget mere om MDMA og andre psykedeliske substanser på vores hjemmeside www.cepda.dk og følge os på Facebook eller Instagram for opdateringer. Vi har udgivet dette informationshæfte med kritisk information om sikker brug af psykedeliske substanser.

Stoftest kan købes her. (Denne butik er ikke associeret med Cepda). Du kan også få testet dine stoffer hos Stoftest Danmark.

The early use of MDMA (‘Ecstasy’) in psychotherapy (1977–1985) – Torsten Passie, 2018
Oversigt af dosis fra PsychonautWiki: https://psychonautwiki.org/wiki/MDMA

Indlægget Skadesreduktion ved brug af MDMA blev først udgivet på Center for Psykedelisk Dannelse.

Hvad er MDMA-assisteret terapi?

Kevin Mikkelsen — Sun, 10 Nov 2024 20:22:42 +0000

MDMA-assisteret terapi (MDMA-AT) er en eksperimentel behandlingsmetode, hvor stoffet MDMA bruges som supplement i et psykoterapeutisk forløb. MDMA (3,4-methylendioxy-N-methylamfetamin) fremmer følelsesmæssig åbenhed, empati, tillid og reducerer frygt og angst, hvilket kan hjælpe den enkelte med at få adgang til og bearbejde traumer. Samtidig kan følelser af åbenhed, empati, kærlighed og tillid for mange være terapeutiske i sig selv.

Terapiformen har vist sig særligt effektiv til behandling af posttraumatisk stresslidelse (PTSD), hvor ptsd-ramte ofte opnår betydelige forbedringer efter få sessioner. Behandlingen er dog stadig under klinisk afprøvning, og behandlingsmetoden er endnu ikke bredt tilgængelig.

Den mest udbredte protokol til MDMA-assisteret terapi er til behandling af PTSD og er udviklet af MAPS (Multidisciplinary Association for Psychedelic Studies). Denne protokol udøves under nøje kontrollerede forhold med to terapeuter. Den består af 3*90 minutters forberedende samtaler, derefter 3 sessioner af 8-10 timers varighed understøttet af MDMA. Disse tre sessioner er hver efterfulgt af 3*90 minutters samtaleterapi hvor oplevelserne under MDMA-påvirkningen bliver bearbejdet og integreret. At ‘integrere’ betyder lidt forsimplet at omsætte oplevelserne til varige ændringer i ens selvbillede, syn på livet og adfærd.

I alle MDMA-sessionerne tilbydes der 2 timer inde i sessionen en “booster-dosis” af MDMA på halvdelen af den oprindelige dosis. Denne dosis forlænger varigheden af påvirkningen, men intensiverer den ikke.

Figur 1. Model over behandlingsforløbet i fase 3-studierne designet af MAPS. Kilde: MAPS training material. Oversat til dansk af Cepda.

MDMA-assisteret psykoterapi bliver betragtet som en psykedelisk psykoterapi i den forstand at MDMA anvendes til at åbne op for psykisk materiale og facilitere dybdegående psykoterapeutiske processer. Ikke desto mindre er det værd at bemærke at MDMA ikke er et klassisk psykedelika og effekter og risici er meget forskellige fra f.eks. LSD, psilocybin eller ayahuasca.

Hvor de klassiske psykedelika medfører åbninger og ændringer i både tænkning, perception og følelselivet, så er MDMA et såkaldt “empatogen” som primært åbner op for personens følelsesliv. Ens følelsesmæssige rummelighed og forbundethed til én selv og andre intensiveres, men man forbliver, i de doser som anvendes i terapeutiske sammenhænge, mere kognitivt samlet og klar. Dette muliggør terapeutisk dialog mellem klient og terapeut, som ikke er muligt på samme måde ved de doser af de klassiske psykedelika (Psilocybin, LSD, DMT og meskalin) som bliver anvendt i klinisk forskning.

Hvordan virker MDMA-assisteret psykoterapi?

MDMA-AT kan hjælpe PTSD-ramte ved at reducere frygt, angst, dissociation og undgåelse, der ofte opstår, når traumatiske minder genkaldes. MDMA øger særligt serotoninniveauet, men også dopaminniveauet øges, hvilket skaber følelser af tryghed og følelsesmæssig åbenhed. Samtidig dæmpes aktiviteten i amygdala, som er en del af hjernen, der normalt er ansvarlig for kroppens frygtrespons. Dette gør det muligt at møde traumer uden at blive overvældet af angst. MDMA øger også følelsen af empati og tillid, hvilket fremmer en dybere terapeutisk relation og gør det lettere at bearbejde svære følelser i en støttende ramme.

Stoffet giver mulighed for at se traumet med mindre emotionel distance, hvilket ofte fører til en mere konstruktiv bearbejdning og integration af traumatiske minder, der tidligere har været for smertefulde at adressere. MDMA stimulerer derudover neuroplasticitet, hvilket gør det lettere at tillære nye tanke-, følelses- og adfærdsmønstre i tiden efter indtag. Dette er en medvirkende årsag til, at integrationssamtaler er så vigtige, da det er i disse samtaler at indsigter, der er vundet under påvirkning af MDMA, får mulighed for at blive forankret i dagligdagen og det upåvirkede sind og krop.

Resultatet af denne proces er for nogles vedkommende en stærk reduktion i PTSD-symptomer som øget vagtsomhed, flashbacks, dissociation og undgåelsesadfærd. Dette kan betyde at den PTSD-ramte kan komme tilbage til et liv med hverdagsaktiviteter, sociale aktiviteter, overskud, og tillid til verden og fællesskabet, hvilket kan være en gennemgribende livsforandring.

Kernekomponenter i terapien indebærer en ikke-dirigerende tilgang, hvor terapeutens fornemmeste opgave er at sikre en tryg, sikker og støttende ramme gennem empatisk lytning, tilstedeværelse og kompetence inden for metoden. Dette menes ifølge MAPS at sikre de bedste omstændigheder for at klientens “indre helbredende intelligens” med støtte fra MDMA-virkningen kan få lov til at udfolde sig og bringe klienter tættere på bearbejdning af deres traumatiske oplevelser.

Terapeuter som arbejder med denne behandlingsmetode arbejder traumeinformeret, og kan derudover være informeret af en række terapeutiske skoler og traditioner som de bringer ind i arbejdet med MDMA-AT. De mest prominente er: Personcentreret terapi, humanistisk psykologi, eksistentialistisk psykologi, transpersonlig psykologi, Internal Family Systems (IFS), Somatic Experiencing (SE), kropsterapi og mindfulness-baserede metoder.

Forskning og resultater

Forskning bag MDMA-assisteret psykoterapi, særligt i behandlingen af PTSD, har vist lovende resultater. Kliniske forsøg, ledet af organisationen MAPS (Multidisciplinary Association for Psychedelic Studies), har fokuseret på patienter med svær, behandlingsresistent PTSD. I et fase 3-studie fra 2021 viste resultater, at to tredjedele af deltagerne, der gennemgik tre MDMA-assisterede terapisessioner og tilhørende samtaler, ikke længere opfyldte kriterierne for PTSD efter behandlingen. Disse resultater blev bekræftet i MAPS’ andet fase 3-studie fra 2023.¹ Mange andre oplevede signifikante forbedringer i deres symptomer.

De første lovende resultater førte til, at de amerikanske lægemiddelmyndigheder, FDA tildelte behandlingen “Breakthrough Therapy”-status, hvilket fremskynder processen for endelig godkendelse som en ny behandlingsmetode. I august 2024 afslog FDA dog MAPS’ ansøgning om at få MDMA-AT godkendt til behandling af PTSD, blandt andet grundet kritik af fase 3 studiernes design og metode. Et nyt studie må derfor gennemføres, før behandlingen kan genovervejes som godkendt behandlingsmetode til patienter med PTSD Dette betyder, at der går yderligere 3-5 år før behandlingsmetoden potentielt bliver godkendt i USA. Mange forventer, at en godkendelse hos FDA vil føre til godkendelse i Europa hos de europæiske lægemiddelmyndigheder (EMA), men det er ikke sikkert. I Australien godkendte man dog behandlingsmetoden allerede i 2023 og bl.a. PTSD-ramte har derfor allerede adgang til MDMA-AT i Australien.

Per oktober 2024 pågår der forskning i virkningen af MDMA-AT på depression i Norge², til behandling af personer med opioidafhængighed og ptsd efter de har født³, socialangst⁴, PTSD og alkoholafhængighed⁵ samt patologisk narcissisme⁶. MDMA-AT er også blevet undersøgt til personer med eksistentiel angst som følge af livstruende sygdom⁷, og social angst i voksne med autisme.⁸

Forbehold: Hvad skal man overveje, før man søger behandling?

Ikke for alle: MDMA-assisteret terapi er for nuværende ikke afprøvet på personer med visse psykiske lidelser defineret diagnostisk som bipolar 1, skizofreni eller psykose, da man frygter, at stoffet kan forværre symptomerne. SSRI som gives for en række indikationer, kan modvirke effekten af MDMA.

Brug af MDMA er ulovlig: MDMA-AT er ikke lovligt i Danmark endnu. Brug af MDMA udenfor kliniske omgivelser er ulovligt. Derfor foregår den terapeutiske i Danmark i “undergrunden”, hvilket øger risici, fordi der ikke er nogen garanti for, at terapeuten er kvalificeret eller har den nødvendige træning til at arbejde med traumatiserede personer. Underliggende medicinske tilstande som hjerteproblemer eller forhøjet blodtryk kan udgøre en risiko, når man tager MDMA. Undergrundsterapi mangler ofte medicinsk tilsyn, som er vigtigt for at overvåge vitale tegn (blodtryk, hjerterytme osv.), især fordi MDMA kan øge hjertefrekvensen og blodtrykket.

Under uregulerede forhold er der større risiko for forkert dosering og urenheder i stoffet, hvilket kan føre til farlige fysiske og psykiske reaktioner, som angst, panikanfald eller overbelastning af kroppen og i værste fald dødsfald. Opsøger du undergrundsterapi, er det altså med en vis risiko, da patientsikkerheden på området er dårlig. Du vil yderligere være nødsaget til at bryde loven, da du vil være nødt til at købe stoffet af nogen.

Tillid til terapeuterne og protokollen: Er terapeuten kvalificeret til at arbejde med traumatiserede personer og med MDMA? Har du tillid til dem? Er der to terapeuter til stede under sessionen? Er forberedende samtaler og integrationssamtaler en del af pakken?

Realistiske forventninger: MDMA-AT er ikke er en mirakelkur, og succes afhænger af integrationen af oplevelserne og arbejdet efter sessionerne. Vær opmærksom på, at et terapeutisk forløb suppleret af MDMA kan lede til dybdegående forandringer, men at de umiddelbare forandringer også kan falme over tid, og at varige ændringer kræver vedholdenhed i integrationsarbejdet.

Forberedelse og integration: Den terapeutiske støtte – både før og efter MDMA-sessionerne – er helt central for de langvarige terapeutiske effekter ved MDMA-terapi. Støtten er baseret på etableringen af tillid og tryghed, terapeut og klient imellem, og forberedelse er derfor vigtig.
Gør dit bedste for at forberede dig inden du opsøger MDMA-AT. Husk at det ikke er din skyld, hvis du kommer galt afsted, er offer for uetiske terapeuter, eller ikke opnår de ønskede terapeutiske resultater. Kontakt Center for Psykedelisk Dannelse hvis du har behov for nogen at snakke med. Selv udfordrende og ubehagelige oplevelser kan vendes til læring, hvis de får plads i den rette kontekst.

Terapeutisk eller rekreativ brug: Man kan fejlagtigt tro, at rekreativ brug af MDMA har samme terapeutiske effekt og risici, men der er stor forskel på de to anvendelsesmetoder. MDMA-AT bør som behandlingsform kun foregå i kontrollerede terapeutiske rammer og aldrig rekreativt.

Risici og bivirkninger

I de kliniske forsøg foregår behandlingen under nøje kontrollerede forhold med erfarne terapeuter, hvilket styrker patientsikkerheden og reducerer risikoen for skadevirkninger. Der er dog stadig potentielle risici og bivirkninger forbundet med MDMA-AT, som bliver forstærket, når terapien foregår uden for superviserede rammer eller helt på egen hånd. Dette afsnit tager udgangspunkt i de risici der er forbundet med klinisk MDMA-AT og terapeutisk brug af MDMA under uregulerede forhold og går altså ikke i dybden med de potentielle risici der er ved rekreativt brug. Disse risici er markant reduceret i forskningsmæssig og klinisk anvendelse, hvor man har processer til at reducere risici mest muligt. Ikke desto mindre, kan der også være risici forbundet med det i denne kontekst.

Fysiologiske risici

Der er i klinisk forskning kun rapporteret få bivirkninger ved MDMA. Der kan forekomme akutte virkninger som forhøjet blodtryk og puls, hvilket kan udgøre en risiko for personer med hjerte-kar-problemer. Der kan i sessionen forekomme kæbespændinger og muskelkramper, kvalme og hovedpine. Efter sessionen oplever nogle udmattelse, nedtrykthed, søvnbesvær, og rastløshed. Disse reaktioner er normale efter en intens stimulering af nervesystemet.

Psykologiske risici

I MDMA-AT kan konfrontation med traumer være overvældende, og uden tilstrækkelig støtte kan det forværre tilstanden og lede til svære psykologiske processer. Som ved anden traumebehandling, kan kontakt med traumerne føre til en følelsesmæssig destabilisering og periode med øget sårbarhed. Nogle personer kan opleve forvirring eller følelsesmæssig uro, hvis de ikke får tilstrækkelig hjælp til at bearbejde de oplevelser, der opstår under sessionen, og for nogle kræver det mere end de samtaler som er en del af den anvendte protokol. MDMA-påvirkningen kan yderligere åbne op for, at traumer som tidligere var fortrængt, kan komme til bevidsthed. Dette kan komme som et chok for nogle, som får brug for ekstra støtte til at forstå betydningen disse traumer har haft på deres liv.

Den umiddelbare virkning af en MDMA-session og de kognitive, kropslige og følelsesmæssige indsigter vundet i den, kan virke fantastiske, og for nogle give en tro på, at de har opnået større forandringer, end de i realiteten har, hvilket kan føre til frustration senere, når den umiddelbare effekt falmer. Hvis oplevelserne under MDMA-sessionen ikke integreres, kan de terapeutiske gevinster være kortvarige eller udeblive.

Relationelle risici

MDMA-AT er en dybt relationel terapiform hvor tilliden terapeut og klient imellem har afgørende betydning for det terapeutiske resultat. En person under påvirkning af MDMA er sårbar, fordi stoffet dæmper de normale forsvarsmekanismer (som på mange måder også er nødvendige for at navigere en social verden), og den påvirkede både kan fyldes af følelser af kærlighed og tillid, men også regrediere til en meget barnlig sindstilstand.

Denne tilstand gør den påvirkede person ekstra sårbar overfor uetiske facilitatorer og uklare grænser. Der har været eksempler på terapeuter som har begået overgreb på klienter, både under og efter terapiforløbet (desværre også i en klinisk kontekst). Det er derfor vigtigt at være sikker på, at terapeuterne har kvalifikationer, der retfærdiggør deres arbejde med MDMA-AT. Undlad at benytte terapeuter som ikke inkluderer grundige forberedende samtaler og integrationssamtaler som en del af deres pakke. Det kan yderligere være værd at spørge ind til, hvorvidt terapeuten løbende efteruddanner sig og modtager supervision.

MDMA øger hjernens neuroplasticitet, hvilket gør terapien mere effektiv, men i kombination med et sænket forsvar, og en potentiel følelsesmæssig destabilisering og sårbarhed, er klienten efter MDMA-sessionen i en tilstand af øget påvirkelighed. Det vil sige at klienten er mere tilbøjelig til at acceptere forslag, råd og tolkninger fra terapeuten, hvilket er vigtigt at være opmærksom på for både terapeut og klient.

Nogle personer kan efter MDMA-AT føle sig isolerede eller misforstået af deres omgivelser. Det kan der være flere årsager til. Måske har man ikke nogen at snakke med om sin oplevelse, eller måske deler man det med nogen og oplever at blive stigmatiseret, fordi man har brugt et “ulovligt stof”. Det kan også være fordi den dybe traumebearbejdning kræver en periode med selvrefleksion og social tilbagetrækning, eller fordi man indser, at der er relationer, man bliver nødt til at trække sig fra, eller man sætter nye grænser og der opstår konflikter i den forbindelse. Det kan være værd at overveje deltagelse i nye sociale fællesskaber.

Yderligere risici ved rekreativ brug

MDMA-brug leder generelt ikke til livstruende situationer i sig selv, men kan gøre det i kombination med andre substanser, uhensigtsmæssigt væskeindtag, længerevarende fysisk aktivitet og/eller forhøjede temperaturer. Der er derfor en række yderligere risici forbundet med rekreativ brug, bl.a. dehydrering, salt-mangel, blandingsbrug, urenheder i stoffet, gentagen brug og følelsesmæssig afhængighed, opbyggelse af psykisk pres, serotonin-mangel og deraf følgende depressive tilstande. Du kan læse mere om dette i vores artikel om skadesreduktion ved brug af MDMA og i vores Informationshæfte om risici og sikkerhed ved brug af psykedelika.

Adgang til behandling

Det er endnu ikke muligt at få adgang til lovlig behandling med MDMA-AT i Danmark. Per november 2025 er der dog annonceret et klinisk forsøg i MDMA-assisteret terapi for arbejdsbetinget PTSD ved Aalborg Universitetshospital. Studiet forventer at optage patienter i slutningen af 2026. Der er allerede igangværende forsøg med MDMA i bl.a. Norge, Schweiz, England og USA. Desuden pågår studier i Australien, Schweiz og Canada, hvor de desuden har godkendt MDMA-AT til behandling i psykiatrien. Det virker for nuværende til, at der er lange udsigter til en godkendelse og en implementering i behandlingssystemet i Danmark. En række fagfolk er dog begyndt at uddanne sig på området og omkring 30 danske terapeuter er uddannet i MDMA-AT ved MAPS, hvilket er et vigtigt første skridt ift. implementering, når behandlingsmetoden engang godkendes.

På grund af den lovende forskning og positive omtale, MDMA-AT får i medierne, er flere begyndt at opsøge “undergrundsterapi”. Dette foregår ved terapeuter som er villige til at løbe de risici, der potentielt er forbundet med at lave MDMA-AT i den nuværende kontekst. Dette fænomen har flere gange været omtalt i danske medier og af kendisser som Casper Christensen. Prisniveauet på forløb i henhold til protokollen fra MAPS svinger mellem 30.000 og 80.000 kr. Vi fraråder at man opsøger undergrundsterapi på egen hånd, men vælger man alligevel at gøre det, er det vigtigt, at man vælger terapeuterne med omhu, for man er i en ekstra sårbar situation under påvirkning af MDMA og tilliden til terapeuterne er alfa omega for den terapeutiske effekt.

Ressourcer og videre læsning

Du kan også læse meget mere om MDMA og andre psykedeliske substanser på vores hjemmeside cepda.dk og følge os på Facebook eller Instagram for opdateringer.

Vi har udgivet dette informationshæfte med information om sikker brug af psykedeliske substanser. Vi har yderligere udgivet denne guide til opmærksomhed på seksuelle krænkelser i ayahuasca-miljøet, som også har relevans, hvis du overvejer at opsøge en mdma-terapeut.

Cepda-stifter, Kevin Mikkelsen har her skrevet om sin oplevelse med at tage uddannelsen i MDMA-AT ved MAPS.

Vi forstår og anerkender ønsket om at opsøge psykedelisk terapi. Det er et helt naturligt ønske i forlængelse af den meget positive medieomtale og lovende forskningsresultater, især hvis man, som mange har, allerede har forsøgt sig med flere andre forskellige behandlingsmetoder.

I Cepda har vi dog valgt at vi ikke vil henvise til eller anbefale specifikke psykedeliske facilitatorer. Det er der flere årsager til. Dem kan du lære mere om her.

Gå endnu mere i dybden med MDMA-forskningen:

Her kan du læse resultaterne fra MAPS’ seneste fase 3-studie i MDMA-AT.
Her kan du finde protokollen brugt i studierne.
Her kan du finde den manual, de har brugt til at vurdere hvor godt terapeuterne har fulgt protokollen. I manualen er der specifikke eksempler på korrekte interventioner i MDMA-AT for ptsd.
Ted Talk om psykedelisk-assisteret terapi af MAPS-grundlægger Rick Doblin.
En præsentation om MDMA-assisteret gruppeterapi for ptsd.

Center for Psykedelisk Dannelse tilskynder ikke ulovlige handlinger eller opførsel. Enhver information der kan tilgås på denne side er ment til uddannelse og folkeoplysning. Denne side er på ingen måde tiltænkt som erstatning for professionel rådgivning, diagnosticering eller behandling. Vi fraråder, at man opsøger ulovlig behandling med MDMA-AT eller på anden vis anvender MDMA i en ikke-klinisk kontekst. Søg altid rådgivning hos din læge eller anden kvalificeret sundhedsudbyder angående spørgsmål om (u)ønskede helbredstilstande.

Referencer

Mitchell, J.M., Ot’alora G., M., van der Kolk, B. et al. MDMA-assisted therapy for moderate to severe PTSD: a randomized, placebo-controlled phase 3 trial. Nat Med 29, 2473–2480 (2023). https://doi.org/10.1038/s41591-023-02565-4
Kvam TM, Goksøyr IW, Stewart LH, Repantis D, Røssberg JI, Andreassen OA. Study protocol for “MDMA-assisted therapy as a treatment for major depressive disorder: A proof of principle study”. Front Psychiatry. 2022 Oct 26;13:954388. doi: 10.3389/fpsyt.2022.954388. PMID: 36386973; PMCID: PMC9645093.
https://www.clinicaltrials.gov/study/NCT05219175?intr=MDMA&aggFilters=status:com%20act%20rec&rank=8
https://www.clinicaltrials.gov/study/NCT05138068?intr=MDMA&aggFilters=status:com%20act%20rec&page=2&rank=14#more-information
https://www.clinicaltrials.gov/study/NCT06565494?intr=MDMA&aggFilters=status:com%20act%20rec&page=4&rank=31
https://www.clinicaltrials.gov/study/NCT06565494?intr=MDMA&aggFilters=status:com%20act%20rec&page=4&rank=31
Wolfson PE, Andries J, Feduccia AA, Jerome L, Wang JB, Williams E, Carlin SC, Sola E, Hamilton S, Yazar-Klosinski B, Emerson A, Mithoefer MC, Doblin R. MDMA-assisted psychotherapy for treatment of anxiety and other psychological distress related to life-threatening illnesses: a randomized pilot study. Sci Rep. 2020 Nov 24;10(1):20442. doi: 10.1038/s41598-020-75706-1. PMID: 33235285; PMCID: PMC7686344.
Danforth AL, Grob CS, Struble C, Feduccia AA, Walker N, Jerome L, Yazar-Klosinski B, Emerson A. Reduction in social anxiety after MDMA-assisted psychotherapy with autistic adults: a randomized, double-blind, placebo-controlled pilot study. Psychopharmacology (Berl). 2018 Nov;235(11):3137-3148. doi: 10.1007/s00213-018-5010-9. Epub 2018 Sep 8. PMID: 30196397; PMCID: PMC6208958.

Indlægget Hvad er MDMA-assisteret terapi? blev først udgivet på Center for Psykedelisk Dannelse.

Et skriv om Island, PTSD, MDMA og fremtidens terapi

Kevin Mikkelsen — Tue, 26 Mar 2024 18:30:45 +0000

Jeg sætter mig på flyet mod isen og ildens land med få forventninger, men med en stærk og velkendt kropslig fornemmelse af at blive omfavnet af spænding og begejstring med en stille stemme hviskende i mit øre, at endnu en bevidsthedsudvidende oplevelse står skrevet i stjernerne (og måske i Nordlyset?).

Island er placeret på den Midtatlantiske Højderyg, en kolossal undersøisk bjergkæde, hvor den nordamerikanske og den eurasiske tektoniske plade møder hinanden. Her mødes og brydes de, og gør Island til et af de eneste steder på jorden, hvor man kan se effekterne af de tektoniske plader over jorden. Islands nordlige placering og den vulkaniske aktivitet betyder en evigt foranderlig natur, som hele tiden er i dramatisk udvikling og transformation; nedbrydes, omdannes og skabes, som kontinentpladerne gnider mod hinanden. Denne omskiftelighed har fundet vej til Islændingenes nationalfortælling om et folk, som må arbejde med og i nogle af de mest ekstreme naturforhold på kloden. Noget man kun kommer igennem med en blanding af overgivelse og tillid til det, der er større end det individuelle menneske, og et stærkt fællesskab og bånd til dem omkring en.

Vulkanøen forekommer mig ved første øjekast kold, gold og fjendtlig. Turen fra lufthavnen i Keflavik til Reykjavik er præget af et dystert, fladt, ufrugtbart landskab, som ender i en sneklædt bjergkæde i horisonten. Den giver ikke megen forsmag på de naturvidundere, jeg ellers bliver lokket med i mine google-søgninger og i lufthavnen, hvor turistagenturer står i kø, i håbet om, at jeg vil købe mig fattig i alverdens dagsture. Også på busterminalen og der hvor jeg skal overnatte, er litteraturen primært foldere, flyers og fantastiske løfter, som mest af alt giver et indtryk af naturen som blot en kulisse for selfies og flygtige oplevelser – meget langt fra den levede erfaring islændingene har gjort sig med naturens kræfter igennem de sidste 1000 år.

Jeg lejer mig en bil for at undslippe selfie-kulissen og den allestedsnærværende Nordlys-hunger, og få mig en smag af alt det Island har at byde på langt fra tourbussens spektakel. Spektaklet er dog tydeligvis begrundet. Overvældende, betagende og kraftfulde naturoplevelser og energier står nærmest i kø på min spontane køretur, og det bliver helt sikkert ikke sidste gang, jeg drager mod eventyrlige og overnaturlige Island.

Men det her er jo egentlig ikke tænkt som en rejseblog. Jeg er på Island for at deltage i MAPS-uddannelsen i MDMA-assisteret terapi. MAPS (Multidisciplinary Association for Psychedelic Studies) er den organisation, der de seneste 40 år har drevet forskningen i MDMA-assisteret terapi, og deres uddannelse er stadig den eneste autoritative på området.

MDMA-assisteret terapi er godt på vej til at blive en godkendt behandlingsmulighed. Sidste år blev det muligt at få “MDMA på recept” i Australien, og de amerikanske lægemiddelmyndigheder har annonceret, at de den 11. august i år vil tage stilling til, hvorvidt det også skal være tilfældet i USA.

Hvad er MDMA?

MDMA (3,4-metyléndioksymetamfetamin) kendes også som Ecstasy (som dog er tabletformen som ofte er blandet med andre stoffer) eller Emma og er et stof som bl.a. kan inducere en følelse af empati, kærlighed, forbindelse og accept. Disse egenskaber har gjort MDMA til et populært feststof, og har samtidig vist sig effektivt til terapeutiske formål. MDMA omtales gerne som et ‘entaktogen’ (forbindende) eller ‘empatogen’ (empati-genererende) på grund af dets egenskaber. MDMA betragtes ikke som et klassisk psykedelikum, da det kun i sjældne tilfælde frembringer oplevelser af mystisk, spirituel og visionær karakter hos den påvirkede.

Civilsamfundsorganisation eller medicinalvirksomhed? Mellem idealisme og big business

Alt imens der forskes og ændres love, søger et stigende antal mennesker hjælp hos endnu uautoriserede terapeuter, mens andre eksperimenterer på egen hånd. Det giver god mening, da det vurderes at 1-2% af befolkningen lider af PTSD. Mange med PTSD oplever sig ikke tilstrækkeligt hjulpet, og PTSD er den psykiske lidelse, der hyppigst er årsag til førtidspension blandt danskere over 40 år. Mange håber selvfølgelig at denne nye – og meget hypede – behandlingsform kan lindre deres lidelse. Der er derfor et akut behov for uddannede fagfolk, og at såvel vores uddannelsessystem, sundhedssystem og retssystem formes til at imødekomme den stigende efterspørgsel og udbredelse.

Den situation har MAPS for længst taget bestik af og formet sig som en noget utraditionel medicinalvirksomhed. MAPS har været en non-profit, primært finansieret af filantroper og almindelige mennesker. Mens de har drevet forskning i MDMA, har de også haft som fokus at kanalisere penge og ressourcer ind i folkeoplysning, afkriminalisering og skadesreduktion, for på den måde at modne hele kulturen omkring brugen af psykedelika – også uden for det strengt medico-terapeutiske.

MAPS’ uortodokse fremgangsmåde virker dog ikke til at kunne stå distancen i et felt, som indtil for få år siden var drevet af idealistiske non-profit organisationer og forskningscentre, men som nu er overrendt af profitmotiverede virksomheder og investorer. Den del af MAPS (MAPS PBC) som har stået for at føre forskningen i MDMA-assisteret terapi frem, har nemlig for nyligt skiftet navn til Lykos Therapeutics og er begyndt at sælge aktier til investorer, som forventer et udbytte, noget MAPS-leder Rick Doblin tidligere har udtalt ville være den sidste udvej. Det er muligt at læse mere om denne udvikling her og her.

En organisation under beskydning

MAPS er gennem de seneste år blevet udsat for en del kritik fra forskellige aktører i det psykedeliske felt. Kritikken har primært centreret sig om følgende 5 tematikker:

Krænkelser og etiske gråzoner – bl.a. da 2 af terapeuterne i deres studier begik klare etiske og juridiske overskridelser i kontakt med en af klienterne, og MAPS ikke af sig selv slog alarm, selvom alle sessioner bliver videooptaget og gennemgået uafhængigt. Det er muligt at høre meget mere om sagen på podcastet Cover Story: Power Trip.
“Dårlige penge” – MAPS er flere steder blevet kritiseret for at modtage enorme donationer fra individer som Rebecca Mercer og Peter Thiel, som foruden også at støtte Donald Trump med enorme beløb, har tjent deres penge på og støttet tvivlsomme virksomheder, henholdsvis Breitbart og Parler, og Palantir.
Naiv og evangelistisk fremtoning – Filosof Jules Evans har stillet spørgsmålstegn ved den ofte evangelistiske fremtoning af MAPS-stifter Rick Doblin, som bl.a. mødte op til sidste års Psychedelic Science Conference i Denver iført helt hvidt jakkesæt og med et kald om “global mass spirituality”. Mange andre har kritiseret Doblins udtalelser for at være enten naive og/eller vildledende i hans påstande om MDMAs potentielle effekter på verdenssamfundet og hans idé om “net-zero trauma” i 2070.
Militarisering af MDMA – MAPS’ politiske strategi for at få MDMA ind i normalkulturen og behandlingssystemet har især været baseret på at tale om potentialet for krigsveteraner, der lider af PTSD. Flere er nu også begyndt at snakke om MDMAs potentiale på soldater i aktiv tjeneste. Dette har fået flere kritiske røster til at ytre bekymringer omkring MDMAs fremtidige potentiale i det (amerikanske) militærindustrielle kompleks.
Medikalisering – MAPS’ strategi omkring at få psykedelika lavet til ‘en medicin’, sætter nogle store begrænsninger på dialogen om, hvad psykedelika er, og hvordan de kan bruges, og reproducerer samtidig nogle rigide og forældede magtstrukturer i både sundhedssystem og retssystem. Kritikken er så at sige rettet mod MAPS’ villighed til at spille med på “systemets regler og logikker” for at få psykedelika udbredt og positionere sig selv som autoritet i feltet, i stedet for at arbejde for fællesskabsbaserede, lokale løsning baseret på gensidig støtte og afkriminalisering. Det seneste skridt i denne udvikling kan ses i formationen af Lykos Therapeutics.

Et møde mellem det der er, og det, der er på vej

Politik, storkapital og kritik til side for en stund. Behandlingssystemet er heldigvis stadig præget af en masse mennesker, som vil andre det bedste. Uddannelsen samler omkring 70 yderst kompetente fagpersoner, heriblandt 11 danskere. Gentagne gange må jeg bøje mig i ydmyghed og respekt, når jeg hører om det arbejde, mine kolleger udfører til dagligt med nogle af samfundets mest sårbare mennesker; mennesker som er blevet udsat for helt umenneskelige oplevelser som seksuelt misbrug, krig, tortur og andre traumatiserende begivenheder. Mange udtrykker stor glæde ved at arbejde med mennesker, som måske er sårbare, men også fantastiske, seje og stærke som mennesker er bedst.

Alle deltagerne er her for at lære om en ny metode, hvor man integrerer MDMA i et terapeutisk forløb for på den måde at gøre det lettere for den lidende at bearbejde sine traumer. MDMA kan nemlig dæmpe frygtrespons og mindske undgåelse uden at blokere for minder eller følelser. Dermed kan det blive muligt at tilgå følelser, tanker og traumeminder meget hurtigere, end det er muligt i klassisk traumeterapi. På Island bliver vi en del af det blot tredje hold, der bliver trænet i denne terapiform på europæisk jord, når vi over 8 dage er samlet med kolleger fra primært Island, Norge, Sverige, Danmark, Finland, Holland på et intensivt uddannelsesforløb.

Det rammer mig allerede i bussen, at denne samling af mennesker er ret anderledes, end hvad jeg normalt møder i det psykedeliske miljø. Der er altid ret stor diversitet, når man mødes om psykedelika. Det samler på tværs af lands- og verdensdele, aldre, sociale og professionelle skel, men langt de fleste er der, fordi de har haft en eller flere oplevelser med psykedelika. Denne gang er der også mange som er der, udelukkende fordi MDMA nu er noget man snakker om i behandlermiljøer på grund af de lovende forskningsresultater. Der er derfor mange deltagere, som har et meget begrænset kendskab til MDMA, andre psykedelika og psykedelisk kultur. Det skaber en dynamisk, nysgerrig og kritisk samtale om grænsefladerne mellem konventionelle terapeutiske metoder og MDMA-assisteret terapi.

Et nyt læringsrum til en ny tid

Selve uddannelsens format bærer præg af at være nytænkende. Vi lærer primært om MDMA-assisteret terapi gennem øvescenarier, præsentationer og ved at se videoer fra sessioner fra forskningsstudierne. I undervisningsrummet har vi bl.a et bord med personlige genstande fra alle de deltagende, vi har lavet et fælles maleri, vi starter dagen med stilhed og en oplæsning af et digt, vi har refleksionsøvelser om etik og verdensbillede, der er musikalske oplevelser, vi har supervisionsgrupper, og så er der terapeuter, hvis job på uddannelsen er at yde emotionel støtte gennem hele forløbet, så der altid er nogen at snakke med, skulle man have behov for det. På den måde får man virkelig indtrykket af, at dannelsen af det hele menneske er i fokus, også hos os som mennesker, terapeuter og studerende, der bruger vores hverdag på at støtte andre mennesker.

Magten tilbage til mennesket og den indre visdom vi alle besidder

Det er tydeligt, at MAPS igennem uddannelsen forsøger at danne og udvikle terapeuter til at varetage en terapiform, hvor de er mindre i ekspertrollen, og magten er hos den lidende. Vi får bl.a. en indføring i begrebet ‘den indre helbredende intelligens’, som er et koncept, der centrerer at visdommen og evnen til at hjælpe sig selv er iboende i ethvert menneske og kan få plads i den rigtige støttende ramme (og yderligere katalyseres af MDMA). Derfor bliver terapeutens opgave hovedsageligt at stille et sikkert, trygt og støttende rum til rådighed, for at den lidende kan udforske sig selv og sin indre helbredende intelligens, og ikke at levere tolkninger og analyser eller guide terapien. De 3 rogerianske kernebetingelser for terapi (empati, ubetinget positiv anerkendelse, kongruens) er fundamentale for den eklektiske form for humanistisk psykologi og terapi, som MAPS forsøger at udbrede.

På et tidspunkt genkalder underviserne sig også den anerkendte psykiater Stanislav Grofs udtalelse til en flok psykiatere, som skulle efteruddannes i at arbejde med psykedelika: “I har lært alt det i skulle, og nu er det så tid til at aflære det hele igen, for at I kan arbejde med disse [psykedeliske] substanser”.

At skabe en (omdiskuteret) ramme for udfoldelsen af den indre helbredende intelligens

MAPS har igennem årtier haft fokus på hvordan man skaber de bedste rammer og forudsætninger for udfoldelsen af ‘den indre helbredende intelligens’. Vi bliver undervist i at skabe en sådan ramme ved at være 2 terapeuter med én klient, at etablere en tryg og ærlig relation mellem terapeuter og klient, at kultivere tålmodighed og tillid til processen, at kunne formidle viden omkring MDMAs farmakologiske og fænomenologiske effekter, og at kunne sørge for klientens fysiske og psykologiske sikkerhed bl.a. ved at forstå hvordan klienten kan støttes eller beroliges i terapien ved hjælp af vejrtrækning, ord, bevægelse og berøring.

Netop snakken om og vigtigheden af berøring bliver omdrejningspunkt for diskussioner om etik, grænser og samtykke. Vi ser videoer fra MDMA-sessioner hvor terapeut og klient for eksempel holder i hånd, holder om hinanden eller der bliver lagt en hånd på for eksempel (en mandlig) klients brystkasse. Berøring begrundes i teorier om transferens/overførsel og kropsarbejde, som ikke er videnskabeligt underbygget, men som mange mener kan være vigtige i at understøtte den psykedeliske helingsproces. For et par år siden anbefalede en række forskere og aktivister en forebyggende og forsigtig tilgang til berøring, advarede om faldgruberne og gjorde opmærksom på det manglende videnskabelige belæg for at anbefale berøring.

“Heling sker i relationer” – At navigere rummet mellem terapeut og medmenneske

MDMA-assisteret terapi bliver i MAPS-modellen fremlagt som en relationel terapi på grund af en kombination af faktorer. Mange med PTSD oplever udfordringer i deres relationer til andre, hvor de kan opleve mistillid, frygt eller generelt have svært ved at være følelsesmæssigt tæt på andre. MDMA forstærker mentale processer og øger muligheden for overførsel/transferens. Samtidig kan MDMA forøge følelsen af empati, forbundethed, kærlighed, tillid og tryghed. Disse faktorer gør det muligt at hele dybe følelser af mistillid og frygt for andre mennesker gennem forsoning og accept, især faciliteret gennem den terapeutiske relation.

At MDMA kan facilitere og i høj grad forstærke relationelle forbindelser gennem empati, tillid og kærlighed, som kan være enormt stærkt følt under sessionerne, og at båndet mellem klient og terapeut er så vigtigt, betyder også at relationen skubber på nogle af grænserne af, hvad mange terapeuter normalt ville indgå i med deres klienter. Et aspekt af dette er spørgsmål om kropskontakt, et andet omhandler, hvorvidt det for eksempel er tilladeligt at mødes til middag, en gåtur eller tage med til klientens bryllup efter et terapeutisk forløb (selv når det kun er med venskabelige intentioner). Når båndet der formes bliver så stærkt, kan det næsten virke umenneskeligt at opretholde strenge og rigide professionelle grænser for omgang efter endt terapi. Men samtidig er de retningslinjer blevet udviklet af en årsag. Etiske overvejelser af denne slags er essentielle i mødet mellem autoriteter og sårbare mennesker, og de bør være en del af enhver behandlers arbejde – og i endnu højere grad når der arbejdes med bevidsthedsændrende substanser.

“Skal jeg nu tage stoffer for at være terapeut?”

Et af de helt store temaer på uddannelsen, bliver hvorvidt terapeuter bør have prøvet MDMA på egen krop og sind for at kunne bedrive terapi med det – noget der er en fast bestanddel af MAPS-uddannelsen, de steder det kan lade sig gøre (det kunne det desværre ikke på Island i denne omgang). Underviserne lægger vægt på at en stor del af den tillid, der er nødvendig for at stole på den indre helbredende intelligens, og den proces klienten går igennem i et MDMA-assisteret terapiforløb, også beror på at terapeuten har sin egen erfaring med den ikke-lineære og noget idiosynkratiske helingsproces, som MDMA kan anspore. Vi ser i flere videoer, hvordan det både før og under sessionerne er med til at berolige og skabe tryghed for deltagerne, at terapeuterne selv har haft oplevelser med stoffet. Derudover kan det være med til at hjælpe terapeuterne til at have tålmodighed med processen og forstå, at de egentlig ikke skal gøre så meget i de 8-timer lange MDMA-sessioner. Det kan virke udfordrende for nogle terapeuter, som er vant til at skulle guide den terapeutiske proces derhen, hvor klienten nu næsten kan komme af sig selv med hjælp fra MDMA, deres indre visdom og en støttende ramme.

For at understrege vigtigheden af terapeutens egen-erfaring viser de to undervisere et citat af den berømte traumeterapeut og forsker Bessel van der Kolk: “Hvordan ved du om en terapeut er god? – Det ved du, hvis de selv har haft gavn af den behandling de tilbyder”.

Der hvor jeg personligt synes det giver bedst mening for terapeuter at have deres egen erfaring med MDMA (de andre psykedelika er en anden snak), er i henhold til at have “tillid til processen” og forstå hvad der menes med “forbindelse”, “empati” og “en følelse af at høre til” som er kernekomponenter i denne form for terapi. Alle terapeuter forstår de ord, men der er samtidig for mange en kvalitativ forskel på den gængse forståelse, og på den levede erfaring, som MDMA-oplevelsen kan bringe med sig.

Samtidig er det nærmest umuligt at forstå psykedelika, hvis ens eneste erfaring er behandling af andre. Forskere og fagfolk bliver fremstillet som eksperter og autoriteter i medier og på diverse platforme, men kan de med legitimitet påkalde sig den autoritet, hvis deres erfaring er begrænset til specifikke patientpopulationer, standardiserede protokoller og medico-terapeutiske formål?

Nogle af argumenterne imod at gøre egenerfaring til et krav, for at kunne arbejde med psykedelika i en medico-teraputisk kontekst var bl.a. at nogle kunne føle sig økonomisk og karrieremæssigt tvunget til at tage et stof, de ikke var trygge ved, for at få eller fastholde et job. Der vil yderligere være individer som ikke kan indtage MDMA på grund af farer ved sygdomme som f. eks. forhøjet blodtryk, og individer som måske ikke ville have lyst til det på grund af deres religiøse og/eller værdimæssige udgangspunkt. Skulle disse så fyres eller nægtes mulighed for at arbejde med klienter under dette paradigme?

Det virker på den baggrund uhensigtsmæssigt at gøre egenerfaring til et krav, men det virker samtidig utopisk at tro at arbejdsgivere, forsikringsselskaber, og universiteter vil prioritere eller tillade det, hvis det er fuldkommen frivilligt. Samtalen og en understregning af vigtigheden af egenerfaring bliver derfor vigtig, mens den bedste løsning i praksis måske er en protokol som tillader dispensation.

Prominente forskere har tidligere udforsket og argumenteret for vigtigheden af en videnskabelig undersøgelse af terapeuters psykedeliske egen-erfaring på det terapeutiske resultat.

Bedste praksis eller eneste praksis?

Der findes ikke meget forskning på MDMA-assisteret psykoterapi endnu. Den protokol og metode, som MAPS har drevet gennem systemet for godkendelse af lægemidler, er en pakkeløsning bestående af mange forskellige variable, som endnu ikke er testet hver for sig.

Så længe forskningen er så sparsom, er det en legitim samtale, i hvilket omfang de ekstrafarmakologiske elementer spiller ind, og hvad der er deres egentlige relevans. Vi ved endnu ikke, om resultaterne ville se anderledes ud med en enkelt terapeut eller tre, uden berøring, med mere berøring, med mere eller mindre integration eller med en mere eller mindre styrende terapiform.

Det er i løbet af uddannelsen også tydeligt, at underviserne har et livs erfaringer, som ligger langt udover protokollen, fremsat af MAPS, men at de nu er begrænset i, hvad de kan kommunikere videre (særligt pga. MAPS PBCs/Lykos’ børsnotering). De underviser derfor i denne protokol og holder sig strengt til den. Hvorvidt det reelt er best practice, eller deres idé om best practice, er umuligt at afkode, for det er nu THE practice – den der kunne bedrives forskning på, inden for det paradigme vi arbejder i, og dermed den protokol der nu sætter standarden.

Når det er sagt, så har den protokol leveret nogle imponerende forskningsresultater, med en relativt simpel model, som øjensynligt bør gøre den interessant at udbrede. Fase-3 studierne har vist at 2/3 deltagere ikke længere kvalificerer sig til PTSD-diagnosen ved 1 års opfølgning. Det er fuldstændig uhørt inden for behandling af PTSD.

Når mennesker mødes, brydes og skaber fremtiden

“De forskere og fagpersoner som udelukkende bliver introduceret til psykedelika gennem en biomedicinsk behandlingslinse, får en meget begrænset idé om, hvad psykedelika er. “

De tektoniske pladers møde indebærer en åbning, hvorfra lavaen kan flyde og bringe forskelligartede legemer til sammensmeltning. Det der var, forgår, og fundamentet bliver lagt for noget nyt. Mødet mellem den psykedeliske kultur og det konventionelle behandlingsmiljø virker som sådan et møde. Et møde der kommer til at ændre begge, og hvor noget endnu ret abstrakt og ufatteligt virker skæbnebestemt til at opstå og have en transformativ effekt på de omgivelser, det kommer til at berøre.

I mødet bliver kanterne og brydningsfladerne tydelige. Nogle brydninger drejer sig om økonomi og strukturelle forhold. Er det for eksempel rentabelt at have to terapeuter til en klient? Er der behov for så meget integrationsterapi? Hvordan får behandlingsstederne det logistisk og administrativt til at gå op at skulle dedikere 2 terapeuter til så lange forløb? Andre elementer er mere teoretiske. Er det hensigtsmæssigt, at terapeuten har egen erfaring? Er kropskontakt befordrende for terapien?

Mens brydningsfladerne bliver tydelige, bliver det også tydeligt, hvad der er udeladt. Hvad der så og sige befinder sig i kontinentplader, som ikke engang får lov at være med i legen. Samtaler om betydningen af fællesskab, peer-support og samfundsmæssige og strukturelle forandringer er fuldstændigt udeblivende fra uddannelsens officielle indhold. Alt er allerede blevet gjort til et spørgsmål om individuel behandling i et individualistisk behandlingssystem.

Det er tydeligt, at de faggrupper som allerede er uproportionalt repræsenteret i det psykedeliske felt (psykologer og læger) uundgåeligt vil blive begrænset i deres perspektiver, som de begynder at samles i fagspecifikke fællesskaber gearet mod den mediko-teraputiske udnyttelse af psykedelika. Tværfagligheden og den kritiske dialog er for længst tabt, når uddannelserne kun henvender sig til “behandlere”.

Taget i betragtning hvor relativt lidt terapi egentlig fylder i MDMA-assisteret terapi, og hvor meget potentiale der er i at lade fællesskab og livspraksis udenfor terapien fylde, er det dybt ærgerligt, at uddannelserne er så snævert fagligt funderede og målrettede. Der mangler antropologer, filosoffer, sociologer og andre faggrupper til at nuancere samtalen og forståelsen af lidelse, behandling og sundhedsfremme. Men også for at nuancere forståelsen af psykedelika generelt. Idéen om psykedelika som medikament der kan behandle [x-y-z] er ny, og de har gennem tider, traditioner og befolkningsgrupper været brugt til mangfoldige formål såsom spirituel udforskning, filosofisk refleksion, kreative udtryksformer, kultivering af relationer og meget andet. De forskere og fagpersoner, som udelukkende bliver introduceret til psykedelika gennem en biomedicinsk behandlingslinse, får kun en meget begrænset idé om, hvad psykedelika er. Og det er desværre denne idé der bliver bredt til resten af samfundet.

Meget af den viden der er akkumuleret i det psykedelisk felt gennem det seneste århundrede i Vesten og de seneste årtusinder blandt mange kulturer i verden bliver hurtigt fortrængt i et behandlingssystem der er stærkt præget af cost-benefit analyser, et biomedicinsk forskningsparadigme og en milliardindustri. Når udbredelsen af psykedelika bliver tryktestet af de gældende samfundsstrukturer, virker det presserende at de, der ligger inde med viden om psykedelika, gør op med sig selv hvilke elementer der er de væsentligste at stå fast på og hvorfor? Og hvad er det for nogle argumenter som ikke-initierede bliver nødt til at høre og forstå? Det kan både være når det vedrører egenerfaring, vigtigheden af integration, faldgruber, fællesskab, etik, verdenssyn og andre faktorer.

MAPS uddannelsen og protokollen er samtidig så simpel, og størstedelen af den reelle uddannelse kommer med erfaring i praksis, så man må spørge sig selv, hvorvidt magten over brugen overhovedet bør være forbeholdt læger og psykologer i et traditionelt behandlingssystem. Det virker som en oplagt mulighed, at i hvert fald den ene af de to terapeuter i rummet kan være fx en sygeplejerske, pædagog, antropolog, socialrådgiver, psykoterapeut, præst, filosof eller anden med social- eller sundhedsfaglig baggrund, som har modtaget efteruddannelse i denne modalitet. Og at MDMA også kan bruges på hensigtsmæssige måde uden for et strengt patologiserende behandlingssystem.

“Uddannelsen har ændret mit liv”
Som vi næsten havde opgivet og mindst ventede det, bød det sig til. Midt under den afsluttende fest begyndte menneskemængden langsomt at bevæge sig udenfor, og pludselig stod vi der alle sammen. Samlet under Nordlyset. Aurora Borealis stod klart og lysende frem på himlen.

Naturens mægtige indtræden var et af de sidste elementer der manglede på en uddannelse, som skabte rammen for en levende fælles udvidelse af vores forståelse, af både substanserne, os selv som mennesker, terapeuter og behandlere, af hvad undervisning kan indeholde, og af hvordan vi generelt promoverer sundhed i samfundet. På den måde fik jeg en fornemmelse af, at uddannelsen ikke blot uddannede mig kognitivt til terapi, men forsøgte at udvide min bevidsthed og danne mig som et helt menneske, så jeg bedre kan være der for mine fremtidige klienter, også uden brug af MDMA.

Den oplevelse bliver delt af flere af dem, som jeg interagerer med. En psykiater lod mig vide, at opholdet havde ændret hans liv. At han var kommet meget nærmere sine kolleger og havde åbnet øjnene for nye måder at være i verden på; ærligt, sårbart, nærværende, helt. Oplevelsen af en markant anderledes form for uddannelse og fællesskab omkring det blev ekkoet i flere af mine samtaler med fagfolk, som udtrykte, at de oftest befinder sig i mindre inspirerende læringsmiljøer. Jeg følte selv, at jeg blev mindet om, hvor heldig jeg er at have befundet mig i det psykedeliske miljø, i Cepda og på en psykoterapeut-uddannelse med en flok kærlige, åbne og rummelige mennesker de seneste år. Det føles endnu engang som et kæmpe privilegium og gav en fornyet tro på at udbredelsen af psykedelika virkelig markerer et skift i vores omgang som mennesker i mange sfærer af livet.

MAPS-uddannelsen i MDMA-assisteret terapi finder sted næste gang i Europa i Sarajevo, Bosnien senere i år fra den 29. maj – 4. juni. Det er muligt at ansøge her.

Indlægget Et skriv om Island, PTSD, MDMA og fremtidens terapi blev først udgivet på Center for Psykedelisk Dannelse.

Mere nyt fra psykedeliske FDA-trials

Marcus Kinch Riis-Vestergaard — Fri, 06 Oct 2023 20:32:40 +0000

MAPS har netop udgivet deres fase 3-studie om MDMA-assisteret terapi mod PTSD i Nature Medicine – med gode resultater! Studiet bekræfter tidligere studiers fund, og betyder, at terapiformen er godt på vej til at blive en godkendt behandlingsform til næste år.

Kliniske trials tester sikkerheden og effektiviteten af ny medicinsk behandling og er et lovgivningsmæssigt krav til markedsgodkendelse, som administreres af myndigheder såsom USA’s FDA (Food and Drug Administration).

De består af fire faser, hvor fase 1 er de indledende test på mennesker, fase 2 tester behandlingen på en større gruppe, og fase 3 bekræfter resultaterne fra de tidligere faser på endnu større grupper. Fase 4 finder sted efter markedsgodkendelse, og snakkes måske derfor ikke så ofte om, da de fleste primært har øje for legalisering.

FDA-godkendelsesprocessen tager typisk tager adskillelige år, omfatter mange tusinde mennesker, og koster millioner af dollars. Derfor er det imponerende, at en non-profit organisation som MAPS, som er afhængig af donorer for finansiering, er nået så langt. Siden de blev grundlagt i 1986 har de ifølge deres hjemmeside indsamlet mere end 140 millioner dollars, som er gået til forskning og uddannelse indenfor psykedelika og cannabis.

90 mennesker deltog i fase 3-studiet, som omfattede et terapiforløb med tre forberedelsessessioner, tre MDMA-sessioner med fire ugers mellemrum, og ni integrationssessioner spredt ud over forløbet – altså en ret omfattende behandling. MDMA kombineret med terapi førte sammenlignet med placebo til en signifikant reduktion i både PTSD, depression, og en forbedring i psykosocial funktion, som varede ved to måneder efter sidste MDMA-session.

Forfatterne konkluderer, at MDMA så ud til at have større effektstørrelse end nogen anden kendt medicinsk behandling af PTSD – mærkbart sertralin og paroxetin, som normalt er første svar på behandling i psykiatrien.

Mange af deltagerne i studiet, i modsætning til tidligere studier, led også af typiske følgelidelser til PTSD – dissociation, depression, alkoholafhængighed og barndomstraumer. Da PTSD med følgelidelser betragtes som behandlingsresistent skriver forfatterne, at det er særligt opløftende, at behandlingen også lod til at være effektiv for denne patientgruppe. Dog vil flere studier der sammenligner behandlingsformer direkte og undersøger PTSD med følgelidelser specifikt være nødvendige for at bekræfte dette.

Artiklen gentager hypotesen som er vundet frem på det seneste, at MDMA og andre psykedelika måske virker ved at genåbne den “kritiske periode” af neuroplasticitet, som kendetegner barndommens formbare sind. Denne effekt sammen med terapi, skriver forfatterne, skaber måske et ‘tolerancevindue’ som tillader genprocesseringen af traumer i en tilstand af større ro og selvkærlighed, og mindre PSTD-relateret skam og vrede.

De understreger, at både MDMA og psykoterapi er essentielle komponenter af behandlingen, hvilket taler ind i debatten om hvad der er vigtigst i psykedelisk assisteret psykoterapi – det psykedeliske eller psykoterapeutiske? Dette er vigtigt, da FDA af nogen anses for at fokusere for meget på stofferne selv, og negligere behandlingskonteksten.

MAPS’ vej til succes har dog ikke været uden problemer. Artiklen gør meget ud af at understrege, at behandlingen ikke gjorde deltagerne mere selvmordstruede. Dette skyldes muligvis kontroversen omkring tidligere deltagere, som anklagede MAPS for at udelade fra forskningsresultaterne, at de oplevede øget suicidalitet efter behandlingen. Denne historie dækkes af podcastserien Cover Story: Power Trip som giver en vigtig kritisk vinkel på det psykedeliske behandlingsfelt, og bl.a. påpeger det pres til at levere gode resultater, psykedelisk forskning er underlagt.

I løbet af MAPS’ kliniske trials er en facilitator også blevet anklaget for seksuelt misbrug, hvilket ifølge podcasten er langt fra en unik historie i den psykedeliske behandlingsverden. David Nickles, medskaber af podcasten og redaktør af de kritiske medie Psymposia, har udtalt, at denne slags problemer kan blive overset, hvis myndigheder som FDA ikke er mere opmærksom på det psykoterapeutiske element af psykedeliske behandlinger, som kan siges at adskille dem fra de psykofarmakologiske behandlinger, de er vant til at regulere.

MAPS tilføjer selv efterbemærkningen, at sikkerheden og effektiviteten af MDMA-terapi stadig er ved at blive undersøgt, at ingen terapi virker for alle, og at alle kliniske studier involverer risici. Selvom resultaterne virker mere og mere lovende vil dette være vigtigt at holde for øje fremadrettet.

Mere arbejde skal gøres for at gribe dem, der oplever særligt svære bivirkninger, og systemer skal sættes op for at undgå skadelig praksis – særligt hvis MDMA-terapi mod PTSD allerede står til godkendelse næste år.

Indlægget Mere nyt fra psykedeliske FDA-trials blev først udgivet på Center for Psykedelisk Dannelse.