Psykedelisk behandling Arkiv - Center for Psykedelisk Dannelse

Den psykiatriske logik og den psykedeliske ånd

Gæsteblogger — Mon, 24 Nov 2025 07:00:47 +0000

Denne artikel er en del af antologien Et Psykedelisk Danmark. Vi har valgt at gøre bogens artikler frit tilgængelige online, fordi vi mener, at viden om psykedelika bør være frit tilgængelig for alle. Det er en del af vores indsats for folkeoplysning, skadesreduktion og en mere nuanceret offentlig samtale. Hvis du ønsker at støtte vores arbejde, kan du blive medlem af Cepda på forbundet.cepda.dk og modtage bogen gratis som e-bog eller købe den trykte udgave af bogen i vores webshop. Du kan også hjælpe ved at dele artiklerne eller bogen med andre – på sociale medier, i netværk eller i dit faglige virke. Tak for din interesse og for at være med til at udbrede viden, nuancer og kritisk refleksion i det psykedeliske felt. Der vil blive udgivet en ny artikel ugentligt, og du kan finde dem samlet som de bliver uploadet her.

Af Jonas Vennike Ditlevsen

Jonas Vennike Ditlevsen er uddannet psykolog og har debatteret psykiatri, siden han for- lod en ansættelse i psykiatrien i 2019. Jonas arbejder i det, som han kalder sin aktivistiske virksomhed Projekt KUBA (Kontekstbaseret Ualmindeligt Behageligt Alternativ) for at fremme kontekstbaserede forståelser af psykisk lidelse, der ifølge Jonas er en bedre tilgang til psykisk lidelse end den sygeliggørende, psykiatriske tilgang. Jonas har udgivet bogen ’Sygkiatri’ samt skrevet adskillige kronikker om emnet.

Nærværende essay foreslår et kritisk perspektiv til diskussion i kredse, hvor de diskuterende parter har større indsigt i psykedelika, forskning i psykedelika og psykedeliske praksisser end undertegnede.

Som kritisk debattør har jeg debatteret psykiatri de seneste år og er velbevandret i videnskaben om diagnoser og diagnosebaserede praksisser. Samtidig interesserer jeg mig for psykedelika som både fagperson og menneske og ønsker at se introduktionen af psykedelika-assisteret terapi i mainstreamen foregå på de mest optimale præmisser.

Psykedeliske stoffers potentiale i terapi er ved at bevæge sig fra hypotesestadie til bekræftet fænomen, efterhånden som fx de store studier af MAPS¹ og Usona² og andre initiativer frembringer flere og flere forskningsresultater, der viser en signifikant, positiv effekt af psykedelika i terapi. Der er dog et dilemma, som introduktionen af psykedelika i mainstream behandling af psykisk lidelse står over for, som er det samme dilemma, al behandling af psyken står over for: Ved vi reelt, hvad vi ønsker at behandle, og ved vi, hvad vi ønsker at opnå?

Læs videre ved at følge linket herunder…

Indlægget Den psykiatriske logik og den psykedeliske ånd blev først udgivet på Center for Psykedelisk Dannelse.

“Videnshuller” i vejen mod medikalisering

Adam Banck — Tue, 05 Mar 2024 14:27:12 +0000

I 2023 blev New Frontiers-mødet for European College of Neuropsychopharmacology afholdt i Nice. Her blev det diskuteret hvordan vejen mod godkendelsen af psykedelika som medicin bedst bevandres.

I en ny artikel af flere forskere fra Rigshospitalet, samt bl.a. David Nutt, opsummeres pointerne fra mødet. Der beskrives særligt en række ‘videnshuller’, deltagerne mente var vigtige at få udfyldt. Artiklen giver et interessant indblik i, hvad førende (primært neurobiologiske) forskere i det psykedeliske felt ser som centralt at undersøge på nuværende tidspunkt.

For det første påpeger de, at der i forskningen ses en sammenhæng mellem de ‘akutte effekter’ og den terapeutiske effekt, men at det ikke vides, om det er den subjektive oplevelse eller de farmakologiske effekter, der bedst prædikterer effektiviteten. Derfor bør det udforskes, om doseringen af stoffet kan optimeres til den enkelte baseret på neurofarmakologiske mål.

For det andet påpeger de, at der mangler ordentlige sammenligninger af forskellige psykedeliske stoffers effekter. Mange mener, at effekterne af fx psilocybin og LSD er forskellige ved sammenlignelige doser, men forskningen er sparsom, og der mangler særligt viden om de vedvarende effekter i adfærdsforandring.

For det tredje mener de ‘præcisionspsykiatri’ bør anvendes i psykedelisk behandling. Her tages der højde for hvilke personlighedstræk, blandt andre faktorer, der forudsiger den bedste behandlingseffekt. Eksempelvis påpeger de, at ‘neuroticisme’ forudsiger værre behandlingseffekt, mens ‘overgivelse’ forudsiger bedre.

For det fjerde mener de forholdet mellem det terapeutiske outcome og varigheden af stoffet bør undersøges nærmere. Hvis korterevarende psykedeliske oplevelser kan have lige så stor klinisk effekt som længerevarende, som det ses i foreløbige trials med DMT, hvor trips kun varer 15-30 min, vil det måske gøre behandlingen mere tilgængelig og mindre omkostningsfuld.

I forlængelse mener de det bør undersøges nærmere hvilke subjektive effekter forudsiger terapeutisk effekt, og om disse rent faktisk er vigtige, eller bare er følgevirkninger til terapeutiske farmakologiske processer. Dette, skriver de, kan danne grundlag for at udvikle den næste generation af psykedelika, som designes til at optimere disse effekter.

For det femte lægger de op til, at flere biomarkører til visse psykiske sygdomme bør undersøges, herunder gennem spyt- og blodprøver, da der muligvis kunne være en sammenhængen mellem terapeutisk effekt og epigenetiske forandringer.

For det sjette påpeger de, at både indflydelsen af deltageres forventninger til behandling samt problemet med afblinding i placebostudier bør være genstand for videre forskning. Særligt placeboproblemet er en bekymring for regulatoriske autoriteter, som opfordrer til brug af andre studiedesigns.

For det syvende mangler der forskning i effekten af psykedelisk terapi kombineret med anden psykiatrisk medicin – ‘polyfarmakologiske’ forhold. Fx har studier vist, at SSRI-behandling hen imod en psykedelisk session måske kan mindske angsten, men også reducere den vedvarende terapeutiske effekt, men dette er ikke blevet undersøgt ordentligt endnu.

Endeligt diskuterer de vigtigheden af psykologisk støtte. De påpeger, at det fra et regulatorisk perspektiv giver bedst mening at have en ren støttemodel fokuseret på sikkerhed i kliniske trials, og ikke gå efter den mest effektive psykoterapeutiske behandlingsmetode. Det skyldes, at det er sværere at få godkendt stoffer som assisterende for psykoterapi, end som selvstændig behandlingsform.

De argumenterer også for, at der er særlige udfordringer med den psykoterapeutiske model overfor støttemodellen. Etisk skal samtykke både rettes mod stofbehandlingen og psykoterapien, praktisk bliver fokusset for behandlingen bredere end bare sikker stofadministrering, og økonomisk kræver det flere ressourcer at have specialiserede psykoterapeuter end sundhedspersonel trænet i en basal støttemodel.

Til dato, skriver de, er der ingen forskning der sammenligner de to modeller, og det vil være vigtigt at undersøge effekten af specifikke psykoterapeutiske metoder til specifikke diagnoser, stoffer, patienter, forskellig forberedelse og integration samt musikken og antallet af psykedeliske sessioner.

De rejser spørgsmålet om hvad psykedelisk behandling er og kan blive: “a medical treatment with psychological support?; a psychotherapy assisted by psychedelic medicine?; or an integrated treatment modality?” Dette spørgsmål, skriver de, er både vigtigt i forhold til at udvikle den bedste behandling, og for hvordan behandlingen ender med at blive godkendt og reguleret af myndigheder.

Artiklen slutter med perspektiver på den regulatoriske proces mod godkendelsen af psykedelisk terapi i Europa. Bl.a. understreges vigtigheden af en ordentlig rapportering af negative effekter af psykedelisk terapi, veldesignede randomiserede studier og overvejelser omkring antal doseringer og den psykoterapeutiske model.

Dog skriver de, at godkendelse i sidste ende ikke kun afhængig af regulatoriske myndigheder, men også politisk interesse og vilje, og at “Engagement with all stakeholders in the field is key to establishing a successful regulatory framework for psychedelic-assisted therapies across the globe.” Og selv efter markedsgodkendelse vil det skulle vurderes af myndighederne hvor omkostningseffektiv behandlingen er, hvilket nok vil afgøre tilgængeligheden.

Artiklen kan siges at illustrere mange af de kræfter, der er på spil i den store psykedeliske medikaliseringsmaskine – regulatoriske myndigheder, politiske og økonomiske interesser – og viser hvordan den medicinske forsknings fokus er relativt pragmatisk orienteret mod godkendelse.

Mens den lader spørgsmålet om vægtningen af det psykoterapeutiske element i psykedelisk terapi være åbent, taler den mere for en støttemodel som kan bevise (omkostnings)effektivitet i ‘ren’ medicinsk behandling. Udforskningen af den bedste psykedelisk-assisterede psykoterapi, skrives det, kan finde sted i kliniske tilbud på den anden side af legalisering.

Hvad mener i om de videnshuller, mødet nåede frem til – og de mål, de måske er orienteret imod? Er der andre spørgsmål, der er vigtigere at få besvaret i den psykedeliske forskning – og hvorfor?

Læs artiklen her, og gå mere i dybden selv

… Og hvis du fik noget ud af opslaget, så overvej at blive medlem og støt vores arbejde!

Indlægget “Videnshuller” i vejen mod medikalisering blev først udgivet på Center for Psykedelisk Dannelse.

Opstigning, top, retur

Gæsteblogger — Sat, 29 Oct 2022 21:18:58 +0000

Studier af tidsdynamikken i den psykedeliske oplevelse ved brug af PET-scanning

Interview med Dr. Dea Stenbæk af Lukas Basedow, M.Sc.

Lukas Basedow: I det forskningsprojekt, som vi skal til at diskutere, gennemførte I PET-hjernescanninger, før I gav psilocybin til raske deltagere. Jeg kunne godt tænke mig at vide, hvad jeres primære formål med denne undersøgelse var – hvad var jeres hovedspørgsmål?

Dr. Dea Siggaard Stenbæk: I en tidligere undersøgelse så vi en stærk sammenhæng mellem okkupansen af serotonin 2a [5-HT2a] receptoren [et mål for, hvor mange receptorer der i et givent øjeblik er bundet til et molekyle, såsom psilocin eller serotonin] og intensiteten af den oplevelse, der induceres af psilocybin, når vi beder deltagerne om at bedømme stofintensiteten hvert 20. minut.

Min indledende tilgang i dette projekt var at overveje ‘hvordan kan vi lave en psykologisk evaluering af den psykedeliske oplevelse, der også passer godt sammen med neurovidenskaben?’ At studere disse oplevelse kombineret med en masse scanning under sessionen er meget svært, og kan muligvis påvirke oplevelsen Jeg var først og fremmest interesseret i at se, om jeg kunne bruge en relativt simpel metode til at spore, hvordan oplevelsen udfolder sig.

Først spurgte vi os selv, hvordan vi kunne modellere intensiteten af en psykedelisk oplevelse. Da vi begynde på dette, så vi, at den subjektive stofintensitet opleves i tre faser.

Denne indsigt er brugbar når man ledsager folk under en psilocybinoplevelse, fordi det er en lang proces – den varer seks til otte timer. At dele sessionen op i mindre stykker ville være klinisk nyttigt, når man ønsker at sætte musik op, eller når man vil træne terapeuter. Og disse faser er blevet talt om før, men der har ikke været samlet meget empiri for at modellere dem.

Der er en tendens til at fokusere på de fund i vores studie, der er relateret til 5-HT2a-receptoren, fordi det er den virkelig nye del. Men faktisk var min tilgang i højere grad at modellere, hvordan intensiteten af oplevelsen udfolder sig tidsmæssigt.

L: Og kan du uddybe, hvordan du faktisk udførte undersøgelsen? Hvilke slags metoder brugte du til at besvare dit spørgsmål?

D: Det vi gjorde var, at vi fik folk til at komme ind, og forberedte dem på deres psykedeliske oplevelse, og under forberedelsen fik de også en PET-scanning. Så bad vi dem om at komme ind på en separat dag, hvor vi gav dem psilocybinen, og i løbet af denne psilocybinoplevelse spurgte vi dem hvert 20. minut: ‘Hvor intens er oplevelsen for dig lige nu?’ Dét gjorde vi igennem hele oplevelsen, og til sidst udfyldte deltagerne spørgeskemaet om oplevelser af mystisk karakter [mystical experience questionnaire].

Efterfølgende fik vi dem til at komme ind dagen efter for at tale om deres oplevelse, debriefe dem, og vurdere om der var behov for yderligere samtale med dem.

L: Kunne du kort fortælle vores læsere, hvad den PET-scanning, du lige nævnte, hedder?

D: Når du skanner hjernen, er der mindst to kategorier af scanninger, du kan udføre. Du kan scanne strukturen og hjernefunktionen med MR eller scanne hjernens kemi med PET. Når du har en receptor, der sidder på et neuron, som 5-HT2a-receptoren, kan du indsprøjte en radioaktiv ligand [en substans, der binder til den givne receptor] i kroppen med affinitet for denne receptor. Under en PET-scanning er det faktisk den radioaktive ligand, som man ser i scanningen. Mere specifikt kan man se, hvor meget af den radioaktive substans der bindes til 5-HT2a-receptoren, så vi kan få en idé om, hvor tilgængelig denne receptor er i hjernen.

L: Det var en rigtig god forklaring, tak. Så, kunne du opsummere de vigtigste resultater af jeres undersøgelse?

D: Grundlæggende fandt vi frem til, at psilocybinoplevelsen kan inddeles i tre faser: indtrædelses-, top- og returfasen, hvilket er ret intuitivt, men det har ikke før været vist empirisk på denne her måde. Vi så også, at den tid deltagerne forblev i disse tre faser var relateret til tilgængeligheden af 5-HT2a-receptoren. Nærmere bestemt var de deltagere, der havde en lavere tilgængelighed af 5-HT2a-receptoren inden indtagelse af psilocybin, længere tid i topfasen, og kortere tid i returfasen. Dette korrelerede også med dybden af den mystiske oplevelse, hvilket betyder, at jo lavere tilgængelighed af 5-HT2a-receptoren, jo længere tid i topfasen, og jo kortere tid i returfasen, hvilket alt sammen var relateret til en dybere mystisk oplevelse.

L: Jeg har to opfølgende spørgsmål. Først nævnte du, at en kortere tid i returfasen er relateret til styrken af den mystiske oplevelse. Har du en hypotese om, hvordan de to kunne være forbundet? Hvad kunne være forbindelsen mellem styrken af den mystiske oplevelse og tiden brugt i returfasen?

D: Der er en omvendt korrelation mellem længden af topfasen og længden af tilbagevendingen til normal, vågen bevidsthed. Så det jeg tror foregår er, at du har et bestemt antal timer hvor stoffet har effekt, fordi det på et eller andet tidspunkt jo vil forlade din krop igen. Og den tid kan du dele op på forskellige måder, så hvis du bruger meget af din tid i topfasen, er der tilsvarende mindre tid til at vende tilbage. Det er, hvad denne sammenhæng afspejler. Jeg tror, at det i realiteten er topfasens længde der er vigtig, men den vil så også have betydning for, hvor lang tid du så har til at vende tilbage.

Jeg var nysgerrig efter hvad der gør, at folk forbliver i topfasen i længere tid, da dette synes at have klinisk relevans, fordi det er grundlaget for oplevelser, der kan have langvarige positive effekter. Én mulighed er, at folk på en måde genøver deres oplevelse i topfasen. På en eller anden måde er de gode til at blive der og genforstærke disse oplevelser. En anden mulighed var, at der er biologiske forskelle mellem mennesker, der kan være med til at forklare, hvorfor nogle har tendens til at blive der længere. Så med det unikke datasæt om 5-HT2a-receptoren var det ret indlysende, at vi skulle se på det og spørge: ‘Spiller dette en rolle for, hvor længe nogen forbliver i topfasen?’

L: Mit andet opfølgende spørgsmål er: Har du en hypotese om, hvorfor tilgængeligheden af 5-HT2a-receptoren er relateret til styrken af den mystiske oplevelse og længden af topeffekten?

D: Det kan virke kontraintuitivt, da folk har tendens til at tro, at du vil have en vildere oplevelse, hvis du har flere receptorer. Men hvad vi så, da vi kiggede på 5-HT2a-receptoren, er, at mennesker med høje niveauer af mindfulness faktisk nedregulerer denne receptor [de har et reduceret antal af denne receptor på de tilgængelige områder på celleoverfladerne i deres neuroner]. Andre undersøgelser har også vist, at mennesker med lavere niveauer af 5-HT2a-receptortilgængelighed havde lavere niveauer af neuroticisme. Med dette i tankerne synes vores fund ikke længere så underlige.

Vi har lige nu den hypotese, at et lavere niveau af 5-HT2a-receptorer faktisk afspejler en højere koncentration af serotonin i hjernen. Hjernen har tendens til at nedregulere receptorer efter behov for at opnå korrekt signalering. Vi ved også, at når du giver visse typer af antidepressiver, så nedreguleres 5-HT2a-receptoren, og vi hypotetiserer, at en øget koncentration af serotonin i hjernen ligger til grund for dette. Er dette sandt – og det ved vi ikke helt, om det er – ville det betyde, at mennesker med lavere niveauer af 5-HT2a-receptoren sandsynligvis også har en højere koncentration af serotonin i hjernen. Og det er serotonin kombineret med psilocybin, der stimulerer receptorerne, når man går ind i den psykedeliske oplevelse; der kan være en synergi der. Jeg tror ikke, at nogen virkelig ved det på nuværende tidspunkt, fordi der, ligesom med alt andet inden for videnskab, er behov for mere forskning.

L: Okay. Det betyder, at et reduceret niveau af 5-HT2a-receptortilgængelighed muligvis kan afspejle højere serotoninniveauer i hjernen, hvilket kan føre til en stærkere psykedelisk oplevelse. Du nævnte også, at hvis folk tager antidepressiv, vil det bidrage til øgede serotoninniveauer og nedregulere 5-HT2a-receptortætheden, korrekt?

D: Ja.

L: Kunne du relatere dette fund til rapporteringer om mennesker, der tager antidepressiver, som har mindre intense psykedeliske oplevelser?

D: Der er i virkeligheden ingen forskning, der besvarer dette spørgsmål. Der findes anekdotisk bevis omkring det, at mennesker der tager SSRI-præparater oplever en bedøvende virkning, når de tager psykedeliske stoffer. Vi ved stadig ikke, om det er tilfældet. Men et andet problem dukker op, hvilket er, at der faktisk er to spørgsmål: Der er spørgsmålet om hvad der sker, når man stimulerer 5-HT2a-receptoren, og der er spørgsmålet om hvad baseline-niveauer af denne receptor i virkeligheden afspejler.

Jeg er ikke sikker på, om det at have et lavere niveau af 5-HT2a-receptor ved baseline afspejler det samme, som når du giver et antidepressivt middel og receptoren nedreguleres. Dette er fordi, at den sidstnævnte tilstand er en stofinduceret nedregulering, og den anden bare er en naturlig tilstand i systemet. Da vi ikke kan være sikre på, at disse to tilfælde kan sidestilles, bliver vi stadig nødt til at lave noget forskning. Jeg er bekendt med igangværende forskningsprojekter, hvor man ønsker at randomisere og enten give placebo eller SSRI, og derefter inducere en psykedelisk oplevelse oveni, for at teste denne slags idéer. Det næste trin ville være at undersøge, om den nedregulerede 5-HT2a -tilstand svarer til den vi ser, når vi bare foretager en baseline PET-scanning. [For mere information om SSRI-præparaterer og psykedelika kan du læse Camile Bahis indlæg om potentielle risici ved at kombinere disse]

L: Et sidste spørgsmål, urelateret til dit forskningsprojekt – Kunne du give os et historisk indblik i psykedelisk forskning i Danmark?

D: Jeg tror, det der skete i Danmark sandsynligvis afspejler de fleste andre lande. Der var en masse entusiasme i 60’erne, mest i forbindelse med LSD, og der blev lavet undersøgelser på ét dansk hospital i særdeleshed. Desværre havde nogle af disse undersøgelser negative konsekvenser for deltagerne, og der kom efterfølgende retssager. Efter dette blev al psykedelisk forskning lukket ned, og stofferne blev betragtet som meget farlige. Med vores undersøgelser er vi faktisk den første forskningsgruppe i Danmark, der laver psykedeliske undersøgelser i moderne tid. Og indtil videre har vi kun haft gode erfaringer med at give de her stoffer til mennesker.

L: Tak for det indblik, og tillykke med jeres fremragende studieresultater og dit vellykkede forskningsprogram!

DEA SIGGAARD STENBÆK, Ph.D.

Lektor ved Københavns Universitet og Rigshospitalet

Dea Stenbæk undersøger serotoninsystemet (5-HT-) i tværfaglige studier ved brug af PET-scanninger, personlighedspsykologi og neurokognitive metoder.

LUKAS BASEDOW, M.SC.

Ph.D. Studerende

Lukas Basedows forskning på det medicinske fakultet i TU Dresden fokuserer på misbrug af rusmidler blandt teenagere.

Oversat af Markus Kinch Riis-Vestergaard d. 8/5-2022
Korrekturlæst af Kevin Mikkelsen

Oprindelig artikel på engelsk
IP af MIND Foundation

Referencer

Stenbæk, D. S., Madsen, M. K., Ozenne, B., Kristiansen, S., Burmester, D., Erritzoe, D., Knudsen, G. M., & Fisher, P. M. (2020). Brain serotonin 2A receptor binding predicts subjective temporal and mystical effects of psilocybin in healthy humans. Journal of Psychopharmacology. https://doi.org/10.1177/0269881120959609

Indlægget Opstigning, top, retur blev først udgivet på Center for Psykedelisk Dannelse.

At kombinere psykedeliske stoffer og 12-trins-programmer for stofmisbrugsforstyrrelser

Gæsteblogger — Mon, 20 Jun 2022 20:34:09 +0000

Forbehold Dette blogindlæg er oprindeligt skrevet af David Yaden for MIND Foundation. Det er oversat og korrekturlæst af Center for Psykedelisk Dannelse (Cepda). Hvis du finder fejl eller uoverensstemmelser, eller hvis noget i oversættelsen virker utydeligt, bedes du venligst kontakte Center for Psykedelisk Dannelse på kontakt@psykedeliskdannelse.dk. Vi er meget taknemmelige for alle forbedringer. Du er også meget velkommen til at kontakte Cepda, hvis du har lyst til at hjælpe til med oversættelser. Oversætterne repræsenterer ikke MIND Foundation.

Oversat af Kevin Mikkelsen, Center for Psykedelisk Dannelse

Behandling af personer med stofmisbrugsforstyrrelser er ofte baseret på klassiske psykoterapeutiske principper som f.eks. kognitiv adfærdsterapi. Der har imidlertid siden 1950’erne eksisteret to uortodokse tilgange, som ved første øjekast synes at inkorporere modsatrettede principper: Abstinensbaserede 12-trins-programmer og psykedelisk terapi. I dette interview snakker jeg med David Yaden, ph.d., som for nylig har offentliggjort en artikel sammen med sine kolleger fra Johns Hopkins University, hvori de diskuterer potentielle synergier mellem disse to behandlingsmodaliteter.

L: Kan du kort forklare hvad 12-trins-programmer er, for vores læsere som måske ikke kender til dette koncept?

D: 12-trins-programmer er grupper af mennesker, der støtter hinanden, og som følger et sæt vejledende principper for at hjælpe medlemmerne med at bevare deres ædruelighed. Anonyme Alkoholikere (AA) var det første 12-trins-program og er nok det program, som de fleste kender. I dag findes der 12-trins-grupper, der har til formål at hjælpe med de fleste vanedannende stoffer og adfærdsmønstre som f.eks. ludomani.

Forholdet mellem 12-trins-grupper og konventionelle misbrugsbehandlinger er noget kompliceret. Mens mange klinikere opfordrer deres patienter til at opsøge 12-trins-grupper som et supplement til evidensbaserede terapier eller behandlinger, betragtes 12-trins-programmer ikke i sig selv som en del af medicinske eller kliniske behandlinger. Desuden tillader mange 12-trins-programmer ikke medlemmerne at deltage i visse evidensbaserede stofbehandlinger som f.eks. medicinassisterede behandlinger (f.eks. metadon), hvilket betragtes som en kontroversiel praksis blandt evidensbaserede klinikere og forskere, som mener, at dette forhindrer en effektiv behandling. Derudover viste en stor Cochrane-undersøgelse, at der er beviser for, at 12-trins-programmer er effektive for nogle mennesker.1 Der er et komplekst sæt dynamikker i spil her.

L: Hvorfor tror du, at 12-trins-programmer har så bred appel? Hvordan har dette program været i stand til at sprede sig med succes over hele verden?

D: 12-trins-programmerne nyder godt af deres medlemmer, som ofte er meget engagerede og kan bidrage med social forbindelse og støtte til mennesker, som ofte mangler det i deres liv. Den sociale støtte, som mange 12-trins-programmer giver, rækker langt ud over den tid, som klinikere kan tilbyde på grund af deres begrænsede tidsplaner. Medlemmer af 12-trins-programmer sættes f. eks. i forbindelse med et andet medlem af 12-trins-programmet, som agerer som “sponsor”. Nye medlemmer kan som regel ringe til deres sponsor når som helst, dag og nat, hvis de er fristet til at falde i , eller hvis de blot har brug for nogen at tale med.

Desuden er selve 12-trins-programmerne meget lette at forstå og giver, som navnet antyder, en trinvis proces til at genvinde ædruelighed og forblive ædru.

Endelig er 12-trins-programmer normalt lettilgængelige og gratis, mens sundhedsvæsenets ressourcer nogle gange kan være utilgængelige og/eller vanskelige at få råd til i USA.

L: I 12-trins-programmerne nævnes spirituelle oplevelser udtrykkeligt som katalysatorer for forandring. Kan du uddybe, hvad der menes med det? Hvad betragtes som en spirituel oplevelse i 12-trins-programmer, og hvordan adskiller denne oplevelse sig fra eller ligner oplevelser, der frembringes af psykedeliske stoffer?

D: 12-trins-programmerne stammer fra Bill Wilsons skrifter. Bill Wilson (f. 1895 – d. 1971) var med til at stifte Anonyme Alkoholikere (AA), efter han opnåede ædruelighed som et resultat af en oplevelse, som han betragtede som “spirituel”. Her beskriver Bill Wilson sin oplevelse:

“Langsomt aftog ekstasen. Jeg lå på sengen, men var for en tid i en anden verden, en ny bevidsthedsverden. Overalt omkring mig og gennem mig var der en vidunderlig følelse af nærvær. En stor fred kom over mig, og jeg tænkte: “Uanset hvor forkerte tingene synes at være, er de alle rigtige…” (citeret af Ernest Kurtz2)

Det skal bemærkes, at Bill Wilson blev behandlet med et stof kaldet scopolamin, som nogle betragter som et psykedelisk stof (selvom det ikke er et klassisk psykedelisk stof som psilocybin eller LSD). Han var i behandling for alkoholisme på et hospital i New York City med en læge, som forsøgte sig med en ny form for behandling. De fleste mennesker er ikke klar over, at Bill Wilsons første spirituelle oplevelse fandt sted under påvirkning af et psykedelisklignende stof!

Spirituelle oplevelser spiller en fremtrædende rolle i 12-trins-programmer. Det er trods alt en del af de 12 trin. Det 12. og sidste trin lyder således: “Efter at have haft en spirituel oplevelse som følge af disse trin, forsøgte vi at viderebringe dette budskab til alkoholikere og at praktisere disse principper i alle vore anliggender.”3

L: Med hensyn til din artikel: Hvad fik dig til at tro, at der kunne være synergier mellem psykedelisk brug og 12-trins-programmer?

D: Den spirituelle oplevelse, som Bill Wilson beskrev som årsag til sin ædruelighed, ligner meget de subjektive virkninger, som mange mennesker, der tager psykedeliske stoffer, rapporterer om. Bill udpegede selv dette. Senere i sit liv prøvede Bill LSD (et klassisk psykedelisk stof) under en læges behandling. Han syntes at have gavn af disse psykedeliske behandlinger og gav en positiv anbefaling:

“Det er en generelt anerkendt kendsgerning i åndelig udvikling, at en reduktion af egoet muliggør indstrømningen af Guds nåde. Hvis vi under LSD kan få en midlertidig reduktion, kan vi derfor bedre se, hvad vi er, og hvor vi er på vej hen – og det kan måske være en hjælp. Målet kan måske blive klarere. Så jeg anser LSD for at være af en vis værdi for nogle mennesker og praktisk talt ikke til skade for nogen.”4

Wilsons tilslutning til psykedeliske behandlinger kan overraske folk – det overraskede i hvert fald os, da vi hørte om det. Ifølge forskeren Joe Miller, som skrev US of AA, kan dette faktum endda være blevet aktivt undertrykt af AA’s bestyrelse.

L: Hvilke synergieffekter ser du så? Mener du, at der er en fordel ved at kombinere de to tilgange?

D: Jeg vil gerne udtrykke mig meget klart på dette punkt – i artiklen argumenterer vi hverken for eller imod kombinationen af psykedeliske stoffer med 12-trins-programmer.

Vi kan dog ikke undgå at bemærke de betydelige ligheder mellem psykedeliske behandlinger, som mange mennesker rapporterer resulterer i en spirituel type oplevelse, og målene for 12-trins-programmer, der har til formål at give en slags spirituel oplevelse som resultat af at arbejde med de forskellige trin.

Vi syntes, at det var interessant, at 12-trins-programmer har en tendens til at forhindre medlemmer i at deltage i medicinassisterede behandlinger (MAT), fordi de betragtes som “en udskiftning af et stof ud med et andet”. Det kan være uheldigt, når man tænker på, at MAT har vist sig at være blandt de mest effektive måder at holde mennesker med stofmisbrugslidelser i live på.

Vi var nysgerrige efter at vide, om nogle 12-trins-programmer måske ville gøre en undtagelse for behandlinger med psykedeliske stoffer. Selvom de er stoffer eller former for medicin, giver de nemlig oplevelser, der ligner (eller i nogle tilfælde er identiske med) de spirituelle oplevelser, der er kernen i 12-trins-programmer. Samtidig gik AA’s grundlægger ind for at kombinere 12-trins-programmer med psykedeliske behandlinger – og det kunne tænkes, at det kunne være relevant eller i det mindste interessant for nogle medlemmer af 12-trins-programmer at kende til denne støtte fra AA’s grundlægger.

L: Med hensyn til integrationen af psykedeliske stoffer i 12-trins-programmer: Hvordan ville det se ud i praksis? Hvordan kan psykedeliske stoffer integreres i et 12-trins-program?

D: Vi kunne forestille os et par forskellige muligheder – kald de mulige modeller for initierende, intermitterende eller kulminerende modeller. En initierende model ville foreslå, at man gennemgår en psykedelisk oplevelse i begyndelsen af 12-trins-processen for at give mere motivation i en måske vanskelig overgangsperiode. En intermitterende model kunne indebære periodiske psykedeliske behandlinger i løbet af 12-trins-forløbet, måske med et par måneders mellemrum, for at bevare momentum i behandlingen og ædrueligheden. Endelig kan en kulminationsmodel indebære, at den psykedeliske behandling sammen med det 12. og sidste trin udgør en slags afslutning på og mulighed for at reflektere over hele processen.

Igen, dette er blot nogle muligheder. Vi ved ikke rigtigt, hvordan denne integration kunne se ud i den virkelige verden. Det er et emne, der er værd at studere, og det vil kræve tværfaglige teams for at kunne udføre forskningen godt. Lad mig gentage, at vi hverken her eller i artiklen går ind for eller fordømmer kombinationen af psykedeliske stoffer med 12-trins-programmer. Vi overvejer blot emnet.

L: Hvordan tror du, at de næste skridt i denne forskningsproces vil se ud? Hvad er vigtige aspekter ved denne kombination, som skal udforskes?

D: Vi er ved at iværksætte nogle forskningsprojekter for at studere grupper, der tilsyneladende allerede er i gang med at integrere psykedeliske stoffer i 12-trins-processen. Endnu en gang vil jeg gerne gentage, at vi ikke støtter eller billiger integration af psykedeliske stoffer i 12-trins-grupper (det er i øjeblikket ulovligt i USA og derfor juridisk risikabelt). Men vi ønsker at lære mere om denne praksis – de potentielle sikkerhedsproblemer, der opstår, om den er effektiv, og hvordan integrationen passer til 12-trins-filosofien samt til de nuværende almindelige evidensbaserede behandlinger. Der er en række interessante og vigtige psykologiske, medicinske, juridiske og antropologiske spørgsmål at tage stilling til inden for denne ramme.

L: Endelig, hvordan ville den bedst mulige behandling af patienter med stofmisbrugslidelser se ud? Hvordan forestiller du dig, at den ideelle fremtid for behandlingen skal se ud?

D: Jeg er en psykologisk og psykofarmakologisk forsker, så jeg studerer psykologiske og farmakologiske interventioner. Jeg mener, at der kan gøres store fremskridt på begge fronter. Det er dog vigtigt at bemærke, at der i øjeblikket findes behandlinger til mennesker, der lider af stofmisbrugslidelser, og jeg opfordrer denne befolkningsgruppe til at drage nytte af disse eksisterende evidensbaserede behandlinger.

DAVID YADEN, PH.D.

David forsker i de subjektive og adfærdsmæssige dimensioner af effekten af psykedeliske substanser og deres potentiale i behandling.

LUKAS BASEDOW, M.SC.
Ph.D. Studerende

Lukas Basedows forskning på det medicinske fakultet i TU Dresden fokuserer på misbrug af rusmidler blandt teenagere.

Oversat af Kevin Mikkelsen d. 22/5-2022
Korrekturlæst af Rebecca Rosenbæk Due
IP af MIND Foundation

Indlægget At kombinere psykedeliske stoffer og 12-trins-programmer for stofmisbrugsforstyrrelser blev først udgivet på Center for Psykedelisk Dannelse.