Det er en gammel og velkendt historie, at psykedelika kan forårsage oplevelsen af såkaldt “ego-død”. Udtrykket henviser til en forbigående, men stærk oplevelse af, at grænserne mellem ens selv og omverden begynder at flyde, eller endda en oplevelse af, at det at have et selv i det hele taget opløses.

Tidlige figurer såsom Aldous Huxley, Timothy Leary og Stanislav Grof har alle omtalt fænomenet, og de har på forskellig vis advokeret for, at det at transcendere sit ego og opnå en slags kosmisk enhed med universet ikke kun er en spirituel oplevelse, men også har et helende potentiale¹. 

I den kliniske forsknings regi — hvor oplevelsen af ego-død omtales som ego-dissolution — præsenterede forskere fra Imperial College og King’s College i 2016 deres Ego-dissolution Inventory, hvormed fænomenets eksistens blev identificeret og statistisk valideret². Og ved brug af dette Ego-dissolution Inventory har adskillige forskere sidenhen endda også eftervist en korrelation mellem graden af oplevet ego-død og terapeutisk udbytte af den givne behandling³. 

Implicit i denne fortælling om ego-død, samt den dertilhørende validering fra den kliniske videnskab, er, at fænomenet således må forstås som almenmenneskeligt — og at oplevelsen måske endda afslører noget essentielt sandt om mennesket inderste natur, dets vej til heling og dets plads universet. Men er det nu også helt sådan?

I deres artikel fra 2021, Psychedelic Medicalization, public discourse, and the morality of ego dissolution, udfordrer antropologen Alex Gearin og bioetikeren Neşe Devenot almengyldigheden af fænomenet ego-død ved bl.a. at sidestille psykedelisk brug i henholdsvis Vesten og Amazonas. En sådan sammenligning er helt i tråd med den antropologiske disciplins spidskompetence, som ud fra dens indgående viden om vidt forskellige kulturer netop kan opdage, at det, som vi troede var universelt, men måske er mere partikulært, end vi ellers gik og troede. 

Således er det, at Gearin og Devenot i deres artikel kigger nærmere på, hvordan oplevelsen af selvet påvirkes af psykedelika i forskellige kulturer. Det korte af det lange er — ifølge Gearin og Devenot — at der ikke findes nogen omtale i den antropologiske litteratur af oplevelser, der tilsvarer ego-død blandt såkaldte indfødte folk i Amazonas. Men for at forstå deres argument bedre, er vi nødt til at tage en lille omvej. 

Typisk for Vesten er, at vi tilskriver sygdom til individer og psykisk sygdom til et individs sind. Dvs. individets selv eller ‘ego’. Når mennesket i Vesten lider af f.eks. depression, er det typisk dette individuelle menneskes sind og selv, der skal i terapi. Dette er ulig mange andre kulturer, hvor årsagen til sygdom ofte snarere tilskrives det sociale og omverdenen. I forlængelse heraf, er det i disse kulturer derfor ikke selvet, men snarere omverdenen — dvs. patientens relationer til andre mennesker og evt. naturens mange besjælede aktører — der skal omorganiseres for at opnå heling.  

Når vi så ser på, hvad brugeren af psykedelika i Amazonas typisk oplever, så er det helt konkret sådan, at snarere end at opleve selvets opløsning, så oplever brugeren at blive transformeret til andre dyr, planter og væsner. Dvs. at hun indtager deres perspektiv for at sætte sig ind i deres plads i den sociale orden. Her er der ikke tale om ego-død, men snarere oplever at selvet bytter plads med relevante figurer fra vedkommendes omverdenen. Det er altså ikke selvet, der skal omorganiseres til en bedre eller raskere version, men omverdenen der skal engageres for at kunne skabe social forandring. 

Med afsæt i disse empiriske forhold argumenterer Gearin og Devenot for, at den psykedeliske oplevelse af ego-død bør anskues som udtryk for partikulære vestlige forestillinger om selvet, sygdom og heling. 

Pointen med ovenstående antropologisk sammenligninger er ikke, at den ene eller anden oplevelse er mere ‘sand’ end den anden, men at forudgående implicitte kulturelle modeller af selvet og omverdenen står til grund for de oplevede forskelle, og — yderligere — at et stærkt kulturelt narrativ om, hvad der bør og skal ske i en psykedelisk oplevelse, giver anledning til, at det så rent faktisk også realiseres i praksis (jf. begreberne ‘set & setting’). 

Pointen er heller ikke, at den kliniske forskning tager fejl, når den identificerer og statistisk validerer ego-død som fænomen i deres studiers populationer, men at disse populationer helt lavpraktisk er udgjort af vestlige personer og derfor siger noget om disse mennesker, snarere end mennesket som sådan.

Hvis du er interesseret i at dykke nærmere ned i, hvordan oplevelsen af ego-død afspejler implicitte kulturelle forestillinger om selv, sygdom og heling i Vesten, og hvis du gerne vil blive klogere på disse forestillingers oprindelse og implikationer, så anbefaler jeg Gearin og Devenots artikel. 

Læs artiklen her

Og hvis du fik noget ud af indlægget, så overvej at blive medlem og støt vores arbejde! 

Yderligere læsning

For yderligere antropologiske analyser af kulturelle forestillinger om selvet og disse forestillingers rolle i psykedelisk heling, se evt.:

Gearin, Alex. “Dividual Vision of the Individual: Ayahuasca Neo-Shamanism in Australia and the New Age Individualism Orthodoxy.” International Journal for the Study of New Religions 7, no. 2 (2016): 199–220. https://doi.org/10.1558/ijsnr.v7i2.31955.

Dupuis, David. “The Psychedelic Ritual as a Technique of the Self.” HAU Journal of Ethnographic Theory 12, no. 1 (2022): 198–216. https://doi.org/10.1086/719792.

Her på CEPDA har vi også tidligere publiceret Saga Briggs’ artikel fra MIND Foundation, der udfordrer fortællingen om oplevelsen af ego-død og dets neurale forbindelse til Default Mode Network. Læs mere her

Referencer 

1. Gearin, Alex K, and Neşe Devenot. “Psychedelic Medicalization, Public Discourse, and the Morality of Ego Dissolution.” International Journal of Cultural Studies 24, no. 6 (2021): 917–35. https://doi.org/10.1177/13678779211019424.

2. Nour, Matthew M., Lisa Evans, David Nutt, and Robin L. Carhart-Harris. “Ego-Dissolution and Psychedelics: Validation of the Ego-Dissolution Inventory (EDI).” Frontiers in Human Neuroscience 10 (2016): 269–269. https://doi.org/10.3389/fnhum.2016.00269.

3. Garcia-Romeu A, Kersgaard B and Addy PH. “Clinical applications of hallucinogens: a review”. Experimental and Clinical Psychopharmacology 24 (4) (2016): 229-268

3. Roseman L, Nutt D and Carhart-Harris R. “Quality of acute psychedelic experiences predicts therapeutic efficacy psilocybin for treatment-resistant depression”. Frontiers in Pharmacology (8: 974 (2018)

3. Uthaug MV, van Oorsouw K, Kuypers KPC, van Boxtel M, Broers NJ, Mason NL, et al. “Sub-acute and long-term effects of ayhausca on affect and cognitive thinking style and their association with ego dissolution”. Psychopharmacology 235: 2979-2989 (2018)