Jeg sætter mig på flyet mod isen og ildens land med få forventninger, men med en stærk og velkendt kropslig fornemmelse af at blive omfavnet af spænding og begejstring med en stille stemme hviskende i mit øre, at endnu en bevidsthedsudvidende oplevelse står skrevet i stjernerne (og måske i Nordlyset?).
Island er placeret på den Midtatlantiske Højderyg, en kolossal undersøisk bjergkæde, hvor den nordamerikanske og den eurasiske tektoniske plade møder hinanden. Her mødes og brydes de, og gør Island til et af de eneste steder på jorden, hvor man kan se effekterne af de tektoniske plader over jorden. Islands nordlige placering og den vulkaniske aktivitet betyder en evigt foranderlig natur, som hele tiden er i dramatisk udvikling og transformation; nedbrydes, omdannes og skabes, som kontinentpladerne gnider mod hinanden. Denne omskiftelighed har fundet vej til Islændingenes nationalfortælling om et folk, som må arbejde med og i nogle af de mest ekstreme naturforhold på kloden. Noget man kun kommer igennem med en blanding af overgivelse og tillid til det, der er større end det individuelle menneske, og et stærkt fællesskab og bånd til dem omkring en.
Vulkanøen forekommer mig ved første øjekast kold, gold og fjendtlig. Turen fra lufthavnen i Keflavik til Reykjavik er præget af et dystert, fladt, ufrugtbart landskab, som ender i en sneklædt bjergkæde i horisonten. Den giver ikke megen forsmag på de naturvidundere, jeg ellers bliver lokket med i mine google-søgninger og i lufthavnen, hvor turistagenturer står i kø, i håbet om, at jeg vil købe mig fattig i alverdens dagsture. Også på busterminalen og der hvor jeg skal overnatte, er litteraturen primært foldere, flyers og fantastiske løfter, som mest af alt giver et indtryk af naturen som blot en kulisse for selfies og flygtige oplevelser – meget langt fra den levede erfaring islændingene har gjort sig med naturens kræfter igennem de sidste 1000 år.
Jeg lejer mig en bil for at undslippe selfie-kulissen og den allestedsnærværende Nordlys-hunger, og få mig en smag af alt det Island har at byde på langt fra tourbussens spektakel. Spektaklet er dog tydeligvis begrundet. Overvældende, betagende og kraftfulde naturoplevelser og energier står nærmest i kø på min spontane køretur, og det bliver helt sikkert ikke sidste gang, jeg drager mod eventyrlige og overnaturlige Island.
Men det her er jo egentlig ikke tænkt som en rejseblog. Jeg er på Island for at deltage i MAPS-uddannelsen i MDMA-assisteret terapi. MAPS (Multidisciplinary Association for Psychedelic Studies) er den organisation, der de seneste 40 år har drevet forskningen i MDMA-assisteret terapi, og deres uddannelse er stadig den eneste autoritative på området.
MDMA-assisteret terapi er godt på vej til at blive en godkendt behandlingsmulighed. Sidste år blev det muligt at få “MDMA på recept” i Australien, og de amerikanske lægemiddelmyndigheder har annonceret, at de den 11. august i år vil tage stilling til, hvorvidt det også skal være tilfældet i USA.
Hvad er MDMA?
|
Civilsamfundsorganisation eller medicinalvirksomhed? Mellem idealisme og big business
Alt imens der forskes og ændres love, søger et stigende antal mennesker hjælp hos endnu uautoriserede terapeuter, mens andre eksperimenterer på egen hånd. Det giver god mening, da det vurderes at 1-2% af befolkningen lider af PTSD. Mange med PTSD oplever sig ikke tilstrækkeligt hjulpet, og PTSD er den psykiske lidelse, der hyppigst er årsag til førtidspension blandt danskere over 40 år. Mange håber selvfølgelig at denne nye – og meget hypede – behandlingsform kan lindre deres lidelse. Der er derfor et akut behov for uddannede fagfolk, og at såvel vores uddannelsessystem, sundhedssystem og retssystem formes til at imødekomme den stigende efterspørgsel og udbredelse.
Den situation har MAPS for længst taget bestik af og formet sig som en noget utraditionel medicinalvirksomhed. MAPS har været en non-profit, primært finansieret af filantroper og almindelige mennesker. Mens de har drevet forskning i MDMA, har de også haft som fokus at kanalisere penge og ressourcer ind i folkeoplysning, afkriminalisering og skadesreduktion, for på den måde at modne hele kulturen omkring brugen af psykedelika – også uden for det strengt medico-terapeutiske.
MAPS’ uortodokse fremgangsmåde virker dog ikke til at kunne stå distancen i et felt, som indtil for få år siden var drevet af idealistiske non-profit organisationer og forskningscentre, men som nu er overrendt af profitmotiverede virksomheder og investorer. Den del af MAPS (MAPS PBC) som har stået for at føre forskningen i MDMA-assisteret terapi frem, har nemlig for nyligt skiftet navn til Lykos Therapeutics og er begyndt at sælge aktier til investorer, som forventer et udbytte, noget MAPS-leder Rick Doblin tidligere har udtalt ville være den sidste udvej. Det er muligt at læse mere om denne udvikling her og her.
En organisation under beskydning
MAPS er gennem de seneste år blevet udsat for en del kritik fra forskellige aktører i det psykedeliske felt. Kritikken har primært centreret sig om følgende 5 tematikker:
- Krænkelser og etiske gråzoner – bl.a. da 2 af terapeuterne i deres studier begik klare etiske og juridiske overskridelser i kontakt med en af klienterne, og MAPS ikke af sig selv slog alarm, selvom alle sessioner bliver videooptaget og gennemgået uafhængigt. Det er muligt at høre meget mere om sagen på podcastet Cover Story: Power Trip.
- “Dårlige penge” – MAPS er flere steder blevet kritiseret for at modtage enorme donationer fra individer som Rebecca Mercer og Peter Thiel, som foruden også at støtte Donald Trump med enorme beløb, har tjent deres penge på og støttet tvivlsomme virksomheder, henholdsvis Breitbart og Parler, og Palantir.
- Naiv og evangelistisk fremtoning – Filosof Jules Evans har stillet spørgsmålstegn ved den ofte evangelistiske fremtoning af MAPS-stifter Rick Doblin, som bl.a. mødte op til sidste års Psychedelic Science Conference i Denver iført helt hvidt jakkesæt og med et kald om “global mass spirituality”. Mange andre har kritiseret Doblins udtalelser for at være enten naive og/eller vildledende i hans påstande om MDMAs potentielle effekter på verdenssamfundet og hans idé om “net-zero trauma” i 2070.
- Militarisering af MDMA – MAPS’ politiske strategi for at få MDMA ind i normalkulturen og behandlingssystemet har især været baseret på at tale om potentialet for krigsveteraner, der lider af PTSD. Flere er nu også begyndt at snakke om MDMAs potentiale på soldater i aktiv tjeneste. Dette har fået flere kritiske røster til at ytre bekymringer omkring MDMAs fremtidige potentiale i det (amerikanske) militærindustrielle kompleks.
- Medikalisering – MAPS’ strategi omkring at få psykedelika lavet til ‘en medicin’, sætter nogle store begrænsninger på dialogen om, hvad psykedelika er, og hvordan de kan bruges, og reproducerer samtidig nogle rigide og forældede magtstrukturer i både sundhedssystem og retssystem. Kritikken er så at sige rettet mod MAPS’ villighed til at spille med på “systemets regler og logikker” for at få psykedelika udbredt og positionere sig selv som autoritet i feltet, i stedet for at arbejde for fællesskabsbaserede, lokale løsning baseret på gensidig støtte og afkriminalisering. Det seneste skridt i denne udvikling kan ses i formationen af Lykos Therapeutics.
Et møde mellem det der er, og det, der er på vej
Politik, storkapital og kritik til side for en stund. Behandlingssystemet er heldigvis stadig præget af en masse mennesker, som vil andre det bedste. Uddannelsen samler omkring 70 yderst kompetente fagpersoner, heriblandt 11 danskere. Gentagne gange må jeg bøje mig i ydmyghed og respekt, når jeg hører om det arbejde, mine kolleger udfører til dagligt med nogle af samfundets mest sårbare mennesker; mennesker som er blevet udsat for helt umenneskelige oplevelser som seksuelt misbrug, krig, tortur og andre traumatiserende begivenheder. Mange udtrykker stor glæde ved at arbejde med mennesker, som måske er sårbare, men også fantastiske, seje og stærke som mennesker er bedst.
Alle deltagerne er her for at lære om en ny metode, hvor man integrerer MDMA i et terapeutisk forløb for på den måde at gøre det lettere for den lidende at bearbejde sine traumer. MDMA kan nemlig dæmpe frygtrespons og mindske undgåelse uden at blokere for minder eller følelser. Dermed kan det blive muligt at tilgå følelser, tanker og traumeminder meget hurtigere, end det er muligt i klassisk traumeterapi. På Island bliver vi en del af det blot tredje hold, der bliver trænet i denne terapiform på europæisk jord, når vi over 8 dage er samlet med kolleger fra primært Island, Norge, Sverige, Danmark, Finland, Holland på et intensivt uddannelsesforløb.
Det rammer mig allerede i bussen, at denne samling af mennesker er ret anderledes, end hvad jeg normalt møder i det psykedeliske miljø. Der er altid ret stor diversitet, når man mødes om psykedelika. Det samler på tværs af lands- og verdensdele, aldre, sociale og professionelle skel, men langt de fleste er der, fordi de har haft en eller flere oplevelser med psykedelika. Denne gang er der også mange som er der, udelukkende fordi MDMA nu er noget man snakker om i behandlermiljøer på grund af de lovende forskningsresultater. Der er derfor mange deltagere, som har et meget begrænset kendskab til MDMA, andre psykedelika og psykedelisk kultur. Det skaber en dynamisk, nysgerrig og kritisk samtale om grænsefladerne mellem konventionelle terapeutiske metoder og MDMA-assisteret terapi.
Et nyt læringsrum til en ny tid
Selve uddannelsens format bærer præg af at være nytænkende. Vi lærer primært om MDMA-assisteret terapi gennem øvescenarier, præsentationer og ved at se videoer fra sessioner fra forskningsstudierne. I undervisningsrummet har vi bl.a et bord med personlige genstande fra alle de deltagende, vi har lavet et fælles maleri, vi starter dagen med stilhed og en oplæsning af et digt, vi har refleksionsøvelser om etik og verdensbillede, der er musikalske oplevelser, vi har supervisionsgrupper, og så er der terapeuter, hvis job på uddannelsen er at yde emotionel støtte gennem hele forløbet, så der altid er nogen at snakke med, skulle man have behov for det. På den måde får man virkelig indtrykket af, at dannelsen af det hele menneske er i fokus, også hos os som mennesker, terapeuter og studerende, der bruger vores hverdag på at støtte andre mennesker.
Magten tilbage til mennesket og den indre visdom vi alle besidder
Det er tydeligt, at MAPS igennem uddannelsen forsøger at danne og udvikle terapeuter til at varetage en terapiform, hvor de er mindre i ekspertrollen, og magten er hos den lidende. Vi får bl.a. en indføring i begrebet ‘den indre helbredende intelligens’, som er et koncept, der centrerer at visdommen og evnen til at hjælpe sig selv er iboende i ethvert menneske og kan få plads i den rigtige støttende ramme (og yderligere katalyseres af MDMA). Derfor bliver terapeutens opgave hovedsageligt at stille et sikkert, trygt og støttende rum til rådighed, for at den lidende kan udforske sig selv og sin indre helbredende intelligens, og ikke at levere tolkninger og analyser eller guide terapien. De 3 rogerianske kernebetingelser for terapi (empati, ubetinget positiv anerkendelse, kongruens) er fundamentale for den eklektiske form for humanistisk psykologi og terapi, som MAPS forsøger at udbrede.
På et tidspunkt genkalder underviserne sig også den anerkendte psykiater Stanislav Grofs udtalelse til en flok psykiatere, som skulle efteruddannes i at arbejde med psykedelika: “I har lært alt det i skulle, og nu er det så tid til at aflære det hele igen, for at I kan arbejde med disse [psykedeliske] substanser”.
At skabe en (omdiskuteret) ramme for udfoldelsen af den indre helbredende intelligens
MAPS har igennem årtier haft fokus på hvordan man skaber de bedste rammer og forudsætninger for udfoldelsen af ‘den indre helbredende intelligens’. Vi bliver undervist i at skabe en sådan ramme ved at være 2 terapeuter med én klient, at etablere en tryg og ærlig relation mellem terapeuter og klient, at kultivere tålmodighed og tillid til processen, at kunne formidle viden omkring MDMAs farmakologiske og fænomenologiske effekter, og at kunne sørge for klientens fysiske og psykologiske sikkerhed bl.a. ved at forstå hvordan klienten kan støttes eller beroliges i terapien ved hjælp af vejrtrækning, ord, bevægelse og berøring.
Netop snakken om og vigtigheden af berøring bliver omdrejningspunkt for diskussioner om etik, grænser og samtykke. Vi ser videoer fra MDMA-sessioner hvor terapeut og klient for eksempel holder i hånd, holder om hinanden eller der bliver lagt en hånd på for eksempel (en mandlig) klients brystkasse. Berøring begrundes i teorier om transferens/overførsel og kropsarbejde, som ikke er videnskabeligt underbygget, men som mange mener kan være vigtige i at understøtte den psykedeliske helingsproces. For et par år siden anbefalede en række forskere og aktivister en forebyggende og forsigtig tilgang til berøring, advarede om faldgruberne og gjorde opmærksom på det manglende videnskabelige belæg for at anbefale berøring.
“Heling sker i relationer” – At navigere rummet mellem terapeut og medmenneske
MDMA-assisteret terapi bliver i MAPS-modellen fremlagt som en relationel terapi på grund af en kombination af faktorer. Mange med PTSD oplever udfordringer i deres relationer til andre, hvor de kan opleve mistillid, frygt eller generelt have svært ved at være følelsesmæssigt tæt på andre. MDMA forstærker mentale processer og øger muligheden for overførsel/transferens. Samtidig kan MDMA forøge følelsen af empati, forbundethed, kærlighed, tillid og tryghed. Disse faktorer gør det muligt at hele dybe følelser af mistillid og frygt for andre mennesker gennem forsoning og accept, især faciliteret gennem den terapeutiske relation.
At MDMA kan facilitere og i høj grad forstærke relationelle forbindelser gennem empati, tillid og kærlighed, som kan være enormt stærkt følt under sessionerne, og at båndet mellem klient og terapeut er så vigtigt, betyder også at relationen skubber på nogle af grænserne af, hvad mange terapeuter normalt ville indgå i med deres klienter. Et aspekt af dette er spørgsmål om kropskontakt, et andet omhandler, hvorvidt det for eksempel er tilladeligt at mødes til middag, en gåtur eller tage med til klientens bryllup efter et terapeutisk forløb (selv når det kun er med venskabelige intentioner). Når båndet der formes bliver så stærkt, kan det næsten virke umenneskeligt at opretholde strenge og rigide professionelle grænser for omgang efter endt terapi. Men samtidig er de retningslinjer blevet udviklet af en årsag. Etiske overvejelser af denne slags er essentielle i mødet mellem autoriteter og sårbare mennesker, og de bør være en del af enhver behandlers arbejde – og i endnu højere grad når der arbejdes med bevidsthedsændrende substanser.
“Skal jeg nu tage stoffer for at være terapeut?”
Et af de helt store temaer på uddannelsen, bliver hvorvidt terapeuter bør have prøvet MDMA på egen krop og sind for at kunne bedrive terapi med det – noget der er en fast bestanddel af MAPS-uddannelsen, de steder det kan lade sig gøre (det kunne det desværre ikke på Island i denne omgang). Underviserne lægger vægt på at en stor del af den tillid, der er nødvendig for at stole på den indre helbredende intelligens, og den proces klienten går igennem i et MDMA-assisteret terapiforløb, også beror på at terapeuten har sin egen erfaring med den ikke-lineære og noget idiosynkratiske helingsproces, som MDMA kan anspore. Vi ser i flere videoer, hvordan det både før og under sessionerne er med til at berolige og skabe tryghed for deltagerne, at terapeuterne selv har haft oplevelser med stoffet. Derudover kan det være med til at hjælpe terapeuterne til at have tålmodighed med processen og forstå, at de egentlig ikke skal gøre så meget i de 8-timer lange MDMA-sessioner. Det kan virke udfordrende for nogle terapeuter, som er vant til at skulle guide den terapeutiske proces derhen, hvor klienten nu næsten kan komme af sig selv med hjælp fra MDMA, deres indre visdom og en støttende ramme.
For at understrege vigtigheden af terapeutens egen-erfaring viser de to undervisere et citat af den berømte traumeterapeut og forsker Bessel van der Kolk: “Hvordan ved du om en terapeut er god? – Det ved du, hvis de selv har haft gavn af den behandling de tilbyder”.
Der hvor jeg personligt synes det giver bedst mening for terapeuter at have deres egen erfaring med MDMA (de andre psykedelika er en anden snak), er i henhold til at have “tillid til processen” og forstå hvad der menes med “forbindelse”, “empati” og “en følelse af at høre til” som er kernekomponenter i denne form for terapi. Alle terapeuter forstår de ord, men der er samtidig for mange en kvalitativ forskel på den gængse forståelse, og på den levede erfaring, som MDMA-oplevelsen kan bringe med sig.
Samtidig er det nærmest umuligt at forstå psykedelika, hvis ens eneste erfaring er behandling af andre. Forskere og fagfolk bliver fremstillet som eksperter og autoriteter i medier og på diverse platforme, men kan de med legitimitet påkalde sig den autoritet, hvis deres erfaring er begrænset til specifikke patientpopulationer, standardiserede protokoller og medico-terapeutiske formål?
Nogle af argumenterne imod at gøre egenerfaring til et krav, for at kunne arbejde med psykedelika i en medico-teraputisk kontekst var bl.a. at nogle kunne føle sig økonomisk og karrieremæssigt tvunget til at tage et stof, de ikke var trygge ved, for at få eller fastholde et job. Der vil yderligere være individer som ikke kan indtage MDMA på grund af farer ved sygdomme som f. eks. forhøjet blodtryk, og individer som måske ikke ville have lyst til det på grund af deres religiøse og/eller værdimæssige udgangspunkt. Skulle disse så fyres eller nægtes mulighed for at arbejde med klienter under dette paradigme?
Det virker på den baggrund uhensigtsmæssigt at gøre egenerfaring til et krav, men det virker samtidig utopisk at tro at arbejdsgivere, forsikringsselskaber, og universiteter vil prioritere eller tillade det, hvis det er fuldkommen frivilligt. Samtalen og en understregning af vigtigheden af egenerfaring bliver derfor vigtig, mens den bedste løsning i praksis måske er en protokol som tillader dispensation.
Bedste praksis eller eneste praksis?
Der findes ikke meget forskning på MDMA-assisteret psykoterapi endnu. Den protokol og metode, som MAPS har drevet gennem systemet for godkendelse af lægemidler, er en pakkeløsning bestående af mange forskellige variable, som endnu ikke er testet hver for sig.
Så længe forskningen er så sparsom, er det en legitim samtale, i hvilket omfang de ekstrafarmakologiske elementer spiller ind, og hvad der er deres egentlige relevans. Vi ved endnu ikke, om resultaterne ville se anderledes ud med en enkelt terapeut eller tre, uden berøring, med mere berøring, med mere eller mindre integration eller med en mere eller mindre styrende terapiform.
Det er i løbet af uddannelsen også tydeligt, at underviserne har et livs erfaringer, som ligger langt udover protokollen, fremsat af MAPS, men at de nu er begrænset i, hvad de kan kommunikere videre (særligt pga. MAPS PBCs/Lykos’ børsnotering). De underviser derfor i denne protokol og holder sig strengt til den. Hvorvidt det reelt er best practice, eller deres idé om best practice, er umuligt at afkode, for det er nu THE practice – den der kunne bedrives forskning på, inden for det paradigme vi arbejder i, og dermed den protokol der nu sætter standarden.
Når det er sagt, så har den protokol leveret nogle imponerende forskningsresultater, med en relativt simpel model, som øjensynligt bør gøre den interessant at udbrede. Fase-3 studierne har vist at 2/3 deltagere ikke længere kvalificerer sig til PTSD-diagnosen ved 1 års opfølgning. Det er fuldstændig uhørt inden for behandling af PTSD.
Når mennesker mødes, brydes og skaber fremtiden
“De forskere og fagpersoner som udelukkende bliver introduceret til psykedelika gennem en biomedicinsk behandlingslinse, får en meget begrænset idé om, hvad psykedelika er. “
De tektoniske pladers møde indebærer en åbning, hvorfra lavaen kan flyde og bringe forskelligartede legemer til sammensmeltning. Det der var, forgår, og fundamentet bliver lagt for noget nyt. Mødet mellem den psykedeliske kultur og det konventionelle behandlingsmiljø virker som sådan et møde. Et møde der kommer til at ændre begge, og hvor noget endnu ret abstrakt og ufatteligt virker skæbnebestemt til at opstå og have en transformativ effekt på de omgivelser, det kommer til at berøre.
I mødet bliver kanterne og brydningsfladerne tydelige. Nogle brydninger drejer sig om økonomi og strukturelle forhold. Er det for eksempel rentabelt at have to terapeuter til en klient? Er der behov for så meget integrationsterapi? Hvordan får behandlingsstederne det logistisk og administrativt til at gå op at skulle dedikere 2 terapeuter til så lange forløb? Andre elementer er mere teoretiske. Er det hensigtsmæssigt, at terapeuten har egen erfaring? Er kropskontakt befordrende for terapien?
Mens brydningsfladerne bliver tydelige, bliver det også tydeligt, hvad der er udeladt. Hvad der så og sige befinder sig i kontinentplader, som ikke engang får lov at være med i legen. Samtaler om betydningen af fællesskab, peer-support og samfundsmæssige og strukturelle forandringer er fuldstændigt udeblivende fra uddannelsens officielle indhold. Alt er allerede blevet gjort til et spørgsmål om individuel behandling i et individualistisk behandlingssystem.
Det er tydeligt, at de faggrupper som allerede er uproportionalt repræsenteret i det psykedeliske felt (psykologer og læger) uundgåeligt vil blive begrænset i deres perspektiver, som de begynder at samles i fagspecifikke fællesskaber gearet mod den mediko-teraputiske udnyttelse af psykedelika. Tværfagligheden og den kritiske dialog er for længst tabt, når uddannelserne kun henvender sig til “behandlere”.
Taget i betragtning hvor relativt lidt terapi egentlig fylder i MDMA-assisteret terapi, og hvor meget potentiale der er i at lade fællesskab og livspraksis udenfor terapien fylde, er det dybt ærgerligt, at uddannelserne er så snævert fagligt funderede og målrettede. Der mangler antropologer, filosoffer, sociologer og andre faggrupper til at nuancere samtalen og forståelsen af lidelse, behandling og sundhedsfremme. Men også for at nuancere forståelsen af psykedelika generelt. Idéen om psykedelika som medikament der kan behandle [x-y-z] er ny, og de har gennem tider, traditioner og befolkningsgrupper været brugt til mangfoldige formål såsom spirituel udforskning, filosofisk refleksion, kreative udtryksformer, kultivering af relationer og meget andet. De forskere og fagpersoner, som udelukkende bliver introduceret til psykedelika gennem en biomedicinsk behandlingslinse, får kun en meget begrænset idé om, hvad psykedelika er. Og det er desværre denne idé der bliver bredt til resten af samfundet.
Meget af den viden der er akkumuleret i det psykedelisk felt gennem det seneste århundrede i Vesten og de seneste årtusinder blandt mange kulturer i verden bliver hurtigt fortrængt i et behandlingssystem der er stærkt præget af cost-benefit analyser, et biomedicinsk forskningsparadigme og en milliardindustri. Når udbredelsen af psykedelika bliver tryktestet af de gældende samfundsstrukturer, virker det presserende at de, der ligger inde med viden om psykedelika, gør op med sig selv hvilke elementer der er de væsentligste at stå fast på og hvorfor? Og hvad er det for nogle argumenter som ikke-initierede bliver nødt til at høre og forstå? Det kan både være når det vedrører egenerfaring, vigtigheden af integration, faldgruber, fællesskab, etik, verdenssyn og andre faktorer.
MAPS uddannelsen og protokollen er samtidig så simpel, og størstedelen af den reelle uddannelse kommer med erfaring i praksis, så man må spørge sig selv, hvorvidt magten over brugen overhovedet bør være forbeholdt læger og psykologer i et traditionelt behandlingssystem. Det virker som en oplagt mulighed, at i hvert fald den ene af de to terapeuter i rummet kan være fx en sygeplejerske, pædagog, antropolog, socialrådgiver, psykoterapeut, præst, filosof eller anden med social- eller sundhedsfaglig baggrund, som har modtaget efteruddannelse i denne modalitet. Og at MDMA også kan bruges på hensigtsmæssige måde uden for et strengt patologiserende behandlingssystem.
“Uddannelsen har ændret mit liv”
Som vi næsten havde opgivet og mindst ventede det, bød det sig til. Midt under den afsluttende fest begyndte menneskemængden langsomt at bevæge sig udenfor, og pludselig stod vi der alle sammen. Samlet under Nordlyset. Aurora Borealis stod klart og lysende frem på himlen.
Naturens mægtige indtræden var et af de sidste elementer der manglede på en uddannelse, som skabte rammen for en levende fælles udvidelse af vores forståelse, af både substanserne, os selv som mennesker, terapeuter og behandlere, af hvad undervisning kan indeholde, og af hvordan vi generelt promoverer sundhed i samfundet. På den måde fik jeg en fornemmelse af, at uddannelsen ikke blot uddannede mig kognitivt til terapi, men forsøgte at udvide min bevidsthed og danne mig som et helt menneske, så jeg bedre kan være der for mine fremtidige klienter, også uden brug af MDMA.
Den oplevelse bliver delt af flere af dem, som jeg interagerer med. En psykiater lod mig vide, at opholdet havde ændret hans liv. At han var kommet meget nærmere sine kolleger og havde åbnet øjnene for nye måder at være i verden på; ærligt, sårbart, nærværende, helt. Oplevelsen af en markant anderledes form for uddannelse og fællesskab omkring det blev ekkoet i flere af mine samtaler med fagfolk, som udtrykte, at de oftest befinder sig i mindre inspirerende læringsmiljøer. Jeg følte selv, at jeg blev mindet om, hvor heldig jeg er at have befundet mig i det psykedeliske miljø, i Cepda og på en psykoterapeut-uddannelse med en flok kærlige, åbne og rummelige mennesker de seneste år. Det føles endnu engang som et kæmpe privilegium og gav en fornyet tro på at udbredelsen af psykedelika virkelig markerer et skift i vores omgang som mennesker i mange sfærer af livet.
MAPS-uddannelsen i MDMA-assisteret terapi finder sted næste gang i Europa i Sarajevo, Bosnien senere i år fra den 29. maj – 4. juni. Det er muligt at ansøge her.
