En nedbrydning af egoopløsning

En gentænkning af Default Mode-netværkets rolle i psykedelika

Offentligheden løber ofte afsted med en forførende historie, før de videnskabelige resultater er afgjort. Dette gælder både for ego-narrativet og for DMN-narrativet.

Der er gået tre år siden Michael Pollans How to Change Your Mind fyrede psykedelisk videnskab tilbage ind i mainstreamens opmærksomhed. Bogen populariserede ideen om, at Default Mode-netværket (DMN – på dansk “grundtilstandsnetværket”), hjernenetværket, der bliver aktivt når folk ikke er i gang med en opgave og lader deres tanker vandre, er egoet eller selvets sæde, og at psykedelika primært fungerer ved at ”lukke det ned”. I den skriver Pollan:

”Det lader til, at når aktivitet i Default Mode-netværket pludseligt forsvinder, så forsvinder egoet midlertidigt, og de sædvanlige grænser vi oplever mellem selv og verden, subjekt og objekt, smelter alle væk.”¹

Siden bogens udgivelse er medierne blevet oversvømmet med historier, der iscenesætter egodød via DMN-dæmpning, som kendetegnet for den psykedeliske oplevelse.² Denne iscenesættelse er blevet så bredt accepteret som en fælles viden i den almindelige psykedelisk-orienterede befolkning, at kendte psykedeliske retræter nu inkorporerer linjer som den følgende i deres formålsbeskrivelse: ”[Vi] får det meste ud af psilocybins effekt på DMN ved at hjælpe deltagere til at udforske friheden fra egoets kontrol i et sikkert, komfortabelt, og guidet miljø.”³ I kontrast til dette vil de fleste psykedeliske videnskabsfolk, hvis udspurgt, forklare at forbindelsen mellem egoet og DMN er lidt af en myte, eller i hvert fald et opblæst narrativ.

”Jeg tror, at mange forskere måske skyder ved siden af målet når det kommer til egoopløsning,” siger David Yaden, ph.d., en postdoc ved Johns Hopkins Center for Psychedelic and Consciousness Research, i et interview fra 2020 med den humanistiske psykolog Dr. Scott Barry Kaufman. ”På den lange bane er fokusset på DMN nok ikke noget, der vil være behjælpeligt i forhold til den videnskabelige forståelse af, hvorfor disse oplevelser er så gavnlige.”⁴

Så, hvordan nåede vi hertil, sammen med Pollan og de andre? Og betyder det overhovedet noget, at vi er her? Hvad er skaden, om nogen, i at tro, at psykedelika lukker ned for DMN og opløser egoet, som rygtes at bo der?

Egoopløsning og psykedelika

Nedarvet fra sufi-muslimske og buddhistiske traditioner blev begrebet egodød adopteret af Timothy Leary i 1960’erne for at beskrive det første stadie, eller ”bardo” (på tibetansk det mellemliggende eller overgangsstadiet mellem død og genfødsel), af stof-inducerede forandrede bevidsthedstilstande i sin bog The Psychedelic Experience: ”fuldkommen transcendens – hinsides ord, hinsides rum-tid, hinsides selv.”⁵ Leary beskriver de efterfølgende stadier som ”perioder af hallucinationer” og endeligt ”en genfødsel ind i den normale verden.”⁵ Omkring samme tidspunkt, selvom det kun på indirekte vis relaterede sig til psykedelika, blev konceptet ”psykisk død” (”psychic death”) introduceret af Carl Jung⁶, og den komparative mytolog Joseph Campbell beskrev “heltens rejse” som en proces, der indebar at afklæde sig selvet, for at vende tilbage til den normale verden.⁷ I 1970’erne præsenterede den transpersonelle psykolog Stanislav Grof det synspunkt, at egodød skulle være det primære formål med psykedelisk terapi.⁸ Under den psykedeliske nedgangsperiode fortsatte den spirituelle forfatter og taler Eckhart Tolle med at popularisere egodød ved at sidestille det med frihed fra lidelse.

Tres år efter det blev introduceret i vesten, er egodød nærmest blevet en slags konkurrencesport i visse kredse, med hele psykedeliske onlinefora dedikeret til at sammenligne niveauer af oplevelsen.² Egodød er veldokumenteret som anekdotisk fænomen, både i psykedeliske og ikke-psykedeliske tilstande, men reflekterer den nuværende neurovidenskabelige forskning vores fortolkning af dette fænomen som et ”tab af selv”, og er det virkelig lokaliseret i ét hjernenetværk?

Egoopløsning og Default Mode-netværket

Artiklen fra 2014 af Prof. Dr. Robin Carhart-Harris om den entropiske hjerne (se her for MIND Foundations blogindlæg om dette) var den første som argumenterede for, at oplevelsen af psykedeliske tilstande opstår gennem en disintegration af DMN.⁹ Carhart-Harris´ forskergruppe på Imperial College London udgav også det første store studie, der forbandt nedsat DMN-konnektivitet under LSD-påvirkning til egoopløsning.¹⁰ Siden da er mange andre psykedeliske forskere hoppet ombord for at undersøge disse sammenhænge.^11 12

I et studie fra 2020 af egoopløsning efter psilocybin fandt Natasha Mason og kolleger fra Maastricht University endvidere, at glutamatkoncentrationen i det mediale præfrontale kortex og i hippocampus, to hjerneregioner, der tilhører DMN, korrelerede med henholdsvis positive og negative oplevelser af egodød.¹² I fortolkningen af disse resultater udtaler de dog, at ”disse områder blev valgt på baggrund af tidligere anatomisk, funktionel og adfærdsmæssig evidens, der implicerer dem som potentielle nøgleområder i moduleringen af den psykedeliske oplevelse.” Med andre ord blev områder udenfor DMN specifikt ikke overvejet, fordi det aktuelle forskningsnarrativ ikke inkluderer dem – en tilgang, der muligvis favoriserer deduktion over opdagelse.

Kan sammenhængen mellem egoopløsning, psykedelika og DMN virkelig styrkes af denne slags studier? Ved nærmere undersøgelse lader det til, at der er nogle huller, der er værd at lappe.

For det første, på trods af at reduktion i konnektivitet er rimeligt konsistent på tværs af forskningslitteraturen, er disse reduktioner ofte ikke ”selektive” for DMN. Dette betyder, at de også sker i andre hjernenetværk, inklusiv salience-netværket, der spiller en veletableret rolle i selvbevidstheden.¹³ Effektstørrelserne i disse andre netværk er ofte større end i DMN. Og siden det at måle DMN-aktivitet i grunden er at måle at tankerne vandrer, står forskere ofte overfor det problem, at de ikke har tilstrækkelig data at udtage signifikante mønstre fra.

”Problemet ligger i de små samples, hvor vi snakker 10-15 forsøgspersoner,” siger Dr. Manoj Doss, neurofarmakolog ved Johns Hopkins Center for Psychedelic and Consciousness Research, refererende til de eksisterende studiers generelt begrænsede omfang. ”Hvad værre er, er at der er tale om ubegrænset kognition. Når jeg er på psykedelika, er der en masse ting [min hjerne] måske foretager sig. [Mens jeg er i fMRI-scanneren] kunne jeg være paranoid, og undre mig over hvad forskeren, der udfører eksperimentet, vil have ud af mig, om de kan læse mine tanker med fMRI’en eller sådan noget. Der er også tilfælde hvor du virkelig nyder oplevelsen og er opmærksom på de visuelle indtryk, du får. Eller også bliver du virkelig empatisk ved tanken om din mor, eller hvad end det kunne være. Så hvis et sub-sample af forsøgspersonerne er mere tilbøjelig til at gøre nogle af de ting, så resulterer det i markant forskellige resultater. Så bare det at få en baseline-måling af ’Hvad gør psykedelika i [fMRI] grundtilstanden’ er lidt af en skæbnesvanger bestræbelse.”

Desuden er de primære mål for psykedelika – 5-HT2A-receptorerne – til stede på tværs af hele hjernen, og ikke kun i DMN-områderne. ”Det er muligt at DMN bidrager til de (subjektive) effekter, psykedelika inducerer,” siger Dr. Katrin Preller, en psykedelisk forsker ved University of Zurich og medlem af MIND’s Scientific Advisory Board, ”men højst sandsynligt kun i interaktion med andre hjerneområder og netværk.”

Med en hel hjerne at udforske, og mange områder, der tilsyneladende bliver påvirket ligeligt, lader det til at der er en risiko for fortsat at fremme et narrativ, der bygger på et ustabilt grundlag, om ikke andet fordi det opfordrer til et nærsynet fokus på DMN, og fjerner opmærksomheden fra andre muligheder. ”Uheldigvis er Pollans bog allerede udkommet,” siger Doss, ikke for at nedgøre Pollans arbejde, men for at beklage det faktum, at offentligheden ofte løber afsted med en forførende historie, før de videnskabelige resultater er afgjort. Dette er i lige så høj grad gældende for ego-narrativet, som det er for DMN-narrativet. ”’Egoopløsning’ er en meget bred betegnelse, der indfanger en hel del oplevelser relateret til den psykedeliske tilstand, fra mere fokuserede forandringer i kropsperception, til den komplette følelse af enhed og tab af selv,” siger Preller. ”For at det kan være brugbart i forskning og/eller kliniske omstændigheder, har vi brug for en bedre, mere finpudset definition af, hvad vi præcist mener, når vi taler om egoopløsning”.

For at gøre det endnu sværere, så tænk over at visse substanser, der mindsker DMN-konnektivitet, faktisk øger egoisme, hvilket er i direkte modstrid med den øgede empati, der rapporteres på psykedelika: ”Amfetamin kan gøre folk mere egoistiske, på trods af at det mindsker DMN-konnektivitet,” siger Doss. ”Alkohol mindsker DMN-konnektivitet, og kan gøre det samme. Ideen om at DMN udelukkende er selvet, og at reduktion i DMN er involveret i egoopløsning… Jeg ved ikke om det er brugbart.”

Historierne vi fortæller os selv

Men hvis du ikke er en videnskabsmand, hvad er så faren i at tro, at dit ego sidder på en trone i DMN og hersker over din eksistens indtil det væltes af psykedelika? Hvis en oplevelse af tab af selv oversættes til gavnlige resultater, hvorfor skulle det så være så vigtigt, at vi udfordrer dette narrativ? For det første leder denne historie os til to falske overbevisninger: at selvet er en enkelt entitet i hjernen, og at DMN har en enkelt funktion. Begge påstande kunne ikke være længere fra sandheden.

”Et kæmpe aspekt af vores selv er, at vi kommer herfra [peger mod sin krop], ikke fra hjørnet af rummet,” siger Doss. ”Et andet aspekt af hvem du er, er hvad du gør. Og det er mere involveret i motor-netværkene og de eksekutive kontrolnetværk. Så at indsnævre selvet til DMN… Jeg ved ikke om det er brugbart. Hvilket er grunden til at mange af os i kognitiv neurovidenskab prøver at indkredse disse netværk og hjerneregioner til funktioner af præstation på visse opgaver. Hvilket dermed begrænser de konklusioner du kan drage omkring hvilke særlige aspekter af selvet DMN er involveret i, snarere end bare overordnet ’selvet’”

Måske vigtigst af alt, så antages det nu, at DMN dirigerer social tænkning lige så meget, hvis ikke mere, end selvreferentiel tænkning.¹³ Kevin Tan, en ph.d. kandidat ved Social Cognitive Neuroscience Lab på UCLA, viser i et fortryk indsendt til Nature, at det, at tænke på selvet og tænke på andre, anvender samme neurokognitive nervebaner, som involverer DMN.¹⁴ ”Jeg tror, at alle de større hjernenetværk er involveret i social kognition, men at DMN spiller den mest afgørende rolle,” siger Tan. ”DMN understøtter processer, der faktisk udfører abstrakt social kognition, snarere end bare at skabe forudsætningerne for det”.

Hvis vi ignorerer dette forhold, så ignorerer vi overbevisende evidens for det faktum, at selv-perception og social perception er forbundet, en opdagelse, der kunne forandre den måde, vi tilgår psykologisk behandling med psykedelika. Hvad vi taber ved at skære hjernenetværk over én kam, er ikke bare hjernens elegante, nuancerede funktion, til fordel for at forstå dens mekanik, det er også det filosofiske, adfærdsmæssige og klinisk signifikante i at opdage, hvilke kognitive processer, der overlapper med hinanden.

”Vi ved nu at det er en synd at kalde amygdala’en ’følelsescenteret’,” tilføjer Doss. ”Alligevel refererer vi stadig til disse netværk, som de først blev beskrevet, på en måde, der er nem at forstå for os alle. Selv videnskabsfolk elsker historier.”

At lukke ned eller at forbinde?

Bare fordi en teori bliver paradigme, betyder det ikke, at den teori er korrekt repræsenteret. Ved nærmere undersøgelse identificerer Carhart-Harris’ egne artikler ikke endeligt DMN som hovedpersonen i historien. For eksempel foreslår han og hans kolleger i en artikel fra 2016 om egoopløsning og LSD, at det måske er den øgede konnektivitet mellem netværk, snarere end den øgede eller reducerede aktivitet i ét bestemt netværk, der leder til oplevelsen af egoopløsning:

”LSD øgede global integration ved at hæve niveauet af kommunikation mellem normalt adskilte hjernenetværk. Denne forøgelse i global konnektivitet, set under LSD-påvirkning, korrelerede med subjektive rapporteringer af “egoopløsning”. Disse resultater giver den første evidens for, at LSD selektivt udvider global konnektivitet i hjernen, hvilket kompromitterer hjernens modulære, ‘rich-club’-organisering, og på samme tid de perceptuelle grænser mellem selvet og miljøet.”¹⁵

Det er værd at notere sig, at oplevelser af egoopløsning ofte går hånd i hånd med følelser af forbundethed og sammensmeltning, hvilket muligvis spejler, hvad der sker i hjernen. Nogen vil måske stadig argumentere for, at et distinkt ego er nødvendigt for at opleve et tab af ego. Disse er bevidsthedens fundamentale spørgsmål, som ikke nemt kan pakkes ind i et enkelt narrativ. Flere bøger som Pollans vil komme og gå, i takt med at psykedelisk videnskab skrider frem, men for at forblive rodfæstet i netop den videnskab, er det vigtigt at lade den endelige historie forblive uskreven.