Nyhedsbrev december 2021

Kære medlemmer og andre interesserede

Det har været et stort år i Cepda. Efter grundlæggelsen af organisationen har Cepda været i rivende udvikling og viser sig allerede som en vigtigt aktør på det psykedeliske område i Danmark. I dette nyhedsbrev vil vi give et lille overblik over alt det vi har nået, og hvad vi især forestiller os, at det nye år kommer til at bringe. Og så er der selvfølgelig ikke et nyhedsbrev uden lidt at lytte til og læse – og denne gang også noget at se!

Men først en kæmpe tak til alle dem der har været en del af vores arbejde i det forgangne år. Dem der har støttet som medlemmer, deltaget i konferencen og workshops, bidraget som frivillige, og alle jer som vi har mødt til spændende samtaler om den psykedeliske fremtid der er os i vente. Den store støtte og de engagerede og kærlige mennesker vi møder derude, gør arbejdet det hele værd. 

Året der gik i Cepda 

I Cepda kigger vi tilbage på et år vi især husker for konferencen ‘Psykedelisk Dannelse 2021’ – En konference der på mange måder markerede Cepdas ankomst i det psykedeliske fællesskab i Danmark. Konferencen fostrede nye samarbejder, venskaber og håb og forventninger til den psykedeliske fremtid her til lands. Vi kunne ikke have forestillet os en mere kærlighedsfyldt velkomst i fællesskabet, hvilket vi har skrevet lidt om her

Konferencen skabte også grobund for Cepdas fællesskab, der allerede nu rummer knap 50 medlemmer som står sammen om en informeret og helhedsorienteret integration af psykedeliske substanser i det danske samfund. Vi er stolte af den store støtte – som medlemsfinansieret organisation kunne vi ikke fortsætte uden jer. Vi ser meget frem til at se jer i det nye år! Er du endnu ikke medlem, kan du blive det her

Cepda er i 2021 også blevet registreret som socialøkonomisk virksomhed ved erhvervsstyrelsen. Denne registrering var fra start et af vores fokusområder, da vi ønsker at vores organisationsstruktur skal afspejle vores formål: At være til glæde og gavn for individ som samfund – gennem uddannelse og fællesskab. 

Vi har opbygget en informationsrig hjemmeside hvor du bl.a. kan finde etiske kodekser på det psykedelisk felt, danske medieindslag om psykedelika, psykedeliske manualer og meget andet. På hjemmesiden kan du også finde bloggen som for indeværende allerede 6 udgivelser som sammen med vores månedlige nyhedsbrev sikrer en lind strøm af viden og nyheder relateret til psykedelika på dansk. Derudover har Cepda også allerede selv figureret 4 gange i danske medier.

Hen mod slutningen af 2021 nåede vi også at afholde vores første workshop i samarbejde med Avilou Søby, og vi ser frem til mange flere af sådanne i 2022. Vi nåede også at etablere samarbejdsaftaler med 3 internationale organisationer, som vi er meget taknemmelige for at kunne indgå i en tæt alliance med om udviklingen af den psykedeliske fremtid. Vi er i gang med at udbygge dette netværk yderligere og glæder os til at kunne præsentere vores medlemmer og frivillige for endnu flere internationale kontakter og fordele næste år.

I Cepda er vi pt. et hold af omkring 10 frivillige der hver især bidrager til at puste Cepdas vision til live på deres unikke måde. Kæmpe tak og cadeau til de mange der har været engageret omkring Cepda i år. Det har været en fornøjelse at arbejde med jer alle. Der er altid plads til flere, så skulle du have lyst til at blive frivillig, kan du melde dig her

Fremskridt i forskningen i 2021 

Internationalt blev der igen i 2021 gjort landvindinger i det psykedeliske felt. MAPS kunne offentliggøre deres første fase-3 studie med MDMA-assisteret terapi for PTSD som viste meget positive resultater. Holdet på Imperial College London fremviste psilocybins positive effekter mod depression i sammenligning med det konventionelle psykofarmaka Escitalopram. Og senest kunne det britiske firma Compass Pathways løfte sløret for at de nu har afsluttet deres første store fase-2 studie i psilocybin mod behandlingsrefraktær depression, et studie som bl.a. Psykiatrien ved Aalborg Universitetshospital har bidraget til. Du kan holde dig opdateret om igangværende og afsluttede danske forskningsforsøg med psykedelika her.

Et psykedelisk 2022 i horisonten

I Cepda glæder vi os til at kunne offentliggøre videooptagelser fra konferencen som løbende vil blive frigivet på vores youtube kanal fra januar. Vi ser også frem til lanceringen af vores opslagsværk med alt psykedelisk, som løbende vil blive offentliggjort i løbet af det kommende år. 2022 bliver også året der kommer til at se de frø, vi har sået i år, spire. Med forventningen om endnu flere workshops, bl.a. i ‘facilitering af delingscirkler’ og ‘psykologisk førstehjælp’ på programmet, samt aktiviteter som netværksmøder, journal clubs, gåture og webinarer, flere blogudgivelser og udarbejdelsen af nye informationsfoldere, går vi et spændende år i møde. 

Derudover glæder vi os til at give professionelle terapeuter og psykologer muligheden for at blive listet som ‘integrationsterapeut’ på www.psykedeliskdannelse.dk. Er du psykolog eller psykoterapeut FADP/MPF, arbejder du med integrationsterapi og har du lyst til at komme på listen, så er du velkommen til at kontakte os på kontakt@psykedeliskdannelse.dk

Og lidt til den læselystne…

På bloggen har vi senest udgivet artiklen ‘Tolerance af LSD – Hvordan hjernen spærrer erkendelsens døre’ som tager et kig på LSD’s neurobiologiske interaktion med hjernen.

Illustration: Kamilla Veirum Høgsgaard.

Derudover har de 2 skribenter fra det psykedelisk netmedie Psymposia, Brian Pace og Neşe Devenot udgivet en forskningsartikel som tager et kig på psykedelikas mere politiske egenskaber og potentiale. Artiklen kan findes her med titlen “Right-Wing Psychedelia: Case Studies in Cultural Plasticity and Political Pluripotency”. Grundlæggende argumenterer de for, at psykedelikas effekt på et individs politiske holdninger er et resultat af set & setting og altså ikke en iboende kraft i psykedelika eller en universel subjektiv effekt. Dette argument tilføjer noget perspektiv til det klassisk deterministiske syn, man kan møde i miljøet, som postulerer at udbredelsen af psykedelika i sig selv vil bidrage til fremkomsten af en bedre verden. 

Og lidt til skærmtrolden

Alexander Beiner som tidligere på året stod bag ‘The Rise of Psychedelic Capitalism’ har nu begået endnu en dokumentar om markedsliggørelsen af psykedelika; ‘Psychedelic Capitalism and The Sacred’. I denne dokumentar interviewer han en række af de mest prominente forskere og personligheder i det psykedeliske felt, for at undersøge hvorvidt den oprindelige psykedeliske vision om psykedelika som katalysator for grundlæggende kulturelle forandringer stadig er i live. 

“På Repeat” 

Til blidt at løfte os og transportere os ind i det nye år har vi i denne omgang valgt at sætte spot på Claude Debussys storslåede ‘Clair De Lune’. Dette mesterværk kan i sandhed smøre øregangene lige godt hvad end der indtages ceremoniel kakao eller champagne til fejringen af endnu et års betagende fremkomst. Følg linket – du kommer ikke til at fortryde det (eller jo, hvis du ikke har spotify måske, men så prøv youtube eller en af de andre)! 

Hvad synes du, at vi skal anbefale i næste måned? Skriv til os på mail eller skriv en kommentar på Instagram eller Facebook.

Vi ønsker jer alle et nyt år i kærlighedens, fredens og dialogens tegn. De bedste hilsner Bestyrelsen Center for Psykedelisk Dannelse