Jeg tilbyder integrationsterapi – integration af psykedeliske oplevelser. (Jeg tilbyder ikke psykedelika-assisteret terapi.)
Hvis du har besluttet eller har planer om en psykedelisk oplevelse, så kan jeg hjælpe dig med at blive parat. Det handler bla. om, at du finder din intention med oplevelsen. Bagefter hjælper jeg dig med at integrere oplevelsen.
Er I et par – kan jeg hjælpe jer på samme måde.
Metoden jeg anvender er jungiansk psykoterapi eller jungiansk analyse. Det som står centralt er integration af arketypisk, ubevidst materiale. Jeg forstår den psykedeliske oplevelse som en oplevelse af billeder og følelser fra det arketypiske lag i psyken.
Jeg sætter en ramme for, at der kan opstå en dialog mellem den nye erfaring på den ene side og dig og dit liv på den anden, sådan at der kan ske en udvikling – eller i jungianske termer: en individuation.
Ideelt set kan det føre til, at du får en bedre forståelse af, hvem du er og hvad du vil med dit liv (eller en dybere forståelse af grundmønstrene i jeres parforhold og hvordan I vil skabe nye samlivsformer). I det arbejde støder vi typisk også på vanskelige følelser, modstand, traumer, eller andet som kan gøre processen smertefuld – men netop det arbejde kan i sidste ende give dig helt nye måder at være i verden på, som du ellers ikke ville have adgang til.
Integration er for mig absolut ikke tilpasning til eksisterende normer. Det er snarere en anledning til at udvide din opfattelse af dig selv og verden – eller af dit parforhold.
Derudover er jeg i min psykoterapeutiske tilgang inspireret af MAPS og Stanislav Grofs arbejde.
Du er meget velkommen til at booke en gratis uforpligtende forsamtale her: Calendly.com/dorteodde (vælg: gratis forsamtale 15 min) . Her kan du finde ud af, om jeg er den rigtige person for dig i din proces.
Jeg er jungiansk (psyko)analytiker, IAAP og psykoterapeut, MPF, certificeret imago parterapeut samt filosofisk rådgiver. Jeg har desuden en kunstnerisk praksis som forfatter og tilbyder kunstneriske udviklingsforløb for kunstnere.
Du kan læse mere om mig, og det jeg tilbyder her: www.ontheedge.dk