I 2023 blev New Frontiers-mødet for European College of Neuropsychopharmacology afholdt i Nice. Her blev det diskuteret hvordan vejen mod godkendelsen af psykedelika som medicin bedst bevandres.
I en ny artikel af flere forskere fra Rigshospitalet, samt bl.a. David Nutt, opsummeres pointerne fra mødet. Der beskrives særligt en række ‘videnshuller’, deltagerne mente var vigtige at få udfyldt. Artiklen giver et interessant indblik i, hvad førende (primært neurobiologiske) forskere i det psykedeliske felt ser som centralt at undersøge på nuværende tidspunkt.
For det første påpeger de, at der i forskningen ses en sammenhæng mellem de ‘akutte effekter’ og den terapeutiske effekt, men at det ikke vides, om det er den subjektive oplevelse eller de farmakologiske effekter, der bedst prædikterer effektiviteten. Derfor bør det udforskes, om doseringen af stoffet kan optimeres til den enkelte baseret på neurofarmakologiske mål.
For det andet påpeger de, at der mangler ordentlige sammenligninger af forskellige psykedeliske stoffers effekter. Mange mener, at effekterne af fx psilocybin og LSD er forskellige ved sammenlignelige doser, men forskningen er sparsom, og der mangler særligt viden om de vedvarende effekter i adfærdsforandring.
For det tredje mener de ‘præcisionspsykiatri’ bør anvendes i psykedelisk behandling. Her tages der højde for hvilke personlighedstræk, blandt andre faktorer, der forudsiger den bedste behandlingseffekt. Eksempelvis påpeger de, at ‘neuroticisme’ forudsiger værre behandlingseffekt, mens ‘overgivelse’ forudsiger bedre.
For det fjerde mener de forholdet mellem det terapeutiske outcome og varigheden af stoffet bør undersøges nærmere. Hvis korterevarende psykedeliske oplevelser kan have lige så stor klinisk effekt som længerevarende, som det ses i foreløbige trials med DMT, hvor trips kun varer 15-30 min, vil det måske gøre behandlingen mere tilgængelig og mindre omkostningsfuld.
I forlængelse mener de det bør undersøges nærmere hvilke subjektive effekter forudsiger terapeutisk effekt, og om disse rent faktisk er vigtige, eller bare er følgevirkninger til terapeutiske farmakologiske processer. Dette, skriver de, kan danne grundlag for at udvikle den næste generation af psykedelika, som designes til at optimere disse effekter.
For det femte lægger de op til, at flere biomarkører til visse psykiske sygdomme bør undersøges, herunder gennem spyt- og blodprøver, da der muligvis kunne være en sammenhængen mellem terapeutisk effekt og epigenetiske forandringer.
For det sjette påpeger de, at både indflydelsen af deltageres forventninger til behandling samt problemet med afblinding i placebostudier bør være genstand for videre forskning. Særligt placeboproblemet er en bekymring for regulatoriske autoriteter, som opfordrer til brug af andre studiedesigns.
For det syvende mangler der forskning i effekten af psykedelisk terapi kombineret med anden psykiatrisk medicin – ‘polyfarmakologiske’ forhold. Fx har studier vist, at SSRI-behandling hen imod en psykedelisk session måske kan mindske angsten, men også reducere den vedvarende terapeutiske effekt, men dette er ikke blevet undersøgt ordentligt endnu.
Endeligt diskuterer de vigtigheden af psykologisk støtte. De påpeger, at det fra et regulatorisk perspektiv giver bedst mening at have en ren støttemodel fokuseret på sikkerhed i kliniske trials, og ikke gå efter den mest effektive psykoterapeutiske behandlingsmetode. Det skyldes, at det er sværere at få godkendt stoffer som assisterende for psykoterapi, end som selvstændig behandlingsform.
De argumenterer også for, at der er særlige udfordringer med den psykoterapeutiske model overfor støttemodellen. Etisk skal samtykke både rettes mod stofbehandlingen og psykoterapien, praktisk bliver fokusset for behandlingen bredere end bare sikker stofadministrering, og økonomisk kræver det flere ressourcer at have specialiserede psykoterapeuter end sundhedspersonel trænet i en basal støttemodel.
Til dato, skriver de, er der ingen forskning der sammenligner de to modeller, og det vil være vigtigt at undersøge effekten af specifikke psykoterapeutiske metoder til specifikke diagnoser, stoffer, patienter, forskellig forberedelse og integration samt musikken og antallet af psykedeliske sessioner.
De rejser spørgsmålet om hvad psykedelisk behandling er og kan blive: “a medical treatment with psychological support?; a psychotherapy assisted by psychedelic medicine?; or an integrated treatment modality?” Dette spørgsmål, skriver de, er både vigtigt i forhold til at udvikle den bedste behandling, og for hvordan behandlingen ender med at blive godkendt og reguleret af myndigheder.
Artiklen slutter med perspektiver på den regulatoriske proces mod godkendelsen af psykedelisk terapi i Europa. Bl.a. understreges vigtigheden af en ordentlig rapportering af negative effekter af psykedelisk terapi, veldesignede randomiserede studier og overvejelser omkring antal doseringer og den psykoterapeutiske model.
Dog skriver de, at godkendelse i sidste ende ikke kun afhængig af regulatoriske myndigheder, men også politisk interesse og vilje, og at “Engagement with all stakeholders in the field is key to establishing a successful regulatory framework for psychedelic-assisted therapies across the globe.” Og selv efter markedsgodkendelse vil det skulle vurderes af myndighederne hvor omkostningseffektiv behandlingen er, hvilket nok vil afgøre tilgængeligheden.
Artiklen kan siges at illustrere mange af de kræfter, der er på spil i den store psykedeliske medikaliseringsmaskine – regulatoriske myndigheder, politiske og økonomiske interesser – og viser hvordan den medicinske forsknings fokus er relativt pragmatisk orienteret mod godkendelse.
Mens den lader spørgsmålet om vægtningen af det psykoterapeutiske element i psykedelisk terapi være åbent, taler den mere for en støttemodel som kan bevise (omkostnings)effektivitet i ‘ren’ medicinsk behandling. Udforskningen af den bedste psykedelisk-assisterede psykoterapi, skrives det, kan finde sted i kliniske tilbud på den anden side af legalisering.
Hvad mener i om de videnshuller, mødet nåede frem til – og de mål, de måske er orienteret imod? Er der andre spørgsmål, der er vigtigere at få besvaret i den psykedeliske forskning – og hvorfor?
Læs artiklen her, og gå mere i dybden selv
… Og hvis du fik noget ud af opslaget, så overvej at blive medlem og støt vores arbejde!
