MAPS har netop udgivet deres fase 3-studie om MDMA-assisteret terapi mod PTSD i Nature Medicine – med gode resultater! Studiet bekræfter tidligere studiers fund, og betyder, at terapiformen er godt på vej til at blive en godkendt behandlingsform til næste år.
Kliniske trials tester sikkerheden og effektiviteten af ny medicinsk behandling og er et lovgivningsmæssigt krav til markedsgodkendelse, som administreres af myndigheder såsom USA’s FDA (Food and Drug Administration).
De består af fire faser, hvor fase 1 er de indledende test på mennesker, fase 2 tester behandlingen på en større gruppe, og fase 3 bekræfter resultaterne fra de tidligere faser på endnu større grupper. Fase 4 finder sted efter markedsgodkendelse, og snakkes måske derfor ikke så ofte om, da de fleste primært har øje for legalisering.
FDA-godkendelsesprocessen tager typisk tager adskillelige år, omfatter mange tusinde mennesker, og koster millioner af dollars. Derfor er det imponerende, at en non-profit organisation som MAPS, som er afhængig af donorer for finansiering, er nået så langt. Siden de blev grundlagt i 1986 har de ifølge deres hjemmeside indsamlet mere end 140 millioner dollars, som er gået til forskning og uddannelse indenfor psykedelika og cannabis.
90 mennesker deltog i fase 3-studiet, som omfattede et terapiforløb med tre forberedelsessessioner, tre MDMA-sessioner med fire ugers mellemrum, og ni integrationssessioner spredt ud over forløbet – altså en ret omfattende behandling. MDMA kombineret med terapi førte sammenlignet med placebo til en signifikant reduktion i både PTSD, depression, og en forbedring i psykosocial funktion, som varede ved to måneder efter sidste MDMA-session.
Forfatterne konkluderer, at MDMA så ud til at have større effektstørrelse end nogen anden kendt medicinsk behandling af PTSD – mærkbart sertralin og paroxetin, som normalt er første svar på behandling i psykiatrien.
Mange af deltagerne i studiet, i modsætning til tidligere studier, led også af typiske følgelidelser til PTSD – dissociation, depression, alkoholafhængighed og barndomstraumer. Da PTSD med følgelidelser betragtes som behandlingsresistent skriver forfatterne, at det er særligt opløftende, at behandlingen også lod til at være effektiv for denne patientgruppe. Dog vil flere studier der sammenligner behandlingsformer direkte og undersøger PTSD med følgelidelser specifikt være nødvendige for at bekræfte dette.
Artiklen gentager hypotesen som er vundet frem på det seneste, at MDMA og andre psykedelika måske virker ved at genåbne den “kritiske periode” af neuroplasticitet, som kendetegner barndommens formbare sind. Denne effekt sammen med terapi, skriver forfatterne, skaber måske et ‘tolerancevindue’ som tillader genprocesseringen af traumer i en tilstand af større ro og selvkærlighed, og mindre PSTD-relateret skam og vrede.
De understreger, at både MDMA og psykoterapi er essentielle komponenter af behandlingen, hvilket taler ind i debatten om hvad der er vigtigst i psykedelisk assisteret psykoterapi – det psykedeliske eller psykoterapeutiske? Dette er vigtigt, da FDA af nogen anses for at fokusere for meget på stofferne selv, og negligere behandlingskonteksten.
MAPS’ vej til succes har dog ikke været uden problemer. Artiklen gør meget ud af at understrege, at behandlingen ikke gjorde deltagerne mere selvmordstruede. Dette skyldes muligvis kontroversen omkring tidligere deltagere, som anklagede MAPS for at udelade fra forskningsresultaterne, at de oplevede øget suicidalitet efter behandlingen. Denne historie dækkes af podcastserien Cover Story: Power Trip som giver en vigtig kritisk vinkel på det psykedeliske behandlingsfelt, og bl.a. påpeger det pres til at levere gode resultater, psykedelisk forskning er underlagt.
I løbet af MAPS’ kliniske trials er en facilitator også blevet anklaget for seksuelt misbrug, hvilket ifølge podcasten er langt fra en unik historie i den psykedeliske behandlingsverden. David Nickles, medskaber af podcasten og redaktør af de kritiske medie Psymposia, har udtalt, at denne slags problemer kan blive overset, hvis myndigheder som FDA ikke er mere opmærksom på det psykoterapeutiske element af psykedeliske behandlinger, som kan siges at adskille dem fra de psykofarmakologiske behandlinger, de er vant til at regulere.
MAPS tilføjer selv efterbemærkningen, at sikkerheden og effektiviteten af MDMA-terapi stadig er ved at blive undersøgt, at ingen terapi virker for alle, og at alle kliniske studier involverer risici. Selvom resultaterne virker mere og mere lovende vil dette være vigtigt at holde for øje fremadrettet.
Mere arbejde skal gøres for at gribe dem, der oplever særligt svære bivirkninger, og systemer skal sættes op for at undgå skadelig praksis – særligt hvis MDMA-terapi mod PTSD allerede står til godkendelse næste år.
