Af Sidsel Marie
Sidsel Marie (hun/hende) er cand.scient.anth. fra Københavns Universitet med speciale ide mere sociale og fænomenologiske aspekter af psykedelisk brug i Danmark. Hun er nu-værende ph.d.-studerende i social antropologi ved Bergens Universitet, hvor hun forsker iterapeutisk brug af iboga/ibogain på tværs af sociokulturelle kontekster. Sidsel Marie erdesuden rådgiver i Cepda og podcaster på Regnfang samt Anthropology on Air.
De sidste to årtier har, hvad der næppe er gået læserens næse forbi, budt på en perlerække af lovende forskningsresultater omhandlende psykedeliske substansers terapeutiske potentiale. Et stigende antal studier påpeger, hvorledes denne stofgruppe synes anvendelige i behandling af et bredt spektrum af lidelser såsom behandlingsresistent depression, diverse afhængigheder, angst og PTSD. De optimistiske, videnskabelige briser har, ledsaget af talrige personlige beretninger om positiv psykedelisk livsomvæltning, hidbåret en profitjagende psykedelisk industri og turisme samt et anseeligt antal foreninger, virksomheder, organisationer, civilsamfundsinitiativer og medieomtaler, der forsøger enten at profitere på, dirigere eller svæve med den psykedeliske hvirvelvind.
Kritiske røster inden- og udenfor forskningsregi har allerede pointeret, at denne psykedeliske opblomstring ikke er lutter lagkage. På trods af at den tiltagende medvind blandt andet bygger på generationer af viden, forvaltning og praksis hos forskellige indfødte folk, så sker den stigende udbredelse af psykedelika i Vesten, deriblandt kommercielle kampe ompatentering, immaterielle rettigheder og lukrativ udvinding, på bekostning af selvsamme folk og deres mulighedsrum for at bibeholde og udleve essentielle aspekter af deres kultur. 1,2,3,4
Læs resten af artiklen ved at downloade pdf’en herunder.
