Torsdag den 11. december var psykedelika for første gang nogensinde til debat i Folketinget. Det skete, efter at Karin Liltorp og Louise Brown fra henholdsvis Alternativet og Liberal Alliance havde fremsat et beslutningsforslag om at nedsætte en tværfaglig arbejdsgruppe, der skal undersøge psykedeliske stoffers potentiale i et folkesundhedsperspektiv.
Debatten markerer et historisk skridt. I halvanden time blev psykedelika behandlet i Folketinget som et legitimt politisk anliggende.
Så hvad lærte vi, da vi hørte de forskellige sundhedsordførere kommentere på forslaget? I dette indlæg deler vi nogle af vores observationer fra debatten. I forlængelse af debatten har vi i Cepda sendt en længere faglig kommentar til Sundhedsudvalget, som de kan inddrage i det videre arbejde, og som uddyber yderligere på nedenstående nedslag.
Politisk velvilje
Det mest markante indtryk fra debatten var, at der på tværs af partier er en bred politisk opbakning til forskning i og den potentielle udbredelse af psykedelika-assisteret terapi. Flere ordførere udtrykte ønsker om mere forskning og nye muligheder for patienter; foruden Alternativt og Liberal Alliance bakkede også Enhedslisten op om forslaget; og Moderaternes sundhedsordfører, Nanna Gotfredsen foreslog at nedsætte en intern arbejdsgruppe blandt politikerne på Christiansborg.
Det er positivt. Det vidner om, at psykedelika ikke længere alene forbindes med straf og tabu, men som noget vi bliver nødt til at forholde os til med nysgerrighed, åbenhed og saglighed.
Når psykedelika reduceres til “lægemidler”
Samtidig afslørede debatten en markant begrænsning i den måde, psykedelika bliver forstået og italesat på. Selvom beslutningsforslaget lagde op til at skabe et samlet, tværfagligt vidensgrundlag for skadesreduktion, folkeoplysning, modeller for regulering og eventuelle forsøgsordninger, kom samtalen med det samme til at handle om psykedelika som “lægemidler” i psykiatrien.
Som ressortminister satte sundhedsminister, Sophie Løhde tidligt rammen ved at tale om patienter, lægemidler, life science-industrien og innovation. Denne ramme blev gentaget af mange ordførere, som konsekvent talte om psykedelika som “medicinske præparater”, der skal “udskrives til patienter med tunge sygdomsforløb”. Det blev også gentaget af flere, at de ikke mente, at der er behov for politisk involvering i den proces.
Hvis man udelukkende anskuer psykedelika som et psykiatrisk “lægemiddel”, giver det naturligvis mening at kræve solid evidens forankret i klassiske lægemiddelstudier, at implementering overlades til lægemiddelmyndighederne, og at politikerne ikke skal involvere sig.
Problemet er blot, at denne forståelse ikke rummer den virkelighed, som beslutningsforslaget forsøgte at adressere. Nemlig at psykedelika ikke kun er noget, der indtages i en klinik som led i behandling. For mange mennesker er de oplevelsesbaserede praksisser, som bruges til eksistentiel refleksion, personlig udvikling, naturforbindelse og fællesskab. Det “parallelle system”, som nogle politikere mente, at vi ikke behøver at opfinde, findes allerede. Spørgsmålet er ikke, om det eksisterer – men om politikerne vil tage ansvar for at skabe de bedste vilkår for skadesreduktion og udnyttelse af potentialet.
En fejlagtig reduktionisme
Når psykedelika konsekvent omtales som “medicinske præparater”, bliver samtalen om dem skæv og unuanceret. Det svarer til at reducere natur, dans, religion eller musik til behandlingsformer, der kun giver mening, hvis de kan ordineres til personer der har modtaget en diagnose. For mange handler psykedeliske oplevelser ikke kun om at reducere symptomer, men også om mening, relationer, ritualer, fællesskab, ejerskab og forbundethed – dimensioner, der ligger uden for den klassiske biomedicinske psykiatriske model. Psykedelika ligner på ingen måde klassiske psykofarmaka, og det er både videnskabeligt og menneskeligt meningsløst at forsøge at reducere forståelsen – og reguleringen – af dem til de samme forskningsmæssige standarder og procedurer som med klassisk psykofarmaka.
Det betyder ikke, at klinisk forskning ikke er vigtig. Det er den. Men den er ikke tilstrækkelig, hvis vi vil forstå psykedelika og deres implikationer for vores samfund. Eller hvis vi vil lave god regulering og infrastruktur.
Myten om de "ekstremt farlige psykedeliske stoffer"
Flere ordførere gentog under debatten, at psykedelika er “meget farlige” og at brug kan føre til “fatale konsekvenser”. Det er en sejlivet fortælling, som fortjener nuancering. Psykedelika blandt de mest sikre psykoaktive stoffer, vi kender. De klassiske psykedelika (LSD, psilocybin, DMT og meskalin) har nærmest ingen fysiologiske risici forbundet med sig. De risici, der findes, er psykologiske og sociale og opstår ofte i forbindelse med mangelfuld forberedelse, utrygge rammer eller efterfølgende isolation og stigmatisering.
I Cepda har vi i årevis arbejdet med netop disse problemstillinger gennem skadesreducerende initiativer, oplysning og gennem støtte til mennesker der oplever udfordringer. Risici eksisterer, og de skal tages alvorligt, men de skal også forstås korrekt og ikke overdrives.
Sikkerhed til nogen, straf til andre
Et gennemgående tema i debatten var, at politikerne ønskede sikkerhed for brugere, men at denne sikkerhed skulle skabes i psykiatrien og dermed altså kun gælde patienter i psykiatrien. Der blev derimod ikke forholdt sig til, hvordan man kan skabe tryghed, rettigheder og viden for de mange mennesker, som allerede bruger psykedelika uden for psykiatrien, og som ofte hverken kan eller ønsker at indgå i et behandlingsregime. Dette var ellers beslutningsforslagets primære hensigt, som ofte gentaget af stiller Karin Liltorp.
Dette er problematisk, da brug ikke kan begrænses til psykiatri og forskning. Psykiatriens arbejde er heller ikke at skabe sikkerhed omkring stofbrug uden for psykiatrien. Netop derfor er det et politisk anliggende at forholde sig til de andre brugsformer og brugere, men de samtale var der desværre ingen af ordførerne der var klare til at tage.
Et spørgsmål må være, om det grundlæggende er moralsk forsvarligt at sige, at den eneste måde en person kan få sikkerhed og undgå kriminalisering, hvis de vil have en psykedelisk oplevelse, er ved at indgå i det psykiatriske system. Dette især på et tidspunkt, hvor medier og forskning rapporterer livligt om de positive effekter ved psykedelika, men der stadig er lange udsigter til bred adgang gennem psykiatrien.
Hvorfor en arbejdsgruppe giver mening
Debatten viste altså tydeligt, at der findes politisk interesse, og samtidig betydelige blinde vinkler. Hvis psykedelika var en 5-retters menu, viste de fleste af ordførerne sig kun villige til at spise forretten, eller måske nærmere blot at overlade den til deres mundskænk for nu. Netop derfor er en tværfaglig arbejdsgruppe et fornuftigt og nødvendigt næste skridt. Ikke for at forhaste beslutninger, men for at samle viden på tværs af forskning, praksis, civilsamfund og internationale erfaringer, og for at klæde politikere, fagpersoner og offentlighed bedre på.
Psykedelika er allerede en del af vores samfund. Spørgsmålet er ikke, om vi vil forholde os til det, men hvordan. Arbejdsgruppen kan være endnu et skridt væk fra stigma og myter, og hen imod viden, ansvar og rettidig omhu.
Vores fulde kommentar til Sundhedsudvalget, hvor vi uddyber disse pointer og henviser til relevant forskning og internationale anbefalinger, kan læses her. Dialogen fortsætter nu i Sundhedsudvalget og skal derefter til 2. behandling i Folketinget.
Folketingets 1. behandling af forslaget kan ses herunder i dets fulde længde.
