Af Victor Lange
Victor Lange (han/ham) er ph.d.-studerende på Københavns Universitet, på Sektion for Filosofi og Institut for Neuroscience. Hans forskning omhandler primært meditation, mindfulness og depression. Derudover er han redaktør og meditationsunderviser på platformen Regnfang. Han udgav digtsamlingen ”jeg har hørt at du lever videre” på forlaget Vild Maskine i maj 2023. Hans forskningsmæssige interesse i psykedelika angår hovedsagligt moralpsykologiske effekter.
Spoler vi tiden tilbage til 1960’ernes USA, så var det helt tydeligt, at Richard Nixon ikke var glad for psykedelika. Han mente, at denne stofgruppe korrumperede ungdommen. Det var i høj grad et spørgsmål om moralsk fordærv: Unge mennesker blev mindre pålidelige, mindre arbejdsomme og i højere grad uanstændige borgere efter brug af psykedelika. De kunne simpelthen ikke varetage deres moralske forpligtelser. Spurgte man modsat de mennesker, der dengang anvendte psykedelika, var svaret nok fuldstændig anderledes. De store grupper af unge mennesker, der i 60’erne samlede sig under budskaber om fred og samhørighed, så i høj grad psykedelika som et led i en større samfundsforandring. De ville formentlig påpege, at anvendelse af psykedelika kunne give afgørende moralske indsigter – indsigter som uretfærdigheden vedkrig og den dybe samhørighed og forbindelse, vi har til vores medmennesker.1
I dag er vi næppe nået videre fra denne uenighed. Jeg har i hvertfald selv den fornemmelse, at holdningerne er meget delte, når vi stiller spørgsmålet: Bliver vi moralsk bedre mennesker af at anvende psykedelika? Mit skud ville være, at en stor gruppe af mennesker i Danmark ville svare klart ’nej’ – måske i særdeleshed dem, der ikke selv er brugere. Omvendt tror jeg også, at en stor gruppe ville svare ’ja’ – måske i særdeleshed dem, der selv er brugere.
I nærværende tekst skal vi netop kigge på relationen mellem psykedelika og vores moralske karakter.
Læs hele artiklen ved at følge linket herunder…
