Ketamin er – som effektmæssig “slægtning” til klassisk psykedelika – en yderst interessant case i netop bredere psykedelisk kontekst. Hvorfor dette er tilfældet, beskrives af en af verdens førende psykofarmakologer, Professor David Nutt, i bogen Psychedelics – The Revolutionary Drugs That Could Change Your Life:
“Already ketamine, which has a psychedelic-like effect, is being used for treatment-resistant depression. This is possible because ketamine, having been used as an anesthetic for decades in many countries, is a licensed medicine, unlike psychedelics and MDMA” (Nutt 2024: 2)
Fordi ketamin i forhold til accept og inkorporering i det etablerede sundhedssystem er længere fremme, kan denne substans forskningshistorie åbne op for en forståelse af både perspektiver og udfordringer for en bredere gruppe af psykedelika, der synes at følge samme udvikling, dog med en vis forsinkelse.
Netop det historiske perspektiv på ketaminforskningen, er emnet for Veraart mfl.’s artikel “Ketamine-assisted psychotherapies for mental disorders: a historical overview and systematic review.” (2026). Det følgende vil være en gennemgang af hovedkonklusionerne i denne.
Ketamin har allerede i en længere årrække været benyttet med stor succes som et bedøvende og smertestillende middel til operationer, og det er afgørende at understrege, at det ikke er denne brug, der her undersøges eller anfægtes. Derimod er genstanden for undersøgelsen kombinationen af ketamin og psykoterapi (over en bred kam af variationer benævnt ketamin-assisteret psykoterapi – herefter KAP). Og for at være helt præcis, så har forfatterne undersøgt, hvad 64 forskningsartikler baseret på 72 studier fra perioden mellem 1973 og 2025 har at sige om effektiviteten og sikkerheden af KAP.
Lovende observationer…
Hvis vi til en start tager de positive briller på, kan man trække følgende tre hovedpointer ud af forfatternes metastudie af forskningen omkring KAP:
- Det tyder på, at ketamin kombineret med psykoterapi kan være en hurtig, effektiv og sikker behandling af ellers behandlingsresistent depression og andre psykiatriske lidelser.
- Flere studier indikerer en positiv korrelation mellem terapeutiske resultater og både antallet af ketamindoseringer og størrelsen af dosis i forbindelse med behandling med KAP. Sidstnævnte betyder, at det antageligvis er mere effektivt med psykedelisk (højdosis) end psykolytisk (lavdosis) behandling.
- Der synes at kunne påvises følgende positive effekter af indtag af ketamin: øget åbenhed, styrket engagement i behandling, genkaldelse af traumatiske oplevelser (med nedsat aktivering af forsvarsmekanismer) og transformerende oplevelser.
… uden tydelige konklusioner
Som brugen ovenfor af “tyder på”, “indikerer” og “antages” understreger, er det dog sparsomt, hvad man med god ret kan tage med sig af definitive konklusioner fra de seneste godt 50 års specialiserede forskning i KAP. Dette primært af følgende grunde:
- En høj grad af forskellighed. Eller som forfatterne anfører: “(…) the treatment designs of the included studies reflect historical developments in psychological care more than they seem to direct towards a clearly defined or promising psychological framework for the combination with ketamine treatment.” Sagt med andre ord: Forskningsfeltet fremstår udpræget som et antal enkeltstudier med egne historisk farvede agendaer – ikke et homogent felt med retning, samarbejde og løbende konsolidering af resultater.
- Lav metodologisk kvalitet. Dette har typisk forskellige uheldige konsekvenser – i nærværende kontekst f.eks. 1) at positive resultater – pga. manglende kontrolgrupper – risikerer at blive overbetonet og 2) at det bliver uklart, om det er ketamin eller psykoterapi, der er den effektive, virkende ingrediens og yderligere, om de to blot supplerer (additiv effekt) hinanden eller gensidigt forstærker (synergistisk effekt) hinanden. Det sidste vender jeg tilbage til.
- Objektivitetsproblemer. I visse tilfælde var de terapeutiske metoder, hvis effektivitet og sikkerhed i kombination med ketamin man søgte at undersøge, udviklet af de selvsamme forskere, der var ansvarlige for forsøget. Dette kan i sagens natur potentielt føre til uhensigtsmæssig bias.
- Begrænset mulighed for generalisering. Der er tale om studier af begrænset omfang mht. antal deltagere, hvilket gør det meget svært at generalisere og/eller fremskrive til større grupper endsige befolkningsniveau.
Og hvad kan vi så lære af det?
Den endelige konsekvens af de ovenstående udfordringer er, at der ikke kan siges at være etableret en konsensus om den optimale behandlingsmetode for KAP.
Samme potentielle udfordring bør man være opmærksom på i forskningen i de klassiske psykedelika. Det er derfor af største vigtighed, at metodisk og videnskabelig stringens prioriteres, samt anbefalelsesværdigt, at man opstiller forsøg, der ikke udelukkende søger at påvise effekt og sikkerhed i klinisk kontekst. Man bør også undersøge bredere brug i samfundet og søge at fastslå såkaldt best practice i forhold til både den terapeutiske komponent af PAT (psykedelika-assisteret psykoterapi), doseringen og kombinationen af disse.
Afslutningsvis vil jeg gerne vende tilbage til et forhold, jeg nævnte tidligere. Der kan være forskel på det, man kalder henholdsvis additive og synergistiske effekter – altså om to komponenters kombinerede effekter kan siges blot at supplere eller ligefrem gensidigt forstærker hinandens individuelle effekter. Der findes dog også den logiske mulighed, at hele eller hovedparten af effekten skal tilskrives kun én af de to komponenter. Som det fremhæves i artiklen, er der netop nogle forskere, der hælder til, at det primært er ketamin, der er årsag til de kliniske forbedringer, der kan observeres i forbindelse med KAP.
Dette åbner i yderste potens op for en diskussion, der også er relevant for de klassiske psykedelika, nemlig, om muligheden for at udvikle en sikker behandlingsform, der sparer den omkostningstunge terapikomponent væk, men fastholder samme høje effekt. Den “ekstreme” (men oplevelsesmæssigt blide) pol af dette, er udviklingen af de såkaldte ikke-hallucinogene psykoplastogener (også kaldet tripfri psykedelika). Her sigter man på at isolere de neuroplastiske effekter fra de oplevelsesmæssige, med det formål at udvikle et psykofarmakologisk produkt.
Dette produkt kan – lidt populært fremstillet – tages lige så uproblematisk som en hovedpinepille, uden sensorisk og bevidsthedsmæssig påvirkning eller behov for løbende integrativ støtte fra professionelt sundhedspersonale. Dette arbejde er endnu på udviklingsstadiet og ikke testet på mennesker, hvorfor man ikke kan sige noget substantielt om en eventuel effekt.
Vil du vide mere?
Du kan læse artiklen i sin fulde længde her: Ketamine-assisted psychotherapies for mental disorders: A historical overview and systematic review
Hvis du er interesseret i at dykke dybere ned i de etiske aspekter af psykedelika-forskningen, kan vi desuden anbefale nedenstående to artikler. Den første beskæftiger sig med spørgsmålet om hvorvidt forskningen (her i psilocybin) er langt nok fremme i forhold til den faktiske brug af psykedeliske substanser i samfundet i dag
Den anden handler om hvorvidt en snæver medikaliserende tilgang til psykedelika ikke risikerer at underminere den potentielt effektive og sikre applikation, den i første omgang forsøger at afdække.
Blev du derimod fanget af spørgsmålet om, hvilken rolle – om nogen – de oplevelsesmæssige dele af behandlingen med psykedelika spiller, kan du med fordel læse nedenstående artikel, der omhandler, hvilke konsekvenser en mulig introduktion af ikke-hallucinogene psykoplastogener vil have for både behandlingssystem og menneskesyn.
https://link.springer.com/article/10.1057/s41292-025-00377-y
