På en klippeskråning med skyerne under mig og udsigt over bjerge, befandt jeg mig siddende i skrædderstilling. De snebeklædte tindinger stak højt op over skygrænsen og fik bjergkæden til at ligne en by i himmerige.
En venligtsindet hånd lagde sig blødt på min højre skulder.
Idet jeg kiggede mig højre om, så jeg en ældre kvinde pakket ind i gråbrunt skind og pels fra hvad, der måtte være en bjørn. Kvinden var lav og kraftig med lange tykke rottehaler, der løb ned foran begge ører og foran skulderen helt ned til navlen. Den gamle kone smilede til mig og markerede med sin højre hånd, at jeg skulle følge hende ind i bjerghulen bag sig. Hendes smil var blidt og varmt og øjnene ungdommelige og klare på trods af den høje alder, som rynkerne i ansigtet afslørede.
Inde i grotten sad en munk i orange klæder og mediterede med ryggen til. Foran ham stod en træstatue af Buddhaen på en sten. Der var tændt lys og røgelse på alteret foran Buddhaen. Munken reagerede ikke på min ankomst, men blev blot siddende i stilhed.
Den gamle kone bad mig tage plads på en træskammel på stenjorden, hvorefter hun rakte mig en kop med noget varm væske fra en kedel, som hun havde hængende over ildstedet i grotten. Væsken i koppen var ikke til at se, da grotten kun var svagt oplyst af ildstedet og enkelte fakler. Det smagte bittert.
Konen tog plads over for mig og fortalte mig med et blidt, men fast toneleje, at jeg var bragt hertil, fordi kongeriget Oa havde alvorligt brug for min hjælp. Det eneste håb for at redde kongeriget befandt sig i dragen Bellacks skattekammer i ildbjerget i den fjerne ende af den bjergkæde, som vi befandt os i. Kun jeg kunne hente skatten, da en profeti havde spået, at den røde konges søn, arvingen til Oa, en dag skulle besejre den sorte drage og frigøre landet fra forbandelsen. Denne arving var mig. Tiden var nu kommet, forklarede konen, hvorfor hun og munken, beskytterne af Oa, havde hidkaldt mig for at fuldføre profetien.
Inden jeg igen trådte ud ad hulen, vendte munken sig og viste sit ansigt. Det tilhørte en oldgammel mand af asiatisk udseende, der havde så mange år bag sig, at det var umuligt at vurdere hans alder. Århundreder kunne denne munk have gennemlevet, uden det ville overraske mig. Alligevel strålede hans øjne ligesom konens af ungdommelige klarhed. Oldingen fangede mit blik.
”Husk dit åndedræt! Vend tilbage til vejrtrækningen som anker, når bølgerne bliver høje og fortvivlelsen rammer.”
Jeg samlede mine hænder foran brystet som for at markere, at jeg havde hørt hans råd, men munken så det ikke, da han allerede havde vendt sig og fortsat sin meditation.
Ude foran grotten plukkede konen en svamp, som hun efterfølgende forærede mig med instruktioner om, at jeg skulle indtage denne foran indgangen til dragens hule. Jeg tog svampen i lommen, takkede den gamle kone og begav mig ud på den færd, som jeg var blevet hidkaldt til.
*
Efter hvad, der føltes som evigheders vandren, ankom jeg til foden af ildbjerget. Den gamle kone havde bedt mig følge mørket og lugten. Foran mig var nu en bred snoet sti bestående af hundredvis, hvis ikke tusindvis, forbrændte og forkullede skeletter og ådsler af utallige mennesker og dyr, der udgjorde vejen op til et enormt sort hul i bjerget.
Stanken af svovl og råddenskab havde været tiltagende undervejs, og nu var den så kraftig, at indholdet i min mave vendte sig. Der steg svovldampe op fra udbulinger i bjerget; andre steder sprang brændende flammer op fra huller, der måtte lede nede til hvad, jeg ikke kunne begribe som andet end helvedes dybder.
Med varsomme skridt fulgte jeg sporet af knogler og forkullede lig op ad bjerget.
Tæt på indgangen spiste jeg den svamp, som den gamle kone havde foræret mig, hvorefter jeg satte mig ventende i meditation blandt bunkerne af lig.
Inden længe mærkede jeg en tiltagende kvalme, der ikke kun var forårsaget af stanken fra Bellacks hule. De tyggede svampe blandet med mavesyre og galde blev brækket op i en serie af voldsomme opkastninger. At svampene kom op igen, gjorde imidlertid ingen forskel, de havde allerede gjort det, som de skulle.
Kort tid efter begyndte en brændende fornemmelse at stige op fra bunden af bugen. Hurtigt udviklede denne sig til en kraftigt pulserende indre ild, der bølgede rundt i kroppen. Jeg forsøgte af mine lungers fulde kraft at udbryde et dødsskrig, men svampen havde allerede lammet min krop, så intet andet end en lavmælt piven trang igennem.
Ilden blev dernæst udskiftet med kulde, der begyndte ude i tæerne og fingerspidserne, og som bevægede sig indad. I et øjebliks fortvivlelse antog jeg, at den gamle kone måtte have været en heks, der var ude på at forgifte mig. Jeg forbandede hendes væsen og den mørke trolddom, som hun havde brugt til at sløre mit sind.
Mit ellers formørkede blik blev nu oplyst af en hvidklædt skikkelse. I det samme rejste alle hårene sig på min krop i ekstase, og hadet i hjertet blev udskiftet med kærlighed. Havde det ikke været for lammelsen i kroppen, havde jeg kastet mig ned i ydmygelse og ærbødighed.
Den hvidklædte fortalte mig, at døden var en nødvendig del af rejsen, og jeg kun ville forblive død, hvis jeg kæmpede imod og ikke kunne give mig hen til den. Skikkelsen forsvandt igen så hurtigt, som den var kommet, men den sitrende ekstase i kroppen vedblev.
En gruppe af stemmer i mit indre begyndte at chante ordene: ”Gate, gate, paragate, parasamgate, bodhi svaha”, imens jeg gav mig hen til min egen undergang. Ordenes betydning var ukendt for mig, men de havde en beroligende effekt og lettede forløbet. Kulden havde nu spredt sig i kroppen, så kun det svagt bankende hjerte holdt stand. Også det gav til sidst efter.
Liggende på sorte vulkansten blandt skeletter, rådne lig og en forfærdelig stank fra svovlsydende vulkan, rådnede jeg langsomt væk, så jeg til sidst blot var ét anonymt skelet blandt de døde hober.
*
Gispende tog jeg mit første åndedrag i den nye krop, som jeg nu befandt mig i. Lungerne blev fyldt med kraft og vitalitet, og inden længe udforskede jeg med nysgerrighed, forundring og latter mit forandrede legeme. Efter jeg var blevet bekendt med dette, begav jeg mig videre på min færd ind i dragens hule.
Hvis stanken havde været slem ude foran, var den intet i forhold til den kvælende giftsky, der fyldte Bellacks mørke hule. Selvom der intet lys var i grotten, kunne jeg se, da øjnene i min ny-inkarnerede krop fungerede som fakler i mørket. I lange stunder begav jeg mig ned ad den smalle sti i grotten, indtil jeg kom til en enorm tronsal med gigantiske stensøjler, der måtte tilhøre fortidens konger.
Tronsalen lå så dybt i bjerget, at selv mine oplysende øjne ikke kunne gennemtrænge det altomsluttende mørke. Hvad der lød som tunge vingeslag gav genlyd gennem salen. Bellack var ikke til at se, men jeg kunne fornemme noget cirkulere rundt højt over mig som en grib. En isnende fornemmelse skød ned langs min rygrad og jeg mærkede trangen til at give efter for frygten og løbe for livet.
Men inden rædslens klør fik sit fulde greb i mig, blev jeg afbrudt af et voldsomt brag og en rysten, der fik store sten til at falde ned fra tronsalens loft og blive knust mod salens gulve. Bellack var landet få meter fra mig, og ormen havde sit gigantiske hoved rettet direkte mod mig. Dens brændende gule øjne oplyste dens røde ansigt og afslørede et kolossalt gab med sylespidse tænder på størrelse med bautasten.
Idet dragens øjne mødte mine, føltes det som, at min krop blev til sten, som kiggede jeg selveste gorgonen Medusa i øjnene.
En stemme mindede mig imidlertid om munkens ord, og jeg bevarede roen ved at forblive opmærksom på åndedrættet i bughinden. Dette ophævede fornemmelsen af forstening, så jeg igen kunne mærke blodet strømme rundt i mit legeme.
Stemmen, som jeg var sikker på, tilhørte den hvidklædte skikkelse, talte nu endnu engang til mig. Denne sagde, at skatten befandt sig i dragens bug, og den eneste vej til den var ved at begive sig ned i dens dyb.
Inden jeg nåede at reagere på stemmen, blev jeg endnu engang fanget af dragens blik. Inde i det forjættede blik så jeg mig selv siddende på knæ foran gravstedet til min partner og fremtidige børn, der var døde på tragisk vis. Deres død havde været min skyld, og jeg sad nu tilbage ensom og fortvivlet. En knytnæve af skyldfølelse og selvbebrejdelse ramte mig i mellemgulvet, så jeg var tæt på at kollapse.
”Lad ikke dit sind sløre af dragens troldkunstner. Det er ikke andet end illusion, en forvrængning af virkeligheden i mørkets klæder. Se gennem sløret!” Stemmen i det indre talte endnu engang, og jeg kunne nu se forvrængningerne i ormens øjne for, hvad de var.
Med et mod, som jeg ikke vidste, at jeg besad og med en rå urkraft, brølede jeg til dragen, mens jeg stirrede i dens øjne:
”Bellack! Du stinkende kræ! Du ormeafkom! Hvordan kunne du nogensinde forvilde dig til at tro, at du kan måle dig med guderne!”
Bellack reagerede på mit opråb med stilhed efterfulgt af en fnysen. Jeg fortsatte mit opråb:
”Du er ingen sand gud! Hvis du var en rigtig gud, så ville du kunne sluge mig hel, uden jeg kom noget til. Dette ville du aldrig kunne, da du blot er en rådden ådselæder. En sølle slavebøddel, en yngling af ondskaben og mørket, der er båndlagt dets befalinger.”
Den sidste sætning fik Bellack til at udbryde med en høj og hvæsende stemme:
”LILLE UBETYDELIGE KRYB! INGEN BEFALER OVER MIG! END IKKE MØRKET SELV KAN BESTEMME MINE GØREMÅL.”
Dragens enorme ansigt tårnede nu højt over mig, hvorefter den snoede sin kolossale krop i en cirkel rundt om mig som en kvælerslange, der indkredser sig om sit bytte. Fra snude til halespids kunne ormens længde udgøres af adskillige flagstænger i forlængelse af hinanden. Hvor hovedet og den første del af dens skællede krop var brændende rød, så var bagenden kulsort. Dertil var den så gloende varm, at hårene på min hud blev svitset, idet ormen snoede sig tættere ind på mig. Bellack fortsatte:
”OG JEG KAN DA SAGTENS SLUGE DIG LEVENDE, HVIS DET ER DEN SKÆBNE, SOM DU ØNSKER DIG! DET HAR JEG GJORT FØR.
”Så bevis det.”, svarede jeg lavmælt.
Bellack åbnede da sit enorme gab, og det sidste jeg huskede, inden det hele endnu engang sortnede, var den ubeskrivelige stank, der omsvøbte mig, inden jeg blev slugt hel.
*
En kølig og fugtig mælkehvid tåge omgav mig, idet jeg igen kom til bevidsthed. Denne var ledsaget af stilhed. Det tog mig noget tid at erindre, hvem jeg var, og hvad mit formål her var.
En lille dreng med blå t-shirt og sorte shorts trådte nu ud af tågen. Drengen var ikke mere end 10 år gammel. Han var bleg og mundvigene vendte nedad, som var ansigtet frossent i en tilstand af tristhed og ensomhed. Drengen lignede mig selv.
Jeg bredte mine arme og omfavnede drengen af hele mit hjerte. Holdt ham, gav ham varmen. Fra centrum af brystet og ud i armene bredte sig en behagelig varme, imens jeg mærkede, hvordan der blev længere mellem de små hurtige pulsslag fra drengens hjerte. Var dette skatten jeg havde ledt efter?
Drengen gengav min omfavnelse, men afbrød krammet for at fortælle, at der også var en anden dreng et sted, der var endnu yngre end ham selv. Han havde hørt barnets hulken og længselsfulde kald på sine forældre, der som en ødelagt grammofonplade var blevet gentaget igen og igen. Jeg tog den tiårige dreng i hånden, så vi sammen kunne lede efter det yngre barn.
Der gik ikke lang tid, før vi kunne høre hans gråd og kald på sine forældre. Vi forsøgte at nærme os råbene, og inden længe kunne en skikkelsen af en lille dreng på omtrent tre til fire år ses i tågen. Barnet vandrede grædende og hvileløst rundt. Vi svarede drengens kald, og han kom løbende hen til os. Også han omfavnede og trøstede jeg. Den lille drengs forvirrede og fortvivlede gråd var så hjerteskærende, at jeg måtte bruge alle mine kræfter for ikke selv at bryde grædende sammen. Dette var ikke tiden til det, kunne jeg mærke. Der var brug for en voksen til at trøste ham.
Siddende med de to drengebørn i min favn, forsøgte jeg at regne ud, hvordan vi skulle komme ud igen. Jeg vidste, at vi skulle ud, og noget i mig vidste hvordan, men jeg kunne ikke komme i kontakt med denne viden. Den hvidklædte skikkelse kunne ikke nå mig helt nede i dybderne af dragens væsen.
Siddende i min fortvivlelse kom jeg nu i tanke om munkens råd. Børnene var i mellemtiden faldet i søvn, og jeg satte mig ved siden af dem for at rette opmærksomheden mod åndedrættet.
Det var umuligt at få fornemmelse for tiden inde i Bellacks bug. Få sekunder kunne føles som en hel livstid, og timer og år kunne forsvinde, som ved et knipseslag. I de gamle sagn siges det da også, at når man er fanget i dragens bug, stoppes man med at aldres, så det var derfor ikke muligt for mig at vide, hvor længe jeg sad i meditation. Jeg vidste derfor heller ikke, hvor længe de to drengebørn havde været fanget i den hvide tåges limbo. Min fornemmelse var, at der var gået årtier.
Det skete imidlertid pludseligt, idet jeg sad i meditativ fordybelse, at et kraftigt hvidt lys en armslængde over mit hoved pludseligt tændtes. I det samme dette skete, blev jeg klar over, hvordan vi kunne komme ud af dragens bug igen, og jeg råbte derfor højt til ormen:
”Bellack! Du slimede orm. Du påstod, at du var almægtig, men det er ikke, hvad du viser. Enhver halvgud kan sluge mennesker hele, men kun en rigtig gud kan også spytte dem ud uskadte. Denne form for magt besidder du ikke!”
Stilhed.
”Svar mig, Bellack, du helvedesyngel!”
Som fra et tordenskrald rungede dragens hæse stemme nu ud i tågen:
”DEN FALDER JEG IKKE FOR, LILLE VEN. NOK ER DU KLØGTIG NOK TIL AT VIDE, AT JEG KAN HØRE DIG, MEN LÆNGERE RÆKKER DINE EVNER HELLER IKKE. I BLIVER I MIN BUG TIL TIDERNES ENDE. FØRST DA VIL JEG SPYTTE JER UD OG BRÆNDE JER!”
”Hvorfor dog det?”, spurgte jeg.
”Hvis du er så almægtig, som du påstår, så kan du jo altid tilintetgøre os med dine helvedesflammer, hvis vi prøver på at stikke af. Så bliver vi blot endnu nogle knoglerester i bunken af forkullede lig, som du har efterladt dig. Vi er ingen trussel.”
Intet svar. Kun stilhed.
De to drengebørn var blevet vækket af Bellacks brøl og sad nu skælvende tæt ind til mig på hver side. Vi sad længe nok til, at jeg havde opgivet alt håb om, at planen virkede, men til min overraskelse begyndte jorden under os nu at ryste efterfulgt af en altoverdøvende rumlen, hvorefter dragen kastede os op.
*
Det næste jeg huskede, var Bellacks glødende gule øjne, der tårnede over mig og børnene i min favn, imens han brølede:
”SÅ FIK DU BEVISET PÅ MIN ALMÆGTIGHED, OG NU VIL IKKE KUN DU, MEN OGSÅ DINE SMÅ YNGLINGE LIDE SAMME SKÆBNE SOM ALLE ANDRE, DER MØDER BELLACK!”
Ormen åbnede da sit gab. En kraftig rødglødende kugle tog form ved dens svælg og voksede hastigt. Da råbte jeg til ormen:
”Men det har du jo ikke lyst til, Bellack, oh du almægtige!”
Den voksende ildkugle aftog i styrke og størrelse og ormen lukkede sit gab, hvorefter han svarede:
”HVAD FABLER DU OM, MENNESKESØN? JEG ØNSKER IKKE AT DRÆBE DIG, MENS DIT SIND SKÅNER DIG FOR VIRKELIGHEDENS GRUSOMHED”
Da fortsatte jeg med at tale til dragen. Til min overraskelse hørte jeg mig selv sige:
”Du kan ikke bilde mig ind, at du har slugt og opbevaret disse to uskyldige og forladte drengebørn uskadte i al den tid uden grund. De betyder jo noget for dig. Du har reddet dem og beskyttet dem fra de giftige omstændigheder, som de levede under. For det er jeg dig dybt taknemmelig. Hvad siger du til at prøve at blive båret af mig, ligesom du har båret på dem så længe?”
Bellack udbrød et rædselsvækkende hvinende skrig, som havde nogen spiddet den i hjertet med et dødbringende spyd. Skriget gav ekko i tronsalen og lød som hundredvis af grise, der var ved at blive slagtet. Den vred sig og jamrede. Drengebørnene holdt sig for ørerne, mens de sad i min favn.
Så sprøjtede en tyk sort galde ud af ormens gab og op i luften, så de faldt i store klumper til alle sider. En lille klat ramte min venstre hånd og brændte sig ind i huden på mig som et stykke kul. For børnenes skyld holdt jeg smerteskriget i mig, men jeg måtte bide kæberne så hårdt sammen, at munden smagte af blod.
Til sidst blev dragen stille og frøs et øjeblik, inden den kollapsede og faldt død om. I nogle øjeblikke blev jeg siddende med børnene for at sikre mig, at det var slut. Det var det.
Vi rejste os og vendte os om for at vandre ud ad grotten, men blev så afbrudt af et kraftigt lys fra oven, der ramte ned på den nu døde bevingede orm, som havde himlen åbnet sig. Lyset fik skællet til at ryge, og inden længe brød dragen ud i meterhøje hvide flammer, der var så kraftige, at vi måtte vige blikket. På få sekunder var Bellack væk og kun en askebunke tilbage.
Ud af asken løftede en lysende kugle sig, der med høj fart bevægede sig hen imod mig. Det var først, da kuglen var få meter fra mit hoved, at jeg kunne se, at den lysende kugle bar på en lille hvid orm, der ikke var større end min pegefinger.
Som aftalt åbnede jeg min mund, så ormen kunne trænge ind, ned igennem min hals og ned i min bug. Kort efter mærkede jeg ormen vokse indeni mig, og jeg kunne se min mave svulme op. Inden jeg nåede at reagere på det bizarre syn af min mave, der voksede som var en hel graviditet forkortet ned til få sekunder, brød et kraftigt lys ud fra navlen, hvorefter ormen brød fri og igen forlod min krop.
Da dette skete, var der ikke længere tale om en lille hvid orm. I stedet var der en strålende asiatisk sølvdrage omgivet af en kraftig himmelblå farve. Dragen voksede, så den inden længe igen var ved sin fulde størrelse. Bare synet af guddommen fyldte mit hjerte med lyksalighed, fred og en dyb tiltro til, at det hele nok skulle gå.
Jeg vidste da, at den forbandelse, der havde formørket dragens sjæl, nu var hævet, så Bellack igen kunne vise sin sande natur, der lå dybt begravet under dyngerne af sort slam. Som en skjult perle havde den ligget klar og ventet på den dag, at nogen så dens godhjertethed og ønske om at redde de børn, der var blevet forladt af deres forældre. Nu var sløret løftet og forbandelsen hævet, så Bellack, den skinnende sølvdrage, igen kunne flyve frit på himlen.
Dragen lagde sit hoved ned, så vi kunne kravle op og ride på dens hals. Den havde en glinsende manke, som vi og børnene kunne bruge som tøjler. Idet vi havde taget plads, spredte Bellack sine vinger og fløj lodret op i luften.
Lige inden vi ramte klippevæggen, åbnede bjerget sig i to, som var der en skjult port. Et hvidt lys trængte igennem åbningen med en sådan kraft, at jeg måtte vige blikket, mens hulen blev efterladt oplyst i fuldkommen klarhed. Varmen fra strålerne omsvøbte min krop i ekstatisk glæde, indtil hver en celle var gennemvædet af, hvad der ikke kunne være andet end den rene virkeligheds oprindelige klare lys, der fulgte os ud gennem himmelåbningen. I det øjeblik vindens susen ramte min hud, forsvandt den sidste rest af tvivl. Med ét vidste jeg med fuldkommen sikkerhed noget, som jeg kun tidligere havde drømt om, men aldrig troet på kunne ske. Jeg vidste, at jeg var fri.
