Af Anna Ulstein Odland
Anna Ulstein Odland (hun/hende) er farmaceut og har forsket i, hvordan psykedeliske stoffer påvirker adfærd hos mus. Anna arbejdede i løbet af sin ph.d. med at finde tests for mus, som kunne afspejle de effekter af psykedeliske stoffer, som ses hos mennesker. Formålet var at udvikle værktøjer til at finde nye psykedeliske lægemidler. Hendes arbejde har styrket vores forståelse af, hvordan psykedelika påvirker dyreadfærd, og sætter os på sporet mod bedre brug af dyr i den psykedeliske forskning.
Dyreforsøg er et sjældnere diskuteret emne i debatten om psykedeliske stoffer. Oftere ligger fokus på kliniske studier, psykologien, antropologien og politikken hvad angår psykedelika. Dyreforsøg med psykedeliske stoffer er dog et vigtigt skridt på vejen mod psykedeliske lægemidler i vores samfund.
Nutidens kliniske studier arbejder primært med psilocybin, mens der også er undersøgelser af LSD, DMT og meskalin. Udvikling af nye psykedelika åbner for potentielt endnu bedre effekt, lettere håndtering eller en anden risikoprofil end de eksisterende psykedelika. For eksempel besværliggør den lange virkningsvarighed af LSD og meskalin de praktiske omstændigheder omkring psykedelika-assisteret psykoterapi, mens DMT har utrolig kort varighed. Psilocybin kan derimod have en teoretisk risiko for at give bivirkninger i hjertet ved kronisk brug, da den aktive form af stoffet aktiverer serotonin 2B-receptorer.1
Udvikling af nye stoffer, som kan patenteres, muliggør også større investering i kliniske studier, som skal til for at markedsføre et lægemiddel. Disse faktorer har affødt stiftelsen af lægemiddelfirmaer, som forsker i at finde nye psykedeliske lægemidler. Når forskerne skal udvælge, hvilket stof der skal gå videre til kostbare og tidskrævende kliniske studier, er dyreforsøg uundværlige til at indikere, hvilket stof det er bedst at satse på.
Læs hele essayet ved at følge linket herunder.
