Syn for sagn – viser psykedelika os Sandheden?

De fleste har nok hørt beretninger om, at psykedelika kan åbne vores sind for oplevelser af at naturen er besjælet, eller at der er en større – måske endda guddommelig – plan med det hele. Som ny rejsende uden egen-erfaring med psykedelika kan et snusfornuftigt forbehold over for sådanne påstande måske lyde: “Givetvis, men lad mig selv få syn for sagn”. Seeing is believing, som man siger.

Og det gør mange åbenbart. Får selvsyn. For når Christopher Timmermann og hans velrenommerede medforfattere i et studie fra 2021 undersøgte spørgsmålet om, hvordan psykedeliske brugeres overbevisninger om virkelighedens beskaffenhed forandrer sig efter brug af psykedelika, så viste forskernes data – kort sagt – at de flyttede sig i én retning: væk fra en materialistisk metafysik (at alt har en materiel basis) og mod pan-psykisme (at alt er besjælet) samt fatalisme (at alt er skæbnebestemt). Således var titlen på deres artikel slet og ret “Psychedelics alter metaphysical beliefs”¹.

Men ‘gør’ psykedelika det? Og indebærer det i så fald også, at psykedelika simpelthen åbenbarer virkelighedens virkelige beskaffenhed for os?

En antropologisk case

Vender vi for et øjeblik blikket væk fra den kliniske psykologi og mod et kvalitativt case study fra antropologien, kan vi måske anspores til at se tingene fra en lidt anden vinkel.  I “Psychedelics as Tools for Belief Transmission. Set, Setting, Suggestibility, and Persuasion in the Ritual Use of Hallucinogens”² beretter antropologen David Dupuis om et katolsk inspireret ayahuasca-retreat i Peru og dets vestlige gæster. Særligt handler artiklen om, hvordan disse vestlige rejsende forholder sig til de lokale facilitatorers fortolkning af den lidelse, som de har oplevet under retrætens indledende ceremoni. Her lyder den lokale diagnose typisk: besættelse af ondsindede ånder³.

Ifølge Dupuis forholder vesterlændingene sig i første omgang skeptiske. Men givet deres ønske om bedring fra lidelse, som de hidtil ikke har fundet bedring for, så afviser de typisk heller ikke endegyldigt sandhedsværdien af den lokale forklaring. Og paradoksalt nok, siger Dupuis, så motiverer tvivlen ikke til, at de tager afstand til diagnosen. Tvivlen gør dem snarere nysgerrige og skærper deres opmærksomhed på, hvorvidt det mon kan være sandt, at de vitterligt er under indflydelse af ondsindede ånder.

Samtidig opfordrer facilitatorerne de rejsende til blot at “observere” sagerne på egen hånd i de næstkommende ceremonier, så de selv kan af- eller bekræfte diagnosen. Med andre ord: de opfordrer gæsterne til at få syn for sagn.

Som de rejsende rejser deres rejser går det typisk hverken værre eller bedre, end at de rent faktisk progressivt får egen-erfaring med og oplever de omtalte ondsindede ånder. Og trods forskellige grader af fortsat ambivalens, tilslutter de rejsende sig typisk diagnosens gyldighed efter nogle ceremonier.

Hvad der sker her er en proces, som Dupuis kalder ‘education of attention’⁴. En hurtig måde at forstå Dupuis’ begreb på er at sammenligne det med den velkendte psykedeliske praksis med at sætte en ‘intention’ for sin rejse: ved at rette vores opmærksomhed mod et givet tema, så giver vi vores bevidsthed mulighed for at forholde sig til netop dét tema. Således synes det altså at have været, at når de vestlige gæster i Peru blev ‘skolet’ af facilitatorerne til at rette deres opmærksomhed mod ondsindede ånder, så kom de uvægerligt også til at forholde sig til noget netop sådant i deres rejser.

Hvis ‘education of attention’ på den måde altså kan frembringe egen-erfaring i vores rejser med det, som vi er blevet stillet i sigte af andre, så må vi spørge, i hvilken grad det at ‘få syn for sagn’ kan betragtes som en måde at verificere gyldigheden af et givent psykedelisk fænomen.

Hvad afspejler Timmermann et al.s data egentlig?

Lad os med disse betragtninger in mente vende tilbage til Timmermann et al.s artikel med den føromtalte slagkraftige titel: “Psychedelics alter metaphysical beliefs”. I artiklen påpeger forfatterne, at skiftene i brugernes overbevisninger i retning mod pan-psykisme og fatalisme, var medieret af nogle ganske iøjnefaldende faktorer. Først og fremmest var skiftene i overbevisninger betinget af brugernes oplevelse af at være ‘følelsesmæssigt samstemt’ med de øvrige rejsende, og dernæst: jo mere en given bruger udviste grundlæggende psykologiske træk af ‘påvirkelighed’ samt ‘identificerede sig med den aktuelle rejsegruppe’, des større var den overordnede effekt.

Som forfatterne selv diskuterer afslutningsvis i deres artikel, indikerer lige præcis disse faktorer, at det, der måske reelt kan være på spil, når brugernes overbevisninger skifter i retning mod pan-psykisme og fatalisme, er, at de simpelthen overtager allerede-eksisterende overbevisninger fra de psykedeliske miljøer, som de har indgået i.

For at kunne sige noget kvalificeret om dette forhold, skulle forfatternes i så fald have undersøgt, hvilke overbevisninger som så rent faktisk gjorde sig gældende i de respektive miljøer og sammenholdt dette med skiftene i brugernes overbevisninger. Det gjorde forfatterne ikke, hvilket de selv påpeger er en forsømmelse.

Forfatterne efterlader os altså således på lidt mindre sikker grund end først antaget. Trods skråsikkerheden i artiklens titel – “Psychedelics alter metaphysical beliefs” – afslutter de teksten med den klassiske videnskabelige refræn: ‘More research is needed’.

En kærlig agnosticisme

Den overordnede pointe med nærværende tekst er ikke at antyde, at man som rejsende bør mistænkeliggøre og bortkaste enhver oplevelse, som man nu engang kan have under indflydelse af psykedelika. Og selvom den sociale kontekst uomtvisteligt præger den psykedeliske oplevelse, er pointen heller ikke, at man så bør anse sine oplevelser som intet andet end resultatet af ydre prægninger. Pointen er at forholde sig til sine psykedeliske oplevelser med hvad man kunne kalde en ‘kærlig agnosticisme’: en åben og nysgerrig tilgang, hvor man stilfærdigt kan stille spørgsmål såsom:

• Var det, som jeg oplevede, reelt et undertrykt minde, eller symboliserede oplevelsen mon snarere en følelsesmæssig sandhed? 
• Begyndte jeg at se onde ånder, fordi min facilitator rettede min opmærksomhed mod noget sådant, eller giver onde ånder faktisk mening ud fra mit eget forståelsesunivers? 
• Var den markant anderledes virkelighedsopfattelse, som jeg pludselig havde under min rejse, en åbenbaring af virkelighedens virkelige beskaffenhed, eller var den måske en del af en midlertidig psykedelisk effekt? 
• Er det nødvendigvis forudbestemt i stjernerne, at jeg står dér, hvor jeg gør i dag, eller føles det måske bare sådan lige nu?
• Etc.

En sådan forsigtig tilgang til egne oplevelser er lige præcis, hvad Timmermann og Dupuis sidenhen sammen har advokeret for i en fælles artikel med Rosalind Watts fra 2022: “Towards psychedelic apprenticeship: Developing a gentle touch for the mediation and validation of psychedelic-induced insights”⁵. I artiklen diskuterer forfatterne, hvordan psykedeliske indsigter egentlig kan valideres som sande for os. I den forbindelse præsenterer forfatterne bl.a. en case fra et klinisk studie med psilocybin, hvor en forsøgsperson i sin rejse tilsyneladende genopdager et undertrykt minde om, at dennes mor har forsøgt at kvæle hende, da hun var et lille barn. Men er det nu også sket eller ej? Og hvis hun nu ikke kan eller ønsker at få et konkret svar herpå, hvordan kan hun så forholde sig til denne usikkerhed?

Løfter vi artiklens diskussion op på den helt store filosofiske klinge, stiller forfatterne os over for et helt grundlæggende videnskabsteoretisk spørgsmål om, hvorvidt viden opnået introspektivt – altså på egen hånd – overhovedet kan valideres, hvis den ikke medieres af nogen anden part.

På et mere lavpraktisk plan – hvad angår f.eks. genopdagede undertrykte begivenheder fra ens fortid – sammenligner forfatterne psykedeliske rejser med andre introspektive praksisser såsom psykoanalyse og hypnose, og de påpeger, at sådanne praksisser historisk set har vist sig notoriske til at producere falske minder. De påpeger, at omend minder intuitivt kan føles fuldstændig sande, så har forskningen på området vist, at der er en anseelig risiko for, at det ikke er tilfældet.

I lyset af at psykedeliske indsigter – om det så gælder genopdagede minder eller metafysiske overbevisninger – typisk opnås introspektivt, samtidig med at psykedelika synes at have den særlige kvalitet at højne følelsen af at det erkendte har meget stor sandhedsværdi og meningsfuldhed, advarer forfatterne mod straks at tage sine indsigter fuldstændig for pålydende som Sande. Heroverfor advokerer de altså for en åben og nysgerrig tilgang: en kærlig agnosticisme.

Hvis du er interesseret i at uddybe din forståelse af, hvordan psykedelika muligvis kan ændre vores metafysiske overbevisninger i retning mod pan-psykisme og fatalisme, hvordan sociale kontekster kan indvirke på sådanne skift i overbevisninger og hvordan vi kan validere vores psykedeliske indsigter, så anbefaler Cepda de tre nævnte artikler. Find dem i noterne herunder.

–

Tak til vores medlemmer som muliggør vores arbejde med at sprede viden om psykedelika! Vil du støtte vores arbejde og få mange andre medlemsfordele, kan du læse mere om Cepda og blive medlem her forbundet.cepda.dk

Noter

1. Timmermann, Christopher, Hannes Kettner, Chris Letheby, Leor Roseman, Fernando E. Rosas & Robin L. Carhart-Harris 2021. “Psychedelics Alter Metaphysical Beliefs”. Scientific Reports 11, no. 1 (2021): 22166–22166. https://doi.org/10.1038/s41598-021-01209-2.

2. Dupuis, David “Psychedelics as Tools for Belief Transmission. Set, Setting, Suggestibility, and Persuasion in the Ritual Use of Hallucinogens”. FRONTIERS IN PSYCHOLOGY 12 (November 23, 2021). https://doi.org/10.3389/fpsyg.2021.730031.

3. Den tekniske betegnelse er ‘dæmonisk infestation’, som i den katolske teologi er et mere almindeligt og mindre alvorligt dæmonisk angreb end en egentlig besættelse. Hvor en dæmonisk besættelse tager fuld kontrol over personen og kræver en exorcisme, er dæmonisk infestation karakteriseret ved et parasitisk forhold, hvor personens helbred, tro og tanker blot korrumperes af den ondsindede entitet.

4. Foruden begrebet ‘education of attention’ tilbyder Dupuis også nogle interessante betragtninger om, hvordan en ‘ondsindet ånd’ er en såkaldt ‘floating signifier’ – dvs. et tegn hvis betydning er vag og ubestemmelig (ligesom ‘energi’ eller ‘spirit’) – og at denne betydningsmæssige vaghed og ubestemmelighed gør, at de rejsende selv kan udfylde begrebet ‘ondsindet ånd’ med deres egne idiosynkratiske oplevelser og forståelser. Dette forhold bidrager til tilslutningen til de lokale overbevisninger.

   Hvad angår ‘education of attention’ så se også Dupuis’ artikel:
   Dupuis, David. “The Socialisation of Hallucinations: Cultural Priors, Social Interactions, and Contextual Factors in the Use of Psychedelics”. TRANSCULTURAL PSYCHIATRY 59, no. 5 (October 2022): 625–37.  

5. Timmermann, Christopher, Rosalind Watts, and David Dupuis. “Towards Psychedelic Apprenticeship: Developing a Gentle Touch for the Mediation and Validation of Psychedelic-Induced Insights and Revelations.” TRANSCULTURAL PSYCHIATRY 59, no. 5 (October 2022): 691–704. https://doi.org/10.1177/13634615221082796.