Kevin Mikkelsen er daglig leder i Center for Psykedelisk Dannelse og terapeut ved Liminala Terapi. Han har en BA i Socialpsykologi og Kulturstudier og er derudover uddannet psykoterapeut og naturterapeut ved Human Education Group, hvor han også underviser i naturterapi. Kevins hjerte banker for en fremtid, hvor mennesker og natur sameksisterer i harmoni. Med dette for øje faciliterer han bevidste forandringsprocesser med klienter og gennem sit arbejde med værdi- og formålsdrevne organisationer.
Deltagerne bliver bedt om at lukke deres øjne og rette deres opmærksomhed indad. En varieret lydkulisse af beroligende og evokative toner og naturlige lyde fylder luften, og deltagerne åbner deres sind for nye erkendelser. Mens de rejser gennem deres indre verden, oplever de sig selv som en del af en større helhed, hvor alt levende er forbundet. I dagene efter ceremonien styrkes båndene i fællesskabet. Deltagerne udforsker deres oplevelse i et trygt og respektfuldt fællesskab. De deler deres personlige indsigter, og hvordan disse har påvirket deres hverdag. De støtter og opmuntrer hinanden, og mange føler sig inspireret til at tage ansvar for sig selv, naturen og miljøet omkring dem. De ved også, at indsigt og trivsel kommer af den gensidige læring og deres forbindelse til naturen og hinanden. En cirkel dannes, hvor folk fra forskellige samfundslag, aldersgrupper og steder i livet samles og deler erfaringer og visdom. Psykedelika bliver en komponent i udforskningen af bevidsthedens dybder, men den sande transformation sker gennem fællesskabets støtte og samhørighed, gennem at dele denne verden med andre.
Ovenstående er et tænkt eksempel på en lokal og fællesskabsorienteret brug af psykedelika. Igennem årtusinder har disse substanser været brugt i mindre fællesskaber til at fostre selvindsigt, social sammenhængskraft, forbindelse til det omkringliggende miljø samt kommunikation med naturen og åndeverdenen og til at facilitere spirituel udforskning og heling. Brugen har mange steder været indlejret i lange, komplekse uddannelsesforløb, riter og kosmologier, der har klædt individet på til at beherske substansernes store kræfter.
I dagens Danmark er brugen af psykedelika i diverse fællesskaber i kraftig udvikling. Brugen er her oftest rammesat som ’terapi’, og psykedelika som ’medicin’. På trods af en hastig stigning i brugen er feltet præget af manglen på retningslinjer, fælles standarder, rådgivning, information og sikkerhed. Samtidig er brugen betinget af kapitalismens præmisser, hvad angår marketing, ulige adgang og finansmarkedernes stormfulde vinde. Dette betyder også, at mange mennesker (især sårbare og unge) forsøger sig med psykedeliske substanser på egen hånd. Kun meget få har adgang til de kliniske forskningsforsøg, og det er ikke alle der synes, at undergrundsterapi er en attraktiv løsning. Det kan enten skyldes, at de ikke har tillid til de facilitatorer, der arbejder med psykedelika, eller ikke har kendskab til eller adgang til fællesskaberne eller skyldes, at de ikke har de økonomiske eller sociale ressourcer, der skal til for at deltage i dem.
Samtalen om brug i undergrunden eller udforskning på egen hånd, til formål der også strækker sig ud over det medicinske/terapeutiske, er for så vidt forbeholdt den psykedeliske subkultur. I den offentlige debat har snakken om psykedelika som ’medicin’ medført et endimensionelt fokus på psykedelikas effekt på diverse symptomer/diagnoser, når de anvendes i kliniske omgivelser og forløb. Samtidig positioneres medicinalindustrien, psykiatrien og deres magthierarkier og strukturer som dem, der skal udbrede psykedelika til den brede befolkning. Den psykiatriske brug af psykedelika står ikke desto mindre i skarp kontrast til den historie om den omfattende og fællesskabsorienterede brug, jeg indledte med.
I dette essay vil jeg forholde mig kritisk til den for nuværende dominerende forståelse af psykedelika som ’medicin’ og den dertilhørende kontekst, psykiatrien, som den primære institution og model for udbredelsen af psykedelika. Min intention er at åbne op for samtalen om, hvorvidt psykiatrien er den optimale ramme for den samfundsmæssige integration af psykedelika.
Læs flere artikler fra bogen:
Bliver vi bedre mennesker af psykedelika? Psilocybin og prosocialitet.
Spoler vi tiden tilbage til 1960’ernes USA, så var det helt tydeligt, at Richard Nixon ikke var glad for psykedelika. Han mente, at denne stofgruppe korrumperede ungdommen. Det var i høj grad et spørgsmål om moralsk fordærv: Unge mennesker blev mindre pålidelige, mindre arbejdsomme og i højere grad uanstændige borgere efter brug af psykedelika.
Psykiatriske delingscirkler – gammel visdom i nye behandlingstilbud
Der kan ikke spås om de psykedeliske stoffers fremtid i Danmark, men emnet er kommet på tapetet i den vestlige verden. Dette giver anledning til diskussioner om den praktiske udrulning af den terapeutiske brug af disse stoffer i en dansk kontekst.
Erfaringer med psykedeliske processer
Da jeg fik opfordringen til at skrive dette essay, tænkte jeg, at det udover at beskrive det helbredende potentiale, kunne være min opgave at pege på skyggesiderne og at skitsere nogle problemstillinger i arbejdet med psykedeliske oplevelser.
Min personlige historie med psykedeliske stoffer går tilbage til slut-60’erne, hvor LSD blev en vigtig del af ungdomsoprøret.
Når vi lærer at lytte, kan vi høre os selv
Jeg vil på de følgende sider udfolde, hvordan samfundets ubehag ved ændrede bevidsthedstilstande, potentielt set, kan transformeres til nysgerrighed, fællesskab og trivsel.
Er vi klar til det psykedeliske hellige?
De psykedeliske substanser bringer mennesket ind i oplevelseslandskaber, hvor ord som forbundethed og helhed ofte benyttes til at beskrive oplevelsen. I forskningslitteraturen er disse aspekter af oplevelsen beskrevet som værende vigtige for de terapeutisk-transformative effekter, hvor i særdeleshed den mystiske oplevelse lader til at være central.
Tripfri tilstande
Psykedelika er spået til at skabe et nyt paradigme for psykiatrien. Men i så fald bliver det for de få, de rige, de modige – og dem med de rigtige diagnoser. Hvad med dem, der ikke tåler eller tør trippe? Kan man favne flere, hvis man fjerner stoffernes hallucinogene effekt?