6. januar 1915 – 30. september 2001
Neuroforsker og psykonaut
Dr. John C. Lilly er uden tvivl en af de mest psykedeliske personager i den psykedeliske kulturkanon. Neuroforsker, psykoanalytiker, delfin-redder og psykonaut er bare nogle af de mærkater John Lilly har gjort sig fortjent til gennem hans farverige liv. Ikke desto mindre er han måske mest kendt for at være opfinderen af flydetanken, og for hans dybdegående selveksperimentering med stoffet ketamin.
Som menneske, videnskabsmand og opdager, var Lilly aldrig bange for at hoppe med hovedet først, og med en sjældent set grad af excentricitet udførte han et væld af eksperimenter med sig selv som forsøgskanin.
Lily blev født ind i en velstående familie i Minnesota i 1915. Han var gennem hele hans liv nysgerrig, ihærdig og arbejdsom, og hans families formue tillod ham at omsætte hans visioner i alverdens eksperimenter og gøremål, som hidkalder tanker på den arketypiske “gale videnskabsmand”, når man læser om hans liv. Allerede fra en tidlig alder viste han interesse i videnskaben og var som ung en ivrig hobby-kemiker, hvilket fik hans klassekammerater til at kalde ham “Einstein Jr.”.
Ikke desto mindre opgav Lilly at studere fysik da han i 1934 læste Aldoux Huxleys Brave New World hvilken vækkede hans interesse i farmakologi, biologi og neurofysiologi. Lilly blev nogle år senere indlagt efter at have hugget sig selv i foden med en økse og her blev han inspireret til at forfølge en karriere som læge. I 1942 graduerede han fra medicinstudiet ved University of Pennsylvania.
Mens Lilly stod bag et hav af bidrag til en række varierede akademiske fagområder, har især opfindelsen af flydetanken (flotation tank), gjort ham kendt i populærkulturen, og flydetanken er de senere år også blevet et udbredt fænomen i Danmark. Tanken er et isoleret system delvist fyldt med saltholdigt vand i kropstemperatur, som er designet til at frarøve brugeren al eksterne sansestimuli i form af berøring, syn og lyd. Lilly betragtede tanken som et værktøj til at udforske den menneskelige bevidsthed.
Lillys studier i menneskehjernen ansporede også en interesse i dyrehjernen, og han indledte i 50erne et livslangt og dybdegående studie af delfiner, hvilke han mente havde evnen til at kommunikere med mennesker. I bogen Flashbacks beskriver Timothy Leary Lillys delfin-studier som det første systematiske forsøg på at kommunikere med andre intelligente væsner nogensinde. Hans fund er blevet udgivet i adskillige bøger, den mest kendte af hvilke er Man and Dolphin, som mange mener havde en positiv indflydelse på implementeringen af den skelsættende Marine Mammal Protection Act. Lillys delfin-studier nåede en ny grad af intensitet i løbet af 60erne, som bl.a. så etableringen af flere forskningscentre dedikeret til eksperimenter i kommunikation mellem mennesker og delfiner.
I 60erne blev Lilly så eksponeret for LSD og foretog bl.a. forskning heri i samarbejde med Stanislav Grof ved Spring Grove Mental Hospital i Maryland. I Lillys selveksperimenterende ånd integrerede han selvfølgelig LSD i hans forsøg med delfin-kommunikation, og han tog det også med i flydetanken/isolationstanken hvor han brugte meget tid på at undersøge hvad der virkede til at være hans sinds ubegrænsede vidder. Dette arbejde ledte til en del indflydelsesrige teoretiske bidrag som kan findes i bogen Programming and Metaprogramming in the Human Biocomputer. I 70erne begyndte Lilly så hans indgående selveksperimentering med ketamin som ville vare tre årtier frem. Flere steder bliver hans brug beskrevet som et misbrug – undertiden ville han indtage ketamin intravenøst hver time flere dage i træk, og i to tilfælde døde han næsten af hans overforbrug. Han begyndte også at udbrede diverse forunderlige og ofte bizarre konspirationsteorier om komiske væsner der intervenerer i menneskelige affærer.
Lillys bøger blev ikke desto mindre vidt udbredt og udbredte i forlængelse heraf kendskabet til ketamin og dets potentiale i undersøgelsen af det menneskelige sind og ude-af-kroppen oplevelser. Flere af hans bøger står stadig som et fantastisk indblik i ketamin-kosmos og stoffets potentiale og risici. Blandt hans egne værker kan nævnes: The Mind of the Dolphin; The Center of the Cyclone; Simulations of God: The Science of Belief, John Lily, So Far, The Scientist – a Novel Autobiography og The Scientist: A Metaphysical Autobiography.
Du kan læse mere om Lillys liv og arbejde i hans mange bøger og selvbiografier, og i filmene Altered States of The Day of the Dolphin.