11. november 1917 – 27. maj 2009

Biokemiker og psykiater

Hoffer var blandt de første vesterlændinge, der udførte psykedelisk forskning i 1950’erne. Han var også kendt for banebrydende orthomolekylær medicin, ved at anvende høje doser af niacin til at behandle højt kolesteroltal og skizofreni, og for at udvikle adrenokrom-hypotesen for skizofreni, sammen med psykiateren Humphrey Osmond – en anden nøglefigur i den tidlige psykedeliske forskning.

Hoffer voksede op i det sydlige Saskatchewan, Canada, og udviklede en interesse for sammenhængen mellem landbrug, biokemi og psykiatri. Efter at have opnået en ph.d.-grad og efterfølgende dimitteret fra medicinstudiet, blev han interesseret i potentialerne i psykedelika. I 1952 kom han i forbindelse med Osmond, gennem et ønske om at forbedre det mentale sundhedssystem. Sammen organiserede og ledede de et forskningsprogram på Weyburn Mental Hospital, der undersøgte psykedelika.

Hoffer blev tiltrukket af LSD på grund af dets evne til at producere en modelpsykose, hvilket fik ham til at opstille en hypotese om den biokemiske natur af skizofreni. Han var også interesseret i LSD som en behandling for alkoholisme, og i 1953 begyndte han at give LSD til sine patienter. Han mente, at alkoholikere skulle nå bunden, før de var villige til at stoppe med at drikke, og at LSD ville stimulere denne bund. I slutningen af 1960’erne havde han og Osmond behandlet omkring 2.000 patienter og rapporterede, at 50 % ikke havde oplevet et tilbagefald efter et år. Hoffer bemærkede, at det mere sandsynligt var den psykedeliske oplevelse fra LSD frem for den stimulerede bund, der overbeviste alkoholikere om at holde op med at drikke.

I løbet af 1960’erne, hvor rapporter om et hallucinogent stof, der forårsagede vanvid og vold spredte sig gennem nyhederne, blev psykedelisk forskning nærmest umulig. Ikke desto mindre var Hoffer med hans banebrydende undersøgelser med til at lægge grundlaget for den forskning der foregår i psykedelisk-assisteret terapi i dag.