11. januar 1906 – 29. april 2008

Kemiker

Albert Hofmann blev født i Baden i Schweiz i 1906, som den ældste af fire børn. I sin bog LSD – My Problem Child beskriver han nogle euforiske naturoplevelser han havde som barn, nogle han beskriver som afgørende for hans udvikling af en tro på en mirakuløs, kraftfuld virkelighed, som var gemt dagligdagens blik.

Efter sin uddannelse som kemiker og at have skrevet sin phD-afhandling om vinbjergssneglens mavesafter fik han lejlighed til at studere ergot-svampen Claviceps purpureas egenskaber. Dette gav ham ved et tilfælde en mulighed for igen at stifte bekendtskab med barndommens oplevelse af en anden virkelighed.

Han kom under sit arbejde i laboriatoriet til at absorbere eller indånde en lille bitte smule af en substans, han havde syntetiseret ud fra ergot: LSD-25. Han følte sig rastløs og svimmel og da han lagde sig og lukkede øjnene, så han en ubrudt strøm af fantastiske billeder og kalejdoskopiske farvespil. Så var trolden ude af æsken og han besluttede sig for at prøve at indtage en større dosis den efterfølgende mandag, hvor han igen skulle på arbejde på Sandoz-laboratoriet.

Den mandag, d. 19. april 1943, er sidenhen af psykedeliske entusiaster kendt og fejret som *bicycle day*. Hofmann endte nemlig med at føle sig så mærkeligt tilpas efter at have indtaget hvad han troede var en meget beskeden dosis (250 mikrogram), at han valgte at tage cyklen hjem.  Idag ved man at 250 mikrogram er en ret stærk dosis, og Hofmann endte da også med at frygte alvorligt for sit helbred, da han i sit hjem havde særdeles skræmmende og overvældende oplevelser. Da lægen kom, kunne han dog berolige Hofmann med at alt – fysiologisk set – var i den skønneste orden.

Han kom sig hurtigt ovenpå oplevelsen og LSD-25 blev snart efter introduceret til forskere inden for psykiatrien, først som et middel til at studere psykotiske tilstande, men med tiden blev det åbenlyst, at det også havde et terapeutisk potentiale. Han var særdeles optimistisk i forhold til LSD’s potentiale til at hjælpe menneskeheden mod mere samhørighed med naturen og tilværelsen som sådan:

“I share the belief of many of my contemporaries that the spiritual crisis pervading all

spheres of Western industrial society can be remedied only by a change in our world

view. We shall have to shift from the materialistic, dualistic belief that people and their

environment are separate, toward a new consciousness of an all-encompassing reality,

which embraces the experiencing ego, a reality in which people feel their oneness with

animate nature and all of creation.” (LSD, my problem child)

Han var imidlertid ikke i enig i den frembrusende måde som bl.a. Timothy Leary og andre “markedsførte” psykedelika som en katalysator for ungdomsoprøret i 60’erne. Hans håb var, at der kunne oprettes en slags spirituelle centre, hvor mennesker, som følte behovet for at udforske deres egen bevidsthed, kunne gøre dette under sikre forhold.

Christian Rätsch, forfatten til Encyclopedia of Psychoactive Plants, har kaldt Hofmann den vigtigste kemiker i forskningens historie, og den sweiziske poet og læge Walter Vogt, har oven i hatten kaldt LSD den eneste fornøjelige opfindelse i det 20. århundrede. Men Hofmann gjorde flere bidrag til kemien og det psykedeliske felt. Foruden at syntetisere LSD-25, var han nemlig også den første til at syntetisere de psykedeliske komponenter i psilocybin-svampe som han døbte psilocybin og psilocin. 

Hofmanns første svampe (psilocybe mexicana) var kommet fra Gordon Wasson som havde fået dem direkte fra curanderaen Maria Sabina i Mexico, og i bedste selv-eksperimenterende ånd, prøvede Hofmann selvfølgelig svampene selv. Tredive minutter efter indtag skrev han at “den ydre verden begyndte at gennemgå en underlig forandring. Alting antog en mexicansk karakter”. Hofmann ville i 1962 i selskab med Wasson tage til Mexico for at give Maria Sabina hans syntetiske psilocybin. Ifølge Wasson gav den altid konservative Hofmann en så lille dose at den ikke havde nogen effekt. Hofmann mente dog at det var fordi pillerne skulle bruge noget tid på at opløse i maven, men ikke desto mindre gik han med til at give Maria Sabina, hendes datter og shamanen Don Aurelio nogle flere piller så de kom op på et indtag af 30mg psilocybin. Da effekten var overstået erklærede Maria Sabina at pillerne rigtigt nok indeholdte svampens ånd, og hun takkede Hofmann fordi hun nu ville være i stand til at tjene hendes fællesskab, selv når der ikke var svampe tilgængelige. 

Det var nu ikke kun de mexicanske svampearter som Hofmann ville gøre et stort bidrag til at analysere og klassificere. En bekendt fra de europæiske alper fortalte Hofmann om de her svampe han spiste og deres – for Hofmann – noget velkendte effekt. Hofmann modtog et eksemplar og sporede psilocybin i hvad der skulle vise sig at være psilocybe semilanceata eller Spids nøgenhat, som også findes mange steder i Danmark. 

Som Hofmann selv beskriver det, dannede hans kemiske og psykedeliske karriere en “fuld cirkel”, da han gjorde et stort fund inden for kemien og isolerede de aktive LSD-lignende komponenter i Ololiuqui (morning glory-slyngplanten), som ville blive kaldt LSA.  Hofmann fortsatte dog med at syntetisere kemiske forbindelser hvoraf mange ville have betydning i udviklingen af medicin for blandet andet Alzheimers og depression. Som reaktion på at være kendt som faderen af LSD sagde han at “det startede i kemi og fortsatte over i kunst og mysticisme.”