Foto af Paul Johnson

14. maj 1912 – 13. april 1988

Psykolog

Leo Zeff er en af de mest kendte amerikanske undergrundsterapeuter der har arbejdet med psykedeliske substanser. Zeff var som ung løjtnant i den amerikanske hær og blev senere privatpraktiserende jungiansk psykolog. Han blev i 1961 introduceret til psykedelika med en 100ug dosis LSD. Af jødisk afstamning, havde han medbragt en Torah og da guiden under session lagde Torahen på hans bryst kom han “med det samme i Guds skød. Han og jeg var én”. Zeff besluttede herefter selv at begynde at inddrage psykedelika i hans terapeutiske praksis. Efter substanserne blev gjort ulovlige at arbejde med, fortsatte han sit arbejde i undergrunden. Han er bl.a. blevet nævnt under navnene “Adam Fisher” i Shulgins bog PIKHAL og “Jacob” i bogen “The Secret Chief”, som er en kompilation af en række samtaler mellem Myron Stolaroff og Leo Zeff. Heri udlægger Zeff hans metode til psykedelisk terapi, både for individer og grupper.

Det har angiveligt ikke været let at arbejde i den illegale undergrund. I samtale med Stolaroff udtaler Zeff at han tit havde svært ved at falde i søvn og ville vågne om morgenen og blive ramt af situationen. Til spørgsmålet om hvorfor han blev ved svarede Zeff: “Se på folk, se hvad der sker med dem. Er det det værd? Hver gang vender jeg tilbage med et ja… Uanset hvad du er nødt til at gå igennem, er det dét værd for at skabe sådanne resultater!”. I 2004 blev Zeffs identitet så offentliggjort med bogen “The Secret Chief Revealed”. Bogen bliver tit omtalt af MAPS (The Multidisciplinary Association for Psychedelic Studies) og det er tydeligt at Zeff har haft en stor betydning i den amerikanske undergrund, og både personligheder som Terrence McKenna og Alexander Shulgin har haft udtalt sig varmt om ham.

Zeff krediteres mange steder for at komme på navnet “Adam” for MDMA, og det antages at han har introduceret mellem tre og fire tusinde mennesker til psykedelika samt trænet over hundrede facilitatorer. Han var en hovedaktør i udviklingen af de protokoller og metoder som nu er generelt accepterede blandt undergrundsfacilitatorer, som for eksempel at undgå at intervenere unødigt, at holde sig helt væk fra seksuel kontakt, at klienten skal vedkende sig at følge terapeutens anvisninger under sessionen, og at terapeuten selv bør have udvidet erfaring med substanserne.

En af Zeff’s originale metoder var, at få hans klienter til at udvælge billeder fra deres liv – af familiemedlemmer, venner, oplevelser, partnere – som de så ville kigge på under sessionen. Dette ville tit frembringe dybe følelser og refleksioner, og faktisk blev den psykedeliske session og terapeutiske proces allerede igangsat ugerne inden sessionen, når klienten gennemgik og udvalgte de mest betydningsfulde billeder fra deres liv. 

Zeff fremstår alle steder som en person der har været højt værdsat af familie, venner og kolleger.